Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonInteresse for Virtual Reality blusser op igen - FlatpanelsDK

Interesse for Virtual Reality blusser op igen

27 Aug 2012 | Rasmus Larsen |

Husker du 90’erne? I mange elektronikbutikker kunne du prøve ”Virtual Reality”-headset med løfter om fantastisk indlevelse i spilverdenen. Det forsøg fejlede fælt, men interessen for Virtual Reality i spilverdenen er så småt ved at blusse op igen. Specielt folkene bag Doom-spillene ser perspektiver i teknologien. I denne artikel tager vi et kig på den seneste udvikling inden for teknologien.

Virtual Reality – endnu et forsøg

Hvis du var teknikinteresseret op gennem 90’erne stødte du sikkert også på Virtual Reality-demonstrationerne. De var at finde på både messer, i spillehaller og i store elektronikbutikker. Den store satsning i 90’erne bar dog ikke frugt og endte faktisk ganske tragisk. Stort set alle involverede firmaer endte med at må gå af konkurs-vejen.

Sony Personal 3D Viewer
Sony er med i front på udviklingen af Virtual Reality-headset, men der er fortsat mangler


Nu har folkene bag slikket sårene, og der er så småt en ny bølge af Virtual Reality-firmaer på vej op fra undergrunden. Denne gang tror man mere på sagerne i takt med at digital teknologi er blevet udviklet og spil og filmindustrien er blevet mere modne til at udnytte mulighederne. Det kan næsten lyde som en fortælling omkring 3D-teknologi, der også floppede fælt i de tidligere forsøg for mange år tilbage. Men måske netop nuværende 3D-teknologi og Virtual Reality kan gå hånd i hånd op gennem 10’erne og 20’erne?

Det er de muligheder som sammenspillet af god hardware og software muliggør, der skaber fantastisk teknologi
De første tiltag har vi allerede set og hørt om. Sony viste gode takter med deres HMZ-T1 headset. Carl Zeiss er på vej med noget tilsvarende i form af Carl Zeiss Cinemizer. Fælles for begge løsninger er, at de benytter OLED-teknologi. Microsoft arbejder på Virtual Reality-spil i deres Project Fortaleza og Google arbejder på ”augmented reality”, hvor man kan ”lægge lag oven på” virkeligheden, i deres Google Glass-projekt. Men hvilke teknologiske fremskridt er egentlig påkrævet før Virtual Reality kan tage det store skridt?

OLED-teknologi er et godt bud, fordi skærmene er så tynde og leverer så flot billedkvalitet, med så dyb sort, at oplevelsen er medrivende. Opløsningen skal dog være høj – og højere end vi forestiller os. Fordi skærmene er så tæt på øjet, vil næsten alle pixels kunne skelnes, hvis pixeltætheden ikke langt overgår den som vi har på vores normale skærme i dag. Accelerometere kan registrere små bevægelser, såsom et hoved der drejer eller en krop, der læner sig fremad.

Men er teknologien i sig selv nok? En læresætning fra Silicon Valley teknologiområdet i San Francisco siger, at det ikke alene handler om hardware eller software. Det er de muligheder som sammenspillet af god hardware og software muliggør, der skaber fantastisk teknologi.

Carl Zeiss vil skabe en Virtual Reality-verden med deres nye OLED-brille
Carl Zeiss vil skabe en Virtual Reality-verden med deres Cinemizer OLED-brille


Spilindustrien vil skabe indholdet

En af de personer, som går i front for udviklingen af næste generation af Virtual Reality er id Softwares John Carmack. Han står blandt andet bag Doom-spillene, som du muligvis kender eller selv har prøvet. Spil som disse er oplagte til Virtual Reality fordi man betragter verden ud gennem øjnene på en virtuel person inde i spillet.

“Early Virtual Reality headsets just sucked really bad. They were not at all what I wanted to see,” John Carmack


Doom 3
Ville du have lyst til at spille Doom 3 i Virtual Reality?


John Carmack erkender i bagklogskabens klare lys, at alle de tidlige 90’er Virtual Reality-forsøg var fejlagtige, på trods af, at han selv støttede udviklingen dengang. John Carmack er derimod mere begejstret for nutidens produkter, men han ser dog stadig store problemer med f.eks. Sony HMZ-T1 headset. Hardware-problemet? Skærmene dækker ikke hele synsfeltet. Software-problemet? Spillene og spilmotorerne er ikke skabt til Virtual Reality.

Typiske Virtual Reality-headsets er som at kigge gennem toiletruller
John Carmack vil derfor skabe noget selv. Id Software vil genudgive Doom 3 og vinklen skal være Virtual Reality. Spillet skal omdannes og skabes til Virtual Reality, så brugeren kan navigere i spiluniverset blot ved at bevæge hovedet. Det løser dog ikke problemet med, at typiske Virtual Reality-headsets er som at kigge at kigge gennem toiletruller

John Carmack opstøvede derfor Oculus Rift-projektet, der vil skabe et bedre Virtual Reality-headset, hvor brugeren føler sig helt indsuget i spilverdenen både lige ud og til siderne. Det er muligt fordi Oculus Rift kan skabe et billede i 90-grader omkring brugeren – stadig ikke perfekt, men langt bedre end på f.eks. Sonys produkt.

Oculus Rift
Skaberen af Doom involverede sig for nylig i Oculus Rift Virtual Reality-projektet, der er det mest imponerende Virtual Reality-headset til dato


Projektet blev vist frem for nylig og tilbagemeldingerne var overvældene. Flere end 1000 eksemplarer er på vej ud til spiludviklere og nysgerrige sjæle, der skal arbejde på at forbedre teknologien og bringe den ind i vores stuer. Og når flere spil skabes specifikt til Virtual Reality, forestiller spilskaberne sig dynamiske verdener, hvor selv små elementer som at kunne kigge ud fra en væg eller ud over gelænderet på en trappe, bringer realisme til et helt nyt niveau. Der forskes dog også i Virtual Reality udenfor spilverdenen; f.eks. til ejendomsmæglere, der vil vise folk rundt i huse, før de er bygget eller uden de er der fysisk.

Doom 3 i Virtual Reality-versionen lanceres sammen med Oculus Rift Virtual Reality-hjelmen i en såkaldt ”Doom 3 BFG Edition” til efteråret. Rift-headsettet skal koste omkring 500 US dollars. Det kommende Doom 4 vil også understøtte Virtual Reality.

Er Virtual Reality kombineret med 3D-teknologi og specialudviklede spil fremtiden? John Carmack tror det vil overhale både Microsofts Kinect, PlayStations Move og Nintendos Wii indenom. Hvad tror du?

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Status på UHD Blu-ray i 2024

26 Apr 2024 |

Smugkig på den kommende X (Twitter) app til Smart TV

26 Apr 2024 |

Får du også hvid skærm på DRTV? DR arbejder på løsning

26 Apr 2024 |

Apple Home & AirPlay support for første gang i 2024 Philips OLED TV

25 Apr 2024 |

1 million har oprettet login på DRTV

25 Apr 2024 |

Første 480Hz OLED panel til high-end gaming nu i masseproduktion

25 Apr 2024 |