Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonDet store Netflix-interview: Alt om fremtiden - FlatpanelsDK

Det store Netflix-interview: Alt om fremtiden

22 Jan 2013 | Rasmus Larsen |

Netflix kom til Norden og Danmark med et brag og Netflix kalder det for deres ”Best launch ever”. FlatpanelsDK mødte Netflix i Las Vegas, hvor vi talte om fremtiden, danskerne, nye funktioner og indhold. Læs meget mere i det store Netflix-interview!

Vil du have mere at vide om Netflix og tv-branchen fremover, så tilmeld dig FlatpanelsDKs Facebook, Nyhedsbrev, twitter eller RSS.


Netflix om i går, i dag og fremtiden

Netflix: En amerikansk tv-gigant, som vi sjældent har set før på dansk jord. Med over 30 millioner kunder på verdensplan er der få tv-aktører, der kommer tæt på Netflix, som i dag findes i USA, Canada, Latinamerika, Storbritannien og senest Norden.

”Best launch ever.” Netflix elsker danskerne og Norden


Netflix åbnede officielt dørene i Danmark og Norden d. 16. oktober. Det skete med massiv medieårvågenhed, men hvad bringer fremtiden? FlatpanelsDK mødte Netflix’s kommunikationschef, Joris Evers, i Las Vegas under CES 2013. I over en time talte vi om alt fra lanceringen til fremtiden, og Netflix afslørede flere planer overfor FlatpanelsDK.

Netflix er ikke bange for at erklære deres kærlighed til Norden. De kalder lanceringen for deres bedste nogensinde, hjulpet frem af vores internet-kærlighed, gadget-kærlighed og store hunger efter tv-indhold. Der har tidligere været et tal fremme på 350.000 danskere. Vi pressede på for at få et tal fra Netflix, men indtil videre vil Netflix kun rapportere om ”30 millioner betalende kunder på verdensplan”.

Det store Netflix-interview
Netflix mangler indhold, siger kunderne. Det kommer, siger Netflix


Netflix blev indledningsvis mødt med entusiasme, men også skuffelse. Danskerne ville have mere indhold; i særdeleshed mere amerikansk indhold. Vi hungrer efter tv-serier og helt nye film-udgivelser.

Spiralen:
Flere kunder fører til mere indhold, hvilket giver flere kunder, der igen giver mere indhold
Netflix’s forretningsmodel er dog anderledes end andre streamingløsninger, såsom f.eks. musiktjenesten Spotify, forklarer Joris Evers. Spotify betaler musikkunsterne en lille smule hver gang du streamer en af deres sange. Det gør Netflix ikke. Netflix betaler én sum for en given film – eller gruppe af film – og skal således lave kalkuler for fremtiden.

Fordi Netflix arbejder med faste beløb, følger indholdskataloget antallet af kunder. Med andre ord kommer der mere indhold i takt med at Netflix får flere kunder (og flere penge imellem hænderne).

Det bliver dog ikke hvilket som helst indhold. En af Netflix’s virkelige styrker er deres datagrundlag, som langt overstiger de konventionelle tv-udbyderes datagrundlag. Netflix ved præcis, hvad du ser, hvornår, hvor og hvordan. De ved hvad du ser meget af og hvad du ser lidt af. De ved, hvad du ser næste gang og foreslår endda nye film og tv-serier baseret på disse data. Det er noget traditionelle tv-udbydere kun kan drømme om. Alt foregår naturligvis anonymt, men alt denne data betyder også, at Netflix kan tilføje nyt indhold baseret på, hvad de ved danskerne elsker, forklarer Joris Evers.

Med andre ord kan tålmodighed betale sig. Netflix ved allerede hvad du kan lide. Du behøver ikke at fortælle dem det og i 2013 kommer der masser af nyt indhold; blandt andet Netflix’s store satsninger på eksklusivt indhold, der er søsat netop baseret på, hvad Netflix ved, at deres kunder elsker.

”Eksklusivt indhold: Vil Netflix være mere som HBO?” spurgte vi


Der er ikke så store forskelle på danskerne og amerikanernes tv-vaner, siger Joris. Vi elsker på begge sider af Atlanten både film, tv-serier og drama. Vi elsker tv-serier såsom Prison Break og Breaking Bad.

House of Cards er baseret på netop denne viden. Det er en serie med Kevin Spacey i hovedrollen, produceret eksklusivt for Netflix. House of Cards får verdenspremiere 1. februar. Lilyhammer er en anden eksklusiv-serie, som allerede kan ses nu. Senere i 2013 kommer også fjerde sæson af Arrested Development samt Hemlock Grove og Derek (skabt af en af folkene bag The Office) – alle sammen eksklusive Netflix-serier.


”Men vil Netflix være mere som HBO?”, spurgte vi Joris Evers. HBO er også for nylig kommet til Danmark med en streamingtjeneste, men har modsat Netflix netop en baggrund indenfor produktion af tv-serier og indhold.

Netflix ser dog ikke sig selv på den måde, forklarer Joris. De vil fremover producere mere eksklusiv-indhold, men de vil også licensere indhold fra andre studier. Fordelen ved at producere selv, er, at Netflix kan give premiere til tv-serien samtidig i hele verden. Hvad mere er; du vil kunne se alle afsnit fra dag 1. Ikke noget med at vente en uge imellem hvert afsnit. Det er den ultimative manifestation af ”når-du-vil-hvor-du-vil”-tanken. Og når Netflix selv producerer, så bestemmer de også alting selv.

Netflix har allerede demonstreret, at de kan være med blandt de helt store i USA. Senest præsenterede Netflix deres måske største nyhed nogensinde. De får eksklusivret til Disney, Pixar, Marvel og Lucas Art film og serier, efter salgsvinduet er overstået. Det betyder i praksis, at Disney-film, verdens bedste animationsfilm fra Pixar, superheltefilm fra Marvel og Star Wars fra Lucas Art kommer på Netflix kort efter, at de er sat til salg på DVD/Blu-ray (som er første ”vindue” efter biografen). Kun hos Netflix – ingen andre. Og selvom aftalen ikke gælder os danskere, beviser den, at Netflix fremover vil kæmpe med tv-kanalerne om det allerbedste indhold. Det samme kan ske i Danmark og Norden, hvis Netflix bliver store nok. Du husker nok; flere kunder = mere indhold.

”Hvor er live-tv? Hvor er direkte fodboldkampe?”


Netflix er en on-demand-tjeneste. De har film, tv-serier og dokumentarer, men ingen live events eller direkte sportsudsendelser. ”Men er det planen for fremtiden?”, spurgte vi.

Det er ikke en retning, som Netflix vil tage i årene der kommer, siger Joris Evers. Der er hverken planer om direkte sport, nyheder eller musikshows. Der er stadig brug for tv-kanaler, siger Evers. Tv-kanaler og on-demand kan sagtens leve side-om-side, men tv-kanaler skal nok justere deres programflade, så der er færre film og tv-serier, men mere direkte indhold.

Super HD, 3D og teknologien bag

Netflix præsenterede deres Super HD-billedniveau på CES 2013, der øger billedkvaliteten til Full HD med en ny, dobbelt så effektiv komprimering. Super HD erstatter dermed Netflix’s tidligere X-High-billedniveau og Netflix føler sig overbevist om, at fremtidens komprimering muliggør endnu højere billedkvalitet via internet-streaming.

Det store Netflix-interview
Netflix demonstrerede 3D på CES. Her ses 3D med en bitrate på cirka 6 Mb/s, men 3D kan komme helt op på 12 Mb/s


Netflix demonstrerede samtidig 3D på CES 2013 – dog kun i USA. Når der streames 3D hæves bitraten til næsten 12 Mb/s – det dobbelte af Super HD. 3D er ikke en stor satsning fra Netflix side, men der vil blive tilføjet mere indhold, og så skal det ikke mindst illustrere, at Netflix sagtens kan levere fremtidens formater – så længe internetforbindelsen er til det.

Netflix demonstrerer 4K-streaming
Netflix og Samsung demonstrerer streaming af 4K fra Netflix til et Samsung Ultra HD-tv


Netflix demonstrerede desuden 4K-streaming på CES, i et samarbejde med Samsung.

”Kommer der 4K-streaming på Netflix før det kommer på tv-kanalerne?” spurgte FlatpanelsDK


Joris Evers tør ikke spå så mange år ud i fremtiden. Det skal først og fremmest give mening for kunderne, siger Joris. Der findes stort set ingen Ultra HD-tv i stuerne og der kan heller ikke streames i 4K til nogen af de eksisterende mediebokse eller Smart TV-platforme. 4K er en meget tidlig test, men Netflix demonstrerer, at de sagtens kan. Det er bare et spørgsmål om, hvornår markedet er klar til det.

Hvor er min kø-liste? Hvorfor får jeg anbefalinger, som ikke interesserer mig?
Som dansker kan du ikke sætte film i kø på Netflix. Det kan amerikanerne. Netflix har planlagt ikke at gå i luften med kø-funktionen i Norden, da de pt. tester andre muligheder, siger Evers. Men testfasen sker ude hos brugerne; ikke i et lukket testrum på Netflix’s hovedkontor.

Forskellig funktionalitet rulles ud til måske 10.000 eller endda 100.000 brugere. Det kan være helt forskellige funktioner eller blot små nuanceforskelle. Målet er, at en funktion skal gavne brugerne og føre til flere spenderede minutter på Netflix. Viser testgruppen uændret adfærd, betragter Netflix ikke den nye funktion som gavnlig for brugeroplevelsen om så implementeres den ikke. Når disse tests er overstået vil Netflix tage en beslutning om, hvad danskerne får implementeret.

En test kan tage helt op til 6 måneder, men forudgående tests i USA fra tiden, hvor Netflix ikke var lanceret i Danmark, kommer nu også danskerne til gode i form af nye funktioner. Lad os prøve at kigge nærmere på, hvad det handler om.

Familieprofiler, second-screen & DIAL

Der er konkrete nyheder på vej. En af dem er ”familieprofiler”. Netflix foreslår allerede nyt indhold baseret på hvad du har set hidtil, men med flere medlemmer af forskelligt køn og i forskellige aldersgrupper, er der også en god chance for, at familien ser forskellige udsendelser, og derfor ikke får de bedst mulige anbefalinger.

Det store Netflix-interview
Sådan ser det ud når man åbner på en enhed, der understøtter Netflixs nye Familieprofiler


Derfor er Netflix ved at rulle de nye Familieprofiler ud. I praksis fungerer det ved, at man mødes med en profilvælger, hvor man vælger hvem man er. De forskellige profiler kan herefter foreslå indhold til hver person af husstanden.

Det store Netflix-interview
Nu ser far tv og vil ikke have anbefalinger baseret på børnenes favorit-serier


Netflix er herudover ved at rulle deres ”second-screen”-muligheder ud på tværs af platformene. Second-screen er kort fortalt den trend, hvor folk i stigende grad bruger deres smartphones og tablets imens de ser tv. Så hvorfor ikke lade enhederne interagere?

Det store Netflix-interview
Søg efter film på din tablet og send det hen på tv-skærmen via Netflix’s nye funktion


DIAL gør det muligt at starte en film eller serie fra Netflix på et Smart TV eller en medieboks, der er slukket – med kun ét tryk
Det virker allerede i Netflix’s iOS og Android apps. På din tablet eller smartphone kan du kigge rundt i kataloget af indhold. Når du finder noget du gerne vil se, kan du vælge at sende det over på f.eks. dit Smart TV eller din PlayStation 3. Herefter opretter tv’et eller medieboksen selv en direkte forbindelse til Netflix’s servere, og din tablet/smartphone agerer således blot ”fjernbetjening”.

Netflix er ved at rulle funktionen ud til flere Smart TV, mediebokse og spilkonsoller, men lige nu er den største begrænsning, at Smart TV’et eller boksen skal være tændt og endda være logget ind på Netflix-app’en.

Netflix arbejder derfor på ”DIAL”, der er et initiativ med flere producenter i ryggen. DIAL gør det muligt at starte en film eller serie i Netflix på et Smart TV eller en medieboks, der er slukket. Det registreres blot, at der er enheder, som kan afspille Netflix i hjemmet, og via din tablet/smartphone kan du således finde en film og trykke ”Play”, hvorefter stue-tv’et tændes, starter Netflix-app’en og starter filmen – alt sammen med ét tryk.

Det stopper dog ikke der. I princippet kan man med DIAL styre meget mere end Netflix. DIAL er et bredt initiativ, der gør en smartphone eller tablet til en universalfjernbetjening, der kan starte f.eks. en film på stue-tv’et og starte en børneudsendelse på børneværelset uden man behøver at rejse sig fra sofaen.

Det store Netflix-interview
Wii U tager second-screen-konceptet hele vejen, hvor Wii-controlleren fungerer som fjernbetjening og ”second-screen”


Netflix har også demonstreret unikke second-screen implementeringer med f.eks. Nintendo og den nye Wii U, der bruger sin game-controller som Netflix-fjernbetjening. Man kan både skubbe Netflix op på den store tv-skærme via Wii U eller hive Netflix ned på den lille skærm.

Det store Netflix-interview
På Wii U kan du også hive film og tv-serier fra Netflix ned på den lille ekstra-skærm


Når Netflix vises på den store tv-skærm får man information om tv-serien på den lille skærm. Disse elementer tror Netflix kan hæve brugeroplevelsen, men også brugervenligheden, og derfor arbejder man på at udvide dem til flere enheder.

Endelig arbejder Netflix på at brede Facebook-integration ud på tværs af deres apps til Smart TV, mediebokse og spilkonsoller. Facebook-integrationen handler ikke kun om ”Likes”, men i større grad om at bruge Facebook-platformen til at anbefale film og tv-serier til dine venner og familie, ligesom de kan gøre det samme. Du bestemmer selv i hvilken grad Facebook skal integreres, men du kan eksempelvis også åbne op for, at venner kan se, hvad du ser netop nu.

Vi siger tak til Joris Evers, kommunikationschef, og Netflix for muligheden for at få et indblik ind i fremtiden.

Vil du have mere at vide om Netflix og tv-branchen fremover, så tilmeld dig FlatpanelsDKs Facebook, Nyhedsbrev, twitter eller RSS.


Du kan læse meget mere om Netflix i vores Netflix-sektion. Eller Prøv Netflix gratis her.



Flere nyheder

Sony Crystal LED

Sonys første microLED-skærme koster millioner

16 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
YouTube HTML5

YouTube udfaser sin browser-løsning til TV

16 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
B&O Beosound Stage soundbar

Første indtryk: Beosound Stage soundbar & BeoVision Harmony TV

13 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
Hisense IFA 2019

Hisense fremviser 8K, 21:9-skærm, 'Arc' TV & dobbelt-lags LCD TV

13 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
Filmstriben Apple TV

Bibliotekernes Filmstriben klar på Apple TV

12 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
See Apple TV+

Apple: Sådan streames 4K Dolby Vision & Atmos fra Apple TV+

12 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
Sharp Android TV

Sharp satser på Android TV i europæisk comeback

12 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
Philips 8K OLED

Philips fremviser 8K OLED TV

11 Sep 2019 | Rasmus Larsen |