Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonSony AF9 OLED test - FlatpanelsDK

Test: Sony AF9 OLED

| (@flatpanelsdk)


Lidt uvant har Sony i år splittet deres lancering af nye modeller i to og introduceret deres Master Series relativt sent. Serien tæller to modeller: ZF9, som er en LCD-model og AF9, som er en OLED-model. Begge promoveres som værende tro mod indholdsskaberens intention mht. billedgengivelse og byder for første gang hos Sony på autokalibrering med Calmans software. Vi har lånt AF9-modellen, som afløser sidste års A1-model og den byder på en opgraderet Acoustic Surface, staffeli-fod, en ny processor til billedbehandlingen (X1 Ultimate) og ikke mindst Android Oreo - også drevet af en ny processor.

Sony AF9 findes i 55"- og 65"-versioner, hvor vi har lånt 65"-modellen.

Se også: Sony 2018 TV oversigt

Pris og forhandler:

55"
65"



Første indtryk

Jeg er nødt til at være ærlig. AF9 var ikke førstevalget da det kom til tilføjelsen af endnu en Sony-anmeldelse. Vi ville gerne have haft en ZF9 på bænken i stedet, da panelet i dén var nytænkt ift. tidligere, men da modellen ikke var klar til test, så blev det til AF9 i stedet.

Designmæssigt læner AF9 sig op af den nu udgåede A1 og er baseret på samme tankegang omkring integration af foden i designet af skærmen. Foden består således af en udfoldelig staffeli-stand, som huser elektronikken og subwooferen. Den udfoldelige del af foden kan dermed ikke afmonteres og det tilføjer en smule mere dybde på skærmen end de elektronik-pukler vi normalvis ser på OLED-modellerne, hvis man i stedet vælger at vægmontere den. For at placere TV’et på et møbel skal der monteres en tungere metal-del i bunden af foden, hvilket sørger for, at skærmen står helt stabilt. Vær OBS på, at skærmens front hviler på underlaget, så der skal gerne være plads på TV-møblet. Det betyder også, at det ikke er egnet til at placere en soundbar under skærmen, hvis den ikke vægmonteres.

AF9 har fået en opgraderet Acoustic Surface, som ud over at bestå af nye aktuatorer også har fået tilføjet et ekstra sæt enheder i midten af skærmen, så den nu har tre kanaler i stedet for de to vi har set på AF8 og A1. Subwooferen er endvidere blevet delt i to, så den nu peger ud til begge sider af skærmen from for at pege ind i væggen. Nederst på foden finder vi majoriteten af tilslutningerne, som alle peger i den rigtige retning (nedad) og som noget nyt for Sony, så er alle HDMI-portene nu opgraderet til at understøtte fuld båndbredde og ARC-porten har lånt lidt fra HDMI 2.1-standarden og er opgraderet til eARC. Bliver vi i innovationshjørnet, så er der også tilføjet et sæt højttaler-terminaler til at lade AF9 agere centerhøjttaler i et surround-setup, således, at man ikke behøver at finde plads til denne højttaler i setup’et. På siderne finder man hhv. 1 HDMI-port og 1 USB-port.




Bagsiden kan gøres helt clean ved at montere de medfølgende stof-covers, som giver AF9 et ret flot udseende. Ift. A1, så er staffeli-foden blevet trekantet og syner af mindre når den står op, selvom den faktisk er en lille smule større. Med den minimalistiske front, den sorte metalkant og sorte bagside, så er AF9 en meget behagelig skærm at se på når den er slukket. Reflektionerne er identiske med alle øvrige OLED-modeller og hører til i den gode ende for fladskærme. På billedet herunder har jeg placeret skærmen på gulvet foran mit eget aldrende X85C og forskellen i reflektion er tydelig. På dette billede er det svage lilla farvestik, som reflektioner antager også klart at se.


Sony AF9 test


Sony har (desværre) også lagt en fjernbetjening i kassen. Den basher jeg lidt senere.


Brugeroplevelse & features


Som det første TV på markedet, så leveres Sony AF9 med Android Oreo (8.0), hvilket bringer en anderledes hjemmemenu med sig. Samtidigt med dette, så er processoren til håndtering af Android rykket en generation frem, så den nu kører på MediaTek 5893-chippen frem for 5891, som Sony har brugt i flere år nu.

Styresystem og smart-TV

Så fik vi endelig Oreo
Oreo byder på en ny hjemmeskærm, hvor hver række nu kan indeholde udvalgt indhold fra eksempelvis en app. Der er stadig en dedikeret række, hvor du kan parkere dine yndlings-apps, så de altid er ved hånden, men der er nu også mulighed for at tilføje enkelt-apps på en hel række (hvis app’en understøtter det) og lade indholdet herfra fylde rækken ud.

Pt. er det et begrænset antal apps, som kan håndtere at sprede sit indhold ud i sådan en række, så det er derfor også begrænset hvilke apps man kan vælge fra konfigurationsmenuen for hjemmeskærmen. Netflix og Googles apps er naturligvis nogle af de tjenester, som virker fra starten, men Amazon Prime kan eksempelvis ikke smides heri. Vi oplevede lidt problemer hvis man tilføjede TV-kanalerne til listen, hvor de seneste besøgte kanaler så vises. Ved at holde markøren på en kanal vises et mini-preview, men på DR’s kanaler crashede TV’et fuldstændigt og krævede en afkobling fra elnettet før der kom liv i den igen. Vi har overleveret fejlen til Sony, som fejlsøger videre. De forskellige rækker kan arrangeres som man ønsker og i genvejs-rækken kan man flytte rundt på rækkefølgen af apps, så de passer til temperamentet.

Hjemmeskærmen overtager fuldstændigt skærmbilledet når den kaldes frem, hvilket kan virke lidt invasivt sammenlignet med eksempelvis LG’s WebOS eller Samsungs Tizen. Hos Sony har man stadig - ligesom hos Panasonic - mulighed for at tilføje genveje til apps i deres egen bundmenu, men disse er ikke interaktive ligesom Tizen er det, så der kan ikke vises indhold fra de forskellige tjenester i denne menu. Med hjemmeskærmen spredt ud over hele synsfeltet, så mindes man om, at Android TV mest af alt er et overlay ovenpå Sonys eget underliggende system og ikke en 100% integreret del af TV’et.

Ud over designet af hjemmeskærmen, så er der ikke meget nyt i Oreo, så det er de samme apps Sony har bundlet med, hvilket inkluderer deres egen version af DR (genvej til hbbTV), deres egne billed- og filmfremvisere og en ny tilføjelse i form af en app til opkobling til SpectraCal CalMAN-softwaren til brug ved autokalibrering. Dertil kan man naturligvis hente de apps, som der hidtil har været tilgængelige i Google Play-butikken. Det virker dog som om, at visse apps lige skal en tur gennem opdaterings-møllen, da det eksempelvis ikke lykkedes at få Kodi til at starte op, og jeg fandt ikke TV2 Play (som plejer at være en sideloadet app hos Sony).

Mangler man en app, så kan man benytte sig af den indbyggede Chromecast, som giver mulighed for cast fra de fleste respektable streaming-apps, men som hidtil så er man låst til skærmens opdateringsfrekvens på 60 Hz, hvilket er en hæmsko for danske streaming-apps, som typisk kører ved 50 Hz. Google virker ikke ikke specielt lydhøre overfor den kritik de har fået for implementeringen af den software-baserede Chromecast, så vi har ikke de vilde forventninger til, at det fikses foreløbigt.

Ser man på hastigheden af Android på AF9, så kan det i dén grad mærkes, at der er en ny motor under hjelmen. Målt i forhold til AF8, som jeg for nyligt havde tilbage på bænken, så er forskellen virkelig markant. Væk er den laggende opførsel ved navigering i menuerne (selv under HDR-afvikling) og start af apps foregår i anstændigt tempo. Brugere af Nvidia Shield har længe mærket hvordan den var langt bedre gearet til Android TV end de MediaTek-baserede TV, men nu er Sony rykket med op i klassementet. Det er sådan her Android burde have kørt fra starten. Opstart af TV, reaktion på tastetryk og ventetider ved åbning af menuer mv. er en helt anden oplevelse på Master Series.

Herunder har jeg skudt en lille video, hvor jeg cykler lidt rundt i menuerne, så man kan få en fornemmelse for hvor hurtigt tingene reagerer.




Da Sony er på Android-holdet, så modtager deres TV også opdateringer til smart-platformen fremadrettet, hvorfor TV’et er en smule bedre rustet mod fremtiden end eksempelvis TV baseret på Tizen eller WebOS.

Vi har tidligere diskuteret problematikken med, at Sonys TV vågner kortvarigt fra Standby for derefter at gå i dvale igen og dette problem er ikke løst med AF9. Der verserer længere tråde rundt om på nettet, som diskuterer problematikken, men Sony har ikke kommenteret på forholdet eller beskrevet hvad det er der reelt foregår når TV’et burde sove. Vi fik desværre ikke husket at teste systematikken på Philips OLED803 (beklager), så hvor meget der skyldes Google alene må pt. være usagt. Det er dog Google services, som står for opvågningerne, så Sony burde få sat sig ned og komme til bunds i sagen, da effektforbruget stiger ret markant i disse cyklusser (>20 W) og eventuelle eksterne USB-enheder tændes også. Som bruger kan man minimere problemet ved at deaktivere “fjern start", men ellers er man nødt til at hive TV’et helt af nettet for at begrænse fænomenet. Problemet kan også strække sig til, at tilsluttet HDMI-udstyr tændes, hvilket blev observeret et par gange under testen.

Betjening

I kassen finder man også Sonys vante billige fjernbetjening. Den fortjener ikke sit eget billede, så jeg har genbrugt AF8-billedet herunder.

Det er stadig et utrolig billigt stykke hardware, som absolut ikke hører hjemme i kassen til et premiumprodukt som dette. Knapperne er dårlige, der er for mange af dem, bagsiden flexer når man holder om den, den er for retningsfølsom og tyngden er lav. Kom nu ind i kampen, Sony! I laver den dårligste fjernbetjening blandt de større producenter.


Sony AF9 test


Jeg siger ikke, at man skal kopiere Philips’ lidt forfejlede forsøg på en smartere betjening med swipe-plade, men Samsungs model er nu altså stadig et forbillede man kunne skele lidt til. Vi har med et TV til over 30.000 kr. at gøre - hvis penge er en den begrænsende faktor, så smid da 1.000 kr. mere på prisen og giv os en remote, som man rent faktisk gider bruge.

Tv-kanaler, optagelse & lyd

TV-interfacet har ikke ændret sig siden AF8, så jeg vil ikke bruge spalteplads på at beskrive det igen, men den generelle hastighed ved brugen er dog forbedret, så man også her nyder godt af det boost den nye processor giver.

I stedet så hopper jeg videre til lyden, som Sony har arbejdet lidt videre med. Der er kommet nye aktuatorer, som skulle give bedre håndtering af vibrationen i OLED-panelet til generering af diskanten og så er der tilføjet endnu et sæt enheder midt på skærmen, som skal give bedre følelse af at personer taler direkte ud af skærmen. Derudover er subwooferen ændret, så den nu skyder ud mod siderne i stedet for ind mod bagvæggen, hvilket skulle forbedre responset ved vægmontering. Sony kalder den nye konfiguration for Acoustic Surface+.


Sony AF9 test


Endnu en nytænkning er, at AF9 har fået tilføjet almindelige højttalerterminaler, så skærmen kan bruges som centerhøjttaler i et surroundsetup. Man har ikke frie tøjler til at drive skærmen med den effekt man lyster, så i stedet for at give direkte adgang til at drive Acoustic Surface med forstærkeren i ens egen surround-receiver, så bruges indgangssignalet i stedet som regulering for TV’ets egen forstærker, så man ikke overbelaster højttaleren. Du er da nødt til at justere niveauet for din centerkanal, så den matcher resten af systemet bedst muligt via justeringen for centerniveau på din receiver. Det betyder naturligvis også, at der er en øvre grænse for hvor meget lyd der kan komme ud af TV’et, og den er ikke anderledes end hvis du bruger TV’et som normalt. Har du hang til level 7 fremvisninger derhjemme, så er AF9 derfor heller ikke specielt anvendelig som centerhøjttaler, da den ganske enkelt ikke kan følge med op over et givent niveau.




Jeg havde ikke TV’et koblet til et surroundanlæg under testen, men jeg har deltaget i adskillige A/B-tests, hvor effekten af centerkanalen blev demonstreret og som med Acoustic Surface i almindelighed, så har det helt klart en effekt, at lyden kommer fra billedet frem for at komme fra en højttaler under.

Lydmæssigt, så hæver lyden i AF9 sig over mængden, hvor man har mere bas at gøre med, men diskanten, som kommer fra Acoustic Surface+, er en smule skinger og skærmen mangler stadig lidt i mellemtonerne. Det vil nok også gå ud over entusiasten, med et potent surroundanlæg, da man ikke skal smide voldsomt mange penge efter en dedikeret centerhøjttaler før den vil overgå AF9 i lydbillede. Jeg synes idéen med en centerkanal i TV’et er god - og det er en jeg ved mange af vore brugere i forum har spurgt ind til tidligere - men den er bedst egnet til de mid-end surround-systemerne og ikke de versioner, hvor hver enkelt højttaler er håndplukket til at spille ideelt sammen med en given forstærker.

Som et ekstra plus på lydsiden, så er AF9 som det første TV på markedet forsynet med eARC, der muliggør håndtering af tabsfri lyd, dvs. det vil nu være muligt at få eksempelvis Dolby Atmos eller DTS:X sendt fra TV til soundbar - også hvis lyden kommer fra en HDMI-kilde tilsluttet TV’et. En anden feature, som eARC bringer med sig, er en forbedret håndtering af lipsync, som ofte har plaget de, som vovede at koble deres TV til en soundbar hidtil. eARC baner så og sige vejen for, at vi kan slippe for sløjfe alting gennem lydudstyret først for at sikre, at lyd og billede er synkroniseret med hinanden. Sony har for nyligt opdateret en række af deres soundbars med eARC, så der er lagt i ilden til, at få bedre styr på håndtering af lyd fremadrettet.

eARC er en del af HDMI 2.1-standarden, men Sony har ikke adopteret andre features, så vi må stadig se langt efter variabel framerate, auto low latency eller quick media switching.

Læs mere om HDMI 2.1 standarden


Kalibrering

Sony har med Master Series lavet lidt om i kalibreringsmenuen og i de profiler der er tilgængelige. Først og fremmest, så har man nu fået adgang til CMS, dvs. både primær- og sekundær-farver kan nu justeres. Dernæst så har Sony tilføjet muligheden for autokalibrering via CalMAN-softwaren (endnu ikke frigivet), men dog ikke på hardware-niveau, som hos LG, men blot DCC-vejen, hvor CalMAN hiver i de samme håndtag, som man ellers har adgang til selv også. Sony har til gengæld lettet samspillet med CalMAN en smule ved at tilføje en app, som hjælper i parringen mellem CalMAN og TV, hvor man også kan styre hvilket HDMI-input man ønsker at kalibrere. Man slipper dog ikke for at skulle forbinde en signalgenerator til den pågældende HDMI-port, hvilket måske gør det mindre smart end man ellers kunne have håbet. Hvorfor ikke lige lade app’en generere de testmønstre der skal til, så brugeren “blot" skulle investere i CalMAN og en sensor til målingen? Eller endnu smartere: Lade TV’et selv styre målingen via app’en, som så eksempelvis kunne være en betalings-app fra CalMAN. Af hensyn til aftermarket-salg, så sker dette dog næppe foreløbigt. Vi kan dog afsløre, at Sony tilsyneladende arbejder på, at få implementeret autocal på de øvrige modeller (ifølge SpectraCal).

Øvrige billedprofiler

Tryk på profilen for at se målekurve

Standard
Vivid
Game
Movie
Nuvel - vi fik desværre ikke fat på den beta-version af CalMAN, som skulle til for at åbne for autocal, men havde man dén, så ville der blive låst op for to ekstra profiler, som bruges til autocal og som ikke er tilgængelige ellers. Uden autocal, så må man nøjes med at justere eksempelvis Personlig-profilen, som vi har gjort herunder. Udgangspunktet for denne profil er ikke lige i øjet, men det kræver kun få justeringer at nå frem til et glimrende resultat. Lidt ironisk er Spil-profilen faktisk lige så nøjagtig som Personlig-profilen fra starten af, hvilket naturligvis er godt nyt for spil-folket.

Sony sigter efter en gamma på godt 2.4, hvor vi gerne vil have den ned på 2.2 for et lidt lysere billede, men med de basale justeringer på 2-trins hvidbalancen, så rammer vi under en dE på 1-2-stykker, som kan klemmes yderligere ned vha. 10-trinsjusteringerne. Man kunne justere lidt på den røde og magenta farve via CMS efterfølgende, men vi holder os til at vise det resultat, man med nød selv vil kunne opnå derhjemme. Faren ved at justere på CMS er også, at man hurtigt kommer til at overstyre og skabe posterization-artefakter, så man bør være påpasselig med at justere på dette når det ikke gøres på hardware-niveau, som hos LG. Groft fortalt så kommer TV’ene med ét sæt standard-værdier i dens farveopslags-tabel og alt du justerer på vil tilføje/fratrække fra dette nulpunkt, og man kan derfor tvinge opslags-værdierne ud på et sted, hvor kurverne ikke længere opfører sig pænt.

På HDR-siden ses der også et pænt resultat, idet Sony - som eksempelvis også Philips - overfører kalibreringskurven fra SDR til HDR via en konvertering, så justering af hvidbalance på én farvetemperatur-indstilling genbruges alle steder du ellers måtte bruge den. Vil man kalibrere forskelligt på to inputs, så må man bruge forskellige indstillinger af farvetemperaturer dertil, hvilket på AF9 og ZF9 nærmest kræver, at man får det autokalibreret for at få låst op for de to ekstra billedprofiler. Der er et fornuftigt afrul i de lyse nuancer og gråtonerne følger normen pænt. Som det ses, så når vi under kalibreringen ikke så højt i lysstyrke, hvilket der kommenteres på senere.

Med Master Series har Sony i samarbejde med Netflix tilføjet en “Neflix Calibrated" option (ikke en farveprofil), som kun kan aktiveres på Netflix og kun via den indbyggede app. Vi kan af gode grunde ikke måle på denne indstilling, da den kun er aktiv når Netflix kører, men så vidt vi kan se, så svarer det essentielt til at Film-profilen aktiveres. Ligesom med dedikerede knapper til apps på fjernbetjeningen, så er det lidt et sidespor producenterne begiver sig ud på, når enkelt-apps får særstatus på denne måde - uanset hvor stor en spiller der måtte være tale om. Netflix-profilen bringer ikke andet smart med sig, end at brugeren kunne blive opmærksom på, at noget kan slås til, som måske giver mere korrekte farver.




Målinger

Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV’ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen.


Bemærk: Vi kalibrerer kun mod SDR, ikke HDR. Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.


Sony AF9 test


Billedkvalitet

Lad os starte med at adressere elefanten i rummet: peak lys og ikke mindst dæmpning af lys. Hvis vi først ser på peak lysudsendelse fra AF9, så ses det, at vi rammer en smule lavere end da vi målte på AF8, hvor AF9 nu ligger omkring 720 nits, så var AF8 oppe på godt 750 nits. Og sammenlignet med LG og Philips, så er der et pænt stykke op til de 800-900 nits disse TV kan præstere. ABL (Automatic Brightness Limiter) er heller ikke så løssluppen som på Panasonic FZ800, så lysstyrken daler hurtigt som funktion af APL (Average Picture Level = %-del dækning af skærmen). Forskellen på 700 og 900 nits vil være klar for de fleste, så hvis fokus benhårdt er på “mere lys", så præsterer LG, Philips og til dels Panasonic bedre - eller også skal man ud og se på TV som Samsung QF-serien eller Sonys egne ZF/XF-LCD-modeller. Det er lidt skuffende, at Sony ikke har flyttet sig på dette punkt, når man nu vi promovere serien som “Master".

Der har i løbet af sommeren været en del diskussion af den opdatering Sony udsendte til A1-modellen, som forkrøblede TV’et i visse situationer, hvor der blev detekteret statiske elementer på skærmen. Sidenhen har brugere af AF8-modellen meldt om lignende scenarier, hvor vi selv har fulgt op på situationen ved at måle efter på et udlånseksemplar. Mekanismen er indført for at mindske risikoen for burn-in, men har den uheldige bivirkning, at spil med statiske elementer eller eksempelvis fodboldkampe med scoreboards også påvirkes, selvom en god portion af skærmen ikke er statisk. Vi har ikke kunne måle hvor stor en andel af skærmen, der skal være statisk for at dæmpningen startes, men det kan konstateres, at AF9 bestemt også har denne foranstaltning indbygget. På grafen herunder ses det hvordan vi med vores HDR-testmønster til kalibrering får fremprovokeret en sænkning af lysstyrken, som tager godt halvandet minuts tid for at nå et lavere niveau. Når man skifter mønster (her fra 2% til 5% dækning) peaker lyset kortvarigt, men starter derefter hurtigt med at dæmpes.


Sony AF9 test
Når først TV’et er begyndt på denne cyklus, så er der ikke rigtig noget stationært startniveau, hvor lysstyrken opretholdes på højeste niveau og først når man har “renset" skærmen med andet mere varieret materiale, så kan man igen opnå en længere periode på godt 30 sekunder med peak lysstyrke. Ved måling af peak lysstyrke var det således nødvendigt at narre skærmen med nogle andet indhold inden man tog peak-målingerne.

Hvordan opleves det så i praksis? Herunder har jeg skudt to billeder fra spillet Spiderman, hvor den venstre side er udgangspunktet med maksimal blus på lyset og højresiden er den dæmpede version, hvor skærmbilledet har stået stille i nogle minutter.




I praksis er dæmpningen ikke synlig imens den pågår og slutresultatet er ikke specielt synligt med mindre man ved, at man skal kigge efter det i eksempelvis højlyset. Det blev ikke oplevet som et problem i daglig brug og det blev kun observeret på HDR-materiale med stillestående elementer og ikke på SDR-indhold. Vi kan kun opfordre Sony til, at gøre denne algoritme en smule mindre fintfølende, men må også konkludere, at vi ikke helt bakker op om den næsten hysteriske stemning, der er pisket op på nettet omkring denne feature.

Lad os skifte fokus fra lys til farver/gråtoner og se på hvordan disse håndteres. Sony promoverer Master Series på, at de er så tro mod indholdsskabernes intentioner, som man i dag kommer, og ser vi på målingerne, så rammer de også ganske godt - når TV’et er indstillet. Jeg er ikke voldsomt imponeret over performance på standardprofilerne, hvor Panasonic lader til at komme bedre fra start. Med lidt kalibrering, så går det langt bedre og takket være Sonys “Jævn gradering" så har man også mulighed for, at få håndteret flydende overgange særdeles godt. Med AF9 er det første gang vi selv får testet Dolby Vision på et Sony-TV og det kan konstateres, at indstillingen for “Jævn gradering" ikke er helt så anvendelig når DV er aktivt, da det har tendens til at gøre billedet for blødt og fjerne detaljer. Som konsekvens, så anbefales det, at man kun aktiverer “Jævn gradering" på HDR10- og SDR-indhold, hvilket heldigvis er en indstilling, som huskes særskilt for hver modus.




AF9 er fint i stand til at vise alle trinnene på grå-skalaen og der er ingen crush af hverken højlys eller skyggedetaljer. Understøttelsen af Dolby Vision åbner endvidere for dynamiske metadata, hvor man især med et Apple TV 4K eller via Netflix kan nyde godt af film med denne standard. HDR10-materiale findes der også en del af derude, men en af de store kilder til HDR, Youtube, understøtter i skrivende stund ikke HDR på AF9, så selvom app’en som sådan godt kan åbne streamet, så formår det ikke at fortælle TV’et, at der er tale om HDR-indhold, så skærmen skifter aldrig til den rette profil. Det er en lidt ærgerlig mangel, da der er ret mange fede demoer derude, som man sagtens kunne bruge til lige at teste TV’et af.

Billedbehandlingen af indhold, som skal opskaleres såvel som 4K-materiale håndteres til UG, og både TV-signaler og film fra din UHD-afspiller vil stå flot på skærmen. Sony ligger helt fremme i feltet mht. billedbehandling og performer godt over en bred kam.




OLED-panelerne lider lidt når det kommer til håndtering af bevægelse i lav framerate, da responstiden er vanvittig lav. Resultatet er, at bevægelse på film skudt i lav framerate får en slags stroboskop-effekt, som opfattes som et hakkende billede. Man kan afhjælpe dette på den fede måde, ved at skyde materialet i højere framerate - det kommer næppe til at ske foreløbigt - eller man kan indsætte kunstige billeder undervejs, så billedet glattes lidt ud. Sidstnævnte teknik giver ofte anledning til nogle lidt uheldige artefakter og den såkaldte “soap opera effect" (SOE), men her har Sony været med fremme i bussen og deres MotionFlow-system er effektivt til at gøre billedet mere flydende uden at ødelægge det med fnidder omkring ting i bevægelse og tilføje SOE. AF9 klarer dette med samme effektivitet som AF8, men forbedrer ikke rigtig på resultatet. Der er et fornuftigt detaljeniveau ved bevægelse (hvis MotionFlow aktiveres på “Personlig"-indstillingen), men der er stadig et godt stykke vej op til Sonys egen XF90-model, som pt. er vores reference for håndtering af bevægelse.




Homogeniteten af skærmen er ikke perfekt og især under 5 IRE ses der lidt banding på skærmen, samt et lidt spøjst lysere område langs kanten øverst til venstre. Homogenitet er i høj grad individuelt fra panel til panel, men vores eksemplar af AF9 sætter ikke barren for hvor ensartet det kan gøres. Der var til gengæld ikke farvestik at spotte på lysere farver.




Et af de steder, hvor man også kan se opgraderingen på processor-siden er ved input-lag, hvor Sony har reduceret lag i især 1080p-opløsningen, hvilket vil komme folk med “ældre" spilkonsoller til gode. I spilprofilen er vi nu under 28 ms hvad enten input er 1080p eller 4K og hvad enten HDR er aktiv eller ej. I de øvrige profiler roder AF9 rundt over 80 ms, men da spilprofilen sagtens kan indstilles til at fremstå med korrekte farver, så bør man bare benytte dén til konsol-inputtet.

Se hvordan andre TV klarer sig i oversigten over bedste TV til spilkonsol

Da AF9 har fået understøttelse af fuld båndbredde på alle HDMI-porte, så kan man nu også have mere end 2 enheder med et output på 4K HDR i 60 Hz tilsluttet samtidigt.

Læs også: OLED vs. LCD

Betragtningsvinklerne på skærmen er, som man er forvænt med OLED, næsten så brede som man kan ønske sig, og det er ikke et problem at sidde i skæve vinkler.


Konklusion

Som nævnt, så var AF9 ikke den Master Series, som vi helst ville have anmeldt, da anmeldelser af OLED godt kan blive lidt ensformige, når nu alle bygger på samme panel fra LG. AF9 byder dog på en række features, som alligevel kan være spændende at få set på. Skærmen har fået en opdateret Acoustic Surface (med et “+" på), som dækker over nye aktuatorer og subwoofer, samt mulighed for at bruge TV’et som centerhøjttaler i et surround-setup. Ydermere er der kommet understøttelse af eARC, som muliggør håndtering af tabsfri lyd, såsom Dolby Atmos eller DTS:X.

Annonce:
AF9 har fået opdateret sin billedprocessor til X1 Ultimate, som håndterer billedet i vanlig høj Sony-kvalitet og på Android-siden har den fået en ny chip, som sikrer en langt mere flydende oplevelse af interfacet. Samme interface er samtidigt opdateret til Android Oreo, som byder på en ny hjemmeskærm med bedre adgang til indhold på tværs af dine yndlingsapps (hvis disse er Netflix eller en Google app for nu…). Designet vil helt sikkert dele vandene, da det ikke er det slankeste design, men kvalitetsmæssigt er AF9 af høj klasse – lige med undtagelse af fjernbetjeningen.

Vi havde ønsket os et højere lysoutput, så AF9 kunne hæve sig ift. AF8 og komme op på siden af rivalerne, og dimming-algoritmen til håndtering af anti-burn-in kan der også stadig arbejdes med. Til spilbrug vil man til gengæld kunne glædes over, at input-lag nu er under 30 ms i alle opløsninger og at alle HDMI-inputs på skærmen nu understøtter fuld båndbredde.

Listeprisen på AF9 ligger godt 25% over AF8-modellen, men der forbedres på stort set alle parametre, hvor det nok især er styresystem og features man vil mærke det på i dagligdagen. Muligheden for bedre at kunne kalibrere TV’et giver AF9 en fordel over AF8, hvis du agter at få det kalibreret professionelt, men forskellene rent billedmæssigt mellem de to er vitterligt så små, at vi ikke rykker på vores reference-award i denne omgang – vi vil ikke ud og måle i halve point. Køb AF9 for de opgraderede processorer og mere fremtidssikrede features, men rent billedmæssigt kan du for færre penge få omtrent samme performance i en AF8.

Pris og forhandler:

55"
65"

Fremragende HD og 4K
Reference billedkvalitet
God bevægelsesgengivelse
Lyd bedre end gennemsnittet
Forbedret input-lag
Forbedret Android performance


Dårlig fjernbetjening
Peak lysstyrke ikke på højde med konkurrenterne
Lidt aggressiv anti-burn-in funktion







Flere anmeldelser

Sennheiser Ambeo soundbar

Test: Sennheiser Ambeo soundbar

10 Oct 2019 | Torben Rasmussen |
Panasonic GZ2000

Test: Panasonic GZ2000

20 Sep 2019 | Torben Rasmussen |
LG SM90 test

Test: LG SM90

12 Jul 2019 | Torben Rasmussen |
Samsung Q70R test

Test: Samsung Q70R

12 Jun 2019 | Rasmus Larsen |