Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonNy tv-udbyder vil udfordre de store med "Danmarks billigste tv-pakke" - FlatpanelsDK

Ny tv-udbyder vil udfordre de store med "Danmarks billigste tv-pakke"

28 Nov 2018 | Rasmus Larsen |

MoreTV melder sig ind på det danske tv-marked med en grundpakke til 49 kr/md. hvilket de kalder ”Danmarks billigste tv-pakke”. Den består af DRs seks kanaler, TV2, regional-tv og nabolands-tv. 

MoreTV udfordrer de store

I en tid, hvor etablerede tv-udbydere som YouSee, Stofa og Waoo har endeløse prisstigninger på programmet, tror holdet bag MoreTV på, at der er plads til en discount-udbyder på det danske marked.

"Vi tror, at der er plads til en discount-udbyder på tv-markedet"
- ”Konceptet bag MoreTV er at levere Danmarks billigste grundpakke. Vi tror, at der er plads til en discount-udbyder på tv-markedet,” siger Mads Claudi, idémanden bag MoreTV, til Flatpanels. ”Tjenesten blev lanceret i fredags og vi starter stille og roligt op for at sikre os, at det hele fungerer efter hensigten.”

Grundpakken koster 49 kr/md. og består af bl.a. af de seks DR-kanaler, TV2 hovedkanalen, TV2-regionerne samt nabolandskanalerne. Til sammenligning koster YouSees grundpakke fra næste år 299 kr/md., men den har dog også TV3, Kanal 5 og DK4.


MoreTV


Selskabet forklarer, at man kommer i gang ved at købe en tv-boks, som er baseret på Android TV-platformen. Der kræves ikke antennekabel for kanalerne streames over internet-forbindelsen. Indenfor kort tid vil MoreTV desuden kunne tilbyde web-tv via en app til Apple TV og udvalgte Smart TV samt Android og iOS. Web-tv kan købes særskilt fra tv-boksen, hvis man ønsker det.

- ”For at komme i gang er der et engangskøb af tv-boks til 649 kroner eller 99 kroner til app. Der er ingen binding, så man kan starte op og lukke ned løbende fra måned til måned. Grundpakken med tv-kanaler koster 49 kroner per måned,” forklarer Mads Claudi.


MoreTV


Fokus på grundpakke – arkiv på vej

MoreTV holder fokus på grundpakken og der er således ingen umiddelbare planer om at sælge store tv-pakker. Vil seere have mere tv-indhold såsom sport, kan de tilmelde sig streamingtjenester som Viaplay og TV2 Play. Apps kan installeres på den Android-baserede tv-boks.

MoreTV bekræfter, at arkivindhold på tv-kanaler er på vej. At det mangler ved lancering, skyldes udelukkende rettigheder. Den tekniske platform er klar.

- ”Vi har ligget i forhandlinger i halvandet år for at få rettighederne på plads. Vi har til at starte med en tv-boks, der er baseret på Android TV. Vi har en EPG (TV Guide, red). Der kommer web-tv og arkiv-del, når rettighederne er på plads. Web-tv bliver formentlig klar før nytår. Arkiv-delen kommer nok i januar eller februar næste år.”

Det oplyses, at der streames i HD-videokvalitet, såfremt tv-kanalen findes i formatet. Teknisk bruges multicast og adaptiv bitrate på op til over 10 Mb/s. Den tekniske løsning skal sikre, at signalet er stabilt på langsomme internetforbindelser og at kvaliteten hæves, hvis man har en hurtigere forbindelse.

Hvad angår den tekniske platform, så samarbejder MoreTV med selskabet Infomir, der står bag Ministra Player samt den tv-boks, som MoreTV sælger. Det er en veludbygget platform med apps til bl.a. Apple TV, LG webOS og Samsung Smart TV (Tizen), foruden Android og iOS.

- ”Vi samarbejder med Ministra Player, der findes til blandt andet nogle Smart TV og Apple TV. Der er ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken. De har udviklet boksen og softwareplatformen, så vi kan levere en billig grundpakke,” siger Mads Claudi


MoreTV Ministra Player


Skal være simpelt

Selvom der er fleksibilitet og tekniske udvidelsesmuligheder i løsningen, så lægger MoreTV vægt på, at det er nemt at komme i gang. Løsningen skal også appellere til den del af befolkningen, som ikke er IT-kyndig. Tv-kanalerne skal flyde, som de altid har gjort, på ”gammeldags” manér, lyder det. Der er en kanalliste samt TV-guide, hvorfra man kan danne sig overblik. Brugerfladen ses ovenfor.

Men hvorfor skal man vælge MoreTV fremfor at gå direkte til DR og TV2s respektive streamingtjenester DRTV og TV2 Play? MoreTV mener, at fordelen ved deres løsning er, at man samler de vigtigste kanaler i en grundpakke, hvor det handler om se tv og intet andet.

- ”Man skal vælge MoreTV, hvis man vil undgå at skulle bruge flere separate apps for at se tv. Når man sætter sig ned, så ser man tv sammen uden at man skal sidde med en telefon i hånden for at styre det hele. Det kører, som det altid har gjort og er tv på den lidt mere gammeldags måde,” afslutter Mads Claudi.

MoreTV vil ikke ud og bruge millioner på storstilede reklame-kampagner. De håber i stedet på, at danskere, som føler sig fanget i de etablerede tv-distributørers prisskrue, vil kigge på alternativet. Drømmen er ikke at blive den næste YouSee, men i stedet at holde fokus på en discount-grundpakke. Du kan læse mere på moretv.dk.

Fakta om MoreTV

Grundpakke: 49 kr/md.
TV2, DR1, DR2, DR3, DR Ultra, DR K, DR Ramasjang, TV2 Regionerne, TV2 Sverige, NRK Super, TV2 Nyhetskanalen, SVT1, SVT2, SVT24, NRK1, NRK2, NRK3, TV4 Norge, Kunskabskanalen

TV-boks eller web-tv
Tv-kanalerne kan modtages via tv-boks (698 kr.) og inden længe web-tv apps (99 kr.) til Android, iOS, Apple TV, LG webOS Smart TV og Samsung Tizen Smart TV.

Man kan maksimalt have tre bokse per abonnement og maksimal tre web-tv licenser per abonnement.

Virker med alle bredbåndsforbindelser.

Videokvalitet
Der streames i HD-kvalitet såfremt kanalen udbyder dette. Bitrate er over 10 Mb/s i højeste kvalitetslag.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Streamingforbruget når nye højder Danmark

16 Apr 2024 |

Altibox udmelder store prisstigninger på tv-pakker

16 Apr 2024 |

DTS:X lander på Disney+ i maj med 18 Marvel-film og Queens-koncert

15 Apr 2024 |

Medie: Disney tæt på store fodbold-rettigheder i Danmark

15 Apr 2024 |

Omfanget af hackede Roku Smart TV langt større end først antaget

15 Apr 2024 |

Danske priser på 2024 LG OLED (B4, C4, G4) – starter lavere

12 Apr 2024 |