Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonDRs nye tv-arkiv 'Gensyn' åbner i dag på DRTV - FlatpanelsDK

DRs nye tv-arkiv 'Gensyn' åbner i dag på DRTV

15 Mar 2024 | Rasmus Larsen |

I dag lukker DR Bonanza og 'Gensyn' åbner på DRTV. Det er ikke en erstatning, men et nyt arkivtilbud, hvor man bl.a. kan se den nyrestaurerede Huset på Christianshavn.

Gensyn bliver en del af streamingtjenesten DRTV som følge af den nye medieaftale 2023-2026, der blandt andet har til mål at give danskerne let adgang til DRs arkiv.

Gensyn er et kurateret katalog, dvs. kun en mindre del af DRs arkiv bliver gjort tilgængeligt, udvalgt af DR med fokus på dansk kulturarv. Der kommer løbende nyt arkivindhold til, mens andet fjernes pga. omkostninger til rettigheder.


DRTV Gensyn

Gensyn i DRTV appen. Foto: Flatpanels

- "Vi er nu klar til at slå dørene op for et sandt skatkammer med spændende, rørende og tankevækkende tv fra den nyere danmarkshistorie, som den gennem årene er blevet afspejlet af DR. Det har været en helt fantastisk opgave at skabe Gensyn, og vi er selv glade for resultatet, som vi håber, danskerne vil tage godt imod og være nysgerrige efter at gå på opdagelse i og på den måde blive klogere på den tid, vi lever i nu," siger Maria Rørbye Rønn, generaldirektør i DR.

Ikke direkte erstatning for Bonanza

Det nye tilbud er ikke en direkte erstatning for DR Bonanza, der åbnede i 2008. DR Bonanza lukker i dag den 15. marts. Til gengæld bliver Gensyn lettere tilgængeligt på tværs af web, Smart TV, Apple TV, Google TV og mobil-apps, idet det er en del af DRTV appen. Den danske public-service udbyder forventer, at Gensyn vil blive brugt af væsentligt flere danskere end Bonanza.

DRTV Gensyn

Gensyn i DRTV appen. Foto: Flatpanels

DRTV Gensyn

Gensyn i DRTV appen. Foto: Flatpanels

Kataloget omfatter blandt andet første del af den nyrestaurerede Huset på Christianshavn og den tidligere restaurerede Matador. Læs også: 'Huset på Christianshavn' får flottere restaurering (4K) end 'Matador' Ved lancering kan danskerne også finde Gøngehøvdingen, Ka’ De li’ østers, Nana, Casper & Mandrilaftalen, Sonny Souffle Chok Show, Taxa, Krøniken, Rejseholdet, Drengene fra Angora, Sonja fra Saxogade, Gamle Danmark, programmer om kongehuset gennem tiden og højdepunkter fra TV-Teatret.

Gensyn gennem 15 temaer

DR oplyser, at Gensyn lanceres med 15 temaer, der spænder fra satire til børneprogrammer. Et udvælgelseskriterie er, at indholdet skal være mindst 20 år gammelt. De femten temaer fremgår af tabellen nederst. - "Det er en redaktion i DR, der gennemgår og vælger, hvad vi gerne vil vise, som opfylder formålet om at stille vores kulturarv til rådighed for danskerne," siger Maria Rørbye Rønn. - "Vi kommer naturligvis til at publicere programmer, som er lavet i en anden tid og som ikke ville være blevet lavet på den måde i dag. Det overordnede princip er, at der ikke er nogen begrænsninger i, hvad vi kan vise i Gensyn. Men det sker altid på baggrund af en konkret vurdering af indholdet ud fra overvejelser som, hvem der er målgruppen, den kontekst programmet vises i, hvordan dansk kulturarv formidles og så videre. Det er ikke noget, der kan sættes på en principiel formel." Det tilføjes, at danskerne kan indsende ønsker til Gensyn via DR brugerkontakt. DR blænder op for Gensyn i dag den 15. marts i DRTV appen. Huset på Christianshavn genudsendes på DR1 kl. 19:30 og Gensyn får desuden plads på DR2 kanalen lørdag eftermiddag fra den 16. marts.

15 temaer på Gensyn på DRTV

Serierne der samlede os Med blandt andet ’Huset på Christianshavn’, ’Matador’, ’Krøniken’, ’Gøngehøvdingen’ og ’Taxa’. I første omgang i alt 8 serier. Krimiserier ’Rejseholdet’, ’Een gang Strømer’, ’Ka' De li' østers?’ og ’En by i provinsen’ – i alt 12 af de mest populære af slagsen gennem tiden. Gyldne stunder fra de skrå brædder Rummer ved premieren 17 udsendelser med tv-teater og transmissioner med blandt andet ’Indenfor Murene’, ’Anna Sophie Hedvig’ og ’Svend, Knud og Valdemar’. Litteraturens originaler Til at begynde med 9 udsendelser med blandt andre Karen Blixen, Klaus Rifbjerg, Poul Borum og Suzanne Brøgger. Det talte vi meget om dengang 90'erne Udsendelser om begivenheder, der fyldte meget i mediebillede, da de fandt sted. I alt 7 udsendelser med blandt andet Hans Engells kollision med en betonklods på Helsingørmotorvejen, præsident Clintons historiske tale til danskerne, prins Joachim og Alexandras forlovelse og Morten Boje Hviid, der overlevede færgen 'Estonia's forlis. Danmarkshistorien Indeholder ved premieren på Gensyn 9 udsendelser herunder danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard. Rigeligt smør - sådan har vi lavet mad I første omgang 18 udsendelser med blandt andet Mik Schacks hjemmeservice, Jan & Roy Hurtigkarl og Conrad & Aksel. Sonja, Buster og alle de andre Masser af gensyn med børnefiktion. I alt 15 udsendelser herunder blandt andet ’Nana’, ’Tyllefyllebølleby’, ’Guldregn’, ’Sonja’ og ’Busters verden’. Det grinte vi meget af dengang Ikke færre end 22 udsendelser som blandt meget andet ’guld’ tæller ’Drengene fra Angora’, ’Sonny Souffle Chok Show’, ’Normalerweize’, ’Hov-Hov’ og ’Casper & Mandrilaftalen’. Store armbevægelser med DR’s symfoniorkester Koncertoptagelser, som blandt andet tæller Kong Frederik IX, der dirigerer Radiosymfoniorkesteret. Der er i første omgang 7 udsendelser. Vi elsker vort land Blandt andet en række portrætter af danske byer fra begyndelsen af 1960’erne. I alt 11 udsendelser. Lørdagshjørnet Gennem næste 10 år fra midten af 1970’erne var ’Lørdagshjørnet' en populær udsendelse på DR, hvor kendte gæster blev interviewet. Her er blandt andet gensyn med Dirch Passer, Kim Larsen, Bodil Udsen, Lily Broberg, Lisbet Dahl og Grethe Sønck. Sådan var kvinder Der er sket ganske meget i forhold samfundets syn på kvinderne gennem de år, hvor DR har sendt fjernsyn. Derfor er dette tema på 14 udsendelser et godt eksempel på, hvordan Gensyn kan vise en historisk udvikling. Hvordan er kvinder blevet portrætteret gennem tiden, og hvordan er de blevet italesat både af medierne og af dem selv? Her kan man møde en række kvinder, der alle er forskellige steder i livet og i historien, men alle giver de et indtryk af, hvordan det var at være kvinde for netop dem. På samme måde kan der senere komme samlinger i Gensyn med titler som ’Sådan var børn’, ’Sådan var de unge’ og så videre. Meget mere Annisette I anledning af at DR1 og DRTV fra den 6. marts sender en ny dokumentarserie om Anisette har Gensyns redaktion sammensat et udvalg af programmer med Annisette og bandet Savage Rose. De har været med siden 1960’erne, og der findes adskillige udsendelser om og med dem. Her er der gensyn med 6 af dem. Mennesket bag magten Udsendelser om danske politikere. Her kan man møde både statsministrene Anker Jørgensen, Poul Schlüter og Anders Fogh Rasmussen samt en række andre markante politikere som Pia Kjærsgaard og Ritt Bjerregaard. Lige som de andre samlinger vil den blive udbygget løbende og rummer ved premieren 11 udsendelser.
Flatpanels

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Status på UHD Blu-ray i 2024

26 Apr 2024 |

Smugkig på den kommende X (Twitter) app til Smart TV

26 Apr 2024 |

Får du også hvid skærm på DRTV? DR arbejder på løsning

26 Apr 2024 |

Apple Home & AirPlay support for første gang i 2024 Philips OLED TV

25 Apr 2024 |

1 million har oprettet login på DRTV

25 Apr 2024 |

Første 480Hz OLED panel til high-end gaming nu i masseproduktion

25 Apr 2024 |