Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonFørste oplevelser med Viewster på Panasonics TV - FlatpanelsDK

Første oplevelser med Viewster på Panasonics TV

10 Aug 2011 | Rasmus Larsen |

Panasonic har offentliggjort en ny video-on-demand-tjeneste til deres 2011 Tv med Viera Connect internet-platformen og Viera Market. Tjenesten hedder Viewster og giver mulighed for filmudlejning eller en månedlig betaling for fri adgang. I denne artikel tager vi et indledende kig på, hvad Viewster tilbyder til Panasonic ejerne.

Oplevelser med Viewster på Panasonic Viera Connect

Viewster er en såkaldt video-on-demand-tjeneste, hvor seeren kan leje film og andet videoindhold over nettet direkte på sit Panasonic fladskærms-Tv. En film koster 2 Euro, men man kan også vælge at abonnere for 10 Euro per måned. Det giver fri adgang til alle film i Viewsters katalog.

Viewster på Panasonics Tv med Viera Connect
Viewster på Panasonics Tv med Viera Connect

Panasonics Viewster-samarbejde skal officielt vises på IFA 2011 udstillingen i Berlin i starten af september, men Viewster kan allerede nu hentes ned på Panasonics 2011 fladskærms-Tv, såfremt de understøtter Viera Connect, der kan hives frem ved at klikke på den grønne knap på fjernbetjeningen. Viewster er lige nu i en beta-version, hvor det primært er filmtitler der mangler, men den komplette løsning bør være online inden længe. Vores oplevelser i denne artikel skal dog også ses i lyset af, at Viewster endnu ikke er ”fuldt udbygget”. Viewster er samtidig gratis i denne periode, så du kan selv forsøge. Du skal blot oprette en konto på www.viewster.com. Viewster kan findes i Viera Market som en TV App:

Viewster på Panasonics Tv med Viera Connect
Viewster på Panasonics Tv med Viera Connect

Når man åbner Viewster mødes man med udvalget af film.

Viewster på Panasonics Tv med Viera Connect
Viewster på Panasonics Tv med Viera Connect

Man kan sortere film efter en række kriterier som ses i toppen. Under genre kan man også vælge baseret på comedy, thrillers osv. Man kan også tilføje film til sine favoritter. Endeligt kan man søge efter film vha. søgefunktionen.

Viewster på Panasonics Tv med Viera Connect
Viewster på Panasonics Tv med Viera Connect

For hver film kan man læse en lille beskrivelse og se en trailer for filmen. Vælger man at leje filmen kan man ændre talesprog samt undertekstsprog. På de film, som vi forsøgte os med, var der dog ingen mulighed for undertekster. Det kommer formentlig senere i forbindelse med den officielle lancering.

Viewster på Panasonics Tv med Viera Connect
Viewster på Panasonics Tv med Viera Connect

Under film kan man også se et lille felt i nederste højre hjørne med lignende film. Det er en fin funktion, der gør det nemt at udforske Viewsters udvalg af film.

Udvalget

Udvalget af film er lige nu kraftigt begrænset og blandt de mest prominente titler finder vi blockbusters såsom The Man with the Golden Arm, Chasing Butterflies og Crap Shoot. Yes, de er der alle sammen. Lige fra uforglemmelige 50-er klassikere til alle de nyere film, som ingen nogensinde har hørt om. Med andre ord, er udvalget af film lige nu begrænset til ligegyldige titler, og det er også grunden til at Viewster er gratis for tiden. Vi kan dog ikke konkludere på baggrund af udvalget af udlejningsfilm lige nu, for Viewster har allerede meldt ud, at udvalget først rigtig åbnes sammen med den officielle lancering. Vi håber på det bedste. Selve opbygningen og navigationen rundt i menuerne synes jeg imidlertid er god. Det er let at sortere film på forskellige måder; lige meget om man søger det nyeste, det mest populære eller om man søger film der minder om den man netop så. Man bliver heller ikke frustreret over lange ventetider, når man surfer rundt i kataloget. Der går nogle sekunder før en film afspilles, men det er meget normalt, og ikke nogen større hovedpine. Vi ved ikke om Viewster i fremtiden vil blive oversat til dansk og vi har heller ikke fået nogen melding hvad angår undertekster, så det spørgsmål må vi lade være ubesvaret indtil der foreligger yderligere information. Alt i alt virker Viewsters opbygning umiddelbart lovende.

Billedkvaliteten

Vi havde ikke de store forventninger til billedkvaliteten på udlejede film. Vi har set flere filmudlejningstjenester på dansk grund og desværre er der en tendens til for alt for komprimeret billedkvalitet og manglende HD-indhold.

Viewster på Panasonics Tv med Viera Connect
Viewster på Panasonics Tv med Viera Connect

Og vi kan desværre berette om samme historie for Viewster. Billedkvaliteten er helt bestemt i den lave ende af, hvad der er acceptabelt og personligt vil jeg have svært ved at se en udlejet film fra Viewsters katalog på et 46-50 tommer TV. Mindre kan måske gå an, men jeg håber, at Viewster vil bringe billedsiden op på et højere niveau, før de begynder at udleje noget seriøst indhold. Det er hvert fald muligt, det ved vi, for på samme internet-forbindelse ser Netflix ganske fornuftigt ud gennem Apple TV-boksen. Før en film afspilles får man en kort besked om ”buffering”, der står på i 5-10 sekunder. Herefter starter filmen og afspilles som sådan gnidningsfrit. Man kan hoppe frem i filmen vha. ”spol-frem” og ”spol-tilbage”-knapperne, der hver hopper 5 minutter i filmen.

Summeret

Viewster er ikke klar til rampelyset endnu, men det har Viewster heller ikke lovet. Vi så gode takter ind i mellem, men vi er pt. mest bekymrede for, at ejerne af Panasonics Smart TV med Viera Connect skal affinde sig med billedkvalitet i den lave ende af, hvad man må forvente, når de i fremtiden vil leje film hjemme fra sofaen. Viewster kan naturligvis nå at ændre mange ting før de går endeligt i luften (og ud af beta). Menuerne fungerer dog allerede efter hensigten og vi oplevede generelt ikke nogen problemer i den tid vi spenderede sammen med Panasonics nye video-on-demand partner. Viewster giver ikke rigtig nogen indikationer af, hvad vi skal forvente os af udvalget i deres video-butik, så på det punkt håber vi indtil videre på det bedste. Udvalget af film lige nu, er hvert fald ikke værd at bruge mange minutter i selskab med. Viewster kommer i øvrigt også til udvalgte Panasonic Blu-ray produkter, og findes også på LG og Samsungs fladskærms-TV (også i beta-version). Viewster findes desuden som en App til Android-enheder. Læs mere om Panasonics Smart TV her.



Flere nyheder

Sony i kovending: Spilbutik på PS3 & Vita lukkes ikke alligevel

20 Apr 2021 |

Opdateret: Sony gør 'Horizon Zero Dawn' & 10 andre PlayStation-spil gratis

19 Apr 2021 |

Test: Sony A90J OLED

16 Apr 2021 |

2020 Samsung TV virker nu med PS5-gaming i 4K120+HDR

16 Apr 2021 |

Analyse: Hvem taber, når abonnements-trætheden rammer?

16 Apr 2021 |

Power Grenaa slår dørene op på mandag

16 Apr 2021 |