Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonÅret der gik: Smart TV - FlatpanelsDK

Året der gik: Smart TV

27 Dec 2011 | Rasmus Larsen |

Året står på hæld og FlatpanelsDK opsummerer 2011 i en serie af artikler. Vi tager et kritisk kig på året som helhed og gør status over, hvorvidt producenternes satsninger er lykkedes – eller fejlet. Samtidig kigger vi frem mod 2012. I dette indslag tager vi Smart TV under luppen. Læs også om ”3DTV” og ”Billedkvalitet”.

Året der gik: Smart TV

Smart TV blev skabt før 2011, men i 2011 har producenterne for alvor presset på. Smart TV er Tv-verdenens pendant til smartphones; en ny internet-verden med on-demand indhold, TV Apps og meget mere står for døren. Visionen er ret nem at omfavne mentalt, og vi ved allerede hvad smartphones gjorde for mobilverdenen. Nu står vi i december 2011, og glaskuglen er smidt væk. I stedet kan producenternes bestræbelser betragtes i bagklogskabens klare lys. Og når der nu skal gøres status, hvad kan der så siges?

Smart TV i 2012
Der har været få lyspunkter, men generelt har Smart TV været en tynd kop te i 2011

Jo først og fremmest, kan det siges, at alle Tv-producenterne har været forholdsvis enige om retningen for Smart TV, men det er nærmest også det eneste, de har været enige om. Hver producent har skabt sin egen Smart TV platform, med sin egen App-platform og sin egen brugerflade. Det efterlader et indtryk af et ekstremt rodet marked, der ikke rigtig kan få momentum.

Kæden er ikke stærkere end det svageste led

Hvis smartphone-markedet skal være nogen indikator for, hvor vi bevæger os hen, ved vi også, at der ikke er plads til særlig mange platforme, og vi ved, at kæden ikke er stærkere end det svageste led. Man skulle tro denne lektie stod klart fra smartphones, men det har tilsyneladende ikke været tilfældet.


Smart TV er ikke stærkere end det svageste led

Det nytter ikke noget at have et Smart TV med et lækkert look, hvis brugervenligheden er dårlig, de tekniske grundsten ikke er på plads, og udviklerne ikke støtter op om projektet. Det er i en ond spiral, hvor App-udviklerne ikke støtter op om Smart TV platformen, hvis forbrugerne ikke køber eller bruger TV Apps – og omvendt. Der skal opbygges en kritisk masse. Netop dét argument er naturligvis en lovlig undskyldning, men kæden knækker alligevel over. Vi sidder lige nu og kigger på 5-6 forskellige Smart TV platforme hos de store producenter, hvor grundstenene ikke er på plads. Nogen er bestemt bedre end andre, og Samsung har snuppet førertrøjen, men listen af mangler er lang:
  • Platformene er for langsomme pga. for sløve processorer
  • Der mangler indhold og Apps
  • Helt basale teknologier understøttes ikke
  • Der mangler betalingsmodul
  • Brugervenligheden er dårlig
  • Samspillet med andre enheder mangler Listen fortsætter og det efterlader os med det som kan summeres som en dårlig brugeroplevelse. Kæden er ikke stærkere end det svageste led.

    Salgsvirksomheder snubler i økosystem-opbygning

    Tv-markedet har i høj grad været præget af rene, traditionelle salgsvirksomheder indtil nu. Producenter af Tv har tjent penge på at sælge Tv’et – og eventuelt tilhørende produkter – men herefter er der ingen økonomiske udsigter. Den efterfølgende levering af indhold, og deraf indtjening, har udbyderne af Tv-kanaler taget sig af. Begge led i kæden er nødvendige, men hidtil har de været skarpt adskilt. Nu bliver grænserne sløret og Smart TV producenterne bliver også delvist ansvarlige for at levere noget meningsfuldt indhold. Det er traditionelle salgsvirksomheder ikke vant til. Nu skal der opbygges et økosystem – og producenterne snubler.


    Betingelsen for ”Smart” er et økosystem. Det stiller helt nye krav til producenterne

    Rene salgsvirksomheder er opdelt i divisioner, der hører under samme firma-paraply, men som sjældent taler sammen – altså for alvor snakker sammen. Divisionen for telefoner sælger telefoner, og divisionen for AV sælger audio/video produkter. Til sammen kunne de sælge oplevelser og løsninger, men det kræver en omfattende omstrukturering af salgsvirksomhederne og kulturen. Der er dog også eksterne faktorer, som gør indgangsbarriererne høje for producenter, der ikke hidtil har fokuseret på økosystemer. Den største udfordring er rettigheder til indhold, og markedet bliver til dels holdt tilbage af de nuværende indholdsleverandører af film, musik og mere. Rettigheden til en Hollywood-film tildeles nærmest per land, og derfor er udfordringerne store, når Smart TV skal rulle ud globalt, og samtidig levere indhold på tværs af landegrænser. Her er det imidlertid rettighedsorganisationer og indholdsleverandører der styrer showet, og det er en længere proces at ruske op i et stærkt fastgroet marked. Endelig er det svært at overse, at flere Tv-producenter allerede har skiftet Smart TV platform fra år til år, og med udsigt til nye ændringer i 2012, må kunderne efterlades med en følelse af brudte løfter. Smart TV skal opbygges som et økosystem og ikke som en ”funktion”, der udskiftes fra år til år. Ordene kan lyde hårde, men med det in mente, sammen med oplevelserne med Smart TV hidtil, sidder man tilbage med meget lille tillid til, at Smart TV kan få succes, med mindre der kommer en ekstern aktør ind og ryster lidt op i hele strukturen.

    Der kræves nye aktører

    Udefrakommende aktører lægger da også an til et angreb. Google og Apple har sammen erobret smartphone-verdenen med deres iOS og Android platforme, og inden længe vil de begge udfolde sig på Tv-markedet. Begge karakteriseres ved deres stærke økosystemer og begge har masser af støtte i ryggen fra de udviklere, som skal skabe indholdet til fremtidens Smart TV.

    Næste version af Google TV – nu med Android TV Market
    Næste version af Google TV – nu med Android TV Market

    For fremtidens Smart TV tegnes et billede af et marked, hvor de nuværende Tv-producenter vil danne alliance med Google og Google Tv-systemet, og hvor Apple står på den anden side af vejen med deres mere integrerede start-til-slut-filosofi. Det kan blive spændende at følge, men også ruske godt og grundigt op i magtbalancerne. 2011 har derimod efterladt os med en rodebunke, der ikke er meget værd, med Samsungs Smart TV platform, som den eneste, der har fået bare lidt luft under vingerne. Så dommen må være, at Smart TV i 2011 har været en fiasko. Hvad mener du? Del din mening om 2011 og Smart TV i kommentarfeltet herunder.
    Husk at du kan følge udviklingen indenfor Smart TV i vores Smart TV-sektion
  • Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

    Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

    Flere nyheder

    Apple Home & AirPlay support for første gang i 2024 Philips OLED TV

    25 Apr 2024 |

    1 million har oprettet login på DRTV

    25 Apr 2024 |

    Første 480Hz OLED panel til high-end gaming nu i masseproduktion

    25 Apr 2024 |

    Nye EU-regler tvinger producenten til at reparere efter garantien

    24 Apr 2024 |

    Sonys gratis-kanaler med reklamer klar på LG TV i Danmark

    24 Apr 2024 |

    Max-rabatkunder beholder 4K lidt længere

    24 Apr 2024 |