Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: LG G1 OLED 'Evo' - FlatpanelsDK

Test: LG G1 OLED 'Evo'

|


Vi har lånt LG’s designmodel indenfor OLED i form af deres G1, som skilter med helt plan vægmontering. G1 har også LG’s såkaldte evo-panel, som er forbeholdt netop denne model, samt selskabets vanlige pulje af funktioner såsom HDMI 2.1, webOS mv. I modsætning til LG C1, så fås G1 kun op til 77" og ikke 83".

 Læs også: Oversigt: LG 2021 TV


Pris og forhandler:

55"
65"
77"

Første indtryk

Lad os bare lægge kortene på bordet fra starten og sige, at G1 bør vælges på grund af dets design. Traditionelt set har størstedelen af OLED-modellerne på markedet en eller anden form for elektronikpukkel bagpå, som huser stik, strømforsyning og den øvrige elektronik til skærmen, hvor eneste rigtige alternativ før 2021 var LG’s egen W-model, som var “kartontynd", men forsynet med en ret stor soundbar, man skulle finde plads til. I 2020 introducerede LG derimod en ny variant af deres G-serie, hvor elektronikken nu i stedet var smurt ud over hele bagsiden og primært var tiltænkt vægmontering. G-serien er i år designmæssigt identisk med sidste års udgave. Dét du får i G-serien er en skærm, der godt nok ikke er papirstynd nogen steder, men til gengæld kun er få centimeter tykt og leveres med et vægbeslag i kassen, som på behændig vis klapper sammen og forsvinder ind i en reces bag på skærmen. Det giver mulighed for en helt plan vægmontering og det bevægelige beslag giver samtidig mulighed for at komme til kabler uden at skærmen skal pilles ned fra væggen. Der er lavet kanaler i bagsiden, så man lave kabelføring fra de side- og bagudvendte stik og ned til bunden af skærmen. Det giver mulighed for en ganske nydelig montering, der ser væsentlig mere elegant ud end hovedparten af de øvrige OLED-modeller på markedet. LG har vedlagt en IR-emitter, som via et kabel kan trækkes ned i eksempelvis et møbel og styre enheder, som man måtte have placeret dernede.
Skulle man ønske at montere G1 på fødder, skal disse købes ved siden af, men det virker ulogisk at købe denne specifikke model, hvis man ikke har et ønske om vægmontering. Vi har testet modellen på fødder, da det ikke er praktisk at montere de mange TV, der testes, på væggen. Der findes for første gang også en gulvstand til LG OLED TV. Den købes særskilt og er kompatibel med G1 og visse andre modeller. Vi har ikke prøvet gulvstanden, men den er afbilledet ovenfor. Af stik og tilslutninger får man – som på LG C1 – 4x HDMI 2.1-porte, som sikrer kompatibilitet med alle de nye spilkonsoller samtidigt. Vi finder derudover de gængse ind- og udgange, men vær opmærksom på, at hvis du skal have en USB-harddisk til optagelse siddende, så skal den være lille nok til at passe i udskæringen bagpå, så sigt efter noget SSD uden for megen indpakning. Alle stik vender naturligvis fornuftigt på G1, og der er ikke nogen porte, som kommer i vejen for vægmonteringen, ligesom det er tilfældet på C1. Panelmæssigt, så ligner G1 grangiveligt et C1 og refleksionerne er identiske, hvilket betyder, at man stadig ikke har noget der kan matche Samsungs eminente coating, som ganske effektivt kan kvæle generende lys, der måtte fanges i skærmen. Billedet herunder viser formiddagssolen skinnende gennem en glasdør i baggrunden reflekteret i skærmen.

LG G1 test

Det skal beklages, at der har sneget sig lidt moiré-effekt ind på vores fotos i denne anmeldelse, men billederne er desværre efterbehandlet efter TV’et blev leveret tilbage til LG, så der var ikke mulighed for at tage dem om.

Brugeroplevelse & features

LG G1 deler både platform og processor med C1, som vi for nylig anmeldte, og der er ikke nogen forskelle rent betjeningsmæssigt. Der henvises til anmeldelsen af LG C1 for en gennemgang af webOS anno 2021 (version 6.0), samt en gennemgang af TV-platformen som helhed. Igen vil jeg fremhæve, at skiftet fra de kortlignende app-genveje i bunden af skærmen i sidste års webOS 5.0 virker som en nedgradering i brugervenlighed, og mere som en behændig måde at bane vejen for flere reklamer i brugerinterfacet i webOS 6.0. Hvor udseendet minder mere om Android, så føles skiftet i webOS ikke så gennemført som den seneste Android-variant, hvilket gør det endnu mindre hensigtsmæssigt, at LG ikke opdaterer styresystemet bagudrettet. Du skal helst være indstillet på, at leve med dét du får og ikke forvente meget andet end fejlrettelser i fremtiden.
Apps fungerer fint når du først har fundet dem i den minimale række af ikoner, der er klemt ind på hjemmeskærmen, og hastigheden er godkendt. Jeg bliver aldrig fan af måden at navigere med den røde markør på skærmen, men det er en smagssag og mestrer man bevægelsen, så er der helt sikkert brugere, som vil sværge til brugen af denne form frem for at klikke på knapper. Fjernbetjeningen er i øvrigt identisk med modellen fra C1, hvilket virker lidt trist, da den ikke føles lige så eksklusiv som TV’et ser ud. De mange genveje til apps er sikkert fine til brugere, der abonnerer på lige præcis de pågældende tjenester, men knapper vil bare være i vejen for alle andre brugere. Der er endnu ingen TV-producenter, der har mod nok til at sige fra over for presset fra app-udbyderne, og fjerne de grimme genveje. Knapperne på fjernbetjeningen er bedre end de var på LG CX-betjeningen fra sidste år, men vores demo-model havde noget knirken og piven fra knapperne, som desværre understregede, at det ikke helt er det premium-produkt, man måske havde håbet på.

LG G1 test

Lyden i G1 er som sådan fin til sporadisk brug, og tale går klart igennem. Der mangler naturligvis noget bund i lyden, da der er grænser for hvor meget luft man kan flytte med enheder skjult i så slankt et kabinet, og LG’s AI lyd-profil kan kun i moderat omfang forbedre dette. LG har ikke lanceret en ny soundbar til G1, men deres GX-soundbar fra sidste år var den oplagte makker til at give et løft i lyden og det virker som en skam ikke at lede efter noget bedre lyd, når man nu har satset på det bedste billede. LG G1 blev testet med Sonos Arc forbundet via HDMI eARC, som uden problemer håndterede Dolby Atmos fra såvel tilsluttede kilder som indbyggede apps i G1.

Kalibrering

Kalibreringen af G1 kan blive, ligesom på LG’s øvrige modeller, en af de mere avancerede, hvis man har adgang til det rette udstyr, og med så dyr en model som denne vil det være synd ikke lige at få de sidste procenter med på billedskalaen. Antallet af billedprofiler at vælge imellem er stadig lige kaotisk og omfangsrigt, hvilket ikke er blevet mindre udtalt med indtoget af Filmmaker Mode, men alle profilerne kan kalibreres med autokalibrering (AutoCal) fra SpectraCal, hvis man ønsker det – tag eventuelt et kig på vores gennemgang af systemet i vores test af LG C9 fra 2019. Vores manuelle kalibrering tager udgangspunkt i ISF Ekspert (mørk) og giver med få tweaks et pænt resultat, hvilket vi efterhånden er forvænte med når det kommer til OLED. Som det ses af vores “efter-billede” så bliver primær- og sekundærfarver påvirket negativt af justeringen af gråtonerne (som er det eneste der er justeret på dette screenshot), så hvis man vil helt i mål, så skal man også have farvejusteringerne med – eller endnu bedre; bruge Calman AutoCal og få justeret alle profilerne ind hvor de bør ligge. De øvrige billedprofiler kræver lidt mere arbejde, hvor man godt kan ærgre sig lidt over, at spil-profilen ikke er bedre indstillet fra starten, da TV’et per automatik vil skifte til denne profil, når en spilkonsol detekteres på HDMI-porten. For HDR så er det stadig Biograf- eller Filmmaker Mode-profilerne, der er mest præcise i udgangspunktet. Der er ikke synlig ændring i dækningen af farverum i forhold til C1, og vi ligger et par procentpoint højere end eksempelvis Sony A90J. Det vil heller ikke være noget, der er synligt i praksis. Afslutningsvist kan det fremhæves, at LG understøtter HGiG (HDR Gaming Interest Group), der er interessant i forbindelse med spil i HDR, da det muliggør, at tone-mapping ikke går i kludder, hvis både TV og konsol forsøger at styre lysstyrken i et spil. Det er en feature man selv skal aktivere i menuen. Det kan tænkes som en slags “Filmmaker Mode" for konsolspil og det anbefales at aktivere den.

Målinger

Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV’ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen. Bemærk: Vi har fra denne test implementeret en ny metode for måling af gennemsnitligt strømforbrug i SDR og HDR, hvilket gør at tidligere målinger ikke er 1:1 sammenlignelige. Denne metode vil blive anvendt fremadrettet. Bemærk: Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.
LG G1 test

Billedkvalitet

Med annonceringen af LG’s 2021 line-up blev vi for første gang introduceret til det såkaldte “Evo"-panel, som skulle være forbeholdt netop G1-serien. Hvad dette helt konkret dækkede over og hvorvidt det vitterligt var et nyt panel stod ikke helt klart, men siden da er nyhedsværdien nedtonet en smule, da det også kom frem, at omskiftningen mellem de øvrige paneler og et “Evo"-panel dækkede over en lille ændring i ét af lagene på panelet og nogle softwarejusteringer, som muliggør lidt ekstra lysoutput. Da vores eksemplar måler +200 nits på 100% APL (hvid i fuld skærm), så kan det konkluderes, at vores eksemplar er udstyret med Evo-panelet. Dét man dermed får billedmæssigt med G1, som man ikke får i C1 (uden modifikation i dybere menuer af styresystemet), er primært en lidt højere lysstyrke, som på G1 nu er oppe på 800 nits i HDR. Panelet på G1 har ikke samme termiske køleprofil i metal, som andre producenter har benyttet, så det er muligvis grunden til, at man ikke ser samme lysstyrke som på Panasonic HZ2000. En forøgelse på 50 nits ift.den billigere C1-model vil næppe være synligt uden en side-om-side sammenligning, men om ikke andet, så placerer det G1 forrest i feltet af LG’s eget sortiment af OLED-modeller. Uheldigvis, så har vi allerede nu afdækket den primære forskel på G1 og C1. Hermed er luften taget af ballonen, da der er ikke tale om en radikal ny og forbedret model på andre punkter. Kalibreringen af skærmen efterlader samme billedkvalitet i reference-klasse, hvor vi igen vil anbefale at tage udgangspunkt i en af ISF-profilerne til SDR og Cinema for HDR. Vi har benyttet samme justeringer i hhv. SDR og HDR, men igen skal der slås et slag for at få foretaget en Calman justering af skærmen for at få det optimale ud af den, når der nu alligevel er punget ud for en topmodel.
Håndteringen af gradienter er forbedret gradvist år for år hos LG og igen har man næsten brug for en side-om-side-opsætning for at spotte forskellene til Panasonic og Sonys topmodeller og de forskelle der måtte være er små, men med marginale fordele til konkurrenterne. LG har også deres justeringer til udglatning af gradienter, som dog også napper noget af skarpheden i billedet og dét i lidt højere grad end eksempelvis Sonys algoritme gør. De samme evolutioner gør sig gældende for håndteringen af bevægelse, hvor LG’s Cinema Clear eller deres custom setting er ganske hæderlige til alligevel at aktivere noget af motion-systemet, uden at det giver anledning til markante artefakter i billedet. OLED-panelernes største fjende mht. flydende bevægelse er egentlig kildematerialet, som oftest er i lav billedrate, kombineret med den ultrakorte responstid af en pixel i OLED-skærmen. For at få flydende billeder, så kan motion-systemerne (TruMotion hos LG) være en mellemstation indtil vi får 48 eller måske endda 60 billeder/sekund, og dermed ikke har behov for at udfylde ventetiden med kunstige billeder.
Skal man sætte LG G1 op imod de åbenlyse konkurrenter, så er den godt med i forhold til Sony A90J og Panasonic HZ2000, men Sony’en har marginalt bedre håndtering af bevægelse og gradienter i almindelighed, hvor Panasonic har formået at klemme de sidste procenter ud af lysstyrken og håndteringen i de helt mørke regioner af billedet, men vi er nede i de helt små marginaler og alle tre er værdige som reference-modeller. På helt mørke fuldskærmsbilleder anes der en smule ‘vignetting’ af hjørnerne på vores testeksemplar, men de lodrette streger, som vi så på C1, var ikke til stede på vores eksemplar af G1. Som vi har fremhævet før, så vil det typisk være forskelligt fra panel til panel, så tag det for hvad det er: En stikprøve på 1. Som hidtil, så blev der ikke oplevet burn-in på skærmen, men vores kalibreringssession efterlod en svag skygge fra de hidsige test-mønstre, som dog forsvandt på få sekunder efterfølgende.
De roser, som vi uddelte til C1 i forbindelse med håndtering af spilkonsoller og mulighederne i forbindelse med spil i almindelighed, er også gældende for G1. Der er megen fokus på lige netop håndteringen af spil, hvor LG’s Game Optimizer-menu (‘Spiloptimering’ på dansk) har en masse muligheder for at tweake på skygger og højlys (med ødelæggende billedkvalitet til følge), og de fire HDMI 2.1-porte byder på både HDMI VRR, AMD FreeSync og Nvidia G-Sync Compatible, samt 120 Hz afvikling i både SDR, HDR10 og Dolby Vision. Det er som bekendt kun Xbox, der pt. supporterer VRR, hvor PlayStation 5 afventer en opdatering, men begge spilkonsoller kan nyde godt af det lave input lag på ned til 10 ms (med funktion til at nedbringe input lag slået til i ‘Spiloptimering’ menuen) uden VRR. Xbox-folket kan halvere dette tal, hvis VRR aktiveres. VRR giver dog stadig hævet sort på LG OLED TV, inklusiv G1. Hvis vi igen måler imod de direkte konkurrenter, så skiller LG sig ud fra både Sony A90J og Panasonic HZ2000 på dette punkt, da ingen af disse har fire HDMI 2.1-porte, og Sony stadig ikke har fået VRR opdateringen klar til deres OLED.

Konklusion

Hvis man sad og håbede på en større evolution i form af LG’s OLED Evo-panel, så er denne anmeldelse måske lidt en party-killer, da LG G1 rent billedmæssigt nærmest er identisk med C1 og ud over nogle få procent på lysstyrken, så får man ikke noget ekstra af betydning på billedfronten.
Annonce:
Dét man skal købe LG G1 for er i stedet de designmæssige forskelle, altså det helt plane vægmontering og det medfølgende vægbeslag. Hidtil har man måtte se mod LGs W-serie for at få en helt plan vægmontering af et OLED TV, men dér blev man også nødt til at leve med en enorm soundbar, hvori elektronikken var gemt. På G1 er al hardware integreret på bagsiden. LG G1 byder på alle de samme dyder, som vi roste C1 for inklusiv nyeste funktioner som fire HDMI 2.1 med understøttelse af VRR med bredt frekvensspænd. LG udruller også understøttelse af 120 Hz i Dolby Vision som første producent på markedet. Seneste revision af webOS-platformen (version 6.0), nu i fuld skærm, er vi ikke helt overbeviste om herlighederne ved, og manglen på fremtidige opdateringer til den overordnede version føles endnu mere som en akilleshæl i denne omgang. LG G1 ligger i det øvre prissegment, hvor direkte konkurrenter er Sony A90J og Panasonics 2000-serie, og hvor det i forvejen er svært at se forskellene på OLED, hvorfor det virkelig er de små marginaler, som adskiller disse modeller. Af de tre kan man især lade feature-udvalget være den afgørende faktor, hvor tilslutninger og fysisk udformning/design er dét, der adskiller G1 fra de to konkurrenter. Går du primært op i billedkvaliteten, så kan du få næsten samme oplevelse ved at købe den billigere LG C1.
!
Ændret testparameter: I 2018 ændrede vi en testparameter, der relaterer sig til karakteren for features, som resultat af flere års dårlig praksis i branchen. Såfremt producenten af et givent "Smart TV" ikke kan forsikre Flatpanels om, at tv-platformen i opdateres til næste fulde software-version, fratrækkes 10 point på feature-scoren. Det skal betragtes som et opråb, der forhåbentlig kan skabe debat og ændre på praksis.

LG kan ikke give os denne garanti, hvad angår webOS-platformen.

Pris og forhandler:

Lækkert design
Fremragende HD og 4K HDR
HDMI 2.1 porte & funktioner
Spil-funktioner som 4K HFR, VRR
Forbedret fjernbetjening


Ny webOS føles som tilbageskridt
webOS opdateres ikke fremadrettet
VRR giver hævet sortniveau




Flere anmeldelser

Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

01 Mar 2024 |

Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

23 Feb 2024 |

Test: Sony A95L (QD-OLED)

21 Dec 2023 |

Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

07 Sep 2023 |