Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonNy, skrappere TV-energimærkning viser forbrug i både SDR & HDR - FlatpanelsDK

Ny, skrappere TV-energimærkning viser forbrug i både SDR & HDR

01 Mar 2021 | Rasmus Larsen |

Fra i dag er det slut med A+++. Der indføres ny, skrappere energimærkning af bl.a. TV-skærme. Der vises nu energiforbrug for både SDR- og HDR-tilstande på skærme.

Re-skaleret energimærke

EU ændrer i dag energimærkningen for hårde hvidevarer, TV-skærme og elektroniske skærme. Fra september 2021 vil lyskilder også være omfattet af de nye regler. A+++ droppes og alle produkter vil bruge samme skala: A-G. De nye regler betyder konkret, at TV-skærme som før skiltede med A+++ nu typisk vil være kategoriseret som B eller C. - "Den nye energimærkning gør det langt nemmere at sammenligne, hvor meget energi produkterne bruger. Samtidig bliver der også stillet større krav, så det bliver sværere at opnå et A på den nye skala, end det var at opnå det lidt kryptiske A+++ på den gamle skala. På den måde bliver det nemmere for forbrugerne at vælge de produkter, der giver besparelser på både energien og elregningen," siger klimaminister Dan Jørgensen. Læs også: PS5 har 12x højere strømforbrug end Apple TV ved video-streaming De nye energimærker har i en overgangsperiode fra november 2020 til februar 2021 været vist sammen med de gamle energimærker på produkterne. Fra i dag den 1. marts 2021 er det kun de nye energimærker som gælder. Forhandlere har 14 dage til at udskifte mærkaterne.

Energimærkning for SDR og HDR

Ud over re-skalering, så er den store ændring for TV-skærme, at der nu vises energiforbrug for både SDR (Standard Dynamic Range, eller standard dynamikområde) og HDR (High Dynamic Range, eller højt dynamikområde). Stadigt flere film, serier og konsolspil udgives i HDR-format, hvilket typisk øger energiforbruget, særligt på LCD-skærme med LED-belysning. Det skyldes, at LED-belysningen intensiveres kraftigt, når skærmen detekterer et HDR-signal. På OLED-skærme styres lyset på pixel-niveau, hvorfor energiforbruget kun øges såfremt HDR-udgaven af en film eller et spil har lysere scener end SDR-udgaven. 8K-skærme har typisk også højere effektforbrug end 4K-skærme idet lyseffektiviteten er lavere. Flatpanels har en opdateret oversigt over strømforbrug i hhv. SDR- og HDR-tilstand for alle TV-skærme, som er testet.

Det nye energimærke

Det nye energimærke viser energiforbrug i både SDR- og HDR. Foto: Label 2020

Mere information via QR-kode

De nye energimærker kan kendes på, at de har en QR-kode printet øverst i højre hjørne. Med denne QR-kode kan forbrugerne få mere information ved scanning via telefonens kamera. - "Det er resultatet af et stort forarbejde fra EU, der snart vil give forbrugerne adgang til samtlige produktdata på deres mobil," forklarer Energistyrelsen. "Der kommer snart et nyt dansk onlineværktøj, der blandt andet gør det nemt at se den totale pris for et produkt i levetiden. Det kan bidrage til, at danskerne køber bedre produkter og skåner klimaet, når man kan se, at en lidt højere indkøbspris godt kan være billigst i længden. Værktøjet udnytter produktdata fra den fælles Europæiske produktdatabase for Energimærkede produkter, EPREL." Yderligere information kan findes på label2020.dk.

Baggrund: Det nye energimærke

  • I 25 år har EU’s energimærke gjort det muligt for forbrugerne at vælge energieffektive produkter. Siden introduktionen i 1994 har energimærket bidraget væsentligt til at opnå EU’s energi- og klimamål.
  • Produktudvikling har gjort vores apparater stadig mere energieffektive. Derfor er der med tiden tilføjet ”+’er” til den oprindelige A-G skala på energimærkerne, så mange er endt med A+++ som det bedste.
  • De mange ”+” har gjort energimærket sværere at gennemskue, og størstedelen af produkterne er i dag i de bedste klasser, hvilket gør det svært for forbrugere at skelne mellem de mest effektive produkter.
  • For at gøre energimærket nemmere at forstå og sammenligne justerer EU nu skalaen, så A igen er det bedste. For at undgå nye ændringer i fremtiden vil EU jævnligt tilpasse kriterierne for klasserne A-G afhængig af teknologi- og markedsudviklingen.
  • Fra 1. marts 2021 vil forbrugerne møde det nye energimærke på husholdningskøle/fryseapparater inkl. vinkøleskabe, vaskemaskiner, opvaskemaskiner, kombinerede vaske/tørremaskiner, fjernsyn og elektroniske skærme.
  • Fra 1. september 2021 indføres det nye energimærke også på lyskilder.
  • Energipilen i online butikker og markedsføringsmaterialer opdateres med tilgængelige spænd af energiklasser
  • Man kan fortsat støde på gamle energimærker for modeller, der er på vej ud. Her udarbejdes ikke nye energimærker, og forhandlerne har 9 mdr. til at komme af med sortimentet.
  • For nogle produktkategorier som ovne og tørretumblere vil energimærket først i de kommende år blive ændret til den nye skala. De bevarer indtil videre deres nuværende energimærker.
  • Se Energistyrelsens anbefalinger til, hvilken energiklasse du bør går efter for hvilke produkter på SparEnergi.dk/energimaerker
  • Flatpanels
    - Kilde: Energistyrelsen

    Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

    Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

    Flere nyheder

    Status på UHD Blu-ray i 2024

    26 Apr 2024 |

    Smugkig på den kommende X (Twitter) app til Smart TV

    26 Apr 2024 |

    Får du også hvid skærm på DRTV? DR arbejder på løsning

    26 Apr 2024 |

    Apple Home & AirPlay support for første gang i 2024 Philips OLED TV

    25 Apr 2024 |

    1 million har oprettet login på DRTV

    25 Apr 2024 |

    Første 480Hz OLED panel til high-end gaming nu i masseproduktion

    25 Apr 2024 |