Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonMicrosoft annoncerer ny Xbox Series X uden disc-drev - FlatpanelsDK

Microsoft annoncerer ny Xbox Series X uden disc-drev

10 Jun 2024 | Rasmus Larsen |

Microsoft har løftet sløret for en hvid Xbox Series X uden disc-drev. Et drev til spil og film vil kun være at finde i en specialudgave af konsollen, der sælges i begrænset mængde.

Efter tidligere at have fjernet disc-drevet fra den billigere Xbox Series S, tager Microsoft nu endnu et stort skridt i retning af helt at droppe skiver i konsolsammenhæng.

Senere i 2024 mister standardudgaven af Xbox Series X nemlig også disc-drevet. Det meddelte selskabet på en hellig søndag.

- "Denne kommende juleperiode vil tre nye Xbox Series X|S-konsolmuligheder slutte sig til vores nuværende lineup, med samme hastighed og ydeevne, men med flere design-, lager- og prismuligheder, der passer til dine behov," sagde Roanne Sones, chef for Xbox Devices.


Tre Xbox konsoller

De tre opdaterede Xbox konsoller omfatter en hvid Xbox Series S med en 1TB lagerplads, en hvid Xbox Series X med en 1TB lagerplads og en sort specialudgave af Xbox Series X med en 2TB lagerplads.

2024 Xbox konsoller

De har alle samme grafikydeevne som de nuværende udgaver af konsollerne, hvilket dækker over op til 4K 120Hz, VRR og HDR, muliggjort af HDMI 2.1. Din TV-skærm skal også understøtte HDMI 2.1 for at få fuldt udbytte. Se TV-databasen. Alle tre konsoller lanceres forud for julesalget til priser på 350, 500 og 650 Euro. Danske priser kendes endnu ikke.

En konsolfremtid uden disc

Sony lancerede for nylig PlayStation 5 Slim med et aftageligt discdrev. Den billigste udgave leveres uden disc-drev, men det kan tilkøbes og monteres ligesom det allerede er ved køb af den dyrere udgave. Microsoft tager mere definitive skridt mod en konsolfremtiden uden skiver, og det er svært ikke at betragte gårsdagens udmelding som et af de sidste skridt på vejen mod det mål. Ja, der er stadig et indbygget disc-drev i den nye 2TB-udgave af Xbox Series X, men Microsoft oplyser, at den "will be available in limited quantities in select markets", altså kun i udvalgte lande og kun i begrænset mængde. Når disc-drevet fjernes fra standardudgaverne af PlayStation og Xbox, betyder det, at mange købere ikke længere vil have mulighed for at rotere spilskiver, ej heller DVD, Blu-ray og UHD Blu-ray. Til filmbrug må man i stedet have fat i en særskilt UHD Blu-ray afspiller, der i senere år er blevet sværere at opstøve. Læs også: Status på UHD Blu-ray i 2024 Microsoft oplyser, at den nuværende 1TB-udgave af Xbox Series X med indbygget disc-drev kan købes så længe lageret rækker.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Hvordan Netflix kan udfordre PlayStation og Xbox

26 Jul 2024 |

Hvad er Google TV og hvilke TV-skærme har det?

25 Jul 2024 |

Hollywood øger indsats mod pirateri: Vil kunne blokere tjenester

24 Jul 2024 |

Hvad er Dolby Vision IQ og hvilke TV har det?

23 Jul 2024 |

Max: Alle abonnenter kan se OL med nye funktioner

23 Jul 2024 |