Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonSkærpet krig mellem danske biografer & streaming-tjenester - FlatpanelsDK

Skærpet krig mellem danske biografer & streaming-tjenester

20 May 2021 | Per Fanefjord Laursen |

Der er en indbygget konflikt mellem biografer og streamingudbydere, som har ulmet siden 2012. For nylig blev den skærpet.

Den perfekte storm

Konflikten handler naturligvis om film, og optrapning skyldes en ”perfekt storm” – et sammenfald af vidt forskellige begivenheder. I corona-året blev det almindeligt at sende film i distribution uden om biograferne, der jo var lukket. Dernæst har Disney+ og andre aktører intensiveret konkurrencen mellem streamingtjenesterne, hvor flere produktionsselskaber er ved at opbygge deres egne abonnementsplatforme. For det tredje har nedlukninger det seneste år presset filmkalenderen for 2021 tæt sammen, så biograferne er nødt til at være mere nøjeregnende i forhold til de titler, der sættes på plakaten.  - "Det er svært at se, hvorledes denne konflikt lander. Men streamingkrigen stopper ikke her, den er lige begyndt. Forbrugerne er nemlig glade for at kunne vælge fede nye blockbuster-film direkte i stuen," siger streaming- og tv-ekspert Keld Reinicke til Flatpanels.

Stort streamingudbud ændrede alt

Biografen havde i årtier et eksklusivt domæne – filmpremiere – som stort set var intakt, lige til Netflix i 2012 ramte Danmark og banede vej for både danske og udenlandske streamingtjenester. Streamingtjenesterne ændrede filmvaner. Det blev muligt at have adgang til et næsten uendeligt antal film til samme pris som én aften i biografen.  De forandringer tvang den klassiske danske distributionsmodel til fornyelse. Primært et forkortet biografvindue. I biografvinduet havde film før en eksklusivitet på 6 måneder, men som udgangspunkt kører en film kun 3-4 måneder, da billetsalget for de fleste film aftager allerede efter 4-8 uger. Streamingtjenesternes entré fremtvang en diskussion om at få film hurtigere ud til de næste distributionsled. 

Mulan

Verden over har biografer været tvunget lukket I lange perioder efter coronavirus brød ud

Biografer sagde nej til blockbusterfilm

I foråret 2021 er biograferne ekstra presset, efter at have været nedlukket i 137 dage og set 45% af billetsalget forsvinde ud i den blå luft. For nylig sagde danske biografkæder nej til at vise blockbustere som Godzilla vs. Kong, Black Widow og Oscarvinderen Nomadland, fordi distributørerne i disse tilfælde har indskrænket biografernes eksklusivperiode fra 4 måneder til kun 4 uger, hvorefter streamingtjenesterne får lov at tilbyde de samme titler. Eller slet ingen eksklusivperiode, såkaldt simultanpremiere. Læs også: 'Black Widow', 'Cruella' og 'Luca' får premiere på Disney+ Filmmagasinet Ekkos chefredaktør, Claus Christensen, siger: - "Der er biografer og måske endda kæder, som vil bukke under, fordi de er enormt afhængige af de amerikanske blockbustere, der nu ryger hurtigere over til streamingtjenesterne," siger Claus Christensen. Formand for Danske Biografer, Lars Werge, har valgt en neutral tilgang til konflikten. - "Hvilke film der bliver vist hvor, er fuldstændigt op til den enkelte biograf. Det har vi fra Danske Biografers side ikke noget at bestemme i forhold til, og det må vi ikke have," siger Lars Werge til filmmagasinet Ekko.  Lars Werge anerkender, at det var uundgåeligt, at streamingtjenesterne ville medføre forandringer, også for biografernes eksklusivperiode. Det gik bare hurtigere end forventet på grund af coronaens entré.  

Mulan

Disneys Mulan er en af de film, som blev rykket fra biografer til streaming

Markedet udvides

Biograferne er meget afhængige af de amerikanske blockbustere. Mange biografgæster er ikke parate til at betale det samme for en billet, hvis de nærmest samtidig har adgang til filmen via en streamingtjeneste. Omvendt hævder distributørerne, at markedet blot udvides, og at biografernes lange eksklusivperiode er skabt i en tid, hvor filmtitler turnerede rundt fra sal til sal. Det er dog ikke alle, der køber præmissen om at biografernes indtjening udhules, hvis biograferne eksklusivperiode bliver meget kortere. - "Der er stor forskel på biografer og streamingtjenester. Ellers ville biograferne være døde for længst," siger Frederik Malling Juul, distributionschef hos SF Studios til MediaWatch. 

En nødvendig tilpasning til realiteterne

Konflikten vil uden tvivl føre til mere fleksible aftaler med afsæt i nutidens digitale virkelighed, spår flere eksperter: - "Filmindustrien har hidtil haft en fantastisk berøringsangst i forhold til eksklusivperioden, fordi biograferne har spillet med musklerne. Derfor er det ikke blevet afprøvet på de større titler før nu," siger senioranalytiker Claus Bülow Christensen fra Copenhagen Future TV.  Se også: Tema: Biografer vs. streaming Intet er afgjort, mener Keld Reinicke: - "Så længe de amerikanske Hollywood filmstudier er ejet af streamingtjenesterne, og den model giver nye streamingabonnenter, så er det biograferne, der i første omgang taber krigen. Men alt kan ske i krig, så sidste punktum er ikke sat endnu."

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Status på UHD Blu-ray i 2024

26 Apr 2024 |

Smugkig på den kommende X (Twitter) app til Smart TV

26 Apr 2024 |

Får du også hvid skærm på DRTV? DR arbejder på løsning

26 Apr 2024 |

Apple Home & AirPlay support for første gang i 2024 Philips OLED TV

25 Apr 2024 |

1 million har oprettet login på DRTV

25 Apr 2024 |

Første 480Hz OLED panel til high-end gaming nu i masseproduktion

25 Apr 2024 |