Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: TCL C845 (miniLED LCD) - FlatpanelsDK

Test: TCL C845 (miniLED LCD)

|


Med sit modelprogram for 2023 har TCL udvidet antallet af LCD-modeller med LED-zonestyring og væsentligt hævet antallet af zoner i C845 – deres mainstream high-end TV. C845 har Google TV, to HDMI 2.1-porte og en ny Gamebar-menu. På papiret ligner det en god pakke, der konkurrerer direkte mod Sonys flagskibe indenfor LCD og Samsungs 'Neo QLED' LCD TV. TCL positionerer sig markant lavere prismæssigt.

TCL C845 findes i 55 til 85 tommer. Flatpanels har testet 65 tommer udgaven.


Priser og forhandlere:

55"
65"
75"
85"

Første indtryk

TCL C845 har et design, der minder om populære LCD-modeller fra især Samsung, med slank ramme i en sølvfarvet aluminiumslegering. LCD-panelet og LED-bagbelysningens rigide struktur begrænser mulighederne for at udfolde sig designmæssigt, så lighederne er ikke så overraskende taget i betragtning, at flere direkte konkurrenter anvender TCL-producerede LCD-paneler. Bagsiden har et rent og og relativt strømlinet look i mørkegrå plastik med en plastikudskæring i midten, der skal ligne en basport fra Onkyo – selve bashøjttaleren er dog gemt inde i elektronikboksen. Den flade midter-justerede fod har en overfladelegering i metal og den giver et solidt fundament under den 65 tommer store skærm. Portene vender alle til siden, så de er tilgængelige selv når TV'et er vægmonteret. Kun to HDMI-porte har HDMI 2.1 båndbredde til 4K 120Hz og VRR-signaler fra en spilkonsol eller en fremtidig medieafspiller. I modsætning til konkurrenterne har TCL rykket ARC/eARC-porten til lydoutput til en af portene uden HDMI 2.1 båndbredde, hvilket betyder, at begge HDMI 2.1 porte frit kan anvendes til HDMI 2.1 kilder, selvom du også tilslutter en soundbar eller receiver. Ulempen ved denne løsning er, at såfremt f.eks. en fremtidig Apple TV 4K boks anvender HDMI 2.1 til 4K120 og man samtidig ønsker at bruge boksens eARC-funktion til at fungere som receiver for trådløse højttalere (HomePods), så vil man blive tvunget til at vælge imellem 4K120 og eARC. Den eneste "korrekte" løsning er at sørge for, at alle fire HDMI-porte understøtter 4K120 båndbredde – ligesom LG og Samsung. Der er kun én USB-port i C845. C845 er det første TV fra TCL, som vi har lavet en dybdegående test af på Flatpanels, så jeg kan udelukkende kommentere på TCL's udvikling baseret på vores erfaring med deres TV på messer, præsentationer og bekendtes stuer, men mit indtryk er, at TCL har rykket sig pænt over de seneste år hvad angår design og byggekvalitet, og jeg synes, at C845 er et vidnesbyrd. Det er ikke et smukt TV, men for et masseproduceret TV til en forholdsvis overkommelig pris, så fremstår det nydeligt.

Brugeroplevelse & features

Google TV
TCL C845 er et Google TV, der kører Android 11. Det er udstyret med en MediaTek MT5889 systemchip med 3GB RAM og cirka 21GB fri lagerplads efter opsætning – lidt højere lagerkapacitet end andre Google TV, men stadig ikke meget. TCL har endnu ikke fremlagt planer for overgang til MediaTeks nyere og mere kraftfulde Pentonic-chip, så det, du får i C845, er en chip, der minder om chippen i Google TV fra Sony og andre kendte mærker. Det er en velegnet chip til videostreaming og lignende opgaver, men den har kun kræfter til at afvikle simple spil. I og med, at der er tale om et Google TV, så er C845's hjemmeskærm identisk med Google TV hos Sony og andre. I USA har man fanerne "For you" og "Live" øverst, men i de fleste andre regioner inkl. Danmark mangler disse sektioner endnu at blive lanceret. Google TV giver adgang til de populære danske og internationale apps inkl. Amazon, Apple TV, Disney+, DRTV, HBO Max, Netflix, TV 2 play og YouTube fra Google Play butikken, hvori man udelukkende finder TV-optimerede apps. Android-mobilapps kan ikke installeres fra butikken, men kan "side-loades", hvis du virkelig ønsker det – brugerfladen er ikke optimeret til TV-skærmen. TCLs første Google TV i 2021 blev kritiseret for fejl og problemer med ydeevnen og i USA blev de kortvarigt fjernet fra butikshylderne mens TCL færdiggjorde en softwareopdatering der skulle rette de mest graverende fejl. Den gode nyhed er, at TCL er nået langt siden 2021, og vi stødte ikke på store udfordringer i løbet af vores tid med C845. Der er stadig nogle småting her og der inkl. en sporadisk fejl, der forhindrede os i at downloade nye apps fra Google Play. Det kunne rettes ved at genstarte TV'et. Samlet set oplevede vi TCL C845's menuer som hurtigere og mere responsive end Sony X90L's menuer – begge Google TV. Vi kørte benchmarks for at sammenligne TCL C845 med andre Android/Google TV, Nvidia Shield og Apple TV 4K (2017).

TCL C845 - CPU/GPU benchmark

GeekBench 43D Mark - Slingshot ExtremeGFXBench - Manhattan 3.1 (offscreen)GFXBench - Aztec Ruins (offscreen)
MediaTek MT5889 (TCL C845)Single: 929
Multi: 2256
423277 frames173 frames
MediaTek MT5895 (Sony XH90, X90J, X90K, X90L)Single: 1195
Multi: 2882
1148958 frames605 frames
Nvidia Shield TVSingle: 1400
Multi: 4100
42502765 frames2250 frames
Apple A10X (Apple TV 4K 1st Gen)Single: 4000
Multi: 9500
-4500 frames3300 frames
Flatpanels
Som du kan se er CPU-ydeevnen (Geekbench 4) ikke langt bagefter den MT5895, der sidder i størstedelen af Sonys 2021, 2022 og 2023 modeller og kun ca. 35% efter Nvidia Shield mht. single-core CPU-ydeevne. Selv første generation af Apple TV 4K fra 2017 er dog i en anden liga. Hvad angår GPU-ydeevne, så er MediaTek MT5889 i TCL C845 meget svag og ikke skabt til spilafvikling i lokal hardware. På dette område halter den langt bagefter Nvidia Shield.
Annonce:
Uanset hvordan man vender og drejer den, så opleves Google TV mere eller mindre ens på tværs af de forskellige TV-mærker. Sammenlignet med Sony X90L, der stod ved siden af TCL C845 under testen, er den eneste visuelle forskel på hjemmeskærmen den ekstra 'Sony'-fane øverst og det faktum, at søgeikonet er placeret til højre på Sony TV'et og til venstre på TCL TV'et.

TCL C845 test

Du genkender måske C845's kontrolcenter fra Chromecast med Google TV eller Sony TV. Foto: Flatpanels

TCL har på forhånd installeret egne apps, bl.a. en webbrowser kaldet BrowseHere og en app til styring af smart home-enheder kaldet TCL Home. TCL har desuden indgået partnerskab med Apple om AirPlay 2 så du trådløst kan sende medieindhold fra iPhone/iPad og Apple HomeKit som muliggør styring af visse funktioner i TCL TV'et via iPhone/iPad. Ligesom LG og Samsung tilbyder TCL et stort udvalg af gratis kanaler med reklamer, der kan streames over internettet. Tryk på 'TCL Channel'-knappen på fjernbetjeningen for at få adgang, En underlig begrænsning er dog, at man ikke kan bruge fjernbetjeningens op/ned taster til at navigere i internetkanalerne – op/ned er forbeholdt klassiske tv-kanaler via tuner. Her er en kort videogennemgang af Google TV i TCL C845:
Det kan også fremhæves, at C845 har både WiFi 6 og Bluetooth 5.2. Dekodning af videofiler i AV1 fungerede som tiltænkt, men der er ikke hardwaresupport af VVC (H.266).

Betjening

Med afrundede, bløde hjørner fremstår TCLs 2023-fjernbetjening let og indbydende, men samtidig billig. Et virvar af hårde gummiknapper inkl. 6 sponsorknapper der kalder på opmærksomhed i hvidt, får den til at fremstå kaotisk. De vigtigste knapper er heldigvis centreret og nemme at nå, men knapperne øverst og nederst kræver, at man tager nyt greb eller lader fjernbetjeningen glide op og ned i hånden, hvilket ikke er ideelt. TCLs fjernbetjening svarer til andre fjernbetjeninger, men vores råd til TCL vil stadig være at fokusere mere på dette område og drastisk reducere antallet af knapper med minimum en faktor 3. Fjernbetjeningen er trods alt den, der fysisk forbinder seeren til brugerfladen på skærmen. Der skal ikke spares her.

TCL C845 test

TV-lyd

TV'et er udstyret med 2.1-kanals højttalere; stereo plus en subwoofer, alt sammen skjult og markedsført som et Onkyo-system. På papiret yder det 2x10W effekt plus 20W bas. I modsætning til visse andre TV-producenter, understøtter TCL både Dolby og DTS lydformater inkl. Dolby Atmos. Hvis du ønsker at videresende Dolby eller DTS til en soundbar eller receiver, så vær opmærksom på, at HDMI eARC, som er påkrævet til multikanals PCM, ikke blev aktiveret automatisk (i hvert fald ikke hos os). Vi fandt ud af, at det skyldtes TCL's HDMI Control (CEC) indstilling, der var deaktiveret. eARC burde i teorien fungere uden CEC aktiveret, men i C845 er de linket sammen. Aktivering af CEC betød også, at vi nu kunne tænde C845 via en anden enhed såsom en medieafspiller. Du kan aktivere det under Settings -> Channels & Inputs -> Inputs -> External Devices Control -> Activate HDMI Control. HDMI CEC og eARC fungerede nu efter hensigten med et par HomePods (2. generation) og Apple TV 4K – mere om det i en kommende anmeldelse.
Annonce:
Hvad angår C845's indbyggede højttalere, så svarer de til gennemsnittet af TV. Det hjælper at have en separat basenhed, men den har stadig klare begrænsninger. Til tider manglede højttalerne detaljer og de har en tendens til at lyde som om, at de (eller kabinettet) ryster en smule. Tingene kommer også hurtigt til at lyde indelukket. Jeg ville personligt ikke bruge højttalerne til musik, men til blandet brug kan de måske gå an blandt nogle købere. Til film, serier og spil vil jeg sige, at særskilte højttalere er et must.

Kalibrering

Øvrige billedprofiler

Tryk på profilen for at se målekurve

Movie (SDR)
Game (SDR)
Low Power (HDR)
Game (HDR)
IMAX (HDR)
TCL C845 leveres i 'Low Power'-billedprofil, hvilket nok skyldes EU's energikrav. Som det fremgår af vores målinger, er 'Low Power' ikke særlig nøjagtig og den trækker alt SDR-indhold ud i TV'ets iboende (for store) farverum, hvilket betyder, at farverne boostes markant. Du bør også undgå 'Vivid'-profilen. Vi skiftede hurtigt til 'Movie' som er meget mere præcis, om end stadig med små farvefejl og en lidt for høj farvetemperatur. SDR-lysstyrken, med lyssensoren slukket, er samtidig ekstrem på næsten 1600 nits, men den er nem at justere for alle brugere. 'Movie'-profilen bør tilfredsstille de fleste brugere, men som vi normalt gør i anmeldelser, tog vi de basale kalibreringsmuligheder i brug for at se, om vi kunne opnå forbedringer ift. at dele et kalibreringsforslag med vores læsere. Vi tager ikke de avancerede kalibreringsmuligheder i brug i anmeldelser, idet de er specifikke til det enkelte eksemplar og ikke kan genbruges på andre eksemplarer. Som du kan se lykkedes det os at nå et ganske fint kalibreringsresultat i SDR, selvom TV'et stadig presser den røde primærfarve en smule for meget – et spot-on resultat kræver avanceret kalibrering. TCLs 'Game'-billedprofil i SDR er forholdsvis præcis og vi må rose TCL for ikke at falde for fristelsen og booste farverne, som visse andre TV-producenter gør. SDR-lysstyrken er dog ekstrem på 2400 nits, så du bør nedbringe den markant i menuen. Hvad angår HDR, så gør 'Low Power'-profilen HDR-billeder betydeligt lysere end de bør være, hvilket er i modstrid med navnet, så skift til 'Movie'. Igen er 'Game'-profilen fin nok i HDR, selvom den lysner HDR-billeder en smule. Bemærk også, at TCL hæver de mørkeste toner (øverste graf til højre) for at gøre mørkegrå toner nemmere at se og skelne, når du spiller. Selvom det kan være en fordel i konkurrenceprægede multiplayer-spil, så man kan se fjender i mørket, så påvirker det billedkvaliteten negativt i spil som Diablo og The Last of Us. Sådanne ændringer af lyskurven bør være manuelle valg, som brugeren kan slå til, hvis vedkommende ønsker det, i stedet for at være udgangspunktet. 'Dolby Vision Dark' er den mest præcise profil til indhold i Dolby Vision. Vi målte op til 2750 nits maksimal lysstyrke i 'Movie' HDR, men kun i et 25% vindue (25% af billedet er hvid, resten er sort) og som vi ofte fremhæver er kvaliteten af nits vigtigere end kvantiteten af nits – mere om det i afsnittet om billedkvalitet. Som det ses i måletabellen har LCD TV en klokkeformet ABL (Average Brightness Limiter) til lysstyrke, hvorimod OLED TV har en flad ABL-kurve op til et sted mellem 10% og 25% vinduer, hvorefter lysstyrken falder. C845 er det første TV fra TCL, som vi har dedikeret tid ift. en dybdegående test, så for at opsummere mine første indtryk hvad angår billedprofiler, prækalibrering og kalibreringsmuligheder, vil jeg sige, at jeg er positivt overrasket over TCLs valg. TCL kunne nemt have pumpet farver ud i stratosfæren. Det er ikke gjort, men lysstyrken presses dog alt for hårdt. På den anden side har TCL – ligesom andre TV-producenter – for mange billedprofil inkl. den sponsorerede IMAX-profil. Det skal også bemærkes, at TCL for et par år siden startede samarbejde med SpectraCal om Calman auto-kalibrering, det såkaldte 'Calman Ready' program, hvilket tillader, at forbrugere relativt nemt kan kalibrere eget TV, idet de påkrævede testmønster er indbygget, efter en firmwareopdatering til C845. Vi målte DCI-P3 og Rec.2020 dækning til henholdsvis 94% og 72%, hvilket er på linje med andre high-end LCD TV, men ikke tæt på QD-OLED.

Målinger

Vores "målinger"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV’ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen. Bemærk: I 2021 implementerede vi en ny metode for måling af gennemsnitligt strømforbrug i SDR og HDR, hvilket gør at tidligere års målinger ikke er 1:1 sammenlignelige. I SDR måles der i ‘Kalibreret’ strømforbrug ved en lysstyrke ca. 100-120 nits for at normalisere målingerne på tværs af skærme (vores anbefaling for kalibrerede billedindstillinger kan variere). Denne metode vil blive anvendt fremadrettet. Bemærk: Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.
TCL C845 test

Billedkvalitet

Hvad er der indeni et TCL TV? Til manges overraskelse – formoder jeg – er TCL en af de førende producenter af LCD-paneler på verdensplan via sit datterselskab TCL CSoT. Vi har altså ikke at gøre med endnu et mærke, der køber paneler ude i byen. TCL følger sydkoreanernes (LG, Samsung) drejebog fra dengang de udkonkurrerede eller overhalede japanerne (Sharp, Toshiba, Pioneer, Panasonic, Sony). Sammen med andre kinesiske skærmproducenter har TCL nu udkonkurreret sydkoreanerne indenfor LCD-produktion; Samsung Display har helt indstillet produktionen af LCD-paneler og LG Display er meget tæt på at indstille produktionen af LCD-paneler. LG Display og Samsung Display er rykket videre til de mere avancerede OLED-paneler – et område hvor TCL endnu ikke kan konkurrere. Den nye verdensorden betyder, at der i f.eks. mange af Samsungs LCD TV inkl. "Neo QLED" og Sonys high-end LCD TV oftere og oftere sidder et LCD-panel fra TCL. I teorien bør man derfor kunne få samme skærmteknologi til en lavere pris hos TCL, men i praksis er der også andre parametre, der spiller ind, herunder LED-bagbelysningen, zone-styring, videoprocessor, prækalibrering mv. Alle disse faktorer må undersøges i en test. Jeg lægger vægt på det her, fordi det, der slog mig først, var følgende: På billedkvalitet og ydeevne minder TCL C845 mistænkeligt meget om Samsungs high-end "Neo QLED" LCD TV (med VA LCD panel) på trods af, at et nyt 65 tommer C845 har et prisskilt på ca. halvdelen af Samsungs nye 65 tommer QN90C og ca. 57% lavere end Samsungs nye 65 tommer QN95C i Danmark og Europa!
Annonce:
Hvis vi starter med HDR-billedkvalitet, fordi det er her miniLED kommer i spil, havde TCL allerede bekræftet, at C845 har 480, 576, 720, 896 zoner i hhv. 55, 65, 75, 85 tommer, men vi tæller selvfølgelig altid efter og undersøger selv. På vores 65 tommer eksemplar talte vi 48 zoner vandret og 12 lodret for i alt 576 zoner. Det stemmer. 576 miniLED-zoner på et 65 tommer LCD TV er et pænt antal i 2023 ift. konkurrenterne og det bidrager til at øge kontrasten og lysstyrken i mange scener, hvilket muliggør HDR-billedkvalitet.
576 zoner er dog ikke nærheden af at være nok til at eliminere lysglorier om lysende objekter i billedet samt relaterede problemer med bagbelysningen såsom skift i lysstyrke og farver i områder af billedet, når zonerne begynder at flexe. Der observeres manglende detaljer i mørke områder i andre scener. Vi testede for nylig Sony X90, hvor vi konkluderede, at skærmens 80 zoner ikke er nok til at krydse barren for, hvad vi mener er HDR-billedkvalitet. TCL C845 krydser denne bar. Ikke overraskende så funkler C845 i lyse scener i film og spil, f.eks. et landskab badet i sollys eller en farverig animationsfilm, men fuldt oplyste, lyse scener har ikke meget med HDR at gøre. Det relevante er i stedet, hvordan skærme håndterer scener med høj kontrast – også kendt som High Dynamic Range – og her har C845 nok zoner til at håndtere mange scener pænt, men ikke nok zoner til at håndtere andre scener uden tydelige problemer, såsom en stjernehimmel. Det bliver altid et kompromis mellem at presse miniLED-zonerne for meget, hvilket øger den maksimale lysstyrke men skaber lysglorier/blooming og farve/luminansskift (se nedenfor), eller at presse miniLED-zonerne for lidt, hvilket skaber et billede uden den signal-definerede lysstyrke i små lyse objekter i billedet (stjernehimlen nedenunder fremstod i praksis ikke som HDR pga. for højt sortniveau og for lav lysstyrke i stjernerne).
Halvmørke HDR-scener på C845 kan til tider få et udvasket, mælkeagtigt udseende, men effekten er meget mindre udtalt end på f.eks. Sony X90L. Det sker, når zonesystemet bliver forvirret over, hvordan det skal sætte billedniveauet i komplekse, primært mørke HDR-scener. Det ser værre ud, hvis man ikke sidder direkte foran skærmen. C845 understøtter fire HDR-formater (HDR10, HDR10+, Dolby Vision og HLG). Efter lanceringen af Apple TV 4K (2022) har denne medieboks etableret sig som den bedste løsning til HDR10+ indhold, idet mere eller mindre alle Apple TV+ film/serier nu er i HDR10+, foruden mange iTunes-film. Amazon Prime Video har også HDR10+. Idet C845 også understøtter Dolby Vision, anbefaler vi dog, at du opsætter Apple TV 4K (2022) til Dolby Vision i stedet for HDR10+. Man skal vælge imellem de to i indstillingsmenuen.
Efter mange timers fornøjelser med at se film og spille spil, mener jeg, at TCL har nået en acceptabel balancegang i sin algoritme der styrer miniLED-zonesystemet, med hardwarebegrænsningen på 576 zoner in mente. Der er gode momenter og dårlige momenter, og slutresultatet hvad angår HDR-billedkvalitet vil i høj grad afhænge af, hvordan og hvor du benytter TCL C845. Dvs. en lys stue eller mørk hjemmebiograf; til at se primært lyst indhold eller mørkt indhold. Hvad angår indhold i SDR, altså alt indhold som ikke er i HDR, har miniLED-zonesystemet kun begrænset relevans, hvorfor C845 i denne disciplin leverer mere afbalancerede billeder uden de sideeffekter fra zonestyring, som vi stødte på i HDR. Dette skyldes delvist, at VA LCD-panelet har et iboende kontrastforhold på omkring 5500:1 og nok overskud i lysstyrke til at fungere i selv meget oplyste stuer. Du vil se refleksioner i LCD-panelet, idet TCL ikke bruger samme skærmbelægning som Samsungs high-end LCD TV, men omvendt ser man ikke samme regnbueeffekter pga. skarpe lyskilder i lokalet eller spots i loftet, som med Samsungs "møl øje" (moth eye) belægning. Overvej gardiner, hvis du oplever det som et problem.

TCL C845 test

TCL's videoprocessor er fin, men ikke oppe på topniveau sammen med f.eks. Sony. Diverse systemer til billedbehandling bør deaktiveres, hvis man ønsker korrekte billeder. C845 også et 'dynamic tone-mapping'-system til HDR aktiveret som standard, og min anbefaling er at slå det fra, da det får HDR-billeder til at fremstår væsentligt for lyse, mens det også har en tendens til at få billederne til at se lidt for kunstige ud ved at hæve de lyse og sænke de mørke toner. TCL oplyser til Flatpanels, at man planlægger en væsentlig opdatering af systemet 3. kvartal 2023 i 2023 miniLED-modeller, men vi fik ikke mulighed for at evaluere det. I hurtige billedsekvenser, især lyse scener, kan C845 udvise samme 'stroboskopiske effekt' som OLED TV, om end mindre udtalt, samt visse andre high-end LCD TV inkl. Samsungs – disse anvender et vedholdende 'scanning backligt'-system. Det sker pga. kombinationen af lav billedfrekvens (24fps i film/serier) og panelets relativt hurtige responstid. Løsningen vil være, at Hollywood øger billedfrekvensen fra 24fps, men det sker næppe foreløbigt. Som seer kan man afbøde det ved at aktivere TCLs motion-system, Motion Clarity, sat til lave indstillinger. Der er nogle bivirkninger ved dette såsom billedartefakter omkring objekter i bevægelse, og hak elimineres heller ikke helt. Personligt foretrak jeg at undlade at bruge Motion Clarity på C845, idet den stroboskopiske effekt er mindre udtalt end på OLED TV. C845 bruger PWM (Pulse Width Modulation, eller flimmer) til at styre lysstyrken i lysdioderne. Den har desuden en BFI-funktion (Black Frame Insertion) kaldet 'Clear LED Motion', men den skaber meget synligt flimmer og sænker lysstyrken betragteligt, når den aktiveres. De systemer, der er fremhævet ovenfor, kan efter min erfaring virke anstrengende for øjnene, men det afhænger af din personlige tolerancetærskel. Videoprocessoren klarer også 4K ved fast 120Hz og 144Hz samt HDMI VRR og AMD FreeSync variabel billedfrekvens, hvilket bringer os til gaming. 4K120 fungerede fint med en spilkonsol som PS5 eller Xbox Series X, men 144Hz er kun en fordel i samspil med en PC. C845 understøtter også 240Hz 1080p input ved at bruge et nyt koncept til at drive 4K-panelet i 1080p ved skiftevis at opdatere lodrette pixellinjer. Vi venter dog stadig på ægte 240Hz paneler. C845 har kun to HDMI 2.1 porte, der understøtter alle disse ting. De to resterende har HDMI 2.0 båndbredde med maksimalt 4K 60Hz. 2023 TCL TV har en opdateret Game Bar 2.0 med hurtig adgang til spilrelaterede funktioner. Vi kæmpede dog lidt med at finde den og måtte faktisk spørge TCL til råds. Det viser sig, at man skal holde 'quick settings'-knappen nede (knappen med tre striber) på fjernbetjeningen. Det virker kun, hvis TV'et står i Game-profil (Game Master).
Vi målte inputforsinkelsen i Game-profil til 15,4ms med 4K 60Hz – et fald fra 119,3ms i de andre billedprofiler. Input-forsinkelsen vil være lavere i 4K 120Hz/144Hz og endnu lavere i VRR. Indgangssignalet er altså en faktor. Bortset fra begrænsningen med to HDMI 2.1 porte, byder C845 ind med en omfattende pulje spilfunktioner, men ligesom andre high-end LCD TV kæmper den med spil i HDR-format, idet effektiviteten af miniLED-zonesystemet reduceres betragteligt i Game-profil og især med VRR-kilder, hvilket påvirker den overordnede HDR-billedkvalitet inkl. maksimal lysstyrke og kontrast – ellers ville inputforsinkelsen være for høj. Det er en ofte overset faktor hvad angår HDR-billedkvalitet på TV. En generel tommelfingerregel er, at panelets iboende ydeevne – uden hjælpesystemer som zonestyring – er, hvad man kan forvente at få i HDR-spil. Det er en af de primære årsager til, at OLED TV leverer meget bedre HDR-billedkvalitet i spil – fordi de ikke bruger hjælpesystemer. Vores eksemplar af TCL C845 havde pæn fordeling af LED-bagbelysningen, men vi aner ikke, om andre eksemplarer lider af problemer. Her må købere bidrage med feedback efter køb. VA LCD-panelet i C845 har smalle betragtningsvinkler, som det fremgår af billederne nedenfor. Vi anbefaler derfor ikke TV'et til stuemiljøer, hvor nogle seere sidder ud til siden for TV'et. Lysglorierne bliver også markant værre fra vinkler.

Konklusion

I vores anmeldelser af Samsungs miniLED LCD TV ("Neo QLED") har vi konkluderet, at såfremt de skal konkurrere med OLED TV på billedkvalitet, skal antallet af LED-zoner øges dramatisk, eller også skal prisen på miniLED LCD TV'ets ligge et niveau lavere. TCL leverer i spandevis på denne betragtning, idet C845 koster mellem halvdelen og en tredjedel af et Samsung high-end 4K LCD TV selvom det stadig har 576 zoner til acceptabel HDR og høj lysstyrke.
Annonce:
Det er vildt, men måske ikke så overraskende i betragtning af, at Samsung (og Sony og andre) nu indkøber LCD-paneler fra TCL CSoT. Den kinesiske panel- og TV-producent vokser hastigt og under testen af C845 noterede vi os slående ligheder med Samsungs high-end LCD TV – den største forskel værende Google TV. C845's design er fint, fjernbetjeningen acceptabel, højttalerne ikke så gode, men billedkvaliteten ligger meget tæt på til en brøkdel af prisen. Omvendt kan TCL C845 ikke matche populære OLED TV på billedkvalitet og den er begrænset til kun to HDMI 2.1-porte. Selskabet er endnu ikke rykket til den mere kraftfulde MediaTek Pentonic 1000 chip og vi stødte på sporadiske, mindre software-problemer med Google TV. Hvis du af en eller anden grund undgår OLED TV, så viderefører TCL nu den 'value-for-money'-tilgang, som de har opereret med i mellemklassen, til segmentet for premium LCD TV for at udfordre Sony og Samsung. På trods af skærmens begrænsninger, så mener vi, at du seriøst bør overveje TCL C845 som et alternativ til andre high-end LCD TV, og vi mener, at den fortjener vores Top-Anbefaling Award pga. det konkurrencedygtige forhold mellem billedkvalitet og pris.

Pris og forhandler:

God SDR, acceptabel HDR billedkvalitet
Pris
HDMI 2.1 porte, funktioner
Google TVs app-udvalg


miniLED glorier, for få zoner
Kun to HDMI 2.1 porte
Gammel MediaTek chip
Google TV begrænsninger i Danmark




Flere anmeldelser

Test: Sonos Arc Ultra

26 Nov 2024 |

Test: Panasonic Z95A (MLA OLED)

14 Nov 2024 |

Test: Samsung HW-Q995D (Q990D)

31 Oct 2024 |

Test: Sony Theatre Quad

25 Oct 2024 |