Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonFørste indtryk: LG 2022 OLED TV (A2, C2, G2, Z2) - FlatpanelsDK

Første indtryk: LG 2022 OLED TV (A2, C2, G2, Z2)

22 Mar 2022 | Rasmus Larsen |

LG OLED bliver i 2022 lysere, lettere, større (97-tommer), mindre (42-tommer) og billigere i store formater. Flatpanels har set LG A2, C2, G2 og Z2 i aktion og her er vores første indtryk.

LG A2 vs. C2 vs. G2

LG A2, B2 og Z2 har samme panel som sidste års modeller, mens C2 og G2 er 'OLED Evo', hvilket er en kombination af nye panelalgoritmer kombineret med et forbedret OLED-panel designet til at øge lysstyrken, forbedre energieffektiviteten og forlænge panelets levetid, ifølge LG. Læs også: Oversigt: LG 2022 TV Er det OLED EX? LG Electronics bruger ikke LG Displays udtryk, idet man foretrækker egen branding OLED Evo, men selskabet indrømmer, at der anvendes "et avanceret panel", som er "meget lig" OLED EX. Derudover er G2 udstyret med en køleplade, der muliggør yderligere løft af lysstyrken ift. C2. LG kalder det Brightness Booster og Brightness Booster Max i hhv. C2 og G2.

LG 2022 OLED

LG G2 (venstre), LG C2 (højre top), LG A2 (højre bund)

LG 2022 OLED

LG G2 (venstre), LG C2 (højre top), LG A2 (højre bund)

Under arrangementet havde Flatpanels mulighed for at sammenligne G2, C2 og A2 side-om-side. Alle tre var i Dynamisk billedprofil for at presse skærmene til den maksimale lysstyrke under denne demonstration. Man skal sætte TV'et i en anden billedprofil for at opnå nøjagtig billedgengivelse. Det og meget andet undersøges, når vi modtager testeksemplarer. Videooptagelsen nedenfor er ikke filmet i HDR, og de manglende detaljer i højlyset skyldes kameraets begrænsede lysdynamik – læg ikke for mange tanker i det. Alligevel bør du kunne se, at G2 (og C2) leverer højere lysstyrke.
Samme forskel var tydelig når man stod foran skærmene, primært i de klare hvide segmenter af billedet. LG A2 var forholdvis lysstærk, mens C2 var synligt mere lysstærk og G2 endnu mere til tider. Der var visse sekvenser, hvor mættede farver nåede højere lysstyrkeniveauer på C2 og G2, men vi ved stadig ikke, hvor meget af den ekstra lysstyrke, der kan tilskrives rød, grøn og blå i modsætning til boost af den ekstra hvide subpixel. Samsungs QD-OLED melder sig inden længe på banen som udfordrer til LGs WOLED, så 2022 tegner til at blive et interessant år for OLED. LGs officielle udmelding går på, at C2 er 20% mere lysstærk i fuldskærms-hvid sammenlignet med B2, mens G2 er 30% mere lysstærk i fuldskærms-hvid sammenlignet med B2.

Lettere TV, tyndere rammer

LG C2 og G2 har en tyndere kant omkring skærmpanelet (6 mm i 2022 mod 10,2 mm i 2021) og de er samtidig væsentligt lettere fordi LG anvender et nyt kompositfiber-materiale:
  • Med fod: 65" LG C2 vejer 16,8 kg mens sidste års 65" LG C1 vejer 32,6 kg
  • Med fod: 65" LG G2 vejer 22,8 kg mens sidste års 65" LG G1 vejer 29 kg

    LG G2 OLED

    LG G2 har smallere skæmkant og en redesignet ramme

    Vi løftede ikke skærmene, men den reducerede vægt tillader, at et 65-tommer LG G2 kan hænge på et simpelt vægbeslag (inkluderet i kassen), som nu kan trækkes ud fra væggen. Den slankere kant om skærmen bemærkes. G2 har samtidig en resigneret ramme. LG G2 er et elegant TV, men kan dog stadig ikke sammenlignes med 'wallpaper' W-serien, som er udgået. Læs også: Danske priser på LG 2022 OLED TV (inkl. 42" og 97") De andre nye LG OLED-modeller vil ligeledes være lettere, men de har ikke den slankere skærmkant. Vi har efterspurgt specifikationer på vægt.

    LG 48 42 OLED

    LG lancerede sidste års det første 48" OLED TV og lancerer i år det første 42" OLED TV

    LG 42 OLED

    LGs første 42" OLED TV

    Som billedet nedenfor viser, så har LG C2 endelig fire sidevendte HDMI-porte. Dette gælder alle størrelser inklusive 42-tommer. Vær dog opmærksom på, at de forskellige C2-størrelser har forskellige typer fod. LG A2 har én bagudvendt HDMI-port og to sidevendte. B2 var ikke udstillet. Billedkvaliteten var fremragende, hvilket naturligvis er forventeligt fra seneste OLED TV. Der er dog et par forbehold. Som Flatpanels skrev allerede i januar, så er 42- og 48-tommer C2 stadig OLED Evo, men dog ikke lige så lysstærke som de større skærmstørrelser. Det skyldes den højere pixeltæthed. 42- og 48-tommer C2 vil derfor ikke blive markedsført som havende Brightness Booster.

    LG C2 back

    LG C2 har endelig fire sidevendte HDMI-porte

    LG C2 back

    42" LG C2 har også fire sidevendte HDMI-porte

    8K OLED og "QNED"

    LGs 97-tommer G2 var desværre ikke udstillet. Vi har dog fået bekræftet, at skærmen lanceres i andet halvår til en dansk pris på ca. 185.000 kroner. 8K OLED? Tjo, 77-tommer Z2 lanceres til en reduceret pris, men den koster stadig 90.000 kroner. Man kan få et 77-tommer G2 til næsten en-tredjedel af prisen. Med mindre prisen på Z2 falder som en sten senere på året, så betragter vi stadig 8K OLED som ligegyldig. Indholdet findes heller ikke. Der går vel nok et par år endnu – et 65-tommer 8K OLED-panel er under udvikling hos LG Display.

    LG 2022 OLED

    Prisen på 8K OLED TV sænkes, men 77" er stadig rasende dyr

    Vi spurgte til en opdatering på problemet med flimmer og hævet sortniveau i VRR-tilstand, hvilket relaterer sig til LG Display OLED-panel. Der er intet nyt at berette. Man skal stadig have fat i TV'ets 'Black Stabilizer'-indstilling for at mildne effekterne. LG informerede Flatpanels om, at CS9-modellen, som er blevet præsenteret i visse regioner, ikke umiddelbart kommer til Norden. Der vil dog være adskillige C2-varianter, bl.a. C24, C25 og C26 med 'A', 'B' eller 'D' betegnelser. 'B' og 'D' er hvide på bagsiden med en lysere farvetone på foden. 'A' er sort på bagsiden. 'D'-modeller har en manuel drejefod (20 grader). LGs nye "QNED" LCD TV var også udstillet, men så vidt vi kunne vurdere, så står de nogenlunde uændrede ift. sidste år. På trods af et miniLED-baglys, så er disse IPS LCD TV kendetegnet ved lav kontrast og en billedkvalitet, der ikke tåler sammenligning med OLED TV.

    webOS 22

    Den seneste udgave af LGs TV-styresystem, webOS, kaldes webOS 22, hvilket er en reference til året 2022. LG har justeret funktionaliteten og udseendet en smule. Den største nyhed er tilføjelsen af brugerprofiler. Der kan på hvert TV oprettes op til 10 brugerprofiler, og hver bruger kan tilpasse listerne på webOS-startskærmen til egne behov. Derudover får brugerne personlige anbefalinger og højst sandsynligt også målrettede reklamer senere hen.

    LG 2022 OLED

    Sådan ser webOS 22 ud. Bemærk muligheden for at vælge brugerprofil oppe i højre hjørne

    En ny Always Ready-funktion i C2, G2, Z2 samt QNED99, QNED95 og QNED90 lader brugeren fremvise digital kunst, fotografier, vejret, tiden og et par andre ting på skærmen, når den ikke er i brug. Vi så det demonstreret og det ser ud til at virke som beskrevet, men vi skal have fingre i et testeksemplar før vi kan teste det ordentligt. Visse TV kan desuden tage imod stemmekommandoer i Always Ready-tilstand via en mikrofon, der er indbygget i TV'et. Always Ready er som udgangspunkt slået fra pga. hensyn til strømforbrug. Overordnet set er webOS 22 ikke meget anderledes end sidste års webOS 6.0. LG har ingen planer om at bringe webOS 22 til tidligere års TV-modeller via OS-opdatering. WYSIWYG.

    LG A2 OLED

    LG A2 OLED

    LG G2 OLED

    LG G2 OLED

    LG 2022 OLED TV – specifikationer

    Flatpanels
  • Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

    Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

    Flere fokusartikler

    Status på UHD Blu-ray i 2024

    26 Apr 2024 |

    Første kig: Philips 2024 OLED TV og Ambilight Plus

    29 Feb 2024 |

    Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

    05 Feb 2024 |

    Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film

    02 Feb 2024 |

    Fremtidens skærme: Hvad vi så hos LG Display & Samsung Display

    31 Jan 2024 |

    Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

    04 Jan 2024 |