Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonHvorfor er der forsinkelse på streaming-tv? - FlatpanelsDK

Hvorfor er der forsinkelse på streaming-tv?

28 Jun 2024 | Rasmus Larsen |

Forsinkelse på streaming-signalet gør intet, når man ser film, men til live-sport kan det betyde, at naboen ser Danmark score, før du gør. Her er forklaringen.

I takt med, at flere seere rykker over på streaming, er der kommet øget fokus på problemet med forsinkelse på streaming-tv.

Selvom vi alle ser transmissionen "live", kan der være mellem 5 sekunder og 2 minutters forskel på, hvor live, signalet rent faktisk er, afhængigt af signaltypen, tv-udbyderen og distributøren, dit eget udstyr mv.


Det klassiske tv-signal

Den relativt lange forsinkelse på streaming-tv står i kontrast til dengang vi alle havde tv-signal via antennestik i væggen, enten via antenne-tv, kabel-tv eller parabol-tv. Det har mange naturligvis stadig. Et klassisk tv-signal sendes, så at sige, ud som spredehagl i æteren eller cirkulation i kabel-tv-nettet. Herfra tapper TV-skærme og modtagerbokse hjemme i stuerne alle fra samme tv-signal, der kører i cirkulation. TV eller boks skal blot dekode videoformatet, hvilket sker uden betydelig forsinkelse. Der tales typisk om 3-8 sekunders forsinkelse alt i alt. Der er som tommelfingerregel mindst forsinkelse på antenne-tv, lidt mere på kabel-tv og lidt mere igen på parabol-tv, men forskellen behøver ikke at være mere end et par sekunder. Der er dog en række forhold, der spiller ind. Hvor kommer tv-signalet til distributøren fra i første omgang, og hvordan? Er det fra Parken eller Brasilien? Via satellit-link eller fiber? Osv.

Antenne-tv

Det gammeldags tv-signal fungerede godt til live-tv på TV-apparater, men tilbyder ikke den fleksibilitet, seerne efterspørger i dag

Streaming-signalet er anderledes

Med streaming er meget af infrastrukturen til produktion af tv-signaler den samme, altså alt det der sker bag facaden med optagelse, redigering og distribution rundt i verden, før du ser signalet på din skærm. Den store forskel i forhold til det klassiske tv-signal er, at et streamingsignal ikke sendes i cirkulation i et lukket, kontrolleret tv-net, men i stedet ud på det åbne internet, hvor der skal sendes et særskilt streamingsignal til hver tilkoblede enhed (TV, telefon, tablet osv). Dette kræver stor båndbredde i internettet, men det åbner samtidig for stor fleksibilitet, så streamingsignalet kan leveres til alverdens skærme og enheder i forskellige opløsninger, videoformater og lydformater på samme tid. Det muliggør, at du kan se, hvad du vil, hvor du vil, hvornår du vil. Din enhed i stuen eller i hånden forespørger automatisk på den højest mulige version af streaming-signalet, den kan dekode eller som skærmens opløsning tillader. Af denne årsag kan streamingkvaliteten variere fra enhed til enhed. En mobilenhed vil eksempelvis få markant lavere streamingkvalitet end en TV-enhed.

Forsinkelse på streaming-tv

Forsinkelsen opstår på signalvejen ud til din TV-skærm på grund af den måde, streamingsignalet opdeles i mindre segmenter (chunks), for at muliggøre denne fleksible levering til alverdens enheder. Hvert segment er typisk 10 sekunder langt og afspilleren skal typisk bruge minimum 3 segmenter i sin "buffer", før afspilningen starter. I dette eksempel giver det 30 sekunders forsinkelse.

Apple HLS streaming

Streamet enkodes i flere versioner – f.eks. SD, 720p og 1080p – der igen opdeles i segmenter hver af f.eks. 5-10 sekunders varighed. Illustration: Apple HLS

At opdele streamet i segmenter er essentielt for at sikre, at signalet – via det åbne internet – når ud til din enhed på stabil vis, selv under dårlige internetforhold. Hvert segment findes i flere opløsninger/kvaliteter, hvilket forklarer, hvorfor du til tider ser streaming-signalet falde kortvarigt i kvalitet. Når der er "klumper" i forbindelsen (hvilket kan skyldes udbyderens kapacitet, internettets kapacitet og dit WiFi/netværk), kan din afspiller lynhurtigt forespørge på et segment i lavere kvalitet, så du undgår udfald i billedet. Læs også: Netflix' satsning på live-sport begynder at tage form Det er streamingserveren, der kontinuerligt sørger for at klargøre disse segmenter. Hvor hurtig serveren klarer opgaven, er en faktor, men der kan også opstå forsinkelse, når signalet efterfølgende ryger afsted ud over internettet via forskellige CDN'er (content distribution network), hvor servere er placeret rundt om i verden og landet, så din enhed kan forbinde til en server, der ikke står alt for langt væk. Læs også: Apple eksperimenterer med sport i 8K 3D En anden faktor, der kan spille ind på forsinkelsestiden er, at videokomprimering virker bedst, når enkoderen får lidt ekstra tid, altså kan tv-operatøren købe sig bedre streamingkvalitet for nogle ekstra sekunders forsinkelse, alt andet lige. Der er også andre trin i produktionen af signalet, der spiller ind.

DRTV Euro 2024

DRTV har den laveste forsinkelse på streamet live-tv, som Flatpanels er bekendt med

Hvordan kan forsinkelsen nedbringes?

Forsinkelsen på streaming-tv kan nedbringes ved at forkorte varigheden af de segmenter, der laves, og antallet af segmenter, der kræves for at starte afspilning. Udfordringen er, at man så risikerer flere udfald og dårligere videokvalitet. Det handler om at finde et kompromis og opgaven ligger primært hos udbyderen. Den eneste måde, hvorpå du kan sikre dig kortest muligt forsinkelse, er ved at bruge en tidsvarende streamingafspiller. Læs også: Tid til at droppe Chromecast? De to førende protokoller til streaming er MPEG-DASH (Dynamic Adaptive Streaming over HTTP) og Apples HLS (HTTP Live Streaming). Der arbejdes i begge lejre på at finde løsninger til at nedbringe forsinkelsen. Tv-distributørerne kan under DASH og HLS også selv skrue på forskellige parametre for at justere kvalitet, forsinkelse osv. Ser du samme live-sending på henholdsvis en enhed, der modtager HLS-streamet (f.eks. en Apple-enhed), og DASH-streamet (f.eks. et Smart TV), kan forsinkelsen være lidt forskellig – prøv hjemme i stuen. Den laveste forsinkelse på dansk live-streaming, Flatpanels er bekendt med, er DRTV, der forud for fodbold-EM i 2021 formåede at nedbringe forsinkelsen til ca. 10-15 sekunder i forhold til det klassiske tv-signal, der dog som nævnt også er en smule forsinket i forhold til løjerne nede på banen. Flatpanels har dog ikke systematisk målt forsinkelse på tværs af alle danske tv-tjenester. Snart begynder Amazon Prime Video, Disney+ og Netflix at streame sport i Danmark. Flatpanels har forespurgt på de tekniske forhold, men har endnu ikke modtaget svar. God kamp.
Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere fokusartikler

Udfasning af 23,976fps: En statusopdatering

23 Aug 2024 |

Hvor længe går der fra biograf- til hjemmepremiere på nye film?

19 Jul 2024 |

Hvorfor er der forsinkelse på streaming-tv?

28 Jun 2024 |

Status på UHD Blu-ray i 2024

26 Apr 2024 |

Første kig: Philips 2024 OLED TV og Ambilight Plus

29 Feb 2024 |

Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

05 Feb 2024 |