Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Samsung 971P - FlatpanelsDK

Test: Samsung 971P

|


Indledning


Samsung har introduceret en ny skærm i deres populære designserie, hvor man finder forgængere som 193p, 193p+ og 970P. Alle skærme har haft deres unikke og ergonomiske design at prale med, og nu er den seneste designerskærm fra Samsung lanceret. Den hedder 971P og endnu en gang har man satset på et unikt og spændende design.

Samsung 971P har dog ikke kun et spændende design at prale med – den har også et nyt og forbedret panel, som efterhånden er svært at finde i 19 tommer skærme. 971P kommer nemlig med en ny version af Samsungs PVA panel, og ifølge de første rapporter har Samsung i samme omgang rettet de dithering problemer, som var aktuelle på 193p+ og 970P. Det ser vi frem til at kigge nærmere på.

Panelstørrelse:19"
Opløsning:1280x1024
Responstid:6 ms (g2g)
Overdrive:
Kontrastforhold:1500:1
Lysstyrke:250 cd/m²
Farveunderstøttelse:16.7 Millioner farver
Farvespektregengivelse:72 % af NTSC
Signal processering: 8 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):178°/178° (kontrasttab 10:1)
Dotpitch:0.294 mm
Panelnummer (Type):PVA (Samsung)
  
Strømforbrug:36 W
Vægmontering:
Størrelse (HxBxD): 43.3cm x 42.3cm x 22.8cm (med fod)
Vægt6,0 kg
  
Justeringsmuligheder

 

· Tilt (135 grader)
· Swivel
· Højde (90 mm)
· Pivot (Auto)
  
Indbyggede højttalere:
  
Indgange 
· VGA
· DVI
· Audio (type)
· SCART
· S-video
· Komposit
· Komponent
· HDMI
· Andet 2-ports USB hub
  
Medfølgende kabler  
· Strøm
· VGA (VGA->DVI)
· DVI
· Audio (phono)
· USB upstream
· S-VHS
· HDMI
  
Medfølgende software:

Natural Color, MagicTune, Printerkalibreringsprogram

Pixelgaranti:-
Diverse:Quick Start Guide, Manual på CD


Pris og forhandler:

  

De første indtryk


Jeg har altid været meget begejstret for Samsungs designermonitors og det umiddelbare indtryk af 971P er ikke anderledes – jeg er vild med designet.

Highslide JS


Nu er det jo altid en smagssag og jeg skal undlade nogen form for endelig konklusion, men selv om designet så ikke falder i individets smag, så kan man ingenlunde klandre Samsung for ikke at have lagt ånd i skærmen. Der er mange små finesser, som i sig selv er helt unikke. Der er f.eks. den berøringsfølsomme knap på højre side af skærmen og et elegant kabel system. Konstruktionen af foden er også i en hidtil uset støbning.

Highslide JS


Det mest bemærkelsesværdige ved konstruktionen er nok, at Samsung har formået at skabe noget anderledes, men alligevel ikke har valgt at gå på kompromis med de ergonomiske funktioner.
Skærmen kan godt nok ikke hæves så meget, men den give brugeren stor frihed.

Highslide JS


Det er muligt at tilte skærmen fremover og bagover.

Highslide JS


Det er også muligt at hæve skærmen, som du kan se nedenunder.

Og endeligt er det muligt at sætte skærmen i pivot.

På Samsung 971P har man valgt kun at integrere en DVI indgang, nok mest af designmæssige årsager. Med i pakken følger dog et DVI->VGA kabel, så folk med et ældre grafikkort uden DVI udgang, kan sagtens være med.

Highslide JS


Skærmen har desuden en 2-ports USB hub. De to udgange sidder i venstre side i bunden af skærmen. Kablet til computerens USB port, tilsluttes bagi ved siden af DVI og strømstikket.

Highslide JS


Forgængeren 970P har været på markedet i et stykke tid nu og der er kommet meldinger om, at foden bliver sløv med tiden og falder lidt sammen. Umiddelbart kan man godt forestille sig samme scenario på 971P, men jeg tvivler på, at det bliver et problem på lang sigt. Jeg husker tydeligt 970P og jeg vil bestemt mene, at foden på 971P er både strammere og mere robust. Desuden er den jo heller ikke lige så bøjelig og minder vel i sin natur mere om foden på 193p og 193p+.

Skærmen har desuden indbyggede farveprofiler. Jeg foretog lidt måling på dem i testen og de står faktisk overraskende godt i forhold til hvad vi tidligere har oplevet. Det gør dem også endnu mere anvendelige. Profilerne kan vælges på knappen på venstre side af skærmen. Denne knap kan desuden programmeres til at have andre funktioner i det medfølgende software.

Forud for testen


Bemærk at skærmen gennem testen, testes der med DVI tilslutning. Grafikkortet er et Geforce 7900GTO.

Skærmen vil blive testet og vurderet ud fra monitorTest her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Herefter testes den i praksis i alt lige fra tekstbehandling til hurtige spil.

Billedkvalitet


Jeg oplever allerede fra start af et utroligt flot billede. Farverne er gode og kontrasten er ligeledes god. Der er ikke virkelig store afvigelser i billedet, hvilket er meget positivt. Lysstyrken er heller ikke overdrevet, som er tendensen på de fleste skærmens ”out-of-box” indstillinger. Den er godt nok indstillet til 100 %, men den er alligevel behagelig at arbejde med. Jeg foretrækker den stadig lidt lavere, men afvigelsen er dog ikke stor.

Før jeg tog en måling, tog jeg et kig på nogle gradienter. Som du måske har læst, var de tidligere modeller, 193p+ og 970p, plaget af dithering mønstre, der f.eks. gjorde gradienter upræcise og betød, at ikke alle farver blev gengivet korrekt. Årsagen var, at man havde reduceret bit-dybden til 6 bit i stedet for 8 bit, hvilket er samme metode, som benyttes på de prisbillige TN paneler. Det betyder imidlertid også en degradering i farveopløsningen, som specielt kan ses på gradienter og konturer.

Jeg var derfor meget interesseret i dette aspekt på 971P og jeg stod foran en positiv overraskelse… For gradienter gengives nemlig meget bedre på 971P end de blev på 970p, hvilket også bringer os hen mod om skærmen rent faktisk er 8-bit. Uanset om der er tale om det ene eller andet, så er en ting hvert fald sikker: Den praktiske gengivelse er god.
Jeg forsøgte mig også på en række testmønstre der plejer at afsløre sådanne ting, men jeg fandt intet foruroligende

Jeg har taget den første måling af 971P herunder:

Highslide JS


For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:

Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).

  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.

    Som du kan se på grafen, så findes den største afvigelse faktisk på blå. I praksis er det dog ikke lige så synligt, som grafen måske kan indikere. Lidt ekstra målinger viste faktisk, at afvigelsen i blå kommer af en lidt for markant grøn, hvilken jeg derfor også vil anbefale brugeren at sænke, hvis de vil opnå lidt mere præcise farver.

    Sort målte jeg til 0,2 cd/m2, hvilket er et flot resultat. Rigtig sort opnås naturligvis først ved 0,0 cd/m2.

    Bemærk også, at farvetemperaturen og gamma’en er meget præcis. Jeg har ikke indstillet noget på skærmen, så dette er fuldstændig ”out-of-box”. Det i sig selv er meget imponerende, og det er et af de absolut bedste resultater jeg har set til dato, hvis ikke det bedste.

    Jeg forsøgte at kalibrere på skærmen for at se om jeg kunne opnå først og fremmest en lidt dybere sort. Det er ikke fordi 0,2 cd/m2 er et dårligt resultat, for det er faktisk i toppen for LCD paneler, men jeg er ret sikker på, at panelet i 971P har endnu større potentiale.

    Highslide JS


    Jeg her herover kalibreret skærmen med vores LaCie blue eye pro. Farvetemperaturen er nu endnu mere præcis, selv om den ikke afveg meget i første omgang. Farverne indstillede jeg også. Det blev gjort ved at sænke grøn 4-6 skridt, hvilket også bragte balancere i blå og rød, som var henholdsvis lidt for høj og lidt for lav. Derefter hævede jeg også rød en smule og sænkede blå få skridt.
    Bemærk at disse ændringer skal foretages i Magic Tune, da skærmen som sådan ikke har nogen OSD (On Screen Display) menu.

    Sort målte jeg efter indstilling til 0,1 cd/m2, og 971P deler således æren med de skærme der gengiver sort bedst. Jeg har opstillet en tabel for kontrasten herunder:

     Out-of-BoxEfter kalibrering
    Sortniveau0,2 cd/m20,1 cd/m2
    Brightness (lysstyrke)231 cd/m2175 cd/m2
    Kontrastforhold1155:11750:1
    Kontrastforhold angivet med en usikkerhed på +/- 200


    Det betyder også en flot gengivelse af sort i praksis, som du kan se herunder:

    Highslide JS


    Bemærk også, at lyshomogenitet, altså lysets fordeling, er utrolig god på 971P. Der slipper ikke noget nævneværdigt lys igennem panelet, som kan være til gene. Det er en smule mere lys nede i venstre hjørne, men absolut intet af betydning.

    I praksis gengives billedet også utrolig flot og jeg er generelt meget positiv. 971P leverer et godt resultat med en flot gengivelse af gradienter. På 971P kan der desuden skelnes mørke gråtoner på 2 skridt målt i første test i vores værktøj monitorTest.

    I almindelige applikationer som tekst og internet er skærmen også meget behagelig at arbejde med. Jeg er ikke i tvivl om, at det er en af de bedste 19 tommer skærme jeg har siddet foran i lang tid, og det skal Samsung have stor ros for.

    971P er også en forbedring i forhold til 970p og 193p+. Den formår at levere flotte resultater der hvor de to faldt igennem isen, samtidig med, at de andre billedmæssige aspekter også er gode.

    Panelet har ingen pixelfejl.

    Responstid og spil


    Som udgangspunkt har serien med forudgående modeller som 193p, 193p+, 970p og nu 971P aldrig været deciderede gamerskærme, men mere skærme, der er produceret med henblik på et flot billede og en god allround ydelse. Det er også i denne kategori jeg vil placere 971P, for spiloplevelsen er ikke på højde med f.eks. Samsungs 930BF, 940BF og 931C modeller.

    Jeg prøvede at fremprovokere slør i vores testværktøj monitorTest, og her oplevede jeg to ting. Den første var, at jeg synes skærmen er langsommere end forgængeren 970p. Og det måske også naturligt nok, da man på 970p var gået på kompromis med farverne, blandt andet for at sænke responstiden. Det er det samme man gør på de hurtige TN paneler, som gamerskærme altid er baseret på.
    På 971P har man bibeholdt de gode farver og gået lidt på kompromis med responstiden, hvilket jeg personligt synes er et klogt valg. 971P er ikke en langsom skærm, men den måler sig ikke med de hurtigste skærme og den er en anelse langsommere end forgængeren 970p.

    En del af det kan måske også skyldes Overdrive kontrollen på 971P. Den er ikke så hård som på 970p, hvilket gør det traditionelle slør lidt mere synligt, men man slipper så til gengæld for denne ”glorie” effekt, som flere klagede over på 970p. Glorie effekten er det vi plejer at kalde Overdrive trailing og i praksis ses det som et slags hvidt slør efter objekter, så det ser ud som om, at der er tilføjet en lysende hvid kant/glorie omkring bevægende objekter.

    I spil nød jeg dog gengivelsen. Kun i de hurtige skydespil savnede jeg hastighed i panelet, men i denne skærms tilfælde synes jeg ikke det er noget der tæller meget ned. Jeg fandt f.eks. spil som Fifa 2007 og Need for Speed Underground ganske fornøjelige da jeg spillede dem på skærmen i testen.

    Film og betragtningsvinkler


    Fordi panelet også gengiver farver uden dithering mønstre, gengives film uden støj. Det er en fornøjelse at se film på skærmen, men det optimale til spillefilm er naturligvis en widescreen skærm for at udnytte filmens materiale bedst muligt.

    Betragtningsvinklerne er ikke meget anderledes end på mange andre PVA/S-PVA baserede skærme. Jeg synes dog alligevel, at de ligger en lille smule under de bedste PVA/S-PVA baserede modeller. Jeg kan ikke pege helt specifikt på ændringen, men det er mere den generelle intensitet i farverne og kontrasten, som falder fra vinkler. Jeg synes dog samtidig ikke det er kritisk, selv om det dog er synligt.

    Jeg har taget nogle billeder af betragtningsvinklerne herunder:

    Highslide JS


    Highslide JS



    Konklusion


    Jeg er ikke i tvivl længere, Samsung 971P er en fantastisk skærm. Designet er gennemført, unikt og spændende på én gang. De små detaljer hæver oplevelsen yderligere og den fine ergonomi er bibeholdt, selv om man dog ikke kan justere skærmen så meget i højden.

    Billedkvaliteten er også helt i top. Forgængerne led under flere hæmmende billedmæssige faktorer, men de er rettet på 971P, hvilket ikke kun gør den bedre end forgængerne, men også bedre end majoriteten af 19 tommer skærme. Billedkvaliteten kan let placeres helt i toppen for skærme i dette tommesegment, lige bortset fra deciderede grafikerskærme naturligvis.

    De positive billedmæssige aspekter skyldes først og fremmest præcise og naturlige farver og en dyb gengivelse af sort, som igen bidrager til kontrasten i billedet.

    Hvis man skal pege på noget negativt for skærmen, så bliver det responstiden. 971P egner sig ikke til hurtige spil. Responstiden er desuden en anelse langsommere end på forgængeren 970p, men det er nok konsekvensen af den bedre farvegengivelse på 971P, hvilket jeg synes er et fornuftigt valg.
    Skærmen egner sig således ikke til de hurtige spil, men til mere casual brug. Mange spil gengives dog fint og jeg fandt f.eks. personligt spilgengivelsen ganske fornuftig i mange spil.

    Alt i alt er Samsung 971P en fantastisk skærm. Det er en af de skærme, som jeg er ked af at levere tilbage til producenten. Og når man tester så mange skærme og har set endnu flere, så er der langt mellem de følelser.
    Samsung 971P placerer sig godt nok i den tungere ende af prisskalaen og med en pris mellem 3250 og 3500 placerer den sig tæt på overgangen til grafikerskærme, men i prisen får man samtidig en rigtig god skærm, som også let kan bruges til grafisk arbejde.

    Samsung 971P er en klar anbefaling herfra. Samsung 971P fås desuden også i sort.

    PositivNegativ Målgruppe
    Præcise farver (også"out-of-box")ResponstidAllround brugeren
    Dyb gengivelse af sort og god kontrastBetragtningsvinkler kan forbedresGrafikeren
    Homogen baggrundsbelysning Kontoret
    Unikt design  


    Pris og forhandler:

      

    ---



    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?t=2380

  • Flere anmeldelser

    Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

    01 Mar 2024 |

    Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

    23 Feb 2024 |

    Test: Sony A95L (QD-OLED)

    21 Dec 2023 |

    Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

    07 Sep 2023 |