Samsung afslører 2019 Q90R, Q80R, Q70R & Q60R 4K "QLED" LCD TV

12 Feb 2019 | Rasmus Larsen |

Samsung har præsenteret sine nye 4K-skærme samt en udvidet Q900R 8K-serie. Nogle af de nye "QLED" LCD-tv har bredere betragtningsvinkler og zone-styret LED-lys. Samtlige TV har Airplay 2 og iTunes.

Samsung 2019 4K TV

De nye 4K-skærme fra Samsung lanceres i formater fra 43 til 82 tommer. Modelprogrammet består af flere store modeller end i foregående år, pointerer Samsung, der henviser til, at en analyse fra IHS Markit spår, at markedet for tv-skærme på 75-tommer eller større, stiger fra 2,1 mio. enheder sidste år til 3 mio. i år.

- “Vores 2019 QLED-modelserie er skabt til købere, der vil have den bedste kombination af billedkvalitet, smart TV-funktionalitet og design,” siger Samsung. “Dette års modelprogram indeholder de største skærmformater nogensinde. Skærmene dækker over innovative forbedringer og spændende partnerskaber indenfor indhold og tjenester, der tilsammen leverer en virkelig banebrydende billedoplevelse for pengene.”


 Samsung Q90R 4K TV


Q90R, Q80R og Q70R er alle baserede på 4K LCD-paneler med zone-styret LED-belysning, som forbedrer kontrast, samt et lag af quantum dots, der udvider farverummet. Q60R har et mindre avanceret kantbelyst LCD-panel, men stadig det brede farverum.

Samsung har ikke frigivet fulde tekniske detaljer, men på CES-messen antydede selskabet, at Q90R har mere eller mindre samme antal lyszoner, som sidste års Q9FN. Ved samme lejlighed lagde selskabet vægt på, at algoritmen til lysstyring er forbedret, så bl.a. detaljer i mørke områder fremstår mere præcise. Q80R og Q70R har markant færre zoner.

Q90R og Q80R har desuden ‘Ultra Viewing Angle’, der dækker over en opgraderet struktur i LCD-panelet, som udvider betragtningsvinklerne. Vi så Q90R i aktion på CES og det ser lovende ud, men vi afventer med at afsige dom indtil vi har undersøgt skærmene under kontrollerede forhold.

Opdatering 14.2.2019: Samsung har præsenteret Q85R, der har ekstern One Connect-boks samt anden generation 8K TV kaldet Q950R, der kommer i formater på helt op til 98 tommer. Yderligere information kan findes her.


 Samsung Q90R 4K TV


Den ’Quantum Processor’, der tidligere var forbeholdt selskabets 8K-tv, implementeres i år også i 4K-modellerne, hvor den kaldes ‘Quantum Processor 4K’. Samsung lægger vægt på ”AI” – kunstigt intelligens – vinklen og forklarer, at processoren kan tilføre billeder øget skarphed, farveintensitet og andre billedændringer.

Processoren har desuden “AI-lyd og billede”, der søger at løfte lyd og billede afhængigt af typen af videosignalet og billedkompositionen. I vores test af Q900R kunne vi dog konstatere, at "AI-billede" primært er en øvelse i at tilføre kunstigt skarphed omkring kanter og objekter, og ved demonstrationen på CES bemærkede vi, at processoren til tider fik billedet til at fremstå meget kunstigt.

De nye 4K-skærme fra Samsung lader ikke til at byde på HDMI 2.1 ligesom det er tilfældet i LGs high-end 4K OLED og LCD-tv. Den eneste bekræftede HDMI 2.1-funktion indtil videre er ALLM, som automatisk skifter til spil-tilstand, når et spil startes på en spilkonsol. Baseret på Samsungs publicerede specifikationer, er der heller ikke HDMI eARC i skærmene. Ligesom sidste års modeller, så understøtter 2019-modellerne FreeSync (version 2), der kan give en mere flydende spiloplevelse.

”QLED” er henover de sidste to år blevet positioneret som en direkte konkurrent til OLED, men der er tale om konventionel LCD-teknologi, som Samsung forsøger at løfte igennem forskellige tiltag. Det koreanske selskab har tidligere promoveret skærmene som mere lysstærke, med kraftigere højlys, end konkurrerende OLED-tv, men måske som resultat af, at de oplyste tal for højlys har været meget optimistiske, ændrer Samsung i år ordlyd, så f.eks. Q90R nu angives blot som "Quantum HDR 16X". Skærmene understøtter HDR10, HDR10+ og HLG formaterne. Samsung ser stadig bort fra Dolby Vision.


 Samsung Q70R 4K TV


Tizen, Airplay 2 og iTunes

Samsung kalder sit tv-styresystem for Tizen og der er i år visse nyheder på denne front. Nogle af nyhederne går danskerne dog glip af, herunder version 2.0 af Samsungs Bixby-stemmeassistent, som stadig kun taler engelsk. Herudover kan skærmene styres med Google Assistant og Amazon Alexa via eksterne enheder.

En af de store nyheder i år bliver Apple Airplay 2 og iTunes app. Nyheden blev præsenteret på CES-messen i Las Vegas i starten af januar. Ved lancering vil Samsung være den eneste tv-producent, som tilbyder iTunes app, men til gengæld har skærmene fra Samsung ikke Apple HomeKit.

- “Samsung will take the user experience to the next level by offering iTunes Movies and TV Shows and Apple AirPlay 2 support on 2019 Samsung Smart TV models. Support on 2018 Samsung Smart TVs will be made available via firmware update. In an industry first, a new iTunes Movies and TV Shows app will debut on Samsung Smart TVs in more than 100 countries. AirPlay 2 support will be available soon on Samsung Smart TVs in 190 countries worldwide,” lød det fra selskabet.

iTunes app’en integrerer desuden med Samsungs Universal Guide – en form for tv-guide til streamingtjenester – samt Bixby stemmestyring. Igen må danskere dog spejde langt efter disse ting.


 Samsung Q90R 4K TV


Afslutningsvis lægger selskabet vægt på en udbygget ’Ambient’ funktion, som “forvandler en blank skærm til en dekorativ eller informativ skærm, når tv’et ikke aktivt benyttes”. Det dækker konkret over et større udvalg af kunstneriske og dekorative billeder”.

2019-programmet indeholder også mere basale kantbelyste LCD-modeller såsom RU8xxx og RU7xxx serierne. Det konkrete modelbetegnelse for det danske marked kender vi endnu ikke, men vi har nedenfor inkluderet modellerne, som er præsenteret i USA, hvor skærmene lanceres i 43 til 82 tommer.

De nærmere detaljer for Europa annonceres inden længe, men bør gå nogenlunde i spænd med annonceringerne fra USA, hvor forsalget netop er startet. Vi jagter yderligere detaljer, herunder danske priser.

Samsung 2019 TV


8K TV
Q950R (zone-styret LCD): 65”, 75”, 82”, 98”


4K TV
Q90R (zone-styret LCD): 55", 65”, 75”
Q85R (zone-styret LCD): 55", 65", 75"
Q80R (zone-styret LCD): 55”, 65”
Q70R (zone-styret LCD): 49”, 55”, 65”, 75”, 82”
Q60R (kantbelyst LCD): 43”, 49”, 55”, 65” , 75”, 82”


Lifestyle 4K TV:
The Frame: 43”, 49”, 55”, 65”
The Serif: 43", 49" 55”


4K RU-serier
RU8005: 49”, 55”, 65”, 75”, 82”
RU7305 (buet): 49", 55”, 65”
RU7105: 43”, 49”, 55”, 58”, 65”, 75”, 82"



Flere nyheder

Filmbutikker

Filmbutikker som iTunes & Blockbuster har overhalet DVD/Blu-ray i Danmark

24 Apr 2019 | Rasmus Larsen |
Power prismatch

Power indfører 30 dages prismatch

24 Apr 2019 | Rasmus Larsen |
Samsung Q90R

Oversigt: Samsung 2019 TV

23 Apr 2019 | Flatpanels |
Sony AG8 OLED

Sony 2019 OLED starter på 19.000 kroner

23 Apr 2019 | Rasmus Larsen |
Formation soundbar

B&W lancerer Formation soundbar med AirPlay 2

22 Apr 2019 | Rasmus Larsen |
TDC

Streaming-abonnementer overgår nu kabel-tv globalt

22 Apr 2019 | Rasmus Larsen |
Disney+

Oversigt: Disney+ film, tv-serier, dokumentarer, originals & bagkatalog

19 Apr 2019 | Rasmus Larsen |
Bose Soundbar 700

Bose frigiver AirPlay 2 opdatering til soundbarer & home speaker

19 Apr 2019 | Rasmus Larsen |