Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonPhilips 37PF9731D test - FlatpanelsDK

Test: Philips 37PF9731D

|


Indledning:

Philips har med 9731D serien introduceret noget af det ypperligste der i øjeblikket er på LCD-TV markedet, hvilket blandt andet den netop vundne EISA award underbygger. 9731D serien har flere forskellige ting at byde på med blandt andet Full HD (i 37 tommeren), Pixel Plus 3HD, Ambilight 3 og et spændende design.

Flatpanels har for kort tid siden testet Philips 9631D serie, som ligger i mid-end segmentet, men nu er turen kommet til 9731D serien, som er et af Philips absolutte high-end produkter.

Panelstørrelse:37" widescreen
Opløsning:1920x1080
Responstid:6 ms (g2g)
Overdrive:
Kontrastforhold:6000:1 (Dynamisk kontrastforhold)
Lysstyrke:500 cd/m²
Farveunderstøttelse:16.7 Millioner farver
Signal processering: 8 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):176°/176° (kontrasttab 10:1)
Dotpitch:-
Panelnummer (Type):ASV (Sharp)
  
Strømforbrug:185 W
Vægmontering:
Drejefod:
Størrelse (HxBxD): 70.7cm x 99.1cm x 11.4cm (uden fod)
Vægt26
  
Indbyggede højttalere: (2x15W)
Inputformater: 480p, 480i, 576i, 576p, 720p, 1080i
1:1 pixelmapping:
  
Indgange 
· VGA
· DVI (kan dog konverteres gennem HDMI)
· Audio (type)
· SCART (2 indgange, RGB)
· S-video
· Komposit
· Komponent (1 indgang))
· HDMI (2 indgange)
· Andet Common Interface, netværksstik
Udgange 
· Audio (type) (analog phono)
· SCART (2 stk.)
· S/PDIF
  
Medfølgende kabler  
· Strøm
· VGA
· DVI
· Audio (phono)
· S-VHS
· HDMI
· Andet
Garanti:-
Pixelgaranti:Ikke oplyst
Diverse:Dansk manual


Pris og Forhandler:


De første indtryk:



Skærmen er udført i helt sort med en blank ramme rundt om billedet. I venstre side af rammen står der cineos og i midten er Philips logo. Helt til højre sidder den infrarøde sensor til fjernbetjeningen og en diode, som angiver skærmens tilstand.
Den meget blanke ramme kan give et lidt irriterende genskin, hvis direkte lys eller sollys falder på den. DU kan prøve at bemærke det i billederne gennem testen. Rent designmæssigt ser det dog utrolig godt ud, og om genskæret er synligt, kommer meget an på omgivelserne, specielt lyssammensætningen i rummet.


Under rammen sidder højttalerne, som er skudt en smule bagud i forhold til rammen. Det ser pænt og integreret ud.

Foden er af massivt glas med en halvhvid nuance, som giver en fin effekt sammen med den metalfarvede fod. Foden kan desuden drejes fra side til side. Det skal dog gøres manuelt, da man ikke har integreret en elektronisk drejefod, som i den tidligere 9830 serien, vi testede for noget tid tilbage.

Monteringen af Tv’et er nem og ret overskuelig. På foden monteret man først en metalramme, som Tv’et efterfølgende skal sættes ned i. Konstruktionen giver en solid og ikke mindst praktisk løsning. Der medfølger desuden en quick-start guide.


De fleste stik skal monteres på bagsiden i underdelen af skærmen, så de dækkes af højttaleren, men komponent input og nogle lyd indgange og udgange peger ud fra bagsiden. Det samme var tilfældet på 9631D serien, som vi testede for få uger siden, og jeg synes det er en smule upraktisk i forhold til vægmontering. Hvis man f.eks. har et vægbeslag, som sidder meget tæt op mod væggen, kan disse stik komme i vejen.


Hvis man alternativt vælger en beslag der sidder lidt ud fra væggen, så skal man hvert fald være opmærksom på, at man ikke kan sætte kabler i disse stik efter montering – det skal gøres før. Lidt upraktisk.


I venstre side af rammen sidder der indgange til hukommelseskort og USB stik. Ligeledes er der en phono og en s-video indgang, samt en udgang til høretelefoner. USB og kortlæseren er en del af Philips multimedia center, som også er integreret i skærmen. Når man tilslutter en enhed kan man lave diasshow, lytte til musik eller se videoer fra eksterne harddiske, USB sticks eller hukommelseskort.

I højre side af rammen sidder der knapper til styring af skærmen.

Forud for testen:


Tv signalet er gennem testen analogt kabel-tv.
Det tests blandt andet med DVE disken og Peter Finzels test DVD, og ligeledes testes skærmen naturligvis i praksis ved både DVD, PC og Tv brug.

Skærmen vil også blive testet og vurderet ud fra monitorTest her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer.

Funktionalitet



Fjernbetjeningen er den samme, som vi fandt i 9631D serien og det synes jeg nu er lidt synd. Jeg savner Philips tidligere model, der blandt andet fulgte med 9830 serien. Hvis så ikke den specifikke model, så hvert fald materialevalget og det overordnede finish.
Den nye fjernbetjening er i mine øjne en smule for plastikagtig. Den er ikke grim, men jeg synes Philips har taget et skridt tilbage i stedet for frem på dette punkt.


Rent funktionelt er den dog rigtig god. De mest almindelige og praktiske knapper findes, som forventet og den er overskuelig, uden at blive kedelig.

Den kan desuden også styre en række andre Philips enheder, som f.eks. DVD og en STB.

Nederst sidder der nogle små og helt flade knapper. De er lidt svære at ramme præcist, så manden med ti tommelfingre kan komme i knibe, men da det ikke er blandt de vigtigste knapper, er det nok et kompromis Philips har valgt for at holde overskueligheden, og ikke mindst designet i den rigtige ånd.


37PF9731D har to tunere, som tillader, at man kan se to programmer samtidig. Det fungerer fint, f.eks. hvis småbørnene vil se et andet program, mens der er fodbold. Lyden kan leveres ud gennem en udgang til høretelefoner i venstre side af rammen. Det eneste jeg savner, er dog en funktion der skifter de to Tv billeder ud med hinanden.


Skærmen har også PIP funktionalitet. Det er dog ikke alle input der kan kombineres og det savner jeg helt bestemt. Jeg kan f.eks. ikke få Tv’et til at vise Tv, samtidig med, at jeg vil se et signal fra HDMI1 indgangen, når denne er tilsluttet en PC eller et mediecenter. Her får jeg blot en besked om, at kombinationen er umulig.


Menuerne er gode og ret typiske for Philips nyeste modeller. Den fylder hele skærmen indtil man vil indstille på billedet eller lyden. Det er i min mening en fin løsning, som samtidig er brugervenlig.

I menuen finder man blandt andet en såkaldt indstillingsassistent, som skal hjælpe brugeren med at indstille billedet efter personlige præferencer. Det fungerer til en vis grad, men man skal naturligvis ikke forvente en korrekt indstilling på denne måde.
I menuen er der gode muligheder for indstilling. Man har blandt andet muligheden for at aktivere eller deaktivere en række af de indbyggede billedfunktioner, herunder: Pixel Plus 3HD, Digital Natural Motion, ClearLCD, Dynamisk Kontrast, DNR, MPEG artefakt-reduktion, farveforbedring, Active Control og lyssensoren. Man har desuden mulighed for at vælge mellem 4 farvetemperaturer, indstille RGB værdierne, indstille brightness og kontrast, samt sharpness. Der er også en bar til den overordnede farvemætning, men i mine øjne modstrider den lidt muligheden for RGB indstilling.

Indstilling af kanaler foregår naturligvis automatisk. Efterfølgende kan man flytte kanalernes placering efter behag.

Der er desuden mulighed for at indstille skærmen forskelligt på de forskellige input.

Billedkvalitet



Nu kommer vi til noget af det mest interessante, nemlig billedkvaliteten.


Før jeg begynder at teste eller måle noget som helst på Philips Tv, slår jeg nogle af de indbyggede features fra. Mest af alt fordi de er uhensigtsmæssige i forhold til nogle helt grundlæggende billedmæssige faktorer. Lad mig f.eks. give et eksempel med dynamisk kontrast, altså funktionen hvor baggrundsbelysningen intensiveres i lyse scener og dæmpes i mørke scener.
De fleste kan nok se meningen med en sådan funktion, og de fleste Tv producenter er da også begyndt at integrere det, men hvornår er det specielt nødvendigt? Jo det er jo tydeligvis kun nødvendigt, hvis skærmen rent faktisk ikke kan gengive de helt mørke scener uden dynamiske ændringer og ligeledes med de lyse. Hvis skærmen således kan gengive en dyb sort, så behøver elektronikken jo heller ikke at dæmpe baggrundsbelysningen, som giver udfald i skærmens billedgengivelse. Kort sagt så er det mere eller mindre en lappeløsning på vejen mod bedre eller optimale billedkvalitet.

Så den slår jeg fra, typisk som det første. Jeg vil hellere prøve at f.eks. indstille lysstyrke og kontrast, så man opnår den rigtige gengivelse af kontrasten og gammaen.

For at koge det lidt ned, så startede jeg med at deaktivere følgende: Dynamisk kontrast, Digital Natural Motion, DNR, farveforbedring, active control og lyssensoren. Lyssensoren kan som sådan sagtens være aktiv, da den fungerer fint på dette Tv, men jeg kan bedre lide selv at være herre over billedets egenskaber.

Herefter målte jeg billedkvaliteten, som du kan se nedenunder.


For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:

Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).

  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.

    Du skal ikke lægge alt i grafen, men blot bemærke hvad der måles. Det er klart, at grafen ikke siger noget om hvor detaljerige billeder eller hvor godt skærmen overordnet gengiver et billede, men ting som korrekt farver, gamma og kontrasten er vigtige grundforhold i et billede. De tre udtryk går lidt ind over hinanden, men selve grundforståelsen ligger blot i, at vigtige byggesten for et godt billede er at finde i disse aspekter.

    Lysstyrken på skærmen målte jeg til 401 cd/m2. En smule for højt for et Tv.


    Vi sigter efter en farvetemperatur på 6500K og har målt den til 8619K. Altså en afvigelse, som vi vil forsøge at rette.


    Sort målte jeg til 0,5 cd/m2. Tallet siger dig måske ikke så meget, så til sammenligning kan det nævnes, at rigtig sort først gengives ved 0,0 cd/m2. Det kan ingen fladskærme, men plasmaskærme gengiver generelt dybere sort end LCD-TV. Philips 37PF9731D leverer dog et nogenlunde udgangspunkt. Typisk finder man gengivelser af sort helt op mod 0,8-1,0 cd/m2 på LCD-TV.
    Altså et fint resultat, som vi dog vi prøve at forbedre i løbet af testen.

    Farverne som du ser på grafen, finder man afvigelser på, om end ikke værre end på andre Tv.
    Jeg har prøvet at forbedre nogle af disse ting herunder, og skal prøve at skrive hvad jeg gjorde. Først får du lige målingen efter kalibrering:



    Efter indstilling sænkede jeg brightness til 32 i menuen og kontrasten satte jeg på 75. Det er ikke sikkert du kan genbruge disse indstillinger, hvis du har Tv’et, for det kan let variere fra model til model. Det vigtige i denne sammenhæng er dog, at jeg har sænket begge, og at du højest sandsynligt bør gøre det samme.

    Skarpheden har jeg reduceret til 0, og så har jeg deaktiveret de funktioner, som nævnes tidligere i dette afsnit. Jeg valgte desuden farvetonen sædvanlig, som giver mulighed for at indstille RGB farverne. Her sænkede jeg både grøn og blå. Ved at sænke grøn opnåede jeg et mere balanceret forhold mellem rød og blå, og så blev jeg nødt til at sænke blå yderligere, da den var stærkt overdisponeret. Rød var desuden sat for lav, men ved at sænke blå, hæver man også typisk rød på Tv apparater.


    Dette er ret typisk for Tv fordi farvetemperaturen er sat så højt. Efter indstilling har jeg også ramt 6500 Kelvin langt bedre, som du også kan se på grafen ovenfor. Hvis du ikke er opsat eller ikke føler dig erfaren nok til at udføre disse ændringer, kan det anbefales, at du vælger farveprofilen kaldet varm. Den giver et mere balanceret resultat end standard farvetemperaturen.

    Nu har vi været inde på nogle af de lidt mere tekniske ting i forhold til billedet, så lad os prøve at anskue det fra en praktisk synsvinkel, for der er nemlig nogle faktorer jeg gerne vil lidt mere ind på.


    Først og fremmest må jeg udtrykke min begejstring over billedet. Det er virkelig godt, og ikke mindst detaljerigt. Der er ikke så meget ”fnidder” i billedet, som der var på tidligere Philips LCD-TV serier og det bidrager til en god billedgengivelse.


    Specielt nuanceringen i billedet er godt. Langt de fleste farver skelnes godt, selv om de ikke er helt præcise. Efter at reducere lysstyrken, opnåede jeg også en bedre gengivelse af sort, hvilket er vigtigt, specielt i mørke omgivelser.
    Før indstilling målte jeg sort til 0,5 cd/m2. Til sammenligning er helt sort 0,0 cd/m2 og de bedste mainstream LCD-TV mellem 0,1 og 0,3 cd/m2. Efter indstilling målte jeg sort til 0,2 cd/m2, hvilket er et flot resultat. Man kan godt fornemme, at skærmen ikke gengiver helt sort når det er mørkt, men i lyse omgivelser ser man det ingenlunde.

     Out-of-BoxEfter kalibrering
    Sortniveau0,5 cd/m20,2 cd/m2
    Brightness (lysstyrke)401 cd/m2153 cd/m2
    Kontrastforhold 802:1765:1
    Kontrastforhold angivet med en usikkerhed på +/- 120


    DVD’er gengives også rigtig godt, og mere præcist end Tv signaler, men der er dog en anke (læs mere længere nede). Jeg har anvendt et analogt kabel-tv signal. Der er lidt støj på det, men fjernsynet leverer alligevel et resultat, som jeg ikke har set lige på noget andet LCD-TV.


    Med dette sagt, så kan du vist hurtigt fornemme, at Tv’et er helt i toppen. I min mening, set ud fra den erfaring jeg har med testede Tv her på siden og mit arbejde med billedgengivelse i dagligdagen, vil jeg bestemt mene, at 9731D leverer noget af det ypperligste indenfor LCD-TV på nuværende tidspunkt.

    Der er dog ét kritikpunkt, som jeg synes er ret relevant. Der er naturligvis andre ting der kan optimeres og forbedres, men lige dette punkt er i min mening ikke i orden.

    Det kræver lidt baggrundsviden, så det starter vi med. Et billede genereres naturligvis vha. farver. Alt efter hvor godt disse farver skelnes, kan billedet også blive mere nuanceret og skarpt. Nogle farver kan ikke gengives, eller er svære at behandle for skærmen (enten internt eller udadtil), og derfor kan man opleve det der hedder dithering, eller som man også kalder det i Tv branchen, macro blocking.
    For den praktiske del, som man ser, betyder det kort sagt, at billedet virker grynet.


    Og det er her jeg gerne vil hen. Jeg forsøgte mig med en række DVD film gennem testen. Den DVD afspiller som anvendes til testen, har udelukkende scart og komponent udgange, så de er begge tilsluttet gennem testen.

    Mørke DVD film, eller DVD film i dårlig kvalitet, gengives nemlig ikke helt optimalt på skærmen. 37PF9731D lider nemlig af det såkaldte dithering på mørke toner, og når disse skal gengives på skærmen ved tilslutning af en DVD afspiller gennem komponent eller scart, opstår der slør. Det burde der bestemt ikke og jeg undrede mig også over det i første omgang. Det kan rettes i en vis grad ved at deaktivere nogle af de funktioner, som er nævnt tidligere, men det kan ikke elimineres.

    Jeg forsøgte mig med samme film inputtet gennem skærmens D-SUB og HDMI indgang og her ser man det ikke. Skærmen er ikke slørfri, men man ser det ikke ligesom på scart og komponent indgangene. Dette er ret synd, specielt fordi personen, der er kritisk med et billede hurtigt vil spotte dette.

    Det betyder imidlertid også, at det må anbefales at have en DVD afspiller med enten HDMI eller DVI. Signaler sendt fra to DVD afspillere i testen gav simpelthen et resultat, som ikke var optimalt på skærmen. Dithering på de mørke farver var gældende for alle signaler, men sløret sås på føromtalte sammensætning

    Så konklusionen af denne ”defekt” må være, at DVD gengivelsen ikke er optimal. Dithering i de mørke scener er til at leve med, for det har mange skærme problemer med, men sløret er for markant på de to indgange. Sløret på Tv gengivelse og f.eks. fra et mediecenter er imidlertid ikke et stort issue. Læs mere om dette i næste afsnit.


    HD signaler gengives meget flot. Der er plads til forbedring, men rent sammenligningsmæssigt ligger 9731D serien absolut i den gode ende for LCD-TV. Jeg var ikke så begejstret for Pixel Plus 2 HD systemet og HD signaler, men jeg mener bestemt, at de nye Tv med Pixel Plus 3 HD leverer et meget bedre HD resultat.

    DVB-T delen fungerer overordnet fint. Det er overskueligt og let at anvende. Undertekster fungerer som de bør og ligeledes med programoversigter.

    Der er dog én fejl, for Philips har tilsyneladende ikke integreret en ordentlig formatomskifter til de digitale kanaler. Skærmen kan ikke finde ud af at skifte fra 4:3 til 16:9 på DVB-T.

    Responstid



    Ud over problemerne med DVD afspilningen og slør over komponent og scart indgangene, så er slør ikke så udbredt på skærmen.

    Skærmen har Philips ClearLCD system, som hjælper med at reducere slør markant. Det gør det også godt, og fejlen på komponent og scart er nok nærmere inde i kredsløbet, hvor skærmen får lavet fejl.

    Den tidligere testede 9631D serie havde også ClearLCD. Jeg nævner denne for at sammenligne en 1366x768 skærm med en 1920x1080 skærm mht. slør. Sløret var nemlig en smule mindre synligt på 9631D serien. Det skal ikke forstås som, at 9731D trækker et markant slør (ud over den diskuterede effekt på DVD), men ClearLCD havde en lidt bedre effekt på 1366x768 panelet.

    Uanset hvad har man dog ikke elimineret slør fuldstændig. ClearLCD er et vigtigt skridt på vejen, men ikke den endelige løsning. I praksis så jeg en smule slør på f.eks. meget hurtige fodboldkampe, men 37PF9731D leverer et resultat, som er langt over gennemsnittet for LCD-TV markedet.
    ClearLCD virker dog ikke på HD signaler.

    Betragtningsvinkler



    37PF9731D er baseret på et ASV panel fra Sharp. ASV panelerne er igen baseret på VA teknologien, som generelt ikke har lige så gode betragtningsvinkler, som LG.Philips egne S-IPS paneler.

    Betragtningsvinklerne er heller ikke helt optimale på 37PF9731D. Man kan godt se Tv fra vinkler, men specielt hudtoner får en speciel nuance, og så falder kontrasten i billedet. Ved en vinkel på 45 grader synes jeg det begynder at blive kritisk. Jeg har taget to billedserier herunder med de horisontale og lodrette betragtningsvinkler. Billedet viser specielt farver.



    Som nævnt er forringelsen fra vinkler mest synlig på kontrasten og hudfarver, og derfor vil jeg gerne lige vise et ekstra eksempel på betragtningsvinklerne. Scenen er fra Inside Man.


    Faldet i kontrasten er tydelig på billedet. Det er ikke lige så tydeligt i praksis, men det giver en god idé om hvordan det ser ud. Bemærk også hudfarvens lidt matte og lilla nuance.

    PC og Mediecenter tilslutning



    Manualen for Tv’et oplyser, at den højeste PC opløsning er 1024x768. Skærmen vil da heller ikke modtage højere opløsninger, med mindre man går ind og sender dem som HD signaler. I opløsningen 1024x768 er billedet ikke lige så skarpt, som det var på 9631D serien med 1366x768 pixels opløsning.

    Der har været meget spekulation om, hvorvidt Tv’et understøtter 1080p signaler eller ej. Jeg kan desværre ikke bekræfte eller afkræfte dette, da det ikke har lykkedes mig at gøre det, samtidig med, at jeg ikke er sikker på, at det er umuligt.

    For at blive i PC eller mediecentertilslutning, så håndterer skærmen dog fint 1080i signaler og det kan man også sende til den, som et HD signal.


    Skærmen har imidlertid også en smart feature kaldet Philips Media Manager (PPM). Rent grundlæggende betyder det, at du har mulighed for at afspille din musik, dine billeder og din video fra Pc’en over netværket.
    Du kan tilslutte PPM på to måder; enten til en netværks switch/hub i hjemmet eller direkte til computeren med et krydset netværkskabel.

    Man installerer så et PPM styringsprogram på Pc’en, hvorefter man kan tilgå ens mediefiler fra Tv’ets menu med fjernbetjeningen. Det fungerer rigtig fint og er let at installere. Pc’en skal naturligvis være tændt, men det giver gode muligheder, specielt hvis Pc og Tv står langt fra hinanden.

    Lyden og Ambilight



    Lyden i sættet er god og fuld på højde hvad man kan forvente af et Tv i denne prisklasse. Det kan endda fungere som en fin løsning til filmbrug, selv om jeg generelt altid anbefaler et separat anlæg til sådan brug. Det er naturligvis hvilken indgangsvinkel man har til produktet. Mens mange helt automatisk vil tilslutte et anlæg, vil enkelte også forvente, at de til denne pris får brugbar lyd. Det får man uden tvivl, men jeg vil stadig pointere, at der rent lydmæssigt mangler nogle aspekter. F.eks. lidt dybde i gengivelse.

    Ud over det er der dog gode indstillingsmuligheder for lyden. Der vises ikke en lydbar på skærmen, når man skruer op og ned, men det er nok mere en vanesag end en mangel i min mening. Lyden kan desuden indstilles på mange, mange niveauer.

    Man kan også aktivere virtual dolby surround, hvis man ønsker og indstille på lydfrekvenserne.

    Skærmen har Philips Ambilight 3, som er en videreudvikling, hvor man blandt andet også har lys i toppen. Ambilight er tit et lidt kontroversielt emne, specielt fordi mange, der ikke ejer et Philips Tv synes det er noget pjat.
    Generelt vil jeg anbefale at man ser ambilight i virkeligheden, så man får den rigtige holdning til det. Personligt synes jeg ikke om, at det f.eks. skifter farver i forhold til billedet på skærmen, men f.eks. et helt hvidt baggrundslys kan både hjælpe med rent billedmæssige og hensynsmæssige (for øjnene og koncentrationen) ting.

    Konklusion:



    Philips 37PF9731D er et rigtig godt og lækkert Tv. Det har virkelig mange smarte og anvendelige features, herunder PPM netværksmuligheden, mediedelen med USB tilslutning, to tunere, ambilight og PIP. Man bør nok gøre op med sig selv om alle disse ting er noget man kan få gavn af, for det er klart, at disse features også er med til at hive prisen op.

    Billedmæssigt er 37PF9731D også i toppen for LCD-TV. Der er et kritisk problem med gengivelse af DVD over scart og komponent, så det anbefales, at DVD’er tilsluttes med HDMI. Derudover er billedet dog flot og ikke mindst detaljerigt.

    Tv signaler gengives ligeledes flot, og skærmen har generelt en relativ god farvegengivelse og en fin kontrast, med en sortgengivelse på 0,2 cd/m2 (efter vores indstilling). Der er lidt dithering på helt mørke farver, men generelt er resultatet flot.

    Prismæssigt ligger skærmen i den høje ende, så den skal nok primært ses som et bud til de entusiastiske eller krævende brugere. Det er nok overkill til soveværelset, men derudover synes jeg Tv’et kan anvendes mange steder. Det vil også være en fin tilføjelse til hjemmebiografen, blandt andet fordi gengivelsen af sort er relativ god.

    Alt i alt en meget positiv oplevelse, med måske nok det bedste LCD-TV jeg har testet til dato.

    PositivNegativ Målgruppe
    Dyb gengivelse af sortDithering på mørke farvetonerStuen
    Godt og nuanceret billedeSlør på DVD over comp. og scartHjemmebiografen
    Mulighed for separat indstilling per kilde  
    Gode features, herunder PPM og ambilight  


    NB! Det er kommet frem at 37" modellen udvikler ret seriøse fejl i billedet i løbet af ca. 800 timer, hvorfor vi aktuelt ikke kan anbefale at man køber dette TV. Sagen har været vendt i diverse fora og nyhedsmedier og så snart Philips har rettet fejlen vil vi opdatere denne anmeldelse.

    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?t=1547



  • Flere anmeldelser

    Panasonic HZ2000

    Test: Panasonic HZ2000

    12 Oct 2020 | Rasmus Larsen |
    Philips OLED805

    Test: Philips OLED805 (OLED855, OLED865)

    23 Sep 2020 | Rasmus Larsen |
    Sony XH90

    Test: Sony XH90

    08 Sep 2020 | Rasmus Larsen |
    Samsung Q95T

    Test: Samsung Q95T / Q90T

    08 Jul 2020 | Torben Rasmussen |