Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonSonos har solgt 19 mio. produkter - kan droppe bagudkompatibilitet - FlatpanelsDK

Sonos har solgt 19 mio. produkter - kan droppe bagudkompatibilitet

08 Jul 2018 | Rasmus Larsen |

Sonos går på børsen og det giver os et sjældent indblik i selskabet bag multirumshøjttalere og tv-lyd. Sonos har siden 2005 solgt 19 mio. produkter, men pusler med tanken om at droppe support af ældre produkter. De er også ved at vende flere års underskud til overskud.

Sonos i 6,9 mio. husstande

Per 31. marts 2018 har kunderne ”registreret” over 19 mio. produkter, lyder det fra selskabet. Sonos-produkterne står fordelt i omtrent 6,9 mio. husstande, hvilket svarer til 2,75 Sonos-produkter per husstand.

- ”Per 31. marts 2018 havde vores kunder registreret over 19 mio. produkter i ca. 6,9 mio. husstande verden over. Baseret på kundedata vurderer vi, at vores kunder i gennemsnit lytter til ca. 70 timers indhold per måned og ca. 80% mere musik efter at have købt deres første Sonos-produkt. Vi vurderer også, at vores kunder lytter til 5 mia. timers lydindhold på vores produkter i regnskabsåret 2017, hvilket svarer til en vækst på 33% fra året før,” skriver Sonos i sit børsprospekt.

Sonos har en portefølje bestående fire TV-lydprodukter (Sonos Beam, Playbar, Playbase og Sub), fire musikhøjttalere (Sonos One, Play:1, Play:3 og Play:5) samt to tilbehørsprodukter (Connect og Connect:Amp).


Sonos Beam


Fremtiden for Sonos

Højttalerne kan forbindes via selskabets eget multirumssystem. Herudover har man, ifølge børsprospektet, fokus på at tilføje flere tjenester samt stemmeassistenter, herunder Amazon Alexa, Google Assistant og Siri (via Airplay 2).

Selskabet har desuden indgået partnerskab med Apple om at inkorporere Apples multirumssystem, Airplay 2, i nyere produkter (Beam, One, Playbase og Play:5). De ældre produkter kan ifølge Sonos ikke opdateres.

Sonos advarer i sit børsprospekt om, at de på ”kort eller mellemlang sigt” kan se sig nødsaget til at droppe support af ældre produkter, da det ikke længere er ”praktisk” eller ”omkostningseffektivt”. De advarer potentielle aktionærer om, at det kan koste kunder.

- ”Vi forventer på kort eller mellemlang sigt, at denne bagudkompatibilitet ikke længere vil være praktisk eller omkostningseffektiv, og vi vil muligvis reducere eller afbryde servicen til ældre produkter. Hvis vi ikke længere tilbyder omfattende bagudkompatibilitet for vore produkter, kan vi skade vores kundeforhold. Værdien af vores produkter hos eksisterende og potentielle kunder kan også falde,” lyder det.

Der er på nuværende tidspunkt ikke taget en beslutning, men Airplay 2 er måske et forvarsel om, hvad Sonos ønsker at arbejde videre med – og hvilke produkter.


Underskud (måske) vendt til overskud

Børsprospektet giver endelig indblik i selskabets finansielle tilstand. Sonos har voksende omsætning og rundede næsten en milliard dollars i regnskabsåret 2017 (afsluttet 30. september 2017).

Sonos har imiderltid kæmpet med røde tal på bundlinjen i de seneste tre år. I første halvdel af regnskabsåret 2018 (oktober 2017 tom. marts 2018) kan de fremvise et plus, men det samme var tilfældet i 1. halvdel af 2017, hvor hele året altså endte i minus.

Selskabet går på Nasdaq-børsen i USA under symbolet ’SONO’.


- Kilde: Sonos børsprospekt

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Hvornår du kan forvente OLED i iPad Air, iPad Mini, MacBook Air & MacBook Pro

10 May 2024 |

Disney+ begynder at lave mixed reality Marvel-indhold

10 May 2024 |

Ny 'Ringenes Herre: The Hunt for Gollum' film får premiere i 2026

10 May 2024 |

Danske startpriser på 2024 Philips OLED og LCD TV

09 May 2024 |

Prime Video vil udrulle pause-reklamer

09 May 2024 |

Opgraderet Matter Casting udfordrer AirPlay og Chromecast

09 May 2024 |