Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonEM-fodbold på DRTV: Nye funktioner, men 4K bliver ikke klar - FlatpanelsDK

EM-fodbold på DRTV: Nye funktioner, men 4K bliver ikke klar

31 May 2021 | Per Fanefjord Laursen |

DR har i dag præsenteret deres planer for fodbold-EM. Der kommer ikke 4K-sendinger i denne omgang, men DR lover lavere forsinkelse på streaming-signalet og mulighed for at streame kampene under ferien. Der kommer også 'Se sammen'-funktion.

Fodbold-EM på DR

Troels Hauch Tornmark
Troels Hauch Tornmark, Produktchef for DRTV
EM i herrefodbold om 12 dage bliver en af de største sportsbegivenheder nogensinde på dansk grund med i alt 4 kampe i Parken. Det bliver også en stor mediebegivenhed på alle DRs platforme. - "Vi gør alt, hvad vi kan, for at det skal blive en fuldstændig uforglemmelig oplevelse. Et fodbold-EM med dansk deltagelse og ovenikøbet på dansk grund er om noget med til at fremme den store, fælles samtale og samle os på tværs af alder, køn, uddannelse og landsdele. Det er en kerneopgave for DR at sikre, at en så fantastisk begivenhed kan opleves af alle," siger Anders Kern Boje, underdirektør i DR Nyheder med ansvar for sport. Danskerne kan deltage i fodboldfesten på flow-tv og streaming, på radio, på mobil, tablet eller PC. DR har senderettighederne til 32 kamp, mens NENT (Viaplay/TV3) har hele programmet (51 kampe). Flatpanels bad DRs produktchef for DRTV, Troels Hauch Tornmark, dele nogle af de tekniske aspekter af EM på DRTV: Hvilke funktionaliteter har DRTV afpudset op til EM?   - "Vi ved, at der kommer stor interesse for EM-kampene, så vi har brugt meget krudt på benarbejdet med at minimere risiko for eksempelvis nedbrud på DRTV, og vi har derfor optimeret på en række såkaldte ’backend’ komponenter og driftsrutiner. Kort fortalt hjælper de alle til at øge DRTVs maksimal kapacitet under ekstraordinært stort pres i form af mange samtidige brugere som tilgår DRTV mere eller mindre samtidigt," siger DRs produktchef for DRTV, Troels Hauch Tornmark, til Flatpanels. NENT har netop bebudet fodboldbilleder i 4K. Hvilken billed- og lydkvalitet sendes/streames EM i hos DR-kanaler og DRTV?  - "Vi sender ikke i 4K. Det er noget, vi overvejer ved store sportsbegivenheder, men vi fokuserer primært på at være der, hvor danskerne er. Men vi er på vej med 4K i nær fremtid, men ikke til EM," siger han. Læs også: Fodbold-EM 2021 sendes i 4K-kvalitet i Danmark Har DRTV formået at nedbringe forsinkelsen memlem flow tv og på streaming-signalet? - "Vi har testet og arbejdet med den udfordring, så vi nu er nede på 10-15 sekunders forsinkelse. Det er bedre end gennemsnittet blandt streamingudbydere. For at sikre en god og kontinuerlig oplevelse hos brugerne, har man brug for en buffer på brugernes devices, og der har vi arbejdet på at gøre den så kort som mulig." Hvilke nye interaktive funktioner har DRTV til EM? - "Det nyeste er, at vi introducerer en ’Se sammen’ på DRTV, så man kan opleve en EM-kamp, eller se et hvilket som helst program eller liveudsendelse sammen hver for sig, mens man skriver med hinanden i et privat chatrum på DRTV. Kombinationen Se sammen og fælles chat er ny," siger Troels Haunch Tornmark. DR oplyser, at 'Se sammen'-funktionen er tilgængelig via en webbrowser. Vil kampene kunne genses efter transmissionstidspunktet i DRTV's arkiv? - "Ja, vi sender klip fra alle kampene og samtlige af DR’s 32 kampe ligger tilgængelige efterfølgende."

DRTV fodbold-EM

Danskere på ferie vil kunne streame fodbold-EM på DRTV

EM-fodbold på din ferie

DRTV lover også en anden nyhed. Danskere på ferie i Europa kan streame EM-kampe live. Alle de 32 EM-kampe i herrefodbold, som DR viser, kan streames fra hotelværelset i mange europæiske lande. - "Brugerne i dag forventer let adgang til DR’s indhold, også når de er på ferie. Derfor er vi glade for at kunne tilbyde fuld adgang til DRTV på rejser i Europa, så man kan tage alle EM-kampene, DR’s stærke korps af danske kommentatorer og hele DR’s dækning med sig i kufferten," siger Peter Rosberg, publiceringschef i DR med ansvar for DRTV.

DRTV fodbold-EM

EM hos DR: Josefine Høgh er vært. Henrik Liniger og Andreas Kraul er kommentatorer. Foto: DR

For at få adgang kræver det, at brugeren logger ind på DRTV og via NemID bekræfter, at man har dansk bopæl. DRTV er tilgængeligt i alle EØS-lande: Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Island, Italien, Kroatien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig. Desuden vil DRTV tilbyde highlights på 5 minutter fra hver eneste kamp. Allerede nu ligger der flere optaktprogrammer i et ”EM bånd” på DRTV, som f.eks. portrætserierne Fodboldstjerne og Fodboldtalenterne, der stiller skarpt på etablerede og upcoming danske spillere. Og så har ungdomsfiktionsserien En for holdet fokus på streetfodbold. Fodbold-EM 2021 starter fredag den 11. juni med åbningskampen i Rom mellem Tyrkiet og Italien. EM varer præcis en måned. Danmarks første kamp, mod Finland, spilles den 12. juni klokken 18.00.

Faktaboks: EM på DRTV

  • DR viser 32 af i alt 51 EM-kampe
  • Mange fodbolddokumentarer som ’Og det var Danmark’, ’Ronaldo’ og ’Vikarlandsholdet’ klar allerede nu
  • Særlige highlights på 5 minutter fra hver eneste kamp
  • Op og nedtakter med kommentatorer og eksperter ved hver kamp. EM-dækning for børn med ’Ultra Nyt Sport’, ’Fodboldstjernerne’
  • ’Fodboldtalenterne’ og ’En for holdet’
  • Flatpanels

    Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

    Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

    Flere fokusartikler

    Status på UHD Blu-ray i 2024

    26 Apr 2024 |

    Første kig: Philips 2024 OLED TV og Ambilight Plus

    29 Feb 2024 |

    Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

    05 Feb 2024 |

    Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film

    02 Feb 2024 |

    Fremtidens skærme: Hvad vi så hos LG Display & Samsung Display

    31 Jan 2024 |

    Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

    04 Jan 2024 |