Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonHobbitten i HFR (48fps): vores oplevelser - FlatpanelsDK

Hobbitten i HFR (48fps): vores oplevelser

17 Dec 2012 | Rasmus Larsen |

Hobbitten er den første film, der er optaget med 48 billeder per sekund modsat traditionelle 24 billeder per sekund. Formatet er døbt HFR (high frame rate) og FlatpanelsDK deler her vores oplevelser med Hobbitten i HFR, som giver en markant anderledes filmoplevelse. Selvom du ikke har set filmen, kan du frit læse videre. Der er ingen spoilere omkring indholdet (ud over dem som ses i traileren).

Bemærk: Du kan kun se Hobbitten i HFR, hvis du ser 3D-udgaven. Det er ikke alle 3D-udgaver, der er HFR. Hobbitten kan ikke opleves i HFR i 2D (endnu). Se listen over HFR-biografer her.

Historien om 24 billeder per sekund

Før vi fortæller om vores oplevelser, kræves måske en lille historisk introduktion. Film har gennem årtier været filmet i 24 fps (”frames per second” eller ”billeder per sekund”), og selvom man i både biografen og på fladskærms-tv hæver frekvensen af billederne (ved at vise billederne mellem 2 til 6 gange hver), så er der stadig kun ny billedinformation 24 gange per sekund.

Oplevelser med Hobbitten i HFR 3D
Oplevelser med Hobbitten i HFR 3D


24 fps-formatet har som sådan ikke noget navn, men mange forbinder det i dag med noget ”filmisk”, ”biografagtigt” og lignende. Det er sådan de fleste seere har oplevet film i biograferne gennem hele deres levetid, og derfor føles det ”rigtigt”. Det er dog vigtigt at understrege, at der absolut ikke er nogen rigtighed i lige netop at bruge 24 fps. Det er et meget gammelt format, som udelukkende er valgt på baggrund af økonomiske, tekniske og distributionsmæssige overvejelser i en alder, hvor alt foregik analogt. 24fps var det mindste man kunne bruge, hvis billeder stadig skulle fremstå flydende. Vi er i dag glade for formatet, men det er udelukkende fordi vi er vante til det slørede biograf-look, som 24fps-formatet giver.

Modargumentet er, at 24fps er en speciel udtryksform, hvilket der bestemt er en sandhed i

Vi er for længst rykket ind i en digital alder, men filmproduktion tager først det endelige skridt nu. Det giver nye muligheder, blandt andet muligheden for at optage med flere billeder i sekundet. Hobbitten er første store biograffilm som tager skridtet til 48 fps og i de kommende år vil vi se meget mere fra den front. James Cameron taler endda om at bruge 60 fps til Avatar 2 og Avatar 3.

Modargumentet er, at 24fps er en speciel udtryksform, hvilket der bestemt er en sandhed i. Hele filmindustrien har arbejdet ud fra den ramme, ligesom de arbejder ud fra, at film vises på en afgrænset firkant via en skærm eller en projektor. Med andre ord har man optimeret filmproduktion ud fra disse betingelser, og det er der blevet fantastiske film ud af. Ligesom der stadig findes musikelskere som foretrækker den mere knitrende og ”autentiske” lyd fra en plade eller musikelskere, som foretrækker live-musik, så er der også filmelskere, som sætter en pris på de film, der er skabt ud fra netop 24fps-formatets rammebetingelser. Det er en smagssag, og der er ingen endegyldig sandhed i den debat.

Det interessante er dog om 48 fps kan åbne op for nye filmteknikker og nye filmoplevelser. Vi har derfor været meget nysgerrige omkring, hvordan Peter Jackson har brugt formatet og hvordan resultatet er. Det er derfor også med dette udgangspunkt, at vi fortæller om vores oplevelser med Hobbitten.

Hvis du vil læse mere om teknikken så se vores store baggrundsartikel på Hobbitten her.

Hobbiten i HFR – vores oplevelser

Fra første øjeblik bemærker man, at Hobbitten ikke er som andre film. Der sker noget på biograflærredet, som man ikke er vant til. Opløsningen er den samme som i andre biograffilm, den er optaget med samme kameraføring, men det er helt tydeligt, at oplevelsen af det, som sker på lærredet er anderledes. Du er ikke i tvivl. Der er en klarhed i billedet, som er markant anderledes end alt hvad du har set hidtil.

Oplevelser med Hobbitten i HFR 3D
Oplevelser med Hobbitten i HFR 3D


Den første del af filmen foregår i selskab med Bilbo og dværgene, som det også ses i traileren. Personligt var jeg i tvivl om, hvad jeg skulle mene fra start. Jeg gik ind med et åbent sind, men det var lidt svært at koncentrere sig kun om handlingen, fordi man var meget opmærksom på det ændrede udtryk. Middagen omkring bordet så ekstremt autentisk ud; næsten for realistisk. Det kan bedst beskrives, som at være til stede; som at stå og betragte lige ved siden af. Jeg var ikke begejstret for HFR-formatet i denne scene, da det samtidig afslørede for meget. Skuespillerne virkede simpelthen for menneskelige og ikke så eventyrlige. Dårligt skuespil blev afsløret. Den mindste rynke i panden kunne aflæses og selvom der ikke var tale om direkte dårligt skuespil, så var det tydeligt, at HFR sætter ekstreme krav til kulisser, sminke og ikke mindst skuespillerne.

Peter Jackson siger selv, at det tager relativt kort tid at vænne sig til HFR, og afhængigt af hvad ”kort tid” er, kan man være enig eller uenig. Personligt brugte jeg hvert fald 45-60 minutter på at vænne mig til det. Måske tænkte jeg for meget over netop den tekniske del, men det er altså virkelig en anderledes oplevelse.

Oplevelser med Hobbitten i HFR 3D
Oplevelser med Hobbitten i HFR 3D


HFR bringer en hidtil uset skarphed og detaljegrad ind i billederne, men den giver også nye udfordringer for instruktøren
Efter omkring en time, sker der dog noget. Man vænner sig til oplevelsen og HFR-oplevelsen bliver en lille åbenbaring. Jeg kunne som sådan sagtens se fordelene fra start, men jeg syntes bare ikke om den for autentiske oplevelse i close-up scenerne.

Men ligesom i Ringenes Herre, så er der også fantastiske billeder af natur i Hobbitten, og bringer HFR en hidtil uset skarphed og detaljegrad ind i billederne. I kampscenerne kan man rent faktisk se, hvad der sker, og i hurtige sekvenser fremstår billeder helt klart. Det bidrager ikke bare til skarpheden, men udretter også magi for filmoplevelsen. Det er en kæmpe oplevelse, der kan give kuldegysninger. Det hele bliver ”filmisk” igen, måske endda mere ”filmisk” end før. Peter Jackson elsker naturscenerne og det kommer du også til at gøre.

Der kommer dog tilbagefald. Alting ændrer sig ikke fra dette punkt. Når der på ny indtræffer stille dialog, kan man til tider føle, at oplevelsen igen bliver for realistisk, men jeg tror umiddelbart, at det er et resultat af, at den gamle 24fps-oplevelse er så fastgroet i vores oplevelse af film. Jeg tror det vil ændre sig med tiden, for selvom det stadig så lidt skævt ud i visse sekvenser, så var det ikke ligesom den indledende scene med Bilbo og dværgene omkring spisebordet.

HFR-formatet skal dog ikke have æren alene, for 3D-delen har bestemt også en stor rolle i Hobbitten. For første gang synes jeg 3D-effekten bidrager uden at genere. HFR giver 3D sin berettigelse. Den eneste 3D-film med rigtige skuespillere, som visuelt har været vellykket er Avatar, men den føltes alligevel meget falsk i 3D-formatet. Som om skuespillerne var klistret på lærredet i lag.

Når man glemmer, at man ser en 3D-film, så er 3D-teknikken moden
Hobbitten er noget helt andet. Der er flydende dybde i billedet. Man oplever ikke objekter i forgrunden som ”et lag”. Til tider glemmer man både HFR-oplevelsen og 3D-oplevelsen og falder helt hen i de fantastiske filmøjeblikke.

Netop dét mener jeg, vidner om, at det virker. Når man glemmer, at man ser en 3D-film, så er 3D-teknikken moden.

Oplevelser med Hobbitten i HFR 3D
Oplevelser med Hobbitten i HFR 3D


HFR er kommet for at blive

Hen imod slutningen af filmen tænkte jeg slet ikke på HFR længere. Jeg nød blot en film, der på mange måder er fantastisk. Teknikken tiltrækker sig alt opmærksomheden lige i starten, men som tiden går, så glemmer man teknikken, der i stedet bidrager betydeligt til at skabe en endnu større filmoplevelse. Det tegner godt for fremtiden og jeg kan ikke vente med at opleve HFR i science-fiction, animation og mange andre genrer. Det står dog også lysende klart, at HFR stiller helt andre krav til kulisser, kameraføring og skuespillere. Den del har Peter Jackson stadig ikke mestret i alle scener, men i visse scener viser han, hvor fantastisk det kan se ud.

HFR er kommet for at blive. 3D har fået nyt liv. Jeg har set min sidste 3D-film uden HFR. Hobbitten skal opleves.

Bonus: Hobbitten i HFR ligner absolut ikke den effekt som 100/200 Hz tv giver. 100/200 Hz tv får billeder til at se unaturlige ud, tilføjer fnidder i billedet og gør, at bevægelse i billeder fremstår for hurtigt. Det er ikke det samme der sker i Hobbitten. Hobbitten kan til tider se for realistisk ud, men ikke unaturlig. Vi håber, at skridtet til HFR kan få tv-producenterne til at droppe 100/200 Hz systemerne, hvor der beregnes nye billeder og indsættes i billedstrømmen. Systemerne har til alle tider været forfærdelige og bliver nu fuldstændig overflødige, da deres formål har været at give øget skarphed i bevægelse; netop det er ikke længere et problem.

Har du oplevet Hobbitten i 3D HFR (48fps) endnu? Hvad synes du også den ny og anderledes billedoplevelse med HFR?

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere fokusartikler

Første kig: Philips 2024 OLED TV og Ambilight Plus

29 Feb 2024 |

Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

05 Feb 2024 |

Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film

02 Feb 2024 |

Fremtidens skærme: Hvad vi så hos LG Display & Samsung Display

31 Jan 2024 |

Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

04 Jan 2024 |

Den næste streamingfase kommer til Danmark i 2024 

22 Dec 2023 |