Vi er i disse år vidne til, at film fra 90'erne, 80'erne og endnu tidligere genudgives i 4K HDR. Men hvordan er det muligt? Og hvad handler snakken om "ægte" og "falsk" 4K om? Flatpanels dykker ned i emnet.

Filmens historie: Analog til digital film
Fra billeder malet på glas til stumfilm til talefilm til farvefilm til storslåede biografoplevelser og senere hjemmeunderholdning. Filmens historie spænder et århundrede eller to, afhængigt af hvornår man anerkender, at filmmediet havde sin spæde start.

Filmens historie ligger langt ud over omfanget af denne artikel (se bl.a. Science Media Museum og SoTheTheoryGoes), men det er afgørende at forstå, at evolutionen af film er blevet båret frem af teknologiske landvindinger, på samme måde som at udviklingen indenfor skærmteknologi over de seneste par årtier har placeret en relativ stor skærm i næsten ethvert hjem i den vestlige verden.

Relevant i forhold til artiklens emne er særligt perioden fra midten af 1900-tallet og frem, hvor man i stor stil optog på analog film, deraf betegnelsen 'film' om en spillefilm. Mange af de film, som vi kender og elsker, er blevet optaget – og fremvist i biografer – på 35mm analog film (se også Wikipedia) – sjældnere på det bedre, men også mere krævende 70mm film-format. Biograferne fremviste i årevis film fra filmruller skabt til formålet, før biografsektoren senere overgik til at blive digital.

 Læs også: 5 dage med fokus på film

Først i nyere tid er filmbranchen begyndt at optage digitalt med kameraer som Arri Alexa, Sony og RED, om end visse film stadig den dag i dag optages analogt på 35mm.

Det er de brede penselstrøg, men det er her, man skal starte ift. forståelsen af, hvorfor gamle film kan genudgives i højere kvalitet såsom 4K HDR – og sågar 8K HDR i fremtiden. Groft skitseret: Optager man digitalt, så ligger opløsningen og dynamikken fast. Optager man analogt så ligger opløsningen og dynamikken ikke (helt så) fast.

Man valgte eksempelvis i anden periode (1999-2005) af Star Wars at optage digitalt i 2K, mens man inden da have optaget analogt.


 Sonys F65-kamera kan optage i op til 8K eller 4K 120fps. Foto: Flatpanels

Scanning & Digital Intermediate (DI)
Såfremt det originale celluloid-materiale fra en årtier gammel film er arkiveret – og arkiveret under ideelle forhold (fravær af sollys, temperaturstyret mv.) vel at mærke – så kan man sætte det tilbage i en filmscanner, og scanne det ved højere opløsning.

Det gøres med en filmscanner, som den der ses nedenfor. Den står i Culver City, Los Angeles, hvor Sony Pictures holder til. Flatpanels besøgte studiet i 2013, hvor vi bl.a. fik indblik i arbejdet med at restaurere Lawrence of Arabia i 4K på moderne PC'er. Det skete i flere scener billede-for-billede idet den originale filmnegativ var begyndt at krakelere og falme.


 En filmscanner i Sony Pictures-studiet i Hollywood. Foto: Flatpanels

Nogen ynder at sige, at 35mm film kan scannes så det svarer til en digital opløsning på omtrent 4K, mens 35mm IMAX ligger tættere på 6K og 70mm film op imod 8-12K.

Omvendt er der dem, som mener, at 35mm i praksis ligger under 4K pga. de mange skridt i processen, mens 70mm ligger et sted mellem 4K og 8K. En undersøgelse af ITU om den effektive opløsning ved 35mm kan læses her.

En anden faktor ift. den effektive opløsning er 'film grain', altså filmkorn. Det har du formentlig set i mange ældre film, og dele af Hollywood mener, at det er en del af filmkunsten og 'looket', hvorfor det skal bevares. Hvor meget filmkorn, der er i en film, afhænger af kameraet der optog, scanningsprocessen og andre faktorer. Filmkorn kan fjernes digitalt som del af en restaurering, men det vil typisk sænke den effektive opløsning i videoen.

Med andre ord kan man i dag hive højere kvalitet ud af det originale filmmateriale end dengang filmen blev udgivet på VHS, DVD og Blu-ray. Det gælder såvel opløsning/detaljegrad som dynamikområde/farverum, hvorfor gamle film kan genudgives i både 4K-opløsning og HDR (High Dynamic Range), altså et udvidet spænd af lys og farver. Effekter kan tilføjes eller forstærkes kunstigt til HDR, altså vha. redigering på en computer, men det er vigtigt at holde for øje, at der ofte i det originale filmmateriale er mere 'HDR' end da filmen blev udgivet første gang. Det er bare først i senere år blevet muligt at distribuere bredt i 4K HDR til seerne, via UHD Blu-ray-format og moderne streaming.


 'Lawrence of Arabia' under 4K-restaurering i et Sony Pictures-studie. Foto: Flatpanels

En aktuel diskussion i branchen er, hvordan eller om man overhovedet skal genudgive klassikere i den højere kvalitet. Der er argumenter for og imod. Typisk vil instruktøren eller en ansvarlig fra filmholdet – såfremt disse personer stadig er i live – være involveret i processen med at restaurere / genudgive. Det er med henblik på at sikre, at filmens udseende stadig er tro mod den oprindelige vision. Ofte vælger skaberne mere subtile ændringer af lysdynamik og farver, fordi overvejelser om, hvordan en film skulle præsenteres for seeren, blev gjort, da man skabte filmværket i sin tid – blandt andet på baggrund af de tekniske begrænsninger og parametre, der gjorde sig gældende i samtiden. Deraf er snakken om "fake HDR" opstået, om end den virker noget misforstået.

At scanne det originale filmmateriale på ny i højere kvalitet sikrer dog ikke, at filmen når ud til seeren i den højere kvalitet, eksempelvis som repremiere i biograf (leveres digitalt som en Digital Cinema Package, eller DCP) eller på formater til hjemmeunderholdning som UHD Blu-ray og streaming. 

Det er her '4K DI' og '2K DI' kommer ind i billedet
Det er her '4K DI' og '2K DI' kommer ind i billedet – hvad der til tider kaldes "real 4K" og "fake 4K", altså ægte og falsk 4K. Skabes filmen i studiet via en 2K DI-proces, så vil den være at betegne som "falsk 4K", da den blot opskaleres fra 2K til 4K i sidste skridt før udgivelse.

 Læs også: Oversigt: Film på UHD Blu-ray
 Læs også: Oversigt: Film i 4K HDR og Atmos på iTunes

Begrebet Digital Intermediate (DI) beskrev oprindeligt processen med at digitalisere en spillefilm skudt på analog film. I sin digitale tilstand ville filmen blive redigeret, farvekorrigeret og få effekter, før den igen blev konverteret til analoge filmruller til distribution og afspilning i biografer. I dag optages mange film med digitale kameraer, og DI-begrebet er blevet udvidet til at dække mere bredt over processen, hvor filmen klargøres til distribution til biografer og hjemmeformater. En DI skabes i dag i 2K- eller 4K-opløsning, mens arbejdet med 8K DI pågår.

At en film udgives i IMAX, Dolby Cinema, Dolby Vision eller noget fjerde garanterer ikke, at opløsningen er høj. Det garanterer heller ikke, at filmen er optaget på særlige kameraer, om end det sagtens kan være tilfældet. Det er i stedet DI-processen, som du skal fokusere på.

Flatpanels inkluderer nu information om 2K/4K DI, altså ægte/falsk 4K, i vores lister over 4K-film på UHD Blu-ray og 4K-film på Apple TV (iTunes).


Andre forhold, hæmsko & fremtiden
Der er naturligvis andre faktorer, som spiller en rolle i forhold til den endelige billedkvalitet. Man kan i princippet lave en '8K DI' fra en videooptagelse fra en tilfældig smartphone, men det vil være formålsløst.

Dertil kommer, at selvom en film er skabt som 4K DI, så vil computer-genererede special effects typisk være i lavere opløsning, idet effekterne i sin tid blev skabt digitalt.

Samme forhold gælder for fuldt computer-animerede film, f.eks. dem fra Pixar, Illumination eller DreamWorks. Teknisk chef hos Illumination beskrev i 2014 de store udfordringer, som animationsbranchen stod overfor i overgangen til 4K-opløsning. Toy Story 4, der udkom i 2019, er efter sigende Pixars første animationsfilm i ægte 4K-opløsning (4K DI). "Efter sigende" fordi Disney stadig ikke definitivt har bekræftet forholdene.


 'Toy Story 4' er efter sigende Pixars første animationsfilm i 4K

Kun 22% af verdens biografer var i slutningen af 2019 overgået til 4K-udstyr
Mange biografer er sågar slet ikke i stand til at fremvise film i 4K. Kun 22% af verdens biografer var i slutningen af 2019 overgået til 4K-udstyr, ifølge en opgørelse fra IHS. Stort set ingen biografer er i stand til at fremvise film i HDR. Dolby Cinema, der bruger laserprojektorer, kaldes i branchen EDR (Enhanced Dynamic Range), altså et niveau af lysdynamik imellem SDR (Standard Dynamic Range) og HDR (High Dynamic Range). Først med store modulbaserede LED-skærme bliver biograferne reelt i stand til at fremvise HDR.

 Læs også: HDR i biografen kan kræve opgør med traditioner

Af samme årsager har nogle studier tøvet med at opgradere teknisk udstyr, hvorfor der i disse studier ikke kan laves en DI på over 2K. Hele arbejdsprocessen fra kamera til redigering til udgivelse skal opgraderes, hvilket er en stor investering. Det skyldes ikke modvilje i branchen, men der ligger naturligvis økonomiske kalkuler bag.

Andre tekniske begrænsninger i biografer verden over præger ligeledes studiernes beslutningsproces, når nye storfilm skabes. Biografer er generelt ikke i stand til at fremvise HFR (High Frame Rate) på 60 eller 120 billeder per sekund (ved høj opløsning), hvorfor der ikke er et særligt stort kommercielt potentiale i HFR-film – uagtet om seerne kan lide HFR eller ej.

Det måtte bl.a. instruktør Ang Lee sande med sin film Billy Lynn's Long Halftime Walk, der kun blev fremvist i det tiltænkte format på 120fps 4K 3D i en lille håndfuld specielt opsatte biografer. Billy Lynn blev bredt markedsført som HFR (inklusiv i Danmark), men blev ikke fremvist i den originale billedfrekvens og opløsning. Heller ikke udgaven på UHD Blu-ray ligger i det originale format ("kun" 60fps 4K).

Vi fremhævede i starten, hvordan evolutionen af film er blevet båret frem af teknologiske landvindinger. På samme måde er filmskabelses hellige køer såsom 24fps resultatet af tekniske begrænsninger i samtiden, som har rodfæstet sig i branchen – ikke frie, oplyste beslutninger.

 Tema: Biografer vs. streaming

Nu hvor biograferne er tvunget lukket, er det relevant at tage filmskabelsesprocessen op til diskussion. Der findes i dag digitale kameraer, som kan optage i 8K-opløsning, meget omfangsrigt dynamikområde til HDR samt meget høj billedfrekvens. Med disse kameraer kan der skabes fantastiske visuelle oplevelse, hvis man tænker det ind helt fra start i filmskabelsesprocessen. Så længe storfilm skabes primært til premiere i biografer, der sætter markante tekniske begrænsninger, findes der imidlertid ikke et kommercielt incitament til at tage skridtet.