Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonDolby Vision understøtter nu officielt 3D til hjemmebrug - FlatpanelsDK

Dolby Vision understøtter nu officielt 3D til hjemmebrug

08 Feb 2024 | Rasmus Larsen |

Dolby Vision-formatet er blevet udvidet med understøttelse af stereoskopisk 3D-video til hjemmebrug, inkl. afspilning af biograf-optimerede 3D-film i 4K-opløsning.

Udviklingen kommer næppe som en overraskelse for dem, der har fulgt lanceringen af Apple Vision Pro i denne måned. Apple og Dolby har samarbejdet om at bringe 3D 4K-film til forbrugerelektronik i form af Dolby Vision profil 20.

- "Profil 20 er den første Dolby Vision-profil, der understøtter MV-HEVC og muliggør levering af stereoskopisk (3D) video. Alle andre Dolby Vision-profiler understøtter kun monoskopisk (2D) video," forklarer Dolby. "I øjeblikket er Apples nyligt annoncerede Apple Vision Pro den eneste enhed, der understøtter afspilning af HDR 3D stereoskopisk video ved hjælp af Dolby Vision-profil 20."


Biograf-optimerede film på skærme

Dolbys særlige biografer med laserprojektion, Dolby Cinema, har fremvist 3D-film i noget tid. Det er disse 3D-film, der nu gøres tilgængelige hjemme i stuen via Apple Vision Pro. - "Dolby Vision profil 20 er til at starte med beregnet til at levere en fordybende 3D-videooplevelse i Head Mounted Displays (HMD'er), såsom afspilning af førsteklasses Dolby Cinema 3D-film. Dette repræsenterer et spændende skridt fremad for visuelle oplevelser af høj kvalitet, som indtil nu kun kunne nydes i premium biografer," sagde Dolby. "Afspilningsenheder, der understøtter Dolby Vision profil 20, vil være i stand til at præsentere biograf-masteret indhold på en række forskellige skærme." Selskabet tilføjer, at kun udvalgte partnere pt. kan skabe film i 3D Dolby Vision. Som skrevet tidligere på Flatpanels, er Disney et af de første studier, men dog ikke det eneste.

Jurassic World Dominion 3D

3D-film er for første gang tilgængelige i 4K og Dolby Vision. Men kun på Apple Vision Pro. Foto: Flatpanels

Den spæde start

Hidtil har 3D-film til hjemmebrug været begrænset til 1080p opløsning og SDR på Blu-ray og streamingtjenester udenfor Danmark. Introduktionen af Dolby Vision profil 20 repræsenterer således samtidig skridtet til 4K og naturligvis Dolby Vision HDR til 3D-fremvisning. Der er pt. ingen 3D-specifikation under HDR10 og HDR10+. Det er den spæde start for 3D i 4K. Dolby forklarer, at profil 20 er baseret på MV-HEVC codec'et, der kan indeholde to billedstrømme; et til hvert øje. MV-HEVC blev udgivet i 2014, men begrænset til 8-bit SDR. En udvidelse med 10-bit kaldet MV-HEVC Main10 forventes først offentliggjort i april 2024. Med andre ord har Dolby fået en forlomme. Profil 20 er ikke bagudkompatibel med eksisterende Dolby Vision-afspilningsenheder såsom TV og mediebokse, ikke engang i 2D. Dolby omtaler kun headset. Ingen TV-producenter har over for Flatpanels tilkendegivet, at de arbejder på at genintroducere 3D. Ejere af Apple Vision Pro kan pt. streame over 200 3D-film via Disney+ og Apple TV appen. Kun et udvalg af disse i 4K Dolby Vision. Læs også: Apple opgraderer dine købte film til 3D gratis Alternativt kan man tjekke Apples 3D-demofil, Prehistoric Planet, der kan streames i op til 4K-opløsning (34 Mbps bitrate) med Dolby Vision HDR og Dolby Atmos lyd. - Kilde: Dolby, Apple

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Crunchyroll nu tilgængelig på nyere LG Smart TV

22 Feb 2024 |

Panasonic kan ikke love danske apps i nye OLED FireTV ved lancering

22 Feb 2024 |

Disney overlader sin DVD & Blu-ray produktion til Sony

22 Feb 2024 |

Samsungs 2024 TV får 360 Audio med høretelefoner

21 Feb 2024 |

Elgiganten slår dørene op i Frederikshavn d. 1. marts

21 Feb 2024 |

Detailkæder indtager TV-markedet: USAs største TV-mærke nu opkøbt

21 Feb 2024 |