Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Panasonic JZ1500 OLED - FlatpanelsDK

Test: Panasonic JZ1500 OLED

|


Panasonics topmodel har indtil nu været bundet til et avanceret Dolby Atmos-lydsystem, som brugeren skulle betale for hvad enten de ønskede at bruge det eller ej, men med JZ1500 rykker billedkvaliteten fra 2000-serien ned i et lavere prissegment idet Atmos-lydsystemet er pillet ud.TV’et byder på samme features som øvrige modeller i Panasonics topklasse, dvs. Dolby Vision, Dolby Atmos, Vision IQ og Filmmaker mode.

Panasonic JZ1500 kommer i 48, 55 og 65" varianter, men vær opmærksom på, at 48” udgaven ikke har det mere lysstærke OLED-panel. Vi har set på 65"-modellen.

 Læs også: Oversigt: Panasonic 2021 TV


Pris og forhandler:

48"
55"
65"

Første indtryk

Når valget falder på andet end Panasonics topmodel med Atmos-lydsystemet, så skal man efterhånden være lidt af en kender for at opdage, at det er den nyeste model man har mellem hænderne. JZ1500 ligner til forveksling den HZ1000 vi så på sidste år, hvor vi igen finder den runde fod, der lader TV’et dreje til siderne. TV’et står solidt på foden, men som vi også bragte op sidst, så er muligheden for at dreje et OLED-TV mindre vigtig end for et LCD-TV pga. de fantastiske betragtningsvinkler.
Ud over den diskrete kant i bunden er forsiden af TV’et identisk med de øvrige OLED-paneler på markedet. Bagpå finder vi samme placering af stik, som på HZ1000, hvilket heldigvis betyder, at alle stik vender enten nedad eller til siden. Der er kommet 2 HDMI 2.1 porte i TV’et, som efter seneste firmware-opdatering åbner for de nye muligheder i standarden. Af de to er den ene dog dedikeret til eARC-porten, så de få heldige med to af de nyeste spilkonsoller vil muligvis komme i bekneb, hvis de 120 Hz skal udnyttes fuldt ud og man samtidigt vil have en soundbar eller et anlæg tilkoblet. Vores eksemplar af JZ1500 havde en svag hyletone fra strømforsyningen, som var hørbar under standby.

Brugeroplevelse & features

Imens vi venter på, at Panasonic adopterer Android på tværs af alle sine modeller, så finder vi på JZ1500 stadig MyHomeScreen, som formentlig ender med at være en af de sidste generationer med dette smartsystem.
"Imens vi venter på Android..."
Af de få ændringer, som man finder på modellen er tilføjelsen af galleri-funktionen, eller "Scenery"-funktionen, som Panasonic kalder den. Hvor idéen er fin og er implementeret i forskellige varianter hos både LG, Samsung og Apple, så er praktikaliteten med et stationært billede på skærmen ikke alt for smart på et OLED-TV. De bevægelige screensavere fra Apple TV ville være mere passende til denne type skærm, hvor burn-in er en reel risiko. På brugerflade-delen har MyHomeScreen ikke ændret sig synderligt og består af en række app-ikoner eller selvvalgte genveje, og for de få udvalgte apps med understøttelse kan en anden indholdsrække vises med indhold fra tjenesten. Desværre er det langt fra alle apps, som understøtter denne feature, og da det efterhånden har været muligt at udnytte API’en på andre platforme i længere tid, så er forhåbningerne om, at funktionaliteten kommer inden styresystemet er uddateret ret små. Panasonic sneg reklamer ind i deres smartplatform sidste år, og vi må nok indstille os på, at det er normen fremover. Det er virkelig en uskik, at reklamer på denne måde skal fylde på hjemmeskærm og Panasonic er langt fra de eneste. Hvis Google eller Apple pludselig skubbede reklamer ud mellem ikonerne på din telefon ville du næppe lade det gå stille hen! Reklamerne er dog begrænset til at ligge på hjemmeskærmen og er ikke flyttet ned i bundmenuen, så hvis man blot holder sig til at bruge dén, så skulle man være forskånet for det meste. Panasonic tilføjede for nyligt Apple TV+ til listen over tjenester og Disney+ ankom på platformen for et par måneder siden, men HBO Max er ikke at finde endnu. Betjeningen af apps er ikke en helt flydende oplevelse og især Apple TV+ app’en flyder langt fra så godt, som man er vant til fra den dedikerede Apple TV boks. Apropros, så må man stadig kigge langt efter Airplay 2 eller Chromecast Builtin, så hvis du vil have app-indhold på skærmen ud over hvad der er muligt via de indbyggede apps, så må du købe en ekstern enhed til at levere det. Heldigvis er der rigeligt af disse på markedet at vælge mellem og stadiet af MyHomeScreen taget i betragtning, så ville undertegnede virkelig overveje blot at bruge en af disse i stedet. På formatsupport så er der nu AV1-understøttelse i eksempelvis Youtube (se foto), hvilket vi savnede sidste år. Hvis vi lige runder det underliggende menusystem, så har det heller ikke ændret sig og byder på en måske overvældende mængde indstillinger for den almene bruger, men for billedentusiasten har man adgang til markedets mest omfattende muligheder for finjusteringer. For de, der lader deres TV kalibrere professionelt, så er LG stadig foran på point med deres 3D-LUT-kalibrering. Jeg vil igen i år fremhæve muligheden for at aktivere spiltilstand på alle billedprofiler, hvilket muliggør lav latency med korrekt billedgengivelse. TV’et er testet med både en Sonos Arc, en Sony A7000 og et Apple TV og det hele har spillet ganske fint sammen, dog med enkelte udfald på linket mellem de to soundbars og TV’et fra tid til anden - noget som også observeres på andre TV når der testes.

Betjening

Fjernbetjeningen til JZ1500 er hverken den metalvariant vi så på HZ2000 eller den tarvelige plasticvariant, som fulgte med HZ1000. Tasterne på fjernbetjeningen er ganske gode med god taktilitet og tilpas vandring. Tyngden er god og den ligger udmærket i hånden, men som med alle øvrige fjernbetjeninger fra Panasonic, så er der alt alt for mange knapper. De forvirrende "Back" og "Exit"-knapper har deres vante tvetydige funktioner og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg fejlagtigt har fået trykket på "Exit" for at blive smidt helt ud af den app jeg havde åben.

Panasonic JZ1500 test

Af ekstra tvivlsomme tilføjelser finder man nu direkte genveje til Netflix, Rakuten, Amazon Prime og Youtube foruden en selvvalgt genvej (som egentlig er den eneste vi bifalder) og en genvej til alle apps, selvom man jo har bundmenuen til dét. Ønsker du at betjene TV’et med Google Assistant eller Amazon Alexa kan det klares med en ekstern smarthøjttaler, men du kan ikke tale direkte til TV’et. Konklusion på fjernbetjeningen: God komfort og kvalitet, alt for kaotisk i daglig brug. Ikke desto mindre, skulle undertegnede vælge mellem en lousy fjernbetjeningen med tilpas få knapper eller en god fjernbetjening med lidt for mange knapper, så faldt valget nok på sidstnævnte.

Tv & lyd

Efter de sidste års opfriskning af TV-interfacet hos Panasonic kan man ikke se sig specielt sur på dén del mere. Indtil da havde man følt sig kastet tilbage i 1980’erne, men det minimalistiske look platformen har fået nu løfter ikke mange øjenbryn, men forager heller ikke nogen. De to CI-porte, som er lidt af et "Panasonic only" efterhånden giver mulighed for at have to dekoderkort i TV’et til enten optagelse eller picture-by-picture.
Med Dolby Atmos-understøttelse på lydsiden er man sikret korrekt håndtering af dén del, men vær OBS på, at TV’et ikke har lydhardware til at gengive Atmos, så det er mest af alt en sikring af, at lyd fra apps kan videresendes uden problemer til et eksternt anlæg. Lyden fra de indbyggede højttalere er som man kan forvente af denne type skærm, og hvor tale fremstår med rimelig tydelighed, så mangler der bund i bassen og fylde i mellemtonen, som også hurtigt kommer til at lyde noget rumlende så snart lyden skrues bare lidt op. Der er mulighed for at bruge hovedtelefon-udgangen til at tilkoble en subwoofer, men anbefalingen herfra vil være, at bruge pengene på en soundbar i stedet. Til sporadisk TV-kigning er højttalerne godkendte, men det er nok de færreste, der køber så dyr en fladskærm for ikke også at se en god film i ny og næ. Her kan man så glæde sig over, at der er flere penge til overs ift. køb af 2000-serien, hvis man alligevel vil have ekstern lyd tilkoblet. For vores tanker om lydsystemet i 2000-serien se vores test af HZ2000 fra 2020.

Kalibrering

JZ1500 lanceres som muligheden for referencekvalitet til en lavere pris, så TV’et er forsynet med samme panel som 2000-serien, dvs. højere lysstyrke og samme billedgengivelse. Som nævnt tidligere, så er mulighederne for justering af billedet de mest omfangsrige bedømt på manuel kalibrering. Panasonic understøtter, som de fleste andre efterhånden, CalMan Autocal, som dog blot tager ansvaret for at hive i menuens håndtag fra dig og klarer det automatisk. Der er dermed ikke tale om samme kalibrering, som hos LG, der foregår på et dybere plan. Der er stadig en uoverskuelig mængde af billedprofiler at vælge mellem og for den normale bruger må det være en meget vanskelig opgave at gætte sig til, at det essentielt kun er Pro-filen man skal benytte (med og uden spiltilstand). Jeg ved ikke hvem der gider sidde og skifte mellem grader af ubrugelige profiler afhængigt af hvilket indhold de kigger på og da der ikke gøres noget ud af at oplyse forbrugeren om, at det optimale blot ville være at bruge én god profil, så må det være lidt frustrerende at åbne billedmenuen for alle andre end billedentusiasten. Vi tager selv udgangspunkt i de to Pro-profiler til kalibrering og har her valgt Pro1, som i udgangspunktet er den lyseste af de to. Pro2-profilen er den samme, som TV’et bruger i Filmmaker-mode. Denne er dog som udgangspunkt beregnet til mørke lokaler med sine 100 nits peak lysstyrke. Der skal relativt få justeringer til for at få billedet op på referenceniveau Da JZ1500 deler panel med 2000-serien, så er forventningen sat op efter at få næsten 1000 nits lysstyrke, som vi målte på både GZ2000 og HZ2000, men det kan konstateres at der lige mangler de sidste procent for at nå op på niveau. Peak-målingen lander på godt 920 nits, hvilket dog stadig er en del mere end hvad både LG og Sony klemmer ud af samme panel. Vurderet ud fra målingerne, så får man altså næsten samme performance, som på en 2000-model.

Målinger

Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV’ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen. Bemærk: Vi har fra testen af LG C1 i år implementeret en ny metode for måling af gennemsnitligt strømforbrug i SDR og HDR, hvilket gør at tidligere års målinger ikke er 1:1 sammenlignelige. Denne metode vil blive anvendt fremadrettet. Bemærk: Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.
Panasonic JZ1500 test

Billedkvalitet

En del af billedperformance blev afsløret i kalibreringsafsnittet idet peak-lysstyrken på godt 920 nits blev nævnt, og det betyder at JZ1500 lægger sig op i toppen af feltet mht. pixelpræcis lysstyrke nær de 1000 nits, men altså ikke helt på højde med hverken sidste års eller forrige års topmodeller i 2000-serien. 920 nits er dog stadig højere end konkurrenterne og bestemt et godt resultat, der giver overskud i højlyset. Ser man på lysstyrken på fuld skærm, så er der dog ikke helt så meget overskud og de godt 170 nits matcher ikke de bedste på markedet. Her har prioriteringen så været de små detaljer og ikke overall lysstyrke. Dykker man lidt længere ned i nuancerne, så er overgangen fra lys til mørk ikke den mest perfekte vi endnu har set, hvor både Sony og LG kan præstere en mere flydende gradient fra sort til hvid. Der kan spottes lidt banding i gradienterne på vores generiske testmønstre, men i praksis vil det ikke være noget man nogensinde vil lægge mærke til.
Jeg stresstestede en lille smule ift. burn-in, da skærmen blev brugt til en 10 timers arbejdssession, hvor den agerede computermonitor og efterfølgende var der ikke spor af menulinjer eller øvrige statiske elementer. Det er naturligvis en meget begrænset test, men trods alt positivt, at det ikke gav anledning til problemer. Der blev ikke observeret problemer efter testsessioner, hvor vores firkantede testmønstre står stille midt på skærmen i halve timer af gangen - forstået på den måde, at firkanten forsvinder forholdsvist hurtigt - men jeg synes ikke modstandsdygtigheden var helt så godt som på 2000-serien. Det ville dog kræve et side-om-side sammenligning for at vurdere hvor lang tid det tager for billedet at returnere til "normal" igen for at kunne udpege en vinder. Vi finder HDR10+ og Dolby Vision-understøttelse, hvor men for den gennemsnitlige bruger er det kun sidstnævnte, der er relevant efterhånden. JZ1500 har også arvet HDR10+ Adaptive og Dolby Vision IQ, som omfatter at skærmen nu tager lyssensoren i brug til at måle hvor meget lys der er i rummet og kompensere billedet. Som vi har nævnt i andre anmeldelser, så betyder dette, at man skruer på lyskurven (EOTF) og dermed også på måden indholdet præsenteres på, hvilket ikke altid er lige ønskværdigt. Det kan kan give mening, hvis du ser film i meget lysforurenede miljøer, hvor du måske går mindre op i korrekt gengivelse, men det flytter billedet væk fra filmskaberens intention. DV IQ optræder, som en særskilt profil i billedmenuen, men reelt har du kun 2 at vælge mellem (IQ og Dark), hvis du ikke vil gå med "Vivid", som helt klart er et skridt i den forkerte retning rent farvemæssigt.
Billedkvaliteten i både SDR og HDR er særdeles fremragende, som man nok efterhånden forventer af OLED, og farvegengivelsen sidder lige i skabet uanset indhold. Under testen var skærmen parret med et Apple TV, hvorfra mit eget lokale HD-filmkatalog kan ses, men hvor mit endnu større katalog fra iTunes ligger. Mine vante goto-film såsom Bladerunner, Mad Max, Hobitten-filmene (remastered) mv. er faste gengangere når der testes TV, men med indtoget af tjenester som eksempelvis Apple TV+ er der pludselig adgang til serier i temmelig høj kvalitet, som er en fryd at se på JZ1500. Den naturlige gengivelse af hudtoner, den høje lysstyrke i højlyset og den pixelpræcise styring af lyset gør TV og medieboks et godt makkerpar, som klart kan anbefales. I modsætning til mit eget Sony-TV, så har Panasonic heller ikke samme issue med sortniveauet i Dolby Vision på HDMI-kilder, hvilket igen forstærker min begejstring for makkerparret. Nu hvor Sony er bragt på banen, så er det tid til at nævne det punkt, hvor JZ1500 ikke helt markerer sig i samme grad, nemlig på bevægelse. IFC-systemet, som står for håndteringen af bevægelse og indsættelse af kunstige billeder, som kan udglatte billedstrømmen har ikke samme lave fejlrate, som vi ser hos Sony. Systemet fungerer som sådan fint indtil man begynder at se nærmere efter. Selv på laveste indstilling vil man fra tid til anden spotte artefakter, som ikke i samme grad er til stede hos Sony på tilsvarende lavt niveau af deres MotionFlow. Hvis man ikke vil have kunstige billeder indsat, så kan man i stedet søge at glatte bevægelser med BFI-systemet, som indsætter sorte billeder og hjælper til at kompensere for den hukommelseseffekt det menneskelige øje har, men det giver desværre også et markant dyk i lysstyrken på især HDR, så det er ikke en løsning, som virker specielt godt på tværs af indhold. Den sikreste måde at få flydende billeder er ganske enkelt, at få en højere billedrate ind i kildematerialet i stedet. Den 24Hz-fejl, som i sjældne tilfælde forårsagede mikrohakkeri i film på tidligere Panasonic OLED TV, er blevet løst på JZ1500. Vores eksemplar af skærmen havde en lettere mørk plamage i skærmens ene side, som dog primært blev synlig på de helt grå farvenuancer under 5% intensitet, men der var ikke farvestik at spotte på lyse nuancer. Disse ting er dog ret panelspecifikke og det kan være vidt forskelligt fra eksemplar til eksemplar, så tag det som dét det er: en stikprøve på én. OLED-panelerne er dog kommet langt siden de første eksemplarer og den mørke plamage er i petitesse-genren og kræver et meget mørkt lokale og meget mørke ensfarvede nuancer på det meste af skærmen for at spotte.
Er du til spil, så er der gode nyheder i JZ1500 idet der er både AMD Freesync og VRR ombord, hvor sidstnævnte nu virker på Dolby Vision, og skærmen understøtter endvidere HFR i form af 120 Hz i 4K HDR – dog ikke i Dolby Vision (maksimalt 4K 60Hz med og uden VRR). VRR-spændet går fra 48 Hz til 120 Hz, hvilket måske er til den høje side når vi kigger nedadtil, men ikke unormalt på TV-skærme. Vær opmærksom på, at du kan installere seneste firmware før disse ting virker, som beskrevet her og aktivere ‘4K 120Hz Bypass Mode' og ‘VRR’ manuelt fra billedmenuen (og deaktivere igen når du er færdig med at spille). Der vises efter opdateringen fuld 4K120 opløsning og opdatering. Vær dog opmærksom på, at der stadig kan opstå problemer i VRR-tilstand, f.eks. flimmer og ujævn sort. Problemet ligger LG Displays OLED-panel, hvorfor det påvirker alle OLED TV på markedet pt. Vores måleudstyr kan ikke måle input lag i VRR, så vi må forlade os på målinger i 60 Hz input-tilstand (hvilket dækker langt størstedelen af PS4, PS5, Xbox One og Xbox Series spil), hvor JZ1500 i år rammer lige under 15 ms, hvilket er en forbedring ift. sidste års modeller, hvor vi lå på 21 ms. Det er ikke så hurtigt, som de hurtigste derude, men bestemt i den gode ende ift. anvendelighed til spil. Computermonitors vil stadig give JZ1500 baghjul, men vi nu nede i et leje, hvor selv PC-gamers med en mus i hånden ikke vil gå alt for skuffede hjem. Se hvordan andre TV klarer sig i oversigten over bedste TV til spilkonsol

Konklusion

Med JZ1500 har Panasonic sigtet efter at lancere et TV med referencebilledkvalitet til de købere, der ikke vil betale for den lidt klodsede Dolby Atmos-højttaler fra 2000-serien. Vores målinger og evalueringer viser, at man ikke er ret langt fra målet, men at lysstyrken ikke helt flugter med hvad vi har målt på 2000-serierne de sidste par år. Bemærk at 48" JZ1500 ikke har det mere lysstærke panel.
Annonce:
Smart-TV delen i JZ1500 er der ikke ændret meget på, og blandt markedets spillere, så er Panasonic det brand, som står svagest i form af app-udbud på My Home Screen-platformen, også selvom Apple TV+ og Disney+ for nylig er kommet til. HBO Max og andre mangler stadig. En ekstern boks vil gøre meget for brugeroplevelsen hvad angår apps. Af anvendelige features finder man i år 2x HDMI 2.1 porte med understøttelse af HFR i 120 Hz, samt VRR (variabel opdateringsfrekvens) til de spil-glade. Input-forsinkelse er ligeledes sænket med godt 30% ift. sidste år, hvilket igen tilgodeser gameren. Filmentusiasten kan glæde sig over Dolby Atmos-understøttelse og eARC-forbindelse så lyden kan videresendes i fuld kvalitet til lydanlægget, samt en billedkvalitet, som kan være med helt oppe på den høje klinge. Når man så leder efter priserne, som skulle adskille JZ1500 fra den dyrere JZ2000, så går det straks lidt værre, da prisgabet ikke syner af mere end få kroner her nogle måneder efter lanceringen, og dermed udebliver incitamentet til at gå med den mindre model frem for topmodellen, uagtet om man ønsker Atmos-lydsystemet eller ej. Idéen med en billigere topmodel er fin, men når prisen alligevel ender samme sted som storebror, så går luften lidt af ballonen. I samme prisklasse finder man endvidere LG G1-topmodellen, som byder på et mere stilrent design og flere smart-features, samt den marginalt dyrere Sony A90J, der ligeledes har et bedre styresystem, så konkurrencen er virkelig hård i dette prislag.
!
Ændret testparameter: Fra 2018 ændrede vi en testparameter, der relaterer sig til karakteren for features, som resultat af flere års dårlig praksis i branchen. Såfremt producenten af et givent "Smart TV" ikke kan forsikre Flatpanels om, at tv-platformen i opdateres til næste fulde software-version, fratrækkes 10 point på feature-scoren. Det skal betragtes som et opråb, der forhåbentlig kan skabe debat og ændre på praksis.

Panasonic kan ikke give os denne garanti, hvad angår My Home Screen-platformen.

Pris og forhandler:

48"
55"
65"

Farvegengivelse & billedprocessor
Perfekt sortgengivelse
Brede betragtningsvinkler
HDR-billede matcher stort set 2000-serien
HDMI 2.1 & eARC


Styresystem opdateres ikke
Smart-TV/mediemenu føles uddateret
IFC-systemet matcher ikke helt Sonys




Flere anmeldelser

Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

01 Mar 2024 |

Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

23 Feb 2024 |

Test: Sony A95L (QD-OLED)

21 Dec 2023 |

Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

07 Sep 2023 |