Lige for at fluekneppe den: selve LED’en er selvemitterende hvad enten den er en OLED-subpixel, eller om den er en lyskilde i et LCD-TV. Det der IKKE er selvemitterende er den enkelte pixel i er LCD-TV (belyst med en LED-kilde), da lyskilden jo dækker over væsentlig mere end én subpixel.
LED udsender lys, deraf selvemitterende, og i et OLED-TV er dioden lavet af organisk materiale, som fylder én subpixel. Dermed er der pixelpræcis styring af lyset i sådan en fætter. På et LCD-TV med LED-lyskilde, er det maksimale antal dioder et sted mellem 1000 og 10.000 på nuværende tidspunkt (på det der markedsføres som miniLED-TV), hvilket betyder, at hver enkelt diode må dække over adskillige tusinde subpixels når lyset først er skudt ud gennem LCD- og farvefilter-lagene.
Der er billeder af de to paneltyper i artiklen her:
https://www.flatpanels.dk/fokusartikel. ... 1473926577
LCD panel med LED-lyskilde (og måske et Quantum Dot filter et sted i sandwichen). Billedet skabes i denne sandwich af LCD-laget, som lukker af for lyset bagfra i hver enkelt subpixel, og dermed skaber nuancerne af R, G og B når lyset passerer gennem farvefilteret. Lyskilden er altså en separat enhed ift. selve laget der skaber billedet, så man må forsøge, at få de to lag til at arbejde sammen bedst muligt.
OLED panel (LGs version med farvefiltre). Her skabes billedet af de hvide dioder bagerst, som styrer lyset på subpixelniveau og derefter får sin farve når det sendes gennem farvefilteret.
De “ægte” LED-TV og RGB-OLED-TV ville ligne noget ala OLED-modellen, dog uden farvefilteret, da hver enkelt subpixel har den rigtige farve - jeg har bare ikke inkluderet den type i artiklen og derfor heller ikke tegnet en skitse af dem. Som navnet antyder, så er de ægte LED-TV ikke opbygget af organiske dioder, så de har ikke et “O” i navnet. Det betyder ofte også, at de ikke har samme kedelige tendens til at forgå, som organisk materiale jo har, så de
burde heller ikke have samme problem med burn-in.