Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonFørste kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret - FlatpanelsDK

Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

04 Jan 2024 | Rasmus Larsen |

Sony præsenterer ikke nye TV på CES-messen, men selskabet have givet Flatpanels et unikt smugkig på næste generation af miniLED, der implementeres i et nyt flagskibs LCD TV.
Opdateret: Artiklen er opdateret med to videoer, optaget af Flatpanels, der viser Sonys nye miniLED LCD teknologi.
TCL har nu 5000 miniLED-zoner i nyeste LCD TV, og Sony forbereder sit modsvar i form af væsentlig opgraderet miniLED-teknologi, der er udviklet med to hovedformål; at forbedre billedkvaliteten og reducere strømforbruget. Ved en præsentation sidste år i Tokyo, Japan, hvor Flatpanels var inviteret, fremviste og diskuterede Sonys billedingeniører teknologien for første gang. Desværre kan vi endnu ikke dele oplysninger om det faktiske produkt og størrelser, men vi kan dele videooptagelse af miniLED-teknologien samt oplysninger og første indtryk forud for den officielle præsentation. Sony sagde ikke specifikt, at TV'et kommer i 2024, men der var indikationer nok til, at vi fuldt ud forventer, at det sker i år.

Næste generation miniLED LCD fra Sony

Sonys billedingeniører sagde, at god zone-styring, miniLED eller ej, i et LCD TV primært afgøres af 3 komponenter:
  1. TV-processoren, der er ansvarlig for at opdele billedsignalet i data til hhv. LCD-panel og LED-bagbelysning (nogle gange omtalt "dimming-algoritmen").
  2. Driveren, der har til opgave at konvertere data til LED-bagbelysning til analoge signaler.
  3. (mini)LED-bagbelysningen, der omdanner det elektriske signal til synligt lys (der derefter reguleres i lys/farveniveauer af LCD-panelet).
Sony mener, at de mestrer disse discipliner bedre end nogen anden, om end deres LCD TV ikke altid har det højeste antal zoner blandt TV-producenter. I 2024 vil Sony gå over til en ny 22-bit miniLED-driver (10-bit strøm + 12-bit PWM, mens LCD-panelet forbliver 10-bit). Selskabet hævder, at driveren er verdens mindste, hvilket muliggør muliggør flere zoner. 2024 miniLED LCD TV'et får flere zoner og selvom Sony ikke vil afsløre det nøjagtige antal, så sagde de, at hver TV-størrelse vil have flere zoner en den tilsvarende størrelse fra ZD9, der hævede barren for zone-styring tilbage i 2016. Der er naturligvis sket fremskridt siden da.

2024 Sony miniLED LCD

Sony's 2024 miniLED LCD teknologi afsløret. Læs videre. Foto: Flatpanels

Sony sagde, at 2024-prototypen er 1,5x så lysstærk som sidste års X95L, om end det endelige resultat vil afhænge af justeringer. På trods af dette, er det samlede strømforbrug reduceret med 10-15%. I Eco-tilstand er reduktionen på 30% (sidste års X95L klassificeres som G på EU's energimærke, men Sony sigter efter bedre klassificering i år). Disse forbedringer i energieffektivitet kan tilskrives den nye LED-driver, der regulerer miniLED-zonerne for hvert nyt billede på skærmen. Det officielle navn på den kommende TV-model? Vi kender det ikke, så det er ren gættekonkurrence (måske Z95M? Eller X95M?).

To demonstrationer

I Tokyo havde Sony klargjort to demonstrationer af den nye miniLED-teknologi. Ved første demo var den ene halvdel af LCD-panelet fysisk fjernet, hvilket afslørede de rå miniLED-zoner på den anden halvdel – noget Sony aldrig tidligere har demonstreret offentligt. Vi måtte ikke filme denne del af demoen. I denne første demo blev Sonys 2024-prototype sammenlignet med et af Samsungs flagskibs miniLED LCD TV ("Neo QLED") – også med den ene halvdel af LCD-panelet fjernet – og der blev observeret en signifikant forskel i lyse filmscener. Mens størstedelen af Samsungs miniLED-zoner kørte for fuld damp i denne meget lyse filmscene, blev Sonys miniLED-zoner på nuanceret vis hævet og dæmpet ift. billedindholdet. Det bør udmønte sig i bedre lysstyring i det billede, du ser på skærmen.

Sony X95K miniLED LCD

Sony X95K fra 2022 (højre). Lysglorier om lyse objekter er en af ulemperne ved miniLED-zonestyring. Lysglorier kan reduceres ved at øge antallet af zoner. Foto: Flatpanels

I den anden demo blev Sonys 2024-prototype sammenlignet med Sony X95L (2023 miniLED LCD) og Sony A80L (2023 WOLED). Under noget af demoen viste de to førstnævnte kun effekterne af miniLED-zonerne (uden at vise et billede fra LCD-panelet), mens OLED TV'et viste det faktiske billede til sammenligning. Med andre ord så vi, hvordan miniLED-zonerne i isolation dæmper og intensiverer lyset. Her gav den højere opløsning (flere zoner) i miniLED-zonesystemet for første gang mulighed for at skelne detaljer i lyset, baseret på filmscenen der til reference kørte på OLED TVs ved siden af. For eksempel fremstod et helt hvidt Sono-logo i midten af skærmen på sort baggrund blot som en hvid klat på sidste års X95L, mens det til nogen grad var læseligt med 2024-prototypens rå miniLED-zonesystem. Forestil dig et LCD TV med f.eks. 3000 zoner. I dette eksempel vil opløsningen af miniLED-bagbelysning være ca. 40x74 (= 2.960 zoner), altså langt lavere end opløsningen på 4K LCD-panelet (3840x2160 = 8.294.400) foran miniLED-bagbelysningen, men høj nok i sin rå form til at gengive i hvert fald nogle detaljer i lyset, og derved hjælpe med at reducere lysglorier – også kaldet blooming og halo – i det faktiske billede, du ser. Se disse to videoer, som Flatpanels optog under demonstrationerne i Tokyo:
Venstre: Sony X95L (2023) der viser sin miniLED-zonestyring. Midten: 2024 miniLED LCD (prototype) der viser sin miniLED-zonestyring. Højre: Sony A80L OLED der viser billedindholdet til reference. Video: Flatpanels
2024 Sony miniLED LCD (prototype) der viser sin miniLED-zonestyring på den ene halvdel af skærmen. Video: Flatpanels
Under en anden del af demoen kiggede vi på ægte billedindhold, hovedsagelig lyse scener eller scener med høj kontrast i HDR-format, vist på alle tre TV. 2024-prototypen leverede et markant bedre billede sammenlignet med X95L fra 2023 og oversteg A80L OLED i meget lyse scener. Læs også: Første indtryk: TCLs flagskib X955 løfter miniLED LCD, booster til 5500 nits Vi så desuden indvirkningen på strømforbruget, demonstreret med en strømmåler tilsluttet hvert af de tre Sony TV. Formålet var at vise, at det reducerede strømforbrug i 2024-prototypen ikke kompromitterede effektiviteten af miniLED-zonerne. Forresten, hvis det når gennem nåleøjet, så vil Sony lancere en fed relateret funktion i 2024.

Stort fremskridt for Sony miniLED LCD

Demoerne fokuserede på fremskridt inden for miniLED-zonestyring, hvilket gjorde det vanskeligt at vurdere den endelige billedkvalitet med blandet indhold. Ikke desto mindre efterlod de relativt korte demoer os med et positivt indtryk; lovende teknologi, der ser ud til at repræsentere et betydeligt fremskridt inden for Sony miniLED LCD. Vi er imidlertid ikke overbeviste om, at teknologien vil tippe magtbalancen eller nærme sig billedkvaliteten i de bedste OLED TV på markedet, såsom Sonys egen A95L QD-OLED. Læs også: Test: Sony A95L (QD-OLED) Flatpanels får senere mulighed for at se det endelige produkt og dele alle detaljerne om det nye TV, som vi forventer bliver en 2024 miniLED LCD-flagskibsmodel fra Sony, mens sidste års A95L QD-OLED videreføres i 2024.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere fokusartikler

Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

05 Feb 2024 |

Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film

02 Feb 2024 |

Fremtidens skærme: Hvad vi så hos LG Display & Samsung Display

31 Jan 2024 |

Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

04 Jan 2024 |

Den næste streamingfase kommer til Danmark i 2024 

22 Dec 2023 |

Halvdelen af danskerne lejer/køber lejlighedsvis en film til sofaen

20 Dec 2023 |