Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonHvad nye PlayStation & Xbox konsoller betyder for dit TV-køb - FlatpanelsDK

Hvad nye PlayStation & Xbox konsoller betyder for dit TV-køb

07 Nov 2019 | Rasmus Larsen |

Kommende spilkonsoller vil byde på bl.a. 8K, 4K120 og VRR (variabel billedfrekvens), så hvis du planlægger at købe nyt TV i 2019 eller 2020, så er det værd at tage in mente. Flatpanels kigger nærmere på de tekniske forhold.

Ny videoteknik i nye spilkonsoller

Tilslutter du en Xbox One X, der kan levere spil i 4K-opløsning, til en ældre HD-skærm, så får du et billede i HD. På samme måde vil nye spilkonsoller være kompatible med nuværende TV, men du vil ikke nødvendigvis få fordelene ved den nye teknik i konsollerne. Sony og Microsoft har begge bekræftet (her og her), at deres næste spilkonsoller vil kunne håndtere op til 8K og 4K120 (4K ved 120 billeder per sekund). Herudover har Microsoft bekræftet, at den nye Xbox vil understøtte VRR (variabel billedfrekvens). Men hvad betyder alt dette helt konkret? Først og fremmest betyder det, at din nuværende TV-skærm vil være flaskehalsen. Med undtagelse af ganske få 4K TV, som netop er lanceret, så er 4K TV på markedet generelt begrænset til 4K60 (4K ved 60 billeder per sekund). Nogle af de første 8K TV på markedet vil sågar ikke engang kunne modtage et 8K-signal fra spilkonsoller. Nøgleordet her er HDMI 2.1. Den nye HDMI-standard åbner for 8K60, 4K120 samt en mere fleksibel implementering af VRR (variabel billedfrekvens), hvilket betyder, at et spil i 4K kan svinge i billedfrekvens fra f.eks. 40 billeder per sekund i de mest hæsblæsende action-sekvenser til 120 billeder per sekund i andre sekvenser - ligesom FreeSync og G-Sync. Et TV med VRR vil automatisk og konstant tilpasse sin frekvens til at matche spilkonsollens. VRR sikrer med andre ord mere flydende afvikling af spil. Det er vigtigt fordi selv de nye spilkonsoller næppe kan afvikle de tungeste spil i 4K120 i samtlige scener. Grafikchippen i konsollen renderer i så høj billedrate, som muligt, men uden VRR vil udgangssignalet være låst til f.eks. 4K120. At låse signalet til en given frekvens virker, men det giver sporadisk hakkende bevægelser og større forsinkelse på signalet. Hverken Microsoft eller Sony har direkte nævnt HDMI 2.1, men 8K60, 4K120 og VRR kræver alle HDMI 2.1. TV-skærmen skal naturligvis også have HDMI 2.1 for at udnytte de nye muligheder.

Gran Turismo i 8K Gran Turismo i 8K

Når du køber nyt 4K eller 8K TV

Påtænker du at købe nyt TV i 2019 eller 2020, som senere skal tilsluttes PlayStation 5 eller Xbox 'Scarlett', så er det værd at være opmærksom på ovenstående. Mest af alt fordi du allerede nu kan "fremtidssikre" dig. Indtil videre har kun LG formået at udstyre sine nye 4K OLED og high-end 4K LCD-modeller med HDMI 2.1 (på alle fire HDMI-porte). Nogle enkelte 8K TV har også HDMI 2.1, men disse understøtter ikke VRR og er derfor ikke være helt optimale til spilkonsollen. Spil i 8K er desuden i en meget tidlig fase. Læs også: Oversigt: 4K TV og 8K TV med HDMI 2.1
Vi forventer, at en bølge af 4K-skærme udstyret med HDMI 2.1 lanceres i 2020, men det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at selvom HDMI 2.1 sikrer, at skærmen kan modtage signaler i 4K120 og 8K60 (i 8K TV), så sikrer det ikke automatisk VRR. Og selv hvis der er et flueben ud for VRR på specifikationslisten, så er VRR-spændet lige så afgørende. Kan skærmen håndtere 30-90Hz, 48-120Hz eller måske 20-120Hz? Det har betydning for, hvor flydende spillet afvikles. Jo større VRR-spænd desto bedre.

Sony HT-ST5000 Atmos soundbar

Vær opmærksom på lyddelen

Der er endnu en krølle på halen, nemlig lyddelen. Selvom Microsoft med Xbox One så småt har taget skridtet til nye objekt-baserede lydformater som Dolby Atmos og DTS:X, så forventes det store gennembrud først i næste generation. Sony taler i den forbindelse om "3D audio" i PlayStation 5. Ofte vil folk med et Atmos- eller DTS:X-system have en receiver med tilsluttede højttalere eller eventuelt en nyere soundbar. Udfordringen ift. de kommende spilkonsoller bliver, at disse receivere ikke har HDMI 2.1. Det vil sige, at såfremt man lader HDMI-signalet fra konsollen passere igennem receiver/soundbar først, så kommer 4K120, 8K og VRR ikke videre til skærmen. Du begrænses til 4K60, hvilket kan presses igennem HDMI 2.0. I stedet skal man forbinde spilkonsol direkte til skærmen, og sende lyden videre fra TV til receiver/soundbar - eller vente på receivere med HDMI 2.1 (samt de valgfrie HDMI 2.1 funktioner såsom VRR). Forsinkelse er fjenden i spil, så de kommende spilkonsoller vil med al sandsynlighed sende Atmos, DTS:X eller et tredje lydformat afsted som et ukomprimeret signal. For at få det fra tv-skærm til receiver/soundbar i fuld kvalitet skal skærmen derfor have HDMI eARC (enhanced Audio Return Channel). eARC er en videreudvikling af ARC, som er en returkanal i HDMI-forbindelsen dedikeret til lydsignaler. Læs også: HDMI ARC (Audio Return Channel) og eARC forklaret Med andre ord: Hvis du ikke ønsker at skulle købe ny receiver eller soundbar, så skal du sikre dig, at TV-skærmen har understøttelse af HDMI eARC. Følg linket ovenfor for at se en liste over TV med HDMI eARC.

Uncharted Lost Legacy

Opsummering

Vi har ovenfor kigget nærmere på de tekniske forhold. De nye konsoller kommer først hen imod slutningen af 2020, så det er klart, at markedet kan nå at ændre sig inden da. Bundlinjen er dog, at mange af de teknologier, som bl.a. Sony og Microsoft allerede taler om som "næste generations teknologi" kræver HDMI 2.1. Den nye standard åbner for nye muligheder og har desuden en række valgfrie komponenter (f.eks. HDMI VRR), som TV-producenterne kan vælge at implementere eller ikke at implementere. Vil du sikre dig bedst muligt, så skal du derfor have HDMI 2.1 for øje - foruden god billedkvalitet naturligvis. 2020-generationen af TV afsløres på CES-messen i januar 2020 og lanceres i løbet af foråret og sommeren, men allerede nu kan du få TV med HDMI 2.1 samt VRR.



Flere nyheder

Stofa

Stofa i 2020: Prisen på tv-pakker stiger med op til 40 kr/md.

16 Nov 2019 | Rasmus Larsen |
Xbox spilstreaming

Microsoft lancerer xCloud i 2020 med support af PC, iOS & PS4 controller

15 Nov 2019 | Rasmus Larsen |
Power København

Power åbner i København d. 23. nov: Nogle tilbud bedre end Black Friday

15 Nov 2019 | Rasmus Larsen |
BeoVision Harmony 65

B&O lancerer 65" Beovision Harmony OLED TV

15 Nov 2019 | Rasmus Larsen |
YouSee

Tiltagende kundeflugt fra YouSee forud for Discovery-brud

15 Nov 2019 | Rasmus Larsen |
Disney+

Disney+ tiltrak over 10 mio. abonnenter på sin lanceringsdag

15 Nov 2019 | Rasmus Larsen |
Dplay

Discovery giver YouSee-kunder m.fl. rabat på Dplay Sport

15 Nov 2019 | Rasmus Larsen |
Usmart TV

Usmart TV: Forsvindende apps og flygtige platforme - opdateret

13 Nov 2019 | Flatpanels |