Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Sony SDM-HS75P - FlatpanelsDK

Test: Sony SDM-HS75P

|


Indledning:

Sony, producenten der går ad egne veje. De valgte deres tvivlsomme Minidisc i stedet for Mp3 afspilleren og deres memory sticks i stedet for de nu meget populære flash kort.

Sony har altid villet selv og dette har ført til flere forskellige udfald gennem tiden. Deres skærme er imidlertid ikke så meget forskellige fra de andre producenters. Sony har selv udviklet X-black eller X-brite, hvis man vil. Dette er de dog ikke ene om idet flere andre producenter har lignende teknologier.

Men kan Sony med deres spændende design og innovative tiltag være med på toppen trods deres lidt pebrede priser?
Det vil jeg kigge lidt nærmere på i denne test af deres nye 8 ms SDM-HS75P skærm.



Panelstørrelse:17"
Opløsning:1280x1024
Responstid:8 ms
Overdrive:
Kontrastforhold:600:1
Lysstyrke:400 cd/m²
Farveunderstøttelse:<16.2 Millioner farver
Signal processering: 6 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):160°/160°
Dotpitch:0.264 mm
Panelnummer (Type):AUO (TN)
  
Strømforbrug:36 W
Vægmontering:
Størrelse (HxBxD): 44.2cm x 21.6cm x 40.4cm
Vægt5.7 kg
  
Justeringsmuligheder

 

· Tilt
· Swivel
· Højde
· Pivot
  
Indbyggede højttalere:
  
Indgange 
· VGA
· DVI
· Audio (type)
· SCART
· S-VHS
· HDMI
· Andet  
  
Medfølgende kabler  
· strøm
· VGA
· DVI
· Audio (phono)
· USB upstream
· S-VHS
· HDMI
  
Medfølgende software:

Driver CD

Pixelgaranti:ISO 13406-2 Klasse 2
Diverse: 


Trenden er åbenbart, at manualen skal ligge på cd'en for maksimalt besvær, men det tager vi med og går videre.



Pris og forhandler:




De første indtryk:


Skærmen fås i to udgaver, en hvor rammen er sølv og en hvor rammen er sort. Jeg har fået fat i den med sort ramme.

Skærmen har et lidt specielt design. Der er ikke en fod som man er vant til, men derimod går skærmen nærmest ud i et. Skærmen kan af denne grund også kun tiltes frem og tilbage. Der er hverken pivot eller højdejustering, hvilket er synd, men umuligt med denne form for konstruktion, som Sony har valgt.

Skærmen har en metalfod bagpå, hvor der sidder en lille rulleskive fastmonteret. Når skærmen skal tiltes kræves det et let skub på rammen af skærmen idet foden bagpå er tilstrækkelig stram. Det føles flydende og er på ingen måde besværligt.

Selvom alt, undtagen metalfoden, er af plastik er skærmen utrolig køn og stilren. Der er sandsynligvis ikke alle der bryder sig om det anderledes design, men som et Sony produkt, der holder Sonys egen standard for design og kvalitet, vil Sony entusiaster og andre der er til alternativer, finde skærmen prangende, heriblandt mig.

Det er et design der appellerer til en gruppe mennesker, for enten er man vild med det eller også hader man det.

Der er 7 knapper under skærmen ovre i højre side. Fra venstre mod højre: En input knap, en profilvælger knap, en bekræftelsesknap, en op knap, en ned knap, en menu knap og til sidst en til at tænde og slukke skærmen. Alle knapperne er lette at trykke på, men tilpas stramme.








Stikkene sidder bagpå og vender nedad. For at sætte stikkene i skal man fjerne et plastik cover, som kan sættes på igen bagefter for at skjule dem. Der er en VGA og en DVI indgang.





OSD menuen er let at navigere rundt i og overskueligt opbygget. Her kommer dog en mærkelig indstilling, som jeg vil snakke lidt mere om senere, for der er nemlig en ret vigtig advarsel angående brug af denne. Profilvælger knappen giver mulighed for; Game, PC, Movie og User. Dem kommer jeg også nærmere ind på senere.

Der er muligt at vælge mellem tre forskellige forudindstillede farvetemperaturer: 9300K, 6500K og sRGB. Derudover er det muligt selv at justere hver farve for sig.

Der er også tre forskellige gamma indstillinger, hvilket er et godt valg fra Sonys side.



Ved første øjekast er farverne meget ved siden af, men det indstilles bekvemt i OSD og efter noget tid kan der opnås et godt resultat.

Skærmen virker også en smule lysstærk, men ikke på en irriterende måde, ligesom jeg har oplevet ved andre skærme. Det skyldes sandsynligvis Sonys X-black teknologi, som jeg nok også skal komme nærmere ind på senere.



Skærmen er vægmonterbar, men der følger intet beslag med i kassen.





Forud for testen:


Bemærk at skærmen gennem testen, testes med DVI tilslutning, dog vil kvalitetsforskellen på denne og den analoge omtales senere. Grafikkortet er et Radeon 9600XT.







Skærmen vil blive testet i Monitortest. Ydermere bliver den også vurderet ud fra hjælpeværktøjet her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Herefter testes den i praksis i alt lige fra tekstbehandling til hurtige spil.



Teknologi


X-black teknologien er omdiskuteret. Sony er godt selv klar over fejlene og har lovet at de skulle være rettet i deres kommende version II af teknologien. Der var tidligere tale om, at den allerede skulle være at se i denne version og storebroderen, 19 tommer versionen SDM-HS95P. Selvom det aldrig blev bekræftet af Sony, så har det været omdrejningspunkt for flere nyheder og omtale, men nu er det da endelig bekræftet; det er ikke i disse modeller.



X-black er en teknologi, som ifølge Sony skal forbedre kontrastforholdet og gøre farverne mere fyldige.

Det er opnået med en speciel coating, en optisk prisme og dobbelt fluorescerende lyskilder bag selve panelet.

Det er også denne kombination, som giver det uheldige fænomen, som er det store problem med X-black, nemlig refleksioner. Når mørke billeder fremvises kan man tydeligt se sig selv og det fremhæves endnu mere når man sidder i et mørkt rum eller hvis der falder lys direkte på monitoren.

Fænomenet kan minde om det man ser på skærme med glasfronte, bare værre.

Jeg vil prøve at vise det lidt senere i testen.



For at komme til noget helt andet, så finder man to indstillinger af lysstyrken i OSD (On Screen Display) og det er dette advarslen, som jeg hentydede til tidligere, går på.

I OSD findes der den traditionelle"brightness" og så en som Sony kalder"backlight".



Generelt set findes der flere metoder, hvorpå man kan indstille lysstyrken af et panel. Typisk gøres det ved at ændre på frekvensen af de fluorescerende lyskilder bag panelet og derfor har det ingen direkte effekt på skærmens behandling af signalet. Man skal muligvis indstille kontrast efterfølgende, men det er ikke relevant lige nu.



Denne indstilling er den som hedder backlight på Sony skærmen, og som andre producenter ofte kalder brightness. Brightness på denne Sony skærm er dog noget lidt andet. Brightness indstillingen gør, at der ændres på signalet til skærmen. Den tilføjes nemlig en konstant til signalet før der gives besked til de flydende krystaller for at gøre skærmen mørkere eller lysere. På den måde bliver gråtone skalaen flyttet mere eller mindre.

Dette kan give en ret markant forskel i billedet, men har derimod en ret stor ulempe. Når man gør dette ændrer man også på skærmens modtagelse af signalet og derfor indirekte på spændingerne der gives. Det har den negative effekt, at det kan have ret stor påvirkning på responstiden og det er lige præcis det denne advarsel handler om.



Hvis man på Sony skærmen justerer denne brightness lavt, så trækker skærmen langt mere slør. Det opleves f.eks. når man vælger PC profilen, som den er indstillet som standard. Der forekommer både slør når man scroller over tekst, men også når man trækker vinduer hen over skrivebordet.

Når man derimod ændrer profilen til Game, så bliver skærmen pludselig meget mere reaktiv fordi"brightness" er indstillet anderledes. Dog har Sony åbenbart alligevel valgt, at justere lidt på værdien, som profilen er som standard. Man kan derved få en endnu hurtigere skærm ved at hæve værdien yderligere og så kommer panelet responstid til udtryk i dets oprindelige forstand, for det er slet ikke på højde med andre 8 ms TN paneler, hvis man roder for meget med denne indstilling.



Det anbefales derfor at indstille lysstyrken med backlight indstillingen og det er måske også smart at hæve værdien"brightness" en smule i PC profilen for ikke at opleve slør.



Dette gælder også for mange andre Sony produkter.



Farver, tekst, kontrastforhold og lysfordeling:


Sony har valgt at integrere nogle profiler af indstillinger, hvilket er en smart ting. Der er fire, som henholdsvis kaldes: Game, PC, Movie og User.

Det siger naturligvis sig selv, hvilke der skal bruges til hvad. Game og Movie profilen er lysere end PC profilen idet man ofte kræver mere lys i disse situationer; f.eks. når man sidder længere væk fra skærmen ved filmfremvisning.

PC profilen er naturligvis den der er tiltænkt til skrivebordet, men den er ikke indstillet så godt. Først prøvede jeg at ændre på selve farvetemperaturen, men det viste sig, at problemet lige så meget lå i indstillingen af kontrast og lysstyrke. Efter en del tid opnåede jeg fine resultater og farverne syntes mere livlige, også hjulpet af Sonys X-black/X-brite teknologi, som giver farverne et livligt pift. De er dog ikke helt korrekt gengivet i forhold til virkeligheden, men tættere på end hvad standard indstillingerne var.



Kontrastforholdet er forholdsvist godt. Ikke nær så godt, som på nogle af de MVA og PVA skærme, som jeg har testet, men bedre end det for S-IPS paneler.

Hvid gengives ret korrekt, mens sort dog ikke er helt sort, heller ikke på trods af X-black teknologien.

Skærmen skelner ret godt mellem de forskellige nuancer. I monitorTest (hjælpeværkøjet) kan der faktisk godt skelnes mellem 0 % og 1 % af de sorte nuancer, dog med lidt vanskeligheder. 0 og 1 % er stadig ikke en rigtig sort, der kan bare skelnes mellem dem.

Det er lidt sværere at skelne mellem de tætliggende hvide nuancer og der kan højest skelnes mellem 0 % og 3 %.



Jeg bruger den sædvanlige fremgangsmetode til at vurdere farver og kontrasten. Det indebærer gradienter i forskellige farver. Skærmen er også ret god til at skelne de fleste farver fra hinanden, men det er alligevel tydeligt at det er et 6-bit TN panel. I flydende overgange kan man se meget små vertikale streger, der hvor farverne ikke kan gengives korrekt.
Idet TN paneler teoretisk er i stand til at fremvise 6-bit farver i hver af de tre subpixels, kompenseres der ved at bruge noget, som der kaldes FRC (Frame Rate Control). Det er en dithering metode, som blander nye farver ud fra de gunstige. Der blandes naturligvis ikke, som i ordets forstand, da det næppe er farvelade vi arbejder med, men FRC gør det, at den skifter mellem to forskellige farver synkront med LCD panelets operationsfrekvens og dette snyder øjet til at tro, at der fremvises en ny farve.

Det er lige præcis af denne årsag, at der kan fremkomme problemer ved gradienter (det kan også godt fremkomme af andre årsager) ved TN paneler. Dynamikområdet er altså begrænset til lidt mindre end hvad der ellers kunne være muligt.



Her ses nogle billeder:











Det bekræfter også min teori om, at skærmen ikke gengiver farver helt naturrigtigt, men alligevel ret livligt. Der mangler nogle farver så at sige.

Det er ikke direkte tydeligt med mindre man foretager en sådan test.



På trods af det er det dog en behagelig skærm at sidde foran med relativt gode farver - bedre end det jeg har set på andre 8 ms TN baseret skærme.



Teksten står skarpt, men ind i mellem kan den virke lidt for skarp (i nogle indstillinger i de forskellige profiler), så den bliver meget tynd og svær at læse. Det forekommer hvis skarphedsindstillingen er indstillet for højt, men det kan let rettes ved at gøre den lidt lavere end den er som standard. Hvis det ikke hjælper med de indstillinger man har brugt til skærmen, så kan Microsofts ClearType komme til gavn.



Skærmen interpolerer ikke, som man kunne ønske sig. På skrivebordet anbefales det på det kraftigste at køre skærmen i den native opløsning. I spil kan man godt spille i andre opløsninger, men det giver ikke det allerbedste resultat.

Ved lavere opløsninger er interpolationen specielt synligt på tekst, som bliver fedt og lettere utydeligt. I spil kan det ses på enkelte teksturer og ved skarpe overgange mellem dem.



Lyshomogeniteten er ikke den bedste jeg har set og lyset skinner lidt igennem panelet, men det er ikke rigtig kraftigt nogen steder, idet det er fordelt lidt ud over hele arealet, hvilket trods alt er positivt.



Se billede herunder:




I praksis fandt jeg det ikke så irriterende, men det var dog synligt. Bemærk at kameraet har gjort det lidt værre fordi det er taget fra en lille vinkel, men det hænger sammen med betragtningsvinklerne, som nævnes længere nede.



Responstid:


Udover de tilfælde, hvor man piller med brightness indstillingen, så er skærmen ret reaktiv. I spil bemærker man tæt på intet bemærkelsesværdigt slør. Det er der i få overgange, og panelet er ud fra mine betragtninger ikke helt så hurtigt, som flere andre 8 ms TN paneler.

Jeg oplevede eksempelvis lidt slør i hurtige bilspil. For at se hvordan det udformede sig brugte jeg monitorTest og det er tydeligt at rise tiden for en pixel var betydelig længere end fall tiden. Hvis du har læst den seneste test af Dell 2005FPW så ved du hvad det har af reel betydning, ellers kan jeg henvise til dette afsnit på siden:

Responstid - rise og fall



Jeg åbnede slør testen i monitorTest for så at opdage. at sløret også har en tendens til at blive lidt blåligt i sort-hvid overgange og dette kan også være medvirkende til at skærmen ikke føltes helt så hurtig, som andre 8 ms skærme, da sløret derved bliver mere tydeligt i spil.



Spil afvikles dog rigtig godt og jeg tror kun det er de mest krævende, som vil sætte en finger på noget ved spilbrug.



Film og betragtningsvinkler:


Der forekom video noise i nogle sekvenser og for at begrunde mit udsagn tog jeg mig den frihed at stressteste skærmen i diverse moire mønstre. Her blev det bekræftet uden yderligere slid. I mange moire mønstre, f.eks. et skakternet, var det let at se forstyrrelsen.

Forstyrrelsen (video noise) i film er FRC'en primært skyld i idet der skiftes mellem forskellige nuancer for at danne nye.
Det var dog ikke så slemt i praksis, at man ikke kunne se film, men man kunne derimod godt bemærke det, hvis man sad nær skærmen og var opmærksom på det.



Betragtningsvinklerne er meget dårlige. Bare man sætter sig lidt ned i stolen ændrer de sig i forhold til sin almindelige siddeposition. Det var tydeligt på billederne med gradienterne, men det er endnu mere tydeligt i andre situationer.

Specielt i vertikale vinkler lider panelet under for store kontrast- og farvemæssige ændringer. Nedenfra virker farverne næsten komplementære, mens de ovenfra mangler fylde og kontrast.

Jeg har prøvet at illustrere kontrastændringen som forekommer nedenfor:






Billedet er taget fra en vinkel, men kommer fra samme situation, som billedet ovenfor der viser homogeniteten, gør. Bemærk hvordan sort bliver meget anderledes, altså hvordan kontrasten ændrer sig og sort nærmest bliver grå. Det så faktisk sådan ud i virkeligheden og kameraet har meget godt fanget momentet.

Der var ikke nær så store ændringer i dynamikområdet, men de er skam nævneværdige.



Skærmen gør sig ikke egnet til at se film på med mindre man sidder ret ligefor, her er farverne og kontrasten dog også helt acceptabel.

Fra siderne bliver farverne forvrænget, men kontrasttabet er det man hurtigst bemærker. Sort får det lyse skær, mens hvid bliver mørkere og blå bliver gråligt.




Det ser tydeligvis ud til, at betragtningsvinklerne er ofret for den hurtige responstid, som tit er udfaldet når producenterne prøver på at optimere TN paneler.



Tilføjelser:


Refleksionerne i skærmen forsaget af X-Black er forstyrrende. Hvis man har et vindue som lyser ind på skærmen eller en kraftig lampe i loftet, så kan man nemt se sig selv, når skærmen viser et mørkt billede. Hvis der ikke er lys, som reflekteres i skærmen hjælper det en smule, men i rummet her er der f.eks. et vindue et par meter bag skærmen i venstre side af rummet og gennem testen kunne jeg sagtens se vinduet, selv i mørkegrå billeder på skærmen. Refleksionerne var således ret tydelige med mindre jeg trak halvt for med gardinerne.



Du kan se et billede herunder, hvor lyset fra vinduet reflekteres i skærmen.





Her reflekteres der ikke lys fra vinduet:





Refleksionerne ses værst på mørke baggrunde, men kan også ses i f.eks. grålige eller blålige baggrunde. Genspejlingerne får et bølget præg grundet X-black, forstået på den måde, at der ikke genspejles, som i et konventionelt CRT TV, men derimod mere, som hvis billedet havde fået en kærlig hånd i Photoshop med et af de værktøjer, som skal forvrænge et motiv.



X-black har dog også fordele og hele billedoplevelsen med de meget livlige farver var fed, hvilket er også er Sonys egentlige hensigt.



Skærmen har en feature, som Sony kalder"Intelligent ECO mode". Det består i en lille lyssensor, som dynamisk skal indstille lysstyrken af skærmen i forhold til omgivelserne.

Jeg bemærkede aldrig forskelle i lysniveauet under testen. Jeg prøvede at fremprovokere en ændring ved at belyse sensoren, hvorefter jeg satte end finger på for at blokere for lyset. Det gav ingen synlige resultater.



Jeg oplevede derimod aldrig, at skærmen var for lysstærk, så om"ECO mode" var så dynamisk og hensigtsmæssig at ændringen var en flydende overgang, som knap kunne bemærkes, eller om skærmen simpelthen bare havde en behageligt lysstyrke, er svært at give en entydig konklusion på.



Digital (DVI-D) <-> Analog (D-SUB):


Den analoge indgang er ikke god, lad os slå det fast med det samme. Der følger et kabel med, men det er ikke kablet, som er skyld i kvalitetstabet da det også sker med betydeligt dyrere kabler, som er købt separat.

For at gøre det kort, kan jeg berette om forringet billedkvalitet, en smule ghosting på tekst, og det værste; forstyrrende billede. Det lyder måske underligt, men billedet ryster foroven. Det hænger dels sammen med forstyrrelsen på signalet, dels baggrundsbelysningen, som fremhæver det. Det er irriterende, men samtidigt er det heller ikke sikkert, at det vil vises under andre forhold og i andre omgivelser, men uanset hvad, er signalet let modtagelig overfor støj, også selvom man prøver at isolere kablet.

Alle andre skærme jeg har testet under lignende forhold har ikke haft noget der var nær så slemt.

Og lige meget hvilke omgivelser man befinder sig i vil flere af aspekterne af det dårlige D-SUB signal og den dårlige modtagelse stadig være gældende.



DVI leverer derimod et superklart billede og det anbefales naturligvis, at man kører med denne form for tilslutning.



Konklusion:


Sony SDM-HS75P er en rigtig pæn skærm af god kvalitet. Indstillingsmulighederne er gode og profilvælgeren er en rigtig fin ting, som flere producenter burde have integreret.

Skærmen er yderst behagelig at sidde foran, når man vel og mærke har foretaget de nødvendige indstillinger.
Skærmen har en behagelig lysstyrke mens den gengiver hvid glimrende.



De ergonomiske muligheder var begrænsede, men med dette design er det også en umulighed at gøre eksempelvis pivot muligt. Det må man tage med for at få en anderledes og prangende skærm.



Skærmen har lidt problemer med at skelne mellem de forskellige nuancer af hvid, ligesom sort ikke er rigtig sort.

Farverne er livlige og fyldige, men en lille smule ved siden af trods indstilling. Kontrastforholdet er acceptabelt, men der er plads til forbedringer, specielt i den mørke ende af gråtoneskalaen.

For 8 ms skærme er dette dog et af de bedste resultater jeg endnu har set.



DVI er klart at foretrække. D-SUB (VGA) forbindelsen gav desværre et lidt trist resultat, hvor det var tydeligt at flere af de negative aspekter af den analoge signalforbindelse kunne påpeges uden gennemgribende tests. Det må få den tvivlsomme ære af at være det værste D-SUB signal jeg endnu har oplevet.



Betragtningsvinklerne var meget dårlige og langt fra det man ser på S-IPS og VA varianter af paneler. Kontrasten og farverne var vel at mærke kun optimale lige fra og en smule til siden.



Responstiden var rigtig fin, hvis man ikke begyndte at justere på den føromtalte indstilling. Hastigheden for skærmen bør kunne tilfredsstille selv de mere krævende, selvom den ikke er helt lige så hurtig, som de hurtigste 8 ms paneler.

Det var lækkert at spille på skærmen, dels fordi lysstyrken var behagelig, dels fordi farverne var fyldige.



Problemet med X-black er lidt uheldigt, men til at leve med. Det kræver bare at man trækker for, hvis der er placeret et vindue i den umiddelbare nærhed af skærmen. Hvis disse forholdsregler tages, så er forskellen på refleksionerne mellem en konventionel CRT skærm og denne, ikke stor.


Flere anmeldelser

Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

01 Mar 2024 |

Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

23 Feb 2024 |

Test: Sony A95L (QD-OLED)

21 Dec 2023 |

Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

07 Sep 2023 |