Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTrends: I 2015 skal kampen om styresystemerne stå - FlatpanelsDK

Trends: I 2015 skal kampen om styresystemerne stå

14 Jan 2015 | Rasmus Larsen |

Vi er tilbage fra CES med masser af indtryk i rygsækken. I en serie af artikler kigger vi nærmere på de tendenser, som vil præge tv-markedet i 2015 og årene herefter. Vi lægger ud med at kigge på styresystemer – eller software – og hvordan kampen om styresystemerne skal stå i 2015.

Trends: Ultra HD får bedre pixels, ikke kun flere
Trends: Buer, quantum dots, OLED, 3D & total forvirring

Alle har skiftet styresystem

På mobilmarkedet har kampen i mange år stået imellem Apple’s iOS og Google’s Android, med Microsoft’s Windows på sidelinjen. Før da havde hver producent et relativ simpelt og lukket styresystem, men introduktionen af iPhone redefinerede spillereglerne på markedet, og mugede ud i stalden af producenter, der fulgte det gamle paradigme.

På tv-markedet nærmer vi os afslutningen på første fase. Tv-styresystemerne nærmer sig ”iPhone”-vendepunktet, hvor systemerne bliver mere avancerede, efter første bølge. Spillerne har måttet erkende, at de ikke kunne det hele selv. I andre brancher ville man så vidt muligt forsøge at holde første fase intern, før man lancerede et forbrugerprodukt, men teknologibranchen er anderledes.

Og således kridtes skoene op til næste fase i 2015. Praktisk talt samtlige betydelige tv-producenter gør klar til at skifte tv-platform i erkendelse af, at deres første forsøg ikke fungerede.

Overblikket for 2015 ser således ud:
  • Samsung --> Tizen
  • Sony --> Android TV
  • LG --> webOS (tyvstartede i 2014)
  • Panasonic --> Firefox OS
  • Philips --> Android TV
  • Sharp --> Android TV

    Sideløbende forsøger andre tv-platforme at få fodfæste gennem tv-bokse, såsom Apple TV, Roku (2. største platform i USA) og Microsoft Xbox (Windows).

    Sony Android TV CES 2015


    De nye platforme er ikke bare mere avancerede end før, men også mere åbne. Udviklere har bedre muligheder for at udvikle og udgive apps, og flere af platformene er ved at udvikle sig til også at håndtere rigtige spil, ligesom det kendes på mobilplatformene. De taler bedre sammen med mobilen og står til at blive centeret i det smarte hjem, hvor alt er forbundet.

    En anden drivende faktor i udbredelsen af tv-styresystemer er streaming. Tv-indhold leveres i dag i stigende grad over internettet. Det sker faktisk i en sådan grad, at Netflix på bare to år er gået fra ingenting i Danmark til vel nok at være den andenstørste tv-udbyder. Ikke alene det; Netflix driver også den teknologiske udvikling indenfor indhold med 4K-streaming i 2014 og HDR (high dynamic range) i løbet af 2015. De traditionelle tv-kanaler kan kun se passivt til mens de stadig hænger fast i fortiden.

    Streaming gør også tv-tjenester globale. De får landegrænser til at flyde ud, selvom rettighedshaverne forsøger at kæmpe imod det uundgåelige. YouTube buldrer stadig derudaf og næste fase bliver, at få det op på tv-skærmen. Streaming er med andre ord et af de centrale elementer i, at styresystemer i tv-skærme sættes i centrum.

    Samsung Tizen


    Hvem trækker sig sejrsrigt ud?

    Det er svært at spå - især om fremtiden. Det er dog værd at bemærke, at Samsung har takket nej tak til Android TV fra Google, selvom de er langt den største Android-partner på mobilfronten, og en af de eneste som rent faktisk tjener penge på det. LG er ligeledes en de største Android-partnere, men også de har valgt at takke nej.

    Er Samsung og LG bange for at give faklen videre til Google? De vil stadig selv, og det virker åbenlyst, at Apple’s succes i at styre - og eje - mange led ned igennem kæden, giver anledning til at genoverveje planerne hos visse andre producenter i disse år. Vertikal integration har vist sig at virke. Som vi hørte tidligere på måneden er LG også på vej med et smart-ur baseret på webOS. På CES fortalte Samsung, at Tizen skal være ”styresystemet til alt”, altså også dit hus. Og i dag lancerer Samsung den første mobiltelefon med Tizen.

    Google har naturligvis samme mål og forsøger at gøre Android til styresystemet for alt, men som producenterne har mærket i mobilbranchen, så kan et partnerskab medføre, at magtbalancen – og pengene – vippes over i Google’s favør.

    Panasonic Firefox OS


    Panasonic står alene som partner til Mozilla, og selvom Firefox OS er spændende, så bliver det en kamp for dem at få vind i sejlene. Ikke mindst fordi Panasonic’s tilstedeværelse i USA, hvor en stor del af udviklerne sidder, er skrumpet til minimal størrelse efter de trak sig ud af plasma-tv.

    Så hvem trækker sig sejrsrigt ud? Hvor skal du placere dine penge for også at kunne hente nye apps på dit tv om 3-4 år? Vil Samsung, LG eller Panasonic kapitulere om få år og springe på Android TV?

    Alle bolde er oppe i luften lige nu. I 2015 starter kampen om styresystemerne på tv-skærmen.

    LG webOS 2.0


    Den grimme hemmelighed

    I indledningen skrev vi, at man i andre brancher holder testfasen intern. For er det ikke hvad de første generationer af Smart TV mest af alt føltes som? En testfase?

    Forbrugerne har ufrivilligt stået model til producenternes stædighed og forestilling om, at fordi man er stor på hardware, så kan man også håndtere software. Ingen arbejdede på tværs. Det har mange uheldige tilfælde allerede udstillet og det får mange ejere af ældre tv for alvor at mærke i 2015, når der skiftes platforme. For ingen Smart TV fra 2014 eller før opdateres til Tizen, Firefox OS og Android TV. Det samme var tilfældet, da LG rullede webOS ud i 2014.

    Hvad sker der, hvis Apple for alvor melder sig ind i kapløbet?
    Det er den grimme hemmelighed, som producenterne helst ikke vil tale om. De lover, at alle apps fra de gamle platforme opdateres til den nye, men hvad med vice versa? Ingen kommentar.

    Selvom Google heller ikke ligefrem har den stolteste tradition med at opdatere ældre Android-mobiler og tablets, så er de blevet bedre og de har trods alt erfaringen, som kan tale for, at Android TV står bedst gearet lige nu.

    Men hvad sker der, hvis Apple for alvor melder sig ind i kapløbet? Med en helhjertet satsning på en ny boks eller endda en tv-skærm?

    En af internet-pionererne, Marc Andreessen der i dag investerer i nye teknologifirmaer, sagde i 2011; ”software is eating the world”. Bliver 2015 året, hvor vippen tipper, så det ikke længere er hardware, der driver tv-markedet, men i stedet software?

    Trends: Ultra HD får bedre pixels, ikke kun flere
    Trends: Buer, quantum dots, OLED, 3D & total forvirring



  • Flere nyheder

    Philips 2020 TV

    Danske priser på Philips 2020 OLED & LCD TV

    29 May 2020 | Rasmus Larsen |
    Sony ZH8 8K

    Sonys nye 8K TV starter på 56.000 kroner

    29 May 2020 | Rasmus Larsen |
    Tidal Dolby Atmos TV

    Tidal lancerer Dolby Atmos-musik på Apple TV 4K, Android TV & FireTV

    29 May 2020 | Rasmus Larsen |
    Philips Hue Sync

    Philips Hue-boks har nu Dolby Vision & HDR10+ support

    29 May 2020 | Rasmus Larsen |
    Killers of the Flower Moon

    Apple vil finansiere næste film fra Scorsese, DiCaprio & De Niro

    28 May 2020 | Rasmus Larsen |
    BeoVision 8K OLED

    Bang & Olufsen lancerer 8K OLED i Harmony-serien

    28 May 2020 | Rasmus Larsen |
    Twitch LG TV

    Twitch app er landet på LG TV (webOS)

    28 May 2020 | Rasmus Larsen |
    YouTube Kids Apple TV

    YouTube Kids app klar på Apple TV

    28 May 2020 | Rasmus Larsen |