Google har stoppet al produktion af Chromecast. HD-udgaven er allerede væk hos flere forhandlere, mens 4K-udgaven synger på sidste vers. Afløseren bliver markant dyrere.
De gamle Chromecast-enheder blev pillet af butikshylderne for længe siden.
Vi taler i stedet om de nyere udgaver med Google TV, altså dem med fjernbetjening, fuld brugerflade på TV-skærmen og apps. Dem der officielt hedder Chromecast with Google TV.
Flatpanels får samme budskab fra flere danske forhandlere: Chromecast er snart væk. Situationen er ikke overraskende, da Google i august meddelte, at al produktion af Chromecast stoppes, så de kun kan købes så længe lageret holder – tidshorisonten kunne man på daværende tidspunkt kun gisne om.
Køb før det er for sent
HD-udgaven er allerede udsolgt mange steder. 4K-udgaven er stadig til at få fat på, men der er usikkerhed om nye leverancer, hører Flatpanels. Visse danske forhandlere forventer, at deres lager kun holder få uger.
Her kan du stadig nå at få fingre i Chromecast:
Chromecast med Google TV HD
Chromecast med Google TV 4K
Google oplyser, at Chromecast fortsat vil være supporteret. Den modtager opdatering til Android 14 senere i 2024.
Chromecast med Google TV erstattes af Google TV Streamer. Foto: Flatpanels
Afløseren bliver dyrere
At Chromecast udfases betyder naturligvis ikke, at Google er færdig med streaming. TV-platformen Google TV, med indbygget Chromecast-funktion, findes i TV-skærme fra bl.a. Philips, Sharp, Sony og TCL.
Senere på måneden lanceres afløseren for Chromecast-donglen. Der er tale om en boks – ikke en dongle – kaldet Google TV Streamer. Den kører Google TV og ud over at agere streamingenhed, kan den styre opkoblende enheder i hjemmet vha. Matter og Thread.
Google TV Streamer lanceres den 24. september til 899 kroner, hvilket er det dobbelte af den i skrivende stund laveste pris på 4K Chromecast med Google TV.