Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonVM-fodbold i 4K HDR imponerer og sætter spot på udfordringer - FlatpanelsDK

VM-fodbold i 4K HDR imponerer og sætter spot på udfordringer

20 Jun 2018 | Rasmus Larsen |

Fodbold-VM sendes for første gang i 4K HDR-kvalitet og de seere, som har udstyret, mener, at der er ”en verden til forskel”. Samtidig sætter begivenhederne imidlertid spot på de udfordringer med HDR, som branchen stadig står overfor.

”En verden til forskel”

Viasat var først på banen med 4K-opløsning, da de lancerede en Ultra HD-kanal i august 2016. Det er dog første gang, at fodbold-VM sendes i den høje opløsning. Det er også første gang, at en live-udsendelse sendes i High Dynamic Range (HDR) i Danmark.

Mange danskere har valgt at købe ny tv-skærm i forbindelse med VM, men er det overhovedet investeringen værd? Hos de danskere, som har udstyret til at nyde billederne i højeste kvalitet, lader svaret til at være ja – i hvert fald, når signalet går rent igennem.

- ”En verden til forskel på 4K og almindelig HD. TV2Sport UltraHD ser superlækkert ud i 4K,” skriver brugeren Johnny i en kommentar på Flatpanels og tilføjer: ”Det er godt nok vildt hvor stor forskel der er på alm HD og så UHD.”

”Det er som da man skiftede fra SD til HD ved VM i Sydafrika for 8 år siden”
Brugeren Michael mener ligeledes, at der er en verden til forskel. Begge seere har LG OLED.

- ”Jeg synes virkelig også der er en verden til forskel, som er meget markant når man lige skifter frem og tilbage mellem HD og 4K. Det er som da man skiftede fra SD til HD ved VM i Sydafrika for 8 år siden,” skriver Michael i en kommentar.

I en forumtråd bruges udtryk som ”enormt flot billede både i skarphed og i farver”, ”super billede”, ”tydelig forskel”, ”utrolig flot” og ”synlig forskel”. Det fremhæves også, hvordan HDR ”virkelig ses, når der er sollys på stadion under kampen”. Andre pointerer dog, at billedet fremstår for mørkt på deres skærm.


Fodbold-VM 2018


Sætter spot på udfordringer

Begivenhederne på grønsværen sætter imidlertid også spot på de udfordringer, som branchen over en bred kamp kæmper med. Selvom Amazon og Netflix samt spilbranchen har været i gang med HDR siden 2016, er teknikken stadig ikke faldet på plads. Der findes i dag 5 mere eller mindre udbredte HDR-formater (HDR10, HDR10+, HLG, Dolby Vision og Advanced HDR).

Mens 4K-opløsning kører relativt smertefrit, afslører HLG-formatet, som fodbold-VM udsendes i, manglende kompatibilitet i såvel tv-skærme som tv-bokse. Waoos tv-boks kan eksempelvis ikke håndtere HLG, hvorfor HDR-delen fraklippes. YouSees tv-boks viser sjove farver i menuerne, når TV2 Ultra HD-kanalen vises, hvilket ”skyldes, at tv-boksens chipsæt og dermed menu ikke understøtter farveskalaen”, oplyser selskabet.

Der er mange faldgruber, som tv-ejere først nu – hvor fløjten har lydt – bliver bekendte med.
Ejere af LG 2016 OLED samt Grundig OLED oplyser, at HLG HDR kan afspilles via USB, men tilsyneladende ikke via den indbyggede tv-tuner. Andre skærme har problemer med HLG HDR via HDMI-forbindelsen, da det teknisk kræver HDMI 2.0b (hvor b’et åbner for HLG). Man får stadig tv-signalet igennem, men HDR-delen klippes fra. Flatpanels har spurgt TV2 og YouSee om der findes en liste over kompatible tv-modeller, men der er ikke klarhed over sagen. Britiske BBC har en HLG-liste, men den gælder kun for levering via streaming. Listen dækker bl.a. over LG E6-modellen fra 2016, der rigtig nok understøtter HLG via streaming, men ikke i tv-tuneren. Der er mange faldgruber, som tv-ejere først nu – hvor fløjten har lydt – bliver bekendte med.

Annonce:

Har satsningen på HLG-formatet været det forkerte valg? Det mener YouSee ikke, da HLG netop sikrer bagudkompatibilitet.

- ”Vi har som udgangspunkt valgt at sende TV2 Ultra HD i HLG, fordi det er en mere bagudkompatibel standard, hvor farverne lægges oven på det eksisterende spektrum. Derved får kunder med ”ældre” tv HLG stadig mulighed for at se tv-signalet. Ved HDR10 er farverne mixet ind i signalet, og derved kan det ikke tolkes af ældre tv-modeller,” siger Jacob Mortensen, tv- og bredbåndsdirektør i YouSee, til Flatpanels.

Herhjemme kan kampene opleves i 4K HDR udelukkende via TV2 Ultra HD-kanalen. TV2 Play oplyser til Flatpanels, at streamingtjenesten på nuværende tidspunkt ”ikke er klar til en 4K-setup”. I England kører BBC forsøg med 4K HDR via streaming i BBC iPlayer. Denne øvelse har afsløret begrænsninger i enheder såsom Apple TV 4K, Fire TV, Roku TV og PlayStation 4. De kan endnu ikke håndtere HLG-formatet.

Danske seere debatterer i forummet nogle af disse udfordringer og pointerer, hvordan der også har været udfald i udsendelserne fra Rusland og TV2, så signalet er faldet tilbage på HD-kvalitet. I løbet af de senere kampe er kvaliteten samt lys- og farvesætning blevet mere konsistent, synes der at være enighed om.

Fodbold-VM er en af verdens største tv-begivenheder. Årets slutrunde er kun lige begyndt, men har allerede sat spot på de tekniske udfordringer, som plager særligt HDR – foruden stornationerne Argentina, Brasilien og Tysklands startvanskeligheder. Når 4K HDR virker, er der ”en verden til forskel”, men det er ikke nok, at din nye tv-skærm har kryds i HDR-boksen. Billedpanelet skal også kunne vise HDR, billedindstillingerne skal justeres på korrekt vis og endelig skal skærmen understøtte de rigtige HDR-formater. Det er værd at skrive sig bag øret, hvis man endnu ikke har investeret.

Teknikken ved VM 2018 i 4K HDR

VM 2018 optages og udsendes i 4K-opløsning (3840x2160) samt HDR (High Dynamic Range)
Billedfrekvens er 50 billeder per sekund progressiv
Der benyttes Rec.2020 farverum ved HDR
HDR-signalet udsendes i HLG-format, hvorfor det kræver, at din tv-skærm understøtter HLG (kræver HDMI 2.0b, hvis der tilsluttes ekstern boks)
Signalet komprimeres i HEVC-format ved en bitrate på 25 Mb/s og 10-bit farver
Lyden er i AC3 Dolby Digital (448 Kbit)
Det er TV2 som foretager slut-enkodningen til alle distributører
Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere fokusartikler

Har vi passeret 'Peak 4K'?

27 Nov 2024 |

Opdateret: På jagt efter nyt 98-100" TV? Flatpanels sammenligner

21 Nov 2024 |

Udfasning af 23,976fps: En statusopdatering

23 Aug 2024 |

Hvor længe går der fra biograf- til hjemmepremiere på nye film?

19 Jul 2024 |

Hvorfor er der forsinkelse på streaming-tv?

28 Jun 2024 |

Status på UHD Blu-ray i 2024

26 Apr 2024 |