Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reason4K og HDR droppet: Fodbold-EM sendes i HD-kvalitet - FlatpanelsDK

4K og HDR droppet: Fodbold-EM sendes i HD-kvalitet

11 Jun 2024 | Rasmus Larsen |

Fodbold-EM 2024 sparkes på fredag i gang i Tyskland, men det bliver ikke i tidssvarende videokvalitet, idet UEFA har droppet 4K. HDR bliver heller ikke aktuelt i Danmark.

Flatpanels kunne i august 2023 fra kilder i branchen berette, at fodbold-EM 2024 ikke skulle produceres i Ultra HD. Det blev udlagt som en kommerciel beslutning fra UEFAs side.

Det er på trods af, at tidligere fodboldslutrunder – både EM og VM – har været produceret og transmitteret i Ultra HD. TV 2 transmitterede eksempelvis fodbold-VM 2018 i både 4K og HDR, og Viaplay lancerede en Ultra HD-kanal helt tilbage i 2016.

I april i år kom det så frem, at flere sportsbroadcastere har lagt sig fast på 'enhanced HD' – forbedret HD – der dækker over 1080p Full HD-opløsning med HDR (High Dynamic Range), altså udvidet dynamik i lys og farver. Foruden EM, gælder det Champions League. Det skyldes angiveligt svigtende interesse og betalingsvillighed fra broadcastere.


Sendes i HD-kvalitet i Danmark

Flatpanels har spurgt DR og TV 2, der har senderettighederne til fodbold-EM 2024 – formelt UEFA Euro 2024 – ind til de danske forhold. I skriftlige svar til Flatpanels oplyser DR og TV 2, at EM-kampene fra UEFAs side sendes i 1080i med 50 billeder per sekund over satellit. Det er dette signal, DR og TV 2 aftager fra fodboldstadioner rundt om i Tyskland.

Fodbold HDR

Danskerne får heller ikke fordelene ved HDR, demonstreret her. Foto: Bundesliga/Sportcast
Det betyder altså, at ikke engang HDR-delen inkluderes i de danske tv-transmissioner. HDR kan i modsætning til de årtier gamle tv-standarder fremvise ægte græsgrøn. HDR gør det også nemmere at se detaljer i både lyse og mørke områder af banen. - "UEFA har valgt ikke at producere i UHD HDR. De producerer i 1080P50HDR, men distribuerer kun i 1080i50SDR via SAT (satellit, red). Derfor er alt indhold i huset på TV 2 1080i50SDR," skriver TV 2 til Flatpanels - "DR sender EM kampene på DRTV i 1080p50 SDR og på TV sendenettet i 1080i50 SDR," oplyser DR til Flatpanels. "UEFA sender signalet til DR i formatet 1080i50, hvorefter DR opskalerer signalet til 1080p50."

12 år med Ultra HD-standard

Ultra HD-standarden blev præsenteret i oktober 2012 som et kæmpe fremskridt inden for opløsning, farver, lysdynamik og ikke mindst bevægende billeder, med komplet udfasning af interlaced video, hvor lige og ulige linjer i billedet opdateres skiftevis. Flatpanels har til formiddag tjekket kalenderen, hvor årstallet står på 2024. Efter knap 12 år med Ultra HD-standard, transmitteres en af verdens største sportsbegivenheder altså stadig i 1080, i for interlaced. Det kan ikke engang betegnes som Full HD. Danmarks første EM-kamp mod Slovenien sendes i forhistorisk interlaced format den 16. juni.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Hvordan Netflix kan udfordre PlayStation og Xbox

26 Jul 2024 |

Hvad er Google TV og hvilke TV-skærme har det?

25 Jul 2024 |

Hollywood øger indsats mod pirateri: Vil kunne blokere tjenester

24 Jul 2024 |

Hvad er Dolby Vision IQ og hvilke TV har det?

23 Jul 2024 |

Max: Alle abonnenter kan se OL med nye funktioner

23 Jul 2024 |