Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonEksklusivt første kig: Sonys nye 2024 miniLED LCD og OLED TV - FlatpanelsDK

Eksklusivt første kig: Sonys nye 2024 miniLED LCD og OLED TV

17 Apr 2024 | Rasmus Larsen |

Bravia 9 er Sonys næste generation inden for miniLED LCD med mange flere lyszoner. Bravia 7 får også miniLED, mens Bravia 8 er et opfrisket OLED TV. Flatpanels har set de nye skærme.

I januar publicerede Flatpanels et smugkig på næste generation af Sonys miniLED LCD-teknologi. Vi kaldte dengang teknologien et betydeligt fremskridt.

Flatpanels kan i dag offentliggøre detaljerne omkring årets nye TV-skærme fra sammen med eksklusive førstehåndsindtryk af de nye modeller fra en præsentation i Los Angeles, hvor de nye TV blev afsløret under sloganet "Cinema is Coming Home". Her er Bravia 9 (miniLED LCD), Bravia 8 (WOLED) og Bravia 7 (miniLED LCD).


Sony 2024 TV

Sony lancerer sine 2024 TV under et nyt slogan; "Cinema is Coming Home"

Som sædvanlig kan du finde de tekniske specifikationer i TV-databasen eller ved at klikke på modelnavnene nedenfor. Vi publicerer inden længe en oversigt over Sonys 2024 TV, men denne artikel giver en introduktion og indeholder vores første indtryk. Læs også: Sony vender blikket mod 4000 nits som næste skridt for HDR

2024 Sony TV

Bravia 7 (XR70)Bravia 8 (XR80)Bravia 9 (XR90)
Skærmteknilogi.VA LCDWOLEDVA LCD
BaglysminiLED
XR Backlight Master Drive
-miniLED
XR Backlight Master Drive
Opløsning4K4K4K
Video processor2nd Gen XR Processor2nd Gen XR Processor2nd Gen XR Processor
HDMI 2.12x
(4K120, VRR, ALLM)
2x
(4K120, VRR, ALLM)
2x
(4K120, VRR, ALLM)
OSGoogle TVGoogle TVGoogle TV
SmartAirPlay 2, Apple Home, ChromecastAirPlay 2, Apple Home, ChromecastAirPlay 2, Apple Home, Chromecast
HøjttalereAcoustic Multi-AudioAcoustic Surface Audio+Acoustic Multi-Audio+
Størrelser (DK)85, 65, 6577, 65, 55"85, 75
Flatpanels

Bravia 9 er next-gen miniLED LCD

Alt hvad vi skriv i vores artikel i januar om Sonys næste generation af miniLED LCD-teknologi vedrører den nye Bravia 9. Den repræsenterer et betydeligt fremskridt inden for miniLED, bygget på en 22-bit miniLED-driver, et VA LCD-panel med 4K-opløsning, op til 325% flere lyszoner og op til 50% højere maksimal lysstyrke end sidste års X95L, ifølge Sony. Bravia 9 vækkes til live af den videreudviklede XR-processor, der allerede sidder i A95L, med en håndfuld AI-algoritmer til billedbehandling. Sony kalder miniLED-systemet for 'XR Backlight Master Drive' og bekræfter, at Bravia 9 desuden har antirefleksionsfilter (X-Anti Reflection) og teknologi til at udvide betragtningsvinklerne (X-Wide Angle). Bravia 9 byder også på to nye lydteknologier, hvilket vi vender tilbage til.

Sony Bravia 9 XR90

Sony Bravia 9 (XR90). Foto: Flatpanels

Sony Bravia 9 XR90

Sony Bravia 9 (XR90). Foto: Flatpanels

Bravia 9 lanceres i 65, 75 og 85 tommer, men Sony har taget den bemærkelsesværdige beslutning, at 65-tommeren ikke lanceres i Europa inkl. Danmark. Det er normalt omvendt, idet amerikanere generelt køber større skærme end europæere. Sony forsvarer beslutningen ved at sige, at europæerne stadig kan købe 65-tommer A95L (QD-OLED) og 65-tommer Bravia 7. Som du nok allerede har noteret dig, så ændrer Sony i år sin navngivning af TV-modellerne. Der er færre nye modeller, idet adskillige 2023-modeller videreføres i 2024. At modeller videreføres er i sig selv ikke særligt bemærkelsesværdigt. Det har Sony gjort adskillige gange før med både OLED og LCD TV såsom A90J, Z9K (8K) og A90K. De to sidstnævnte fortsætter også i 2024. Er Sony ved at opgive OLED-teknologi til high-end TV, som nogen medier har spekuleret i? Nej, lød det resolut fra selskabet. A95L (QD-OLED) videreføres i 2024, men efter Sonys opfattelse er det dybest set allerede en 2024-model. Da A95L blev lanceret hen imod slutningen af 2023, prioriterede Sony prioriterede at lade A95L være den første til at overgå til ny systemchip og hardwareplatform (Pentonic), der først nu kommer andre modeller. Sonys officielle standpunkt er, at de fortsat vil tilbyde flagskibe inden for både LCD og OLED, men hvis man dvæler ved modelnumrene, så er A95L stadig placeret højere op modelstigen end det nye Bravia 9 (XR90).

Hvor mange lyszoner i Bravia 9?

Sony argumenterer for, at god zonestyring har udgangspunkt i 3 komponenter, miniLED eller ej. Vi er på Flatpanels enige i, at det handler om samspillet og kvalitet frem for kvantitet, men vores omfattende testarbejde igennem et par årtier har dog kortlagt, at antallet af lyszoner fortsat er den vigtigste faktor i forhold til at løfte billedkvaliteten fra LCD TV. Sony vil ikke afsløre det konkrete antal af lyszoner i Bravia 9 ud over at sige, at der er "op til cirka 325% flere lyszoner end i 2023 X95L" eller "3 gange så mange" som i X95L. Dette repræsenterer en markant stigning i forhold til sidste år (X95L fra 2023 havde "op til 20% flere" end X95K fra 2022). Flatpanels har et bud:

Sony miniLED LCD TV – estimat på lyszoner

X95KX95LBravia 9 (XR90)
65"4324801440?
75"600≈7001920?
85"768864≈2800?
Flatpanels
Hvordan er vi nået frem til disse tal? Allerede i Tokyo sidste år observerede Flatpanels, at miniLED-bagbelysningen ser ud til at være styret i klynger af 2x2, hvilket betyder, at der er fire gange flere lysdioder end lyszoner. Sonys 'Backlight Master Drive' giver stadig begrænset styring af alle fire lysdioderne inden for hver zone, hvilket vi tror er en konsekvens af Sonys 22-bit driver, der består af 10-bit strømstyring og 12-bit PWM (flimmerstyring). Dette bakker op om Sonys argument, at miniLED-ydeevnen handler om mere end antallet af zoner. Ikke desto mindre vil antallet af lyszoner være nøjagtigt en fjerdedel af antallet af lysdioder. Vi var så heldige, at vi rent faktisk fik miniLED-bagbelysningen at se uden LCD-panel påklistret. Lysdioderne afgav et ekstremt stærkt blåt lys, hvorfor Sony bad os om at iføre os solbriller. På vores foto af 75-tommer Bravia 9 kan du tælle dig frem til antallet af lysdioder (64x120, divideret med 4 = 1920 zoner), som vist nedenfor. Bravia 9 blev sammenlignet med et Samsung "Neo QLED" miniLED LCD TV, der har væsentlig flere lysdioder, men færre lyszoner, idet hver zone styrer 12 lysdioder. Som du kan se på billedet, har Samsungs miniLED mindre effektiv styring af lysdioderne. Vi fik ikke lejlighed til at se 85-tommeren af Bravia 9, men i forhold til matematikken ("op til 325% mere"), forventer vi, at den har op mod 2800 zoner.

Sony Bravia 9 miniLED

Det blotlagte miniLED baglys i Samsungs 'Neo QLED' (venstre) vs. Sonys Bravia 9 (højre). Bemærk forskellen i zone-styring. Foto: Flatpanels

Sony Bravia 9 miniLED

Det blotlagte miniLED baglys i Samsungs 'Neo QLED' (venstre) vs. Sonys Bravia 9 (højre). Bemærk forskellen i zone-styring. Foto: Flatpanels

Sony Bravia 9 i aktion, hvor halvdelen af skærmen viser billedet og den anden viser hvordan miniLED zone-systemet arbejder. Video: Flatpanels

Første kig på Sony Bravia 9

Effekten af det højere antal lyszoner var nemt at observere i demonstrationer af skærmene side-om-side. Vi fik ikke lov til at fotografere seancerne med film/serier pga. copyright, men vi observerede en markant reduktion i lysglorier (blooming) om lysende objekter i billedet sammenlignet med sidste års X95L, om end Bravia 9 stadig ikke kan hævde at have elimineret lysglorier, der opstår især omkring røde objekter af en eller anden grund. Det giver naturligvis mening, idet der stadig kun er et par tusind lyszoner, der skal oplyse millioner af pixels. Bravia 9 er samtidig væsentlig mere lysstærk end X95L, især i de områder af billedet, hvor det rent faktisk har betydning (små segmenter). Det skyldes igen det højere antal zoner. Sony havde placeret et tidligere 8-serie OLED TV (WOLED) ved siden af X95L og Bravia 9, og selvom det næppe kommer som en overraskelse for tilbagevendende læsere, så kan Bravia 9 (og X95L) nå højere lysstyrke i fuld skærm og mellemstore segmenter af billedet, men OLED har stadig bedre og mere præcis styring af lys og farver, hvilket får små oplyste elementer i billedet til i højere grad at gnistre og funkle i andre scener. Sonys 8-serie OLED er et super TV, men er blevet overhalet af både MLA OLED og QD-OLED, så det er ikke den bedste reference. I en anden opstilling vovede Sony pelsen og sammenlignede Bravia 9 (og X95L) med Samsungs S95C QD-OLED fra 2023. Denne seance havde fokus på farvenøjagtighed i forhold til Sonys egen 4000-nit referencemonitor BVM-HX3110, der bruges i Hollywood. Det var tydeligt, at Sonys TV er mere farvepræcise i forhold til kilden end Samsungs TV, der tog sig nogle... friheder. Læs også: Samsung taget i snyd med TV-benchmarks, lover software-opdatering Uagtet, så havde QD-OLED panelet dog nogle fordele i forhold til Bravia 9. Eksempelvis fik solrefleksioner i en bils lak både bil og omgivelserne til at se mere realistiske ud. I en anden scene blev en orange lak i en anden bil markant forstærket på Samsungs QD-OLED, hvilket er muligt, fordi QD-OLED har større dækning af Rec.2020 farverummet end både Sonys Bravia 9 og BVM-HX3110, men vi fik bekræftet med Sonys ingeniører, at den tilsigtede orange nuance faktisk var den på referencemonitoren BVM-HX3110 – og Bravia 9 i vid udstrækning – idet BVM-HX3110 har en funktion, der indikerer, om farverne i inputsignalet ligger udenfor skærmens egen DCI-P3 farvedækning. Den orange nuance lå ikke udenfor, hvilket betyder, at Samsungs QD-OLED ikke var farvepræcis, men blot boostede farven. En anden interessant betragtning, efter at have overværet demonstrationerne, hvor indhold skabt i 4000 eller 1000 nits (Gran Turismo 7) blev anvendt, er, at Bravia 9 ikke helt ser ud til at nå samme maksimale lysstyrke som den certificerede 4000-nit BVM-HX3110 referencemonitor. Vi ved endnu ikke præcis, hvor lysstærk Bravia 9 er, idet Sony kun vil sige, at den er "op til ca. 50% lysere end 2023 X95L modellen". Dette indikerer, at den leverer omkring 2500 nits, idet X95L ligger på omtrent 1600-1800 nits i et 10% vindue. Det er dog stadig den teoretiske maksimale lysstyrke, der ikke nødvendigvis kan overføres til scenarier med film og især ikke gaming (i Game-profil), så vi må vente på, at vi får fingre i et testeksemplar. Som beskrevet i vores anden artikel i dag, har Sony vendt blikket mod 4000 nits som næste skridt for HDR. Selskabet opfordrer Hollywood til at begynde at skabe film, serier og spil i op til 4000 nits. Bravia 9 er positioneret som Sony første miniLED LCD TV til forbrugermarkedet på denne mangeårige rejse mod at standardisere 4000 nits, og der er allerede tegn på, at MLA OLED og QD-OLED faktisk ikke er så langt fra 4000 nits heller. Forbrugerne vinder, når konkurrencen blomster! Min afsluttende kommentarer til Bravia 9 omhandler de nye lydfunktioner og komponenter i Bravia 9, konkret Acoustic Multi-Audio+, der er højttalersystemet i skærmen. For første gang har Sony både loft- og sidevendte enheder indbygget til Dolby Atmos. Den anden nyhed er Voice Zoom 3, der bruger AI til at udtrække menneskestemmer, så brugeren kan skrue enten op eller ned for lydstyrken via et menupunk.

Sony Bravia 9 XR90

Sony Bravia 9 (XR90) og den nye Bravia Theatre Bar 9. Foto: Flatpanels

Jeg har fortalt om mine erfaringer med det overbevisende Voice Zoom 3-system i artiklen om Sonys nye lydprodukter for 2024, hvorfor jeg her vil fokusere på Acoustic Multi-Audio+, der kun findes i Bravia 9, og som jeg første gang hørte sidste år i Tokyo. Jeg har før lagt ører til TV-skærme med loftvendte enheder, men jeg blev positivt overrasket over Sonys implementering, hvor beam-diskanterne var ganske effektive i forhold til at skabe lydeffekter over hovedet i den optimale siddeposition, i hvert fald i de frekvensområder, hvor diskaner opererer. Det lød rent faktisk som regn over hovedet i den af Dolbys Atmos-demofilm, der foregår ude i regnskoven. Samtidig bidrog de sidevendte diskanthøjttalere til at brede lydbilledet ud, men rummet var også perfekt rektangulært med fladt loft. Vi er spændte på at høre, hvordan effekten er, når TV'et placeres i egne lokaler. Sony tilføjede, at det med 2024-modellerne er muligt at bruge TV-højttalerne og Bluetooth-hovedtelefoner samtidig. Skærmene understøtter stadig Acoustic Center Sync så TV'et kan agere centerhøjttalere sammen med et kompatibelt Sony-lydsystem. En ny Bravia Connect app gør det muligt at justere lydindstillinger og andre TV-funktioner fra en smartphone.

Første kig på Bravia 8 og Bravia 7

Der er ikke lige så meget nyt at fortælle om Bravia 8 (OLED) og Bravia 7 (miniLED VA LCD). Bravia 8 er stadig bygget på LG Displays WOLED-panel – uden MLA – så på de fleste områder bør den levere nogenlunde samme billedkvalitet som sidste års A80L og tidligere OLED TV i 8-serien fra Sony. Sony påpeger dog, at lysstyrken skulle være omkring 10% højere i forhold til A80L.

Sony Bravia 8 XR80

Sony Bravia 8 (XR80). Foto: Flatpanels

Sony Bravia 8 XR80

Sony Bravia 8 (XR80). Foto: Flatpanels

Med Bravia 7 trækker Sony for første gang miniLED ned i en lavere prisklasse. Selskabet bekræftede til Flatpanels, at Bravia 7 yder på nogenlunde samme niveau som X95L, hvilket indikerer, at den har samme miniLED-bagbelysning eller i hvert fald tæt på. Sony sagde, at Bravia 7 har op til 8 gange flere lyszoner end X90L, der fortsætter på markedet i 2024 – det bakker op om vores tese. I en af demonstrationerne af Bravia 7 leverede den billedkvalitet, der lå på niveau med X95L, inkl. synlige lysglorier omkring lyse objekter i billedet i flere scener. Bravia 7 blev desuden sammenlignet med Samsung QN85C, som den jordede – ikke overraskende i betragtning af, at QN85C har IPS LCD panel.

Sony Bravia 7 XR70

Sony Bravia 7 (XR70). Foto: Flatpanels

Sony Bravia 7 XR70

Sony Bravia 7 (XR70). Foto: Flatpanels

Sony fremhævede den forbedrede ansigt- og scenegenkendelse i den nye revision af XR-videoprocessoren, der også anvendes i Bravia 8 og 7. Som tidligere nævnt er det dog ikke en nyhed, idet A95L allerede sidste år overgik til den nye hardwareplatform. Der lanceres i USA en Bravia 3 serie af LCD TV med 4K-opløsning. Bravia 3 kommer ikke til Europa.

Dolby Vision 120Hz og Eco Dashboard

Et opdateret Eco Dashboard giver i år seeren indblik i strømforbruget, om end den fremviste W-angivelse ikke er det faktiske strømtræk, men i stedet et estimat. Sony understregede i den forbindelse, at den nye miniLED-bagbelysning i Bravia 9 er væsentlig mere energieffektiv.

Sony Bravia 9 Eco

Sonys nye Eco Dashboard giver et estimat på strømforbruget. Foto: Sony

Som tidligere udmeldt skifter Bravia Core appen – med film fra Sony Pictures – navn til Sony Pictures Core, men vil ellers være identisk. Den blev sidste udvidet til at omfatte film med Dolby Atmos-lyd. Den primære fordel er stadig 'Pure Stream' med op til 80 Mbps videobitrate ved streaming af film, altså i klasse med UHD Blu-ray. Desværre er Sonys TV stadig begrænset til 100 Mbps på Ethernet-porten, så for at få 80Mbps streaming igennem, skal du, på grund af overhead, bruge enten en USB Ethernet-dongle eller WiFi. Ligesom flagskibet A95L understøttes Dolby Vision i op til 120Hz på Bravia 7 og opefter. Der er stadig kun to HDMI 2.1 porte. Både HDR10, HLG og Dolby Vision er supporteret, men Sony afholder sig stadig fra at støtte op om HDR10+. Dolby Atmos er også med i puljen. De nye modeller kører stadig Google TV. Ud over kalibrerede profiler til Netflix og Sony Pictures Core, tilføjer Sony i år en Amazon Prime Video Calibrated Mode, som vi kan fortælle mere om senere på ugen. Årets nye TV-modeller fra Sony kan leveres fra juni.

Sony 2024 TV – fulde specifikationer

Flatpanels

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

LGs nye OLED-monitorer er landet i Danmark

24 May 2024 |

Samsung fremviser første QD-LED (NanoLED) skærm

24 May 2024 |

Android 14 til TV får bedre ydeevne, Energi-tilstande, hjemme-hubs mm.

23 May 2024 |

DRs nye nyhedskanal kommer på kabel-tv

23 May 2024 |

Sharp trækker sig fra produktion af skærmpaneler

23 May 2024 |

'Dune 2' kan nu streames på Max i 4K – se hvad der ellers er på vej

22 May 2024 |