Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonDe seks søjler under Ultra HD - FlatpanelsDK

De seks søjler under Ultra HD

23 Oct 2020 | Yoeri Geutskens |

Hvad består Ultra HD helt konkret af? Det spørgsmål er ikke så let at besvare, som man umiddelbart skulle tro. Ultra HD er som et værktøjssæt. Det er en kasse med elementer, der kan udvælges. Hvilke kombinationer, der kvalificerer sig som Ultra HD, har forskellige organisationer forskellige holdninger til. Selv internet hos Ultra HD Forum er der løbende diskussion om, hvilke kombinationer, der kvalificerer sig.

De grundlæggende elementer under UHD ligger dog fast:
  1. UHD eller Ultra HD rumlig opløsning – 4K eller 8K
  2. HDR eller High Dynamic Range – større dynamikområde
  3. WCG eller Wide Color Gamut – bredt farverum
  4. Deep color – farvedybde
  5. HFR eller High Frame Rate – høj billedfrekvens
  6. NGA eller Next-Generation Audio – næste generation af lyd
Som du kan se, så er der i alle tilfældene, undtagen det sidste, tale om videoteknologier. Lad os gennemgå dem en efter en.

De seks søjler under UHD

De seks søjler under Ultra HD

Opløsning

Skærmopløsning er afgjort det aspekt, som har opnået bredest forståelse blandt termerne, selvom der fortsat kan være forvirring omkring vilkårene. Kort fortalt betyder det flere pixels per billede. Det omtales almindeligvis som 4K, og det er også sådan selskaber som Sony omtalte det, da de annoncerede første UHD-produkter i 2012. Senere samme år kom Consumer Electronics Association eller CEA – nu Consumer Technology Association eller CTA – på banen med ‘Ultra HD’ som betegnelse for 3840x2160 pixels – i øvrigt ikke tilfældigt, at det er den dobbelte vandrette og lodrette opløsning ift. HDTV, 1920x1080, med samme billedformat på 16:9 eller 1.78:1, hvilket svarer til et billedformat på 17:9 eller 1.90:1. Måske valgte CEA begrebet Ultra HD for at adskille det fra 4K-definitionen under DCI (Digital Cinema Initiative). som specificerer en opløsning på 4096x2160, hvilket svarer til et billedformat på 17:9 eller 1.90:1. Denne DCI-4K opløsning bliver dog ofte misforstået. Film skabes typisk ikke i 4096x2160 opløsning. Det er et 'container' format, og billederne indeni er typisk 4096x1716 (2.35:1 eller CinemaScope) eller 3996x2160 (1.85:1). Der er således behov for beskæring eller 'letterboxing' for at få formatet til at passe på en TV-skærm i forbrugersammenhæng. Selvom Ultra HD oprindeligt henviste til opløsning, så er begrebet med tiden blevet udvidet til at dække en række elementer, hvorfor organisationer som Ultra HD Forum er begyndt at omtale selve opløsningen (3840x2160) som 4K. De andre elementer er de fem resterende søjler, som omtales indledningsvis. Men hvilke af disse er påkrævet før man kan tale om Ultra HD? Det er en igangværende diskussion. Indtil vilkårne er endeligt fastsat, så går de nuværende tanke på følgende:
  • 4K-opløsning eller højere er Ultra HD
  • 1080p HD-video med HDR er Ultra HD
  • Next-Gen Audio alene er ikke Ultra HD Der kan naturligvis laves mange andre kombinationer. Kvalificerer 1080p med 100fps HFR sig f.eks. som Ultra HD? Det må tiden vise. Glem ej, at 8K-opløsning ligeledes betegnes Ultra HD. CEA/CTA valgte dette navn for både 4K og 8K-opløsning, og DVB Project (som definerer europæiske tunerstandarder) kalder 8K for UHD2. I en TV-kontekst betyder det en opløsning på 7680 × 4320 – igen den dobbelte vandrette og lodrette opløsning ift. 4K. I biografsammenhæng ville det være 8192 × 4320. Nogle film er allerede (delvist) optaget i denne opløsning, men de er ikke færdigredigeret endnu. I stedet vil 'Digital Intermediate' pakken, som indholdet leveres i, være i enten 2K eller højest 4K på grund af de høje omkostninger (og leveringstid) ved VFX / special effects. Læs også: Hvorfor gamle film kan genudgives i 4K HDR Mens broadcast-indhold optaget i 4K (eller højere) stadig er en sjældenhed og begrænset til tv-kanaler med et særligt fokus såsom Insight TV og Travel XP, så er Hollywood gradvist og taktfast ved at omstille sig til 4K-produktion. De største kataloger af 4K-indhold finder man på streamingplatforme som iTunes, Netflix, Amazon og Disney+. Disney er i gang med at scanne sit bagkatalog (inklusiv Fox's bagkatalog) til 4K, så det kan blive tilgængeligt via streaming, mens Netflix insisterer på, at alt originalt-produceret indhold nu leveres i 4K. Med HDR, vel at mærke. Ultra HD Blu-ray-skiver kan være baseret på en original 4K-produktion (optaget digitalt i den opløsning), et 4K-scan af kemisk film, eller opskaleret fra 2K (HD) efter filmen er færdigredigeret i den opløsning, enten fordi den er optaget i den opløsning, fordi visuelle effekter er renderet i den opløsning eller fordi den blev optaget på kemisk film og scannet til 2K. Vil selskaber som Netflix starte produktion i 8K? Måske men der er endnu ingen konkrete udmeldinger. Netop Netflix er vel nok den mest oplagte kandidat efter de gik forrest med 4K for nogle år siden. Det er mindre sandsynligt, at vi får et 8K-discformat af flere årsager (læs mere her).

    Seks søjler under UHD

    De fleste diagrammer illustrerer, at højere opløsning kommer sammen med proportionalt større skærme, men det er naturligvis ikke helt rigtigt – hovedsagligt handler det om, at pixels bliver mindre

    Der er forskellige skærmteknologier på markedet, primært OLED og LCD (der ofte, på forvirrende vis, ses omtalt som LED). Disse skærmteknologier er ikke knyttet til specifikke Ultra HD-formater. De er så at sige agnostiske. Der er mange artikler, som dykker nærmere ned i forskelle, fordele og ulemper, så det kommer vi ikke nærmere ind på her.

    Udvidet dynamikområde (HDR)

    Indledningsvis bør en udbredt misforståelse ryddes af vejen: HDR-video er noget ganske andet end HDR-fotografering. Sidstnævnte dækker over 'eksponeringssyntese', hvor to billeder taget umiddelbart efter hinanden, kombineres til ét. Resultatet heraf er typisk tiltænkt fremvisning på en regulær SDR-skærm, eller på printpapir, så dette er ikke at sammenligne med HDR-video, som kan indeholde et ægte udvidet dynamikområde. Det eneste, som har højt dynamikområde i HDR-fotografering, er scenen som fotograferes. Hvad vi kalder HDR inden for video handler et større dynamikområde mellem de mørkeste og lyseste dele af billedet, udtrykt i F-stop. Standard Dynamic Range (SDR) dækker 7 stop, mens High Dynamic Range kan dække omtrent 14 stop. At indfange et et større dynamikområde gøres også i still-fotografering, typisk i RAW-format, hvilket er filer, der skal skal redigeres for at kunne fremvises. En af de første indikationer på, at fotografering og videografi konvergerer er, at Panasonics seneste generation af Lumix-kameraer kan skyde stillbilleder i HLG HDR-format, som efterfølgende kan vises direkte i HDR på Panasonic TV. Ikke mange er bekendt med muligheden og Panasonic fortjener, at det får større opmærksomhed. Forskellige selskaber har opfundet forskellige løsninger til at optage og levere HDR-video. Her er det gavnligt at skelne primært mellem Hybrid Log Gamma (HLG) formatet og Perceptual Quantizer (PQ) familien af formater. For en dybdegående forklaring se ‘The State of HDR’. Her er en kort opsummering: HLG, et såkaldt 'scene-refereret' HDR-format, bruger ikke nogen form for metadata. Det er udviklet af broadcasterne BBC og NHK med målet om at levere ét og samme signal, der er kompatibelt med både HDR- og SDR-skærme (sidstnævnte skal understøtte 'Wide Color Gamut' (WCG) for at kunne gengive et ordentligt billede) samt at tilbyde et højt niveau af kompatibilitet med eksisterende arbejdsgange og udstyr. Opgaven er løst. Der er ikke mange tv-kanaler, som sender i HDR endnu, men de få, som gør, bruger fortrinsvis HLG. PQ, udviklet af Dolby og defineret af SMPTE under ST.2084 standarden, kan bruge metadata, om end det er valgfrit. Statiske metadata er specificeret under ST.2086 standarden. ST.2084 HDR uden metadata betegnes PQ10; med statiske metadata kaldes det HDR10. Sondringen er mindre afgørende, end man umiddelbart skulle tro. Mens ST2086 specificerer, hvilke parametre metadata skal overholde, så optegnes der ikke strenge retningslinjer for det, hvorfor det står TV-producenter frit for, hvordan de vil anvende metadata. Nogle vælger helt at ignorere dem og selv skrue på håndtagene via egen formel. Dette kan føre til varierende resultater. Mere om det her. Foruden de statiske metadata, så kan HDR leveres med dynamiske metadata, som giver indholdsskaberne fleksibilitet til at sætte metadata scene-for-scene. Der er grundlæggende tre varianter, specificeret under et sæt standarder kaldet SMPTE ST.2094:
  • Dolby Vision (ST.2094-10)
  • Advanced HDR, udviklet af Technicolor
  • HDR10+ (ST.2094-40), udviklet af Samsung og Panasonic

    Seks søjler under UHD

    HDR-formater

    Dolby Vision er det klart mest udbredte format blandt disse tre. I 2017 skrev jeg en artikel om fremtidsudsigterne for hvert af formaterne og overraskende nok, så er der ikke meget, der har ændret sig i den mellemliggende periode. Mit synspunkt på sagen har således ikke ændret sig. Technicolor HDR er en slags 'dark horse' i ræset. Det er udvalgt som HDR-format i Brasilien (mere om det senere) og blev for nylig blevet implementeret som del af ATSC 3.0 tunerstandarden i USA. Formatet er også under evaluering af de kinesiske myndigheder som basis for China HDR format. Udenfor broadcast af tv-kanaler, regerer HDR10. Alle HDR-skærme kan håndtere det, og det samme kan alle HDR PC-monitorer. I en PC/spil-kontekst er HDR pt. i alle sammenhænge at sidestille med HDR10. Alle streamingtjenester, som tilbyder HDR-indhold, tilbyder som basisniveau HDR10. HDR10 er også det obligatoriske HDR-format på UHD Blu-ray (hvilket betyder, at alle afspillere skal kunne dekode det og såfremt en skive bruger HDR, så skal den mindst have HDR10 - Dolby Vision, HDR10+ og Philips HDR, ST-2094-20 er valgfrie). For det større perspektiv, hvad angår de forskellige HDR-formater i branchen, så se eventuelt HDR Ecosystem Tracker.

    Bredt farverum (Wide Color Gamut)

    Seks søjler under UHD
    Hele diagrammet illustrerer det, af mennesket, synlige spektrum af farver. Farverum: Rec.709, DCI-P3, Rec.2020
    På nogenlunde samme tidspunkt som 4K-opløsning blev praktisk opnåeligt, begyndte TV-branchen at blive enig om et nyt farverum, som dækker de yderligere farver, som moderne fladskærme (LCD og OLED) kan fremvise. I dagene med analogt SD TV, hvor vi alle havde billedrørs-TV, var farverummet (i PAL/SECAM samt NTSC) det såkaldte Rec.601. Med HDTV, der fulgte i hælene på overgangen til digitalt tv, blev dette farverum udvidet marginalt til Rec.709. Hvad nuværende skærme kan gengive, varierer meget, men hvad angår de bedste skærme, så er det betydeligt bredere end Rec.709 og svarer generelt til det som kaldes DCI-P3; et format defineret af Digital Cinema Initiative, ligesom DCI-4K opløsning. Det endnu større Rec.2020 farverum, defineret til UHD TV, overstiger skærmes nuværende evner – med en god portion. Det er ikke en selvfølge, at kommercielle skærme vil kunne fremvise hele dette farverum, eller nødvendigvis efterstræbt, men det er en stor nok container til, at der er plads til fremtidig vækst. Næsten alle TV-skærme, der sælges i dag, er Ultra HD TV (se HDTV'et er officielt dødt) og ud over de allerførste generation af 4K TV fra 2012/2013, så kan så godt som alle Ultra HD-skærme håndtere Rec.2020 i den forstand, at de kan acceptere signalerne og bearbejde dem korrekt. Ingen af disse skærme kan fremvise 100% af farverummet, og den procentmæssige dækning hænger typisk sammen med pris, om end forskellene kan være mindre udtalte end HDR-ydelsen på skærme. Den nyere Rec.2100-standard er ikke en større farverum end Rec.2020, men i stedet samme farverum med tilhørende specifikationer for HDR (både PQ og HLG er tilladt), opløsning (HD, 4K eller 8K) og billedfrekvens (alle de sædvanlige mellem 24 og 120 billeder per sekund, inklusiv fraktioneret billedhastighed).

    Farvedybde (Color depth)

    Farvedybde refererer til antallet af bits anvendt per sub-pixel. Hver pixel består af tre sub-pixels; en rød, en grøn og en blå. Det som normalt omtales 8-bit video, bruger faktisk 24 bits per pixel. HDTV-formatet (og digitalt SDTV forinden) brugte 8-bit, hvilket muliggjorde fremvisning af 2^8 eller 256 variationer af en farve (nuancer af rød, nuancer af grøn eller nuancer af blå, og således giver 24 bits per pixel 2^24 eller 256^3 eller ca. 16,77 millioner farver. Det lyder som en del, men det er ikke helt nok længere. Hvorfor? Svaret skal findes i HDR. Det skyldes ikke, at vores øjne er blevet bedre i mellemtiden, men alene at vores skærme er. Skærmene kan nu fremvise en større farvevolumen og såfremt vi fortsatte med at bruge samme bit-dybde, ville de samme bits skulle bruges til at beskrive en større skala af farver, hvorved forskellene mellem tætliggende farver ville blive større og dermed lettere synlig – en effekt som ofte kaldes 'color banding', altså farvebånd. Ligesom de fleste Ultra HD-komponenter, så vil en illustration af dette normalt være overdrevet. Forfalsket, om man vil. Det skyldes, at sandsynligheden for, at du læser denne artikel på en normal SDR (Standard Dynamic Range) skærm er ganske betragtelig. Det lyder måske mærkeligt, men at forsøge at vise forskellen mellem SDR og HDR på en SDR-skærm, svarer til at vise forskellene mellem farve og sort/hvid på en sort/hvid skærm. Derfor ser man på informationssider og i artikler typisk en sammenligning af SDR og HDR, hvor kontrasten i førstnævnte er sænket kunstigt. Nogle illustrationer viser sågar tre billeder med nedtonet lysstyrke, der skal illustrere SDR, HDR med statisk metadata og HDR med dynamisk metadata.

    Seks søjler under UHD

    8-bit vs. 10-bit color simuleret upræcist

    Dette billede (fra en ellers god artikel) viser for eksempel i øverste del et spektrum af 32 farver (hvis man inkluderer sort og hvid), hvilket kunne konstrueres med 5-bit per pixel (2^5 = 32). Så med 2-bits per subpixels ville du allerede have 64 farver – dobbelt så mange som i grafikken. 8-bit farver giver os 2^18 = 262144 gange så mange farver. Antallet af farver i den nederste del af grafikken, hvilket i SDR ligner en rimelig glat gradient, er omkring 1300 – markant under de 2048, som man kan opnå med med 11 bits per pixel eller 4 bits per subpixel. Faktisk vil man med 4-bit farver kunne danne 4096 farver – mere end tre gange antallet her. Nu tilbage til de rigtige tal: 10-bit farver giver os 2^10 = 1024 nuancer per subpixel, altså 2^30 = 1024^3 = over 1 milliard farver. Desværre kan jeg ikke vise dig forskellen mellem 8-bit og 10-bit farver på det 8-bit skærmpanel, som du sandsynligvis læser med fra netop nu, men du vil kunne se dem på et HDR TV med 10-bit skærmpanel. Det kræver ikke et trænet øje at se det. Det er værd at notere sig, at ikke alle HDR TV bruger 10-bit skærmpaneler. 8-bit skærme er stadig udbredte, særligt indenfor PC-monitorer. Her finder man ofte skærmpaneler med 8-bit + FRC eller Frame Rate Control, som er en metode til at simulere 10-bit farver. 12-bit farver kan med sine ekstra 2 bits give 4 gange så mange nuancer per subpixel, altså 4096 graderinger, og 2^36 = over 68 milliarder farver. Det står ikke klart, hvornår vi kommer til at se 12-bit skærmpaneler i stuerne, men det anvendes allerede i den digitale biografsammenhæng – Dolby Vision håndterer 12-bit farver, sågar på Ultra HD Blu-ray disc-formatet. Den japanske public service-broadcaster NHK – pendanten til danske DR – har transmitteret programmer i 8K siden november 2018 og de advokerer for, at 8K kombineres med 12-bit, hvorimod 8K Association holder sig til 10-bit farver. De to organisationer har også forskellige anbefalinger til billedfrekvens. Mere om det senere i denne artikel. På nuværende tidspunkt er dette eneste form for forbrugermedie, som understøtter 12-bit farver. Ultra HD Blu-ray uden Dolby Vision anvender 10-bit farver og Rec.2020 farverum, mens konventionel 1080p HD Blu-ray Disc anvender 8-bit farver og Rec.709 farverum.

    HDR + WCG + bit-dybde

    En almindelig opfattelse er, at HDR hænger sammen med bredt farverum (Wide Color Gamut) og mindst 10-bit farvedybde. I praksis hænger de tre da også ofte sammen af gode grunde: Når de kombineres, tilbyder disse tre teknologier en markant udvidelse af farver. Den større bit-dybde bidrager f.eks. til at forhindre 'color banding', altså farvebånd, som ellers nemt forekommer, når dynamikområdet udvides. De tre kan dog eksistere uafhængigt af hinanden, og kan stadig tilbyde fordele. 10-bit og 12-bit farver blev afprøvet på Blu-ray Disc i Japan. For nogle år siden lancerede Panasonic et ‘Master Grade Video Coding’ (MGVC) Blu-ray-format, der indeholdte en form for forbedrings-lag med 2 eller 4 ekstra bits for at opnå henholdsvis 10- eller 12-bit farver. Kun specielle Panasonic Bly-ray-afspillere kunne dekode de ekstra bits. En pulje Studio Ghibli-animationsfilm blev frigivet i formatet, men ikke meget mere end det. Bredt farverum (Wide Color Gamut) ville måske have den bedste chance som særskilt billedparameter, men det forekommer kun sporadisk. HDR uden bredt farverum (WCG) og uden bedre farvedybde anvendes i Brasiliens proprietære HDR-format. Flere parter har fundet sammen under SBTVD (Sistema Brasileiro de Televisão Digital) og blevet enige om mellemliggende broadcast-formater, som anvender SL-HDR1 (Technicolor Advanced HDR) med Rec.709 farverum, 8-bit farver og MPEG-H lyd. Det kan transmitteres i AVC (MPEG4) via ISDB-Tb eller HEVC (H.265) via 5G. Vi må se tiden an for at vurdere, hvordan det fungerer i praksis, men det illustrerer, at mange varianter er mulige. Idet de tre teknologier går så godt i spænd, så vil de typisk ses kombineret i praksis, og mange vil nok antage, at 10-bit og WCG er en del af HDR, selvom det ikke strengt taget er sådan. Måske et andet navn end HDR, f.eks. 'Ultra Color', ville have været mere velvalgt til denne pakke. Så ville vi have Ultra High Definition samt Ultra Color. Men det er for sent at ændre på nu.

    Seks søjler under UHD

    Finere farveopløsning, bredt farverum og udvidet dynamikområde sikrer bedre pixels

    Høj billedfrekvens (High Frame Rate)

    Det kan forvirre, at High Frame Rate betyder forskellige ting alt efter, hvilket felt af branchen, man taler med. Indenfor film betragtes alt over 24fps (billeder per sekund) som HFR. Eksemplerne er få. De film, som de fleste kender, er Hobbitten (skudt i 48fps), Billy Lynn’s Long Halftime Walk og Gemini Man (de to sidstnævnte begge skudt i 120fps og fremvist i 60 eller 120fps men kun i 3D – regulær 24fps i 2D). Derudover er der ikke mange eksempler at pege på fordi billedfrekvenser, der afviger fra 24fps normen som vi har haft i næsten 100 år, har en tendens til at være ganske kontroversielle. Nogle seere kan godt lide det, mange seere kan ikke. Måske skyldes det, at vi igennem årtier er blevet vant til at associere video skudt ved denne frekvens som 'episk'. Det kan sammenlignes lidt med film grain, altså filmkorn. Man kan argumentere for, at det er en artefakt fra den analoge tidsperiode, men for mange seere bidrager det til indlevelsen. Det fortæller hjernen, at den skal slå over i film-tilstand. Et højere niveau af realisme er ikke nødvendigvis formålstjenligt; tværtimod kan det bryde trylleformularen. Der er stadig masser af ubesvarede spørgsmål ift. hvordan disse mekanismer påvirker hjernen. Måske vil det ikke vare ved, men det vil nok stadig tage noget tid før højere billedfrekvens bliver normen og bredt accepteret. I tv-branchen derimod har 50 og 60Hz været anvendt siden introduktionen i midten af sidste århundrede. I senere år er vi nået til et punkt, hvor interlaced video (50i, 60i) er blevet udfaset til fordel for progressivt video (50p, 60p). Dette betragtes imidlertid ikke som HFR i denne gren af branchen. HFR indenfor tv forbindes med højere billedfrekvenser, hvilket primært betyder 100p og 120p. Som du måske har gættet, så vil manuskriptbaseret indhold såsom film ikke være feltet, hvor man vil se dette anvendt flittigt. Sport er vel nok den genre, hvor HFR finder mest naturlig anvendelse her og nu. 1080p50 transmission via tv-kanaler (i Europa) og 1080p60 transmission via tv-kanaler (i Nordamerika) er forholdsvis udbredt i dag, særligt indenfor sport, og med 2160p (4K) transmission er disse billedfrekvenser normen. High Frame Rate er endnu ikke blevet taget i brug ud over ved nogle få prøve-transmissioner. Det skyldes nok også, at ganske få TV-skærme på nuværende tidspunkt kan håndtere HFR. LG's 2020 OLED TV og visse andre TV-skærme annonceret i år er forberedt til HFR primært fordi den nye generation af spilkonsoller kan udsende video/spil i HFR.

    HFR

    HFR-demo (med HLG HDR) af LG / EBU / 4EVER Project ved IFA 2016

    Det bringer os til tredje felt: videospil. Hvad der kvalificerer sig som HFR inden for dette felt, er ikke klart defineret, men det er nok rimeligt at postulere, at alt over 60fps betragtes således. Inden for PC/gaming-monitorer er vi vidne til et slags kapløb, hvor frekvenser som 144Hz, 165Hz og 240Hz er hyppigt forekommende pt. For en mere dybdegående tilgang til alle aspekter af High Frame Rate, tjek da denne artikel: HFR – UHD-teknologien som man sjældent hører om.

    Næste generation af lyd (Next-Generation Audio)

    Den ene søjle under UHD, som ikke handler om video, er Next-Gen Audio eller NGA. Det handler naturligvis om lyd, og det betragtes som lyd, der går ud over den konventionelle multikanal-tilgang som Dolby Digital, DTS-HD og lignende. Mere specifikt så handler det om surround sound-teknik, som er objekt-baseret og som tager højdekanaler i brug, hvilket gør lyden tre-dimensionel. Der er tre aktuelle formater, som konkurrerer på området: Dolby Atmos, DTS:X og MPEG-H. Dolby Atmos til hjemmebrug virker en smule anderledes end i biografer, men formålet er det samme: at præcist kunne placere lyde hvor som helst i det tre-dimensionelle felt omkring dig, når du ser f.eks. film. Mens biografspecifikationen kan håndtere op til 128 lydobjekter og 64 forskellige kanaler (højttalere), så tilføjer specifikationen til hjemmebrug en rumlig kodet 'substream' oven på Dolby Digital Plus eller Dolby TrueHD signalet, eller præsenteret som metadata i Dolby MAT (Metadata-enhanced Audio Transmission) format. Streamingtjenester anvender lossy, altså tabsgivende, Dolby Digital Plus-format; Ultra HD Blu-ray og Kaleidescape-platformen, som lader seere downloade film Ultra HD, anvender lossless, eller tabsfri, Dolby TrueHD-format. Det kan du læse mere om her. Hvordan det hele præcist virker, er for omfattende at dække her, men Dolby Atmos har fundet vej til hjemmet primært via streamingtjenester, filmdownload, Blu-ray og Ultra HD Blu-ray (det normale 1080p Blu-ray-format understøtter det også) og kun i meget lille grad tv-kanaler. BT TV i Storbritannien er en af de få operatører, som anvender Dolby Atmos til live-tv, primært fodboldkampe. Det har de gjort siden 2017.

    Seks søjler under UHD

    BT Sport Ultimate live-transmission af fodbold med Dolby Atmos

    En anden kilde til Dolby Atmos-lyd er videospil. Xbox One understøtter allerede Atmos i spil og Xbox Series S/X vil gøre det samme. PS5 derimod vil bruge Sonys proprietære objekt-baserede 3D-lydsystem kaldet 'Tempest Audio'. En nyere udvikling er, at Dolby er begyndt at anvende Atmos til musik (på streamingtjenester som Tidal og Amazon Music). For at få gavn af mulighederne er det naturligvis ikke nødvendigt at installere 64 højttalere i din stue, ligesom en biograf måske ville gøre det. Du kan opsætte et antal regulære højttalere, som måske udgør et 7.1 eller 9.1-kanals system, med to eller fire loftenheder tilføjet. Det kaldes, med fire loftenheder, et 9.1.4-kanals system. Der findes mere praktiske alternativer såsom loft-vendte enheder, der kaster lyden mod seeren ved at reflektere lyden mod loftet. Således kan man undgå at installere enheder i loftet. Og eftersom det hele er parametreret – hver lyd er konstrueret ved hjælp af noget matematik kendt som psykoakustik – så kan man sågar få noget gavn af Atmos-effekten fra færre højttalere i TV, soundbarer eller smart-højttalere.

    Seks søjler under UHD

    En 5.1.4 Dolby Atmos-højttaleropsætning. Billede: Dolby Labs

    DTS:X er et tilsvarende system fra Xperi, som er selskabet bag DTS. Det understøttes af alle nuværende AV-receivere og i stigende grad også af soundbarer. Ligesom Atmos, kan DTS:X findesBlu-ray-skiver samt Ultra HD Blu-ray. Du vil derimod ikke pt. støde på formatet på streamingtjenester, og ud over nogle få forsøg udført af PBS, så anvendes det heller ikke på tv-kanaler. MPEG-H er på nuværende tidspunkt primært aktuelt på tv-kanaler. Dette NGA-format, med det mindst fængende navn, er udviklet af Fraunhofer Institute, som også har spillet en nøglerolle i udviklingen af mange komprimeringsstandarder helt tilbage til MP3. MPEG-H kan givetvis få en større rolle at spille i fremtiden, men på nuværende tidspunkt er det primært at finde i Sydkorea på tv-kanaler, som sender i UHD via ATSC 3.0 tunerstandarden.

    Konklusion

    For flere år siden, da Ultra HD begyndte at rulle ud, stod det klart, at mange af innovationerne ikke ville blive tilgængelige med det samme. Nu er alle brikkerne faldet i hak, særligt på hardware-siden. Det står også klart, at tv-kanaler, som engang var den dominerende distributionsform, kun sparsomt har omfavnet disse nye muligheder. Heldigvis har vi en række andre kilder, som tager dem i brug, herunder streaming video, fysiske medier, spil og brugergenereret indhold, så man ikke behøver at vente på at opleve det.

    Seks søjler under UHD

    Teknologi-roadmap for Ultra HD indholdsdistribution – nu realiseret

    Yoeri Geutskens dimitterede i Industrial Engineering & Management Science med en afhandling om videospilsindustrien. Han har været Philips’ interne observatør for spilindustrien i over et årti samt arbejdet hos Philips Optical Storage og Philips Consumer Electronics med produktudvikling af DVD-optagere og Super Audio Cd-afspillere. I den rolle samarbejdede han med Sony i forbindelse med standardiseringen af Blu-ray Disc formatet. Hos NXP Semiconductors var han Business Creation Manager for videospilsindustrien. Yoeri er også manden bag de to 4K/UHD og Ultra HD Blu-ray twitter-brugere.
  • Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

    Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

    Flere fokusartikler

    Første kig: Philips 2024 OLED TV og Ambilight Plus

    29 Feb 2024 |

    Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

    05 Feb 2024 |

    Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film

    02 Feb 2024 |

    Fremtidens skærme: Hvad vi så hos LG Display & Samsung Display

    31 Jan 2024 |

    Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

    04 Jan 2024 |

    Den næste streamingfase kommer til Danmark i 2024 

    22 Dec 2023 |