Hvis du har oplevet kontinuerligt at blive logget ud af DRTVs nye login-funktion, så giv det et forsøg på ny. DRTV har ændret i maskinrummet og betragter problemet som løst.
Public service-streamingtjenesten DRTV introducerede den 22. august en ny login-funktion, som bliver obligatorisk for at tilgå dele af DRTV i løbet af 2024.
DRTVs nye llogin-funktion. Illustration: Flatpanels
I perioden efter opgraderingen blev Flatpanels kontaktet af flere danskere, som oplevede at blive logget ud igen af DRTV appen op til flere gange dagligt.
Nogle brugere droppede som konsekvens at logge ind, hvilket endnu ikke er påkrævet for at tilgå DRTVs komplette indholdskatalog, men som dog giver visse fordele såsom synkronisering på tværs af enheder, når man er i gang med at se tv-programmer.
DRTV betragter fejlen som løst
Jesper Persson, Områdechef for Digitale Produkter-Streaming hos DR, oplyser til Flatpanels, der i den første uge efter lancering var en fejl i det nye login, der gjorde, at danskere blev logget ud igen.
Loggede man ind i slutningen af første uge med fejl i systemet, blev man således også logget ud i anden eller tredje uge i løbet af september ved næste besøg til DRTV.
DRs teknikere betragter nu fejlen som løst, så prøv igen, hvis du tidligere har oplevet problemer.
Jesper Persson tilføjer, at systemet er opsat på den måde, at man automatisk bliver logget ud, hvis man ikke har besøgt DRTV i seks måneder.
Oplever du stadig at blive logget ud kontinuerligt, så vil DRTV gerne have din tilbagemelding.