Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonSamsungs nye 8K Q950R har HDMI 2.1 & bredere betragningsvinkler - FlatpanelsDK

Samsungs nye 8K Q950R har HDMI 2.1 & bredere betragningsvinkler

14 Feb 2019 | Rasmus Larsen |

Samsung har løftet sløret for anden generation af sit 8K ”QLED” LCD-tv, der byder på to markante nyheder; Q950R har bredere betragtningsvinkler og er udstyret med HDMI 2.1.

Samsung Q950R 8K TV

Samsung lancerede sit første 8K-tv (Q900R) på IFA-messen i september 2018 og Flatpanels kunne fra CES-messen rapportere, at selskabet har en opgraderet Q950R på vej i år. Denne Q950R med ”de nye 2019 QLED innovationer” er netop blevet afsløret ved selskabets lanceringsevent i Portugal.

- "Nøgleprodukterne afsløret i 2019 QLED-serien omfatter en række 8K og 4K-tv, herunder 8K Q950R, der spænder fra 65-tommer til 98-tommer i størrelse, " lød det fra selskabet.

Den første markante opgradering er ‘Q Ultra Wide Angle’, som også findes i visse high-end 2019 4K-modeller. Det er en ny LCD-panelstruktur, som øger betragtningsvinklerne, så farver og kontrast bedre opretholdes fra yderlige vinkler. Vi fik det demonstreret på CES og det ser lovende ud, så vi er spændte på at undersøge skærmene nærmere.


 Samsung 8K Q950R


Den anden nævneværdige opgradering er HDMI 2.1. Ifølge Samsung har Q950R en ny One Connect-boks, som kan håndtere signaler i op til 8K60, altså video i 8K-opløsning og 60 billeder per sekund. Samsung har endnu ikke kommenteret på andre HDMI 2.1-funktioner såsom VRR, eARC og ALLM, men vi jagter mere information.

Selskabets første 8K-tv, det såkaldte Q900R, blev lanceret uden HDMI 2.1, men i visse regioner er en opgraderingsboks blevet gjort tilgængelig. Der er endnu intet nyt om denne boks på vores kanter. Opdatering 15.2.2019 Samsung Danmark oplyser, at "vi kommer med en løsning på HDMI 2.1" til sidste års Q900R.


 Samsung 8K Q950R


Airplay 2, iTunes, Bixby mm.

Q950R byder naturligvis også på de andre nye funktioner for 2019, herunder Apple Airplay 2 og iTunes, en udbygget Bixby stemmeassistent, Google Assistant og Amazon Alexa kompatibilitet samt en opdateret Ambient-funktion.

Ligesom sidste års Q900R, er 2019-modellen baseret på et 8K LCD-panel med zone-styret LED samt en ekstern boks til stikforbindelser. Skærmen kan håndtere HDR10, HDR10+ og HLG HDR-formater, men Samsung ser stadig bort fra Dolby Vision.


 Samsung 8K Q950R


På designfronten fremstår Q950R identisk med forgængeren Q900R. Den kan placeres på et tv-møbel med de medfølgende fødder eller monteres på væggen.

Der er stadig intet nyt at berette om indhold i 8K-opløsning, hvorfor Samsung lægger vægt på skærmens opskaleringsfunktion, som de hævder er baseret på AI – kunstig intelligens. I vores test af Q900R kunne vi konstatere, at det primært dækker over kunstig skarphed i billedet, hvilket tilføres vha. hvide eller sorte streger om objekter. For at nyde fordelene ved et 8K-tv, kræves 8K-indhold.

Samsung Q950R lanceres i 65, 75, 82 og 98-tommer i løbet af første halvår 2019.



Flere nyheder

DR-rapport: Meget tyder på nye fald i flow-tv de næste år

21 Jan 2021 |

Usmart TV: Forsvindende apps og flygtige platforme – opdateret

21 Jan 2021 |

HBO Nordic udfases på mange Samsung Smart TV og PS3

21 Jan 2021 |

Fire små & mellemstore streaming-tjenester har nydt solid fremgang

20 Jan 2021 |

Mere streaming: Paramount+ kommer til Danmark i marts 2021 – opdateret

20 Jan 2021 |

Nvidia Shield virker nu med PS5's DualSense & Xbox Series X/S controllere

20 Jan 2021 |