Test: TCL C855 (miniLED LCD)
TCL har med C855 lanceret efterfølgeren til sidste års populære C845, der konkurrerede på teknik med Samsung og Sonys miniLED LCD-modeller, men til en væsentlig lavere pris. Det er igen opskriften bag C855, der nu har opgraderet systemchip, flere miniLED-zoner og en lidt nyere udgave af Google TV. TCL C855 findes i 65, 75, 85 og 98 tommer, så altså et tak større end forgængeren C845, der fandtes i 55-85 tommer. Flatpanels tester 75-tommer C855. Læs også: Oversigt: TCL 2024 TVFørste indtryk
Med C855 bevæger TCL sig væk fra designet på C845, der havde en elektronikboks på nederste halvdel af bagsiden, og over et mere strømlinet designsprog – mere i stil med Sony. Elektronikken er nu fordelt over hele bagsiden, der buer let fra kanterne ind mod midten. Det nye design gør skærmen lidt tykkere i toppen og man vil ikke kunne få skærmens yderkanter helt ind til væggen ved vægmontering, men vi synes ikke desto mindre, at det er et positivt skridt. Rammen om skærmen er i metal, dog med et "Premium QD-MiniLED"-logoet på højre side, hvilket vi gerne ville have undværet. Portene er placeret bagpå, samlet i venstre side, bortset fra strømstikket, der sidder ovre til højre. Der er fire HDMI-porte, men ligesom på alle andre Google TV – bygget på MediaTek-chip – er kun to af dem HDMI 2.1 med den højere båndbredde til 4K120 sammen med spilkonsoller osv. På samme måde er LAN-porten stadig begrænset til 100 Mbps, hvorfor man på papiret opnår væsentlig højere netværkshastighed med skærmens WiFi 6. Øverst på bagsiden finder man en aflang enhed med en masse små huller. Bagved gemmer sig to loft-vendte højttalere til brug med Dolby Atmos-ovenlyd. Som det kan ses, vender de dog bagud – ikke frem mod seeren. Det vender vi tilbage til. Den midterjusterede fod er udført i metal men plastik på bagsiden. Den virker stabil nok til 75-tommeren, men den er lidt svær at montere. Vi blev nødt til at være minimum 2 personer, men hvis man vil undgå at sætte på højkant, så bør man være 3. Man kan lægge skærmen ned på et bord, men vi er altid lidt varsomme ift. risikoen med at lægge så store skærme ned. Vær opmærksom på, at C855 i 85 og 98 tommer i stedet har fødder i siderne.Brugeroplevelse & features
TCL C855 er et Google TV, drevet af en MediaTek-systemchip. I forhold til forgængeren C845, som vi testede sidste år, har TCL fået Google TV op på Android version 12, samtidig med, at man nu får Pentonic 700 chippen, der er lidt hurtigere og åbner for nye videofunktioner. TCL C845 fandtes senere i sin levetid som en 'X2'-udgave med Pentonic 700 chippen, men man kunne bare ikke være sikker på, hvad man fik. Med C855 er man sikker. I C855 er der 48GB ledig plads efter Google TV er installeret, hvilket er mere end dobbelt op i forhold til C845. Det sikrer, at man ikke kun har rigelig plads til streaming-apps, men også tungere apps som Kodi og Plex, eller nogle af de små simple børne- og familiespil, der findes i app-butikken til Google TV.Annonce:Pentonic 700 chippen i sig selv er dog stadig ikke, hvad vi vil beskrive som en kraftkarl. Vi har herunder kørt benchmark og sammenlignet med andre Google TV. Som du kan se yder Pentonic 700 i praksis kun marginalt bedre end den foregående chip i TCLs Google TV, hvilket ikke er så overraskende, idet der i Pentonic 700 sidder samme CPU (4-kernet Cortex A73) og samme GPU (Mali G52). Det står i kontrast til Pentonic 1000 chippen, som Philips og Sony er overgået til. Man vinder i praksis Android 12, der nu endelig kører i 4K-opløsning i brugerfladen, større lagerplads til apps samt nogle videofunktioner, som vi vender tilbage til senere i testen. Vi er stadig langt fra at matche den Android-baserede Nvidia Shield og milevidt fra at matche selv første Apple TV 4K boks fra 2017. Som nævnt før, så er der stadig ikke lagt hardwaregrundlag for, at Google TV som platform kan støtte op om andet end relativt simple apps.Med hardwaren fastsat, lad os da vende blikket mod softwaren, altså selve Google TV. Her opleves TCL C855 ikke rigtig anderledes end andre Google TV-enheder. Selv indstillingsmenuerne er begyndt at blive samkørt på Google TV fra forskellige producenter, om end indstillingspunkterne er forskellige afhængigt af TV-mærke. En forskel er dog, at TCL har præinstalleret egne apps inkl. TCL Home. TCL har desuden indgået partnerskab med Apple om AirPlay 2 så du trådløst kan sende medieindhold fra iPhone/iPad og Apple HomeKit, hvilket muliggør styring af visse funktioner i TCL TV'et via iPhone/iPad. Det er i tillæg til indbygget Google Cast (Chromecast), som findes i alle Google TV. Der er en app, der hedder TCL Channel, hvorfra man kan se gratiskanaler med reklamer, i stil med Pluto TV. De fleste TV-producenter har efterhånden egen app til gratiskanaler. Der er naturligvis apps som DRTV, TV 2 Play, Viaplay, Netflix, Disney+, Max og Apple TV. Der er her – i modsætning til LG og Samsung Smart TV – tale om en rigtig DRTV app, så man ikke løber ind i begrænsninger ift. hvad for noget indhold, man kan streame. Google TV tilbyder også apps til spilstreaming enten over hjemmenetværket eller internettet, såsom SteamLink og Nvidia GeForce Now. Google har som bekendt droppet sin egen streamingtjeneste til spil, Stadia. Disse apps virker ligesom på andre Google TV og er primært afhængige af en række andre forhold end selve TV'et, hvorfor vi ikke brugte mere tid på dem. Dog sikrer Google TV-softwaren sammen med hardwaren i C855 at man nemt kan tilslutte diverse spil-controllere over Bluetooth. Xbox appen til spilstreaming mangler stadig på Google TV. Der er ikke rigtig så meget andet at tilføje om Google TV, så lad os i stedet opsummere sådan her: Google TV er et mere fleksibelt og veludbygget TV-styresystem end webOS og Tizen, hvorfor vi mener, at det er det bedste styresystem indbygget i TV-skærme. Mængden af reklamer er dog tiltagende, inkl. de mange "anbefalinger" (sponsoreret indhold) fra partnere, og det har allerede taget overhånd, efter vores mening. Det hører ikke til på et high-end TV at mere end halvdelen af skærmen som udgangspunkt er overtaget af en reklamekarrusel øverst. Godt nok er vi i Danmark forskånet for de reklamer for biler og fastfood, de får i USA, men det er nok bare et spørgsmål om tid. Google TV bliver samtidig holdt tilbage af den svage hardware, og stabiliteten bør forbedres i både Google TV og TCLs skærme specifikt. Som bekendt kan man tilføje Google TV til ethvert TV ved blot at købe Google TV Streamer – eller Chromecast med Google TV – der kan styres med TV'ets fjernbetjening. Nuvel, nogle købere ønsker det hele integreret. En praktisk detalje er, at HDMI CEC (TCL kalder det 'HDMI control') nu – i modsætning til tidligere TCL TV – var aktiveret fra start, om end funktionen til at tænde TV'et sammen med en ekstern enhed stadig ikke var aktiveret. Du skal du altså gøre manuelt, hvis du ønsker, at TV'et skal tænde/slukke sammen med andre enheder, under Channels and Inputs -> External Inputs. C855 har både WiFi 6 og Bluetooth 5.2. Dekodning af videofiler i AV1 fungerede som tiltænkt, men der er ikke hardwaresupport af videoformatet VVC (H.266).Google TV – CPU/GPU benchmark
CPU – Geekbench 4 (single-core & multi-core) MediaTek MT5887
Philips OLED805MediaTek MT5889
TCL C845 X1MediaTek Pentonic 700
TCL C855, C805, X955MediaTek MT5895
Sony XH90, X90J, X90K, X90L, Philips OLED807MediaTek Pentonic 1000
Philips OLED809MediaTek Pentonic 1000
Sony A95L, XR90Nvidia Shield TV Apple A10X
Apple TV 4K 1st GenFlatpanels
GPU – GFXBench (1080p Manhattan 3.1 & Aztec Ruins), 3D Mark (Slingshot Extreme) MediaTek MT5887
Philips OLED805MediaTek MT5889
TCL C845 X1MediaTek Pentonic 700
TCL C855, C805, X955MediaTek MT5895
Sony XH90, X90J, X90K, X90L, Philips OLED807MediaTek Pentonic 1000
Philips OLED809MediaTek Pentonic 1000
Sony A95L, XR90Nvidia Shield TV Apple A10X
Apple TV 4K 1st GenBetjening
Da vi testede C845 sidste år, rådede vi TCL til kraftigt at skære ned på antallet af knapper og gøre fjernbetjening mere lækker. Om det er vores opfordring, der har gjort udslaget, lader vi være usagt, men der ligger en ny fjernbetjening i boksen til C855. Den er væsentlig forsimplet og mere lækker på sofabordet. Fjernbetjeningen har nu en metaloverflade, men er stadig sort plastik på undersiden. Den er mere simpel at overskue og bruge, med nemt overskuelige navigationsknapper. Det er et skridt i den rigtige retning, men der er dog stadig mindst dobbelt så mange knapper som nødvendigt, efter vores smag. De fire sponsorknapper nederst bør fjernes eller gøres fuldt ud brugerkonfigurerbare.TCLs premium-fjernbetjening medfølger. Foto: FlatpanelsTV-højttalere
TCL C855 har fået en opgradering på lydsystemet, med loftvendte enheder til Dolby Atmos. Dem hørte vi ikke rigtig noget til, men vores overordnede indtryk er, at lyden overordnet er bedre end i mange foregående TCL TV. Det har været et af de svage punkter hos TCL, så det er rart, at man rykker sig lidt væk fra bunden. Der er nu bedre bas, om end den stadig en tendens til at blive lidt vibrerende – som om der går overgang i kabinettet. Det går an til blandet tv-brug, men vi synes ikke højttalerne når op i kategorien "acceptabel" til musikbrug, hvor meget musik lyder mudret og skinger. Vi anbefaler som altid, at man overvejer en ekstern lydløsning. Der er efterhånden kommet andre muligheder end den velkendte soundbar.Der er i TCL C855 indbyggede loftvendte enheder. Foto: FlatpanelsSom nævnt understøttes Dolby Atmos, men TCL er en af de producenter, der også bakker op om alternativet fra DTS. Vi kan bekræfte, at TV'et dekoder DTS-HD MA, med eller uden DTS:X. Til gengæld dekoder det ikke DTS:X profil 2, hverken fra USB eller Disney+, der er den første streamingtjeneste med lyd i DTS:X profil 2. Det indgår som del af 'IMAX Enhanced'-initiativet. Disney har ellers nævnt TCL som en af sine partnere i lanceringen, så det undrer os, at det ikke virker. Vi har sat TCLs tekniske folk på opgaven. Læs også: Liste: TV-skærme med Dolby Atmos, DTS:X & IMAX Enhanced Fordelen ved at have Dolby Atmos og DTS:X understøttet i en TV-skærm er – som vi har sagt før – ikke at det skal lyde overvældende på de indbyggede højttalere. Support sikrer simpelthen, at man også kan få lyden ud af TV'et og igennem via HDMI passthrough til en ekstern enhed. Dagene hvor man bare sender bitstreamet videre til dekodning på en receiver eller soundbar hører disc-alderen til. Streamingtjenesterne serverer slet ikke lyden i det bedre format, hvis TV'et ikke tilkendegiver overfor serveren, at de kan dekode lydformaterne.Kalibrering
TCL har færre, men stadig for mange billedprofiler inkl. Dynamic, Standard, Movie, Game og IMAX. Standard og Dynamic er to forskellige grader af meget forkert. For at komme bedst fra land bør man vælge Movie-profilen, der er forholdsvis præcis men ikke helt spot-on. TCL støtter som bekendt ikke op om Filmmaker Mode-initiativet. Game-profilen er samtidig blandt de mest præcise blandt TV-producenter, hvilket vi vil rose TCL for. Spil skal – ligesom film – naturligvis gengives som spilskaberne har skabt dem, og ikke med voldsomt overpumpede farver og lys (med mindre spilskaberen ønsker det, så det ligger i videosignalet, og så skal TV'et stadig bare holde sig til kildesignalet). En del TCL-modeller er efterhånden Calman Ready, så de påkrævede kalibreringmønstre ligger i selve skærmen, men på testtidspunktet var Calman Ready-opdateringen ikke blevet klar til 2024-modellerne. Vi kunne godt have tænkt os at give det et skud, selvom vi som udgangspunkt altid kalibrerer manuelt for at kunne dele vores indstillinger med jer. Det skyldes, at der er en fejl i RGB-offset indstillingen: Dem der styrer rød, grøn, blå i den mørke ende af skalaen ved 2-punkts kalibrering. Disse styrer i stedet RGB i den høje ende, hvilket RGB-gain også gør. Det lader pt. til at være en generel fejl i Google TV, for vi oplevede det samme på Philips OLED809. Dermed kunne vi ikke komme i mål med vores kalibrering (som set på billedet nedenfor). Vi anbefaler derfor at undgå RGB-indstillinger indtil fejlen er rettet. Se vores kalibreringsforslag. Husk i øvrigt at slå Eco-funktionen fra: Intelligent Settings -> Intelligent Picture -> Adaptive Brightness: Fra.Øvrige billedprofiler
Tryk på profilen for at se målekurve
Dynamic (SDR) Movie (SDR) Game (SDR) Dynamic (HDR) Movie (HDR) Game (HDR) Annonce:I HDR bør du ligeledes holde dig fra Standard og Dynamic. Igen bør du vælge Movie eller IMAX, der er tæt på identisk – endnu et sted hvor der kunne skæres ned. Disse to billedprofiler er meget præcise i målingssituationen, men som før nævnt begynder farvepræcisionen er skride med rigtigt indhold i praksis – det kommer vi tilbage til. Igen i HDR er Game-billedprofilen relativt præcis, men dog en tak for lys generelt. Til Dolby Vision-indhold anbefaler vi at bruge Dolby Vision Dark-billedprofilen. Mht. den maksimale lysstyrke og højlyset, så virker det som om, at miniLED-baglyset i C855 i sin grundform er ret sammenligneligt med sidste års C845, men med en boost-funktion lagt ovenpå, ligesom vi så i topmodellen TCL X955. Det betyder, at lysstyrken kan boostes kortvarigt i visse situationer. Vi vender tilbage til dette i afsnittet om billedkvalitet, men vil blot her konstatere, at den maksimale lysstyrke i højlys som udgangspunkt er ca. 2400 nits, men tættere på 4000 nits når boost slår ind. Dækningen af DCI-P3 og Rec.2020 farverummene målte vi til hhv. 95% og 73%, hvilket er på niveau med andre LCD TV, men ikke i nærheden af QD-OLED.Målinger
Vores "målinger"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV’ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen. Bemærk: I 2021 implementerede vi en ny metode for måling af gennemsnitligt strømforbrug i SDR og HDR, hvilket gør at tidligere års målinger ikke er 1:1 sammenlignelige. I SDR måles der i ‘Kalibreret’ strømforbrug ved en lysstyrke ca. 100-120 nits for at normalisere målingerne på tværs af skærme (vores anbefaling for kalibrerede billedindstillinger kan variere). Denne metode vil blive anvendt fremadrettet.Bemærk: Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.Billedkvalitet
TCLs afdeling for produktion af skærmpaneler, TCL CSOT, leverer LCD-paneler til brug i populære modeller fra Samsung, Sony og senest LG, foruden naturligvis TCLs TV-skærme. Derfor vil du finde mange lighedstegn mellem skærmene efterhånden, og vi befinder os i en væsentlig anderledes situation i dag end for få år siden, hvor Samsung og LG stadig selv producerede LCD TV-paneler (LG gør lidt endnu, men kun i begrænset omfang, og stopper i marts 2025). Vi nævner det igen i denne test af C855 fordi TCLs LCD-skærme efterhånden ikke bare matcher de mere velkendte producenters LCD-skærme, men ofte overgår dem på trods af, at prisen er markant lavere. Det er stadig muligt for andre producenter at udvælge eller modificere LED-baglyset, men også her er TCL et par skridt foran. Det har vi igen fået syn for i C855, idet antallet af miniLED-zoner nu er 1344, 2160, 2304 og 2160 i henholdsvis 65, 75, 85 og 98 tommer – væsentlig flere end i en prismæssigt tilsvarende modelserie fra f.eks. Samsung, hvor man i stedet skal helt op i 4K-topmodellen QN95D for at få samme antal zoner. Samsungs QN95D sælges til en helt anden pris. TCL fortsætter altså med at positionere sine modeller som "value-for-money" og hver størrelse af C855 har mere end dobbelt så mange miniLED-zoner som i forgængeren C845. Direkte sammenlinet med C845 noterer vi os, at det højere antal zoner har fået TCL til at skrue ekstra op for lysstyrken, når meget små lyse objekter vises i billedet (hvad vi kalder 1% og 2% i vores målinger). Det er tit her det kraftig højlys bruges i film- og spilscener, men faren på miniLED LCD TV er naturligvis, at det medfører lysglorier omkring de lyse objekter. Netop lysglorier kan C855 ikke sige sig fri for, på trods af de flere miniLED-zoner. Det er som sådan ikke en overraskelse, idet vi også observerede problemet på TCLs 115-tommer X955 med over 20.000 zoner, men ikke desto mindre bør du forbedre dig på, at de ses løbende, f.eks. om undertekster eller på andre på skærmen kraftigt oplyste objekter med mørk baggrund. Det bliver markant værre, hvis man ikke sidder ligefor skærmen. Dette er stadig et af de primære udfordringer med miniLED LCD TV, fordi det altid er en balancegang. De lysstyrkeniveauer, som f.eks. vi har målt, kan man ikke regne med at få ofte i praksis, da det kommer an på scenen i filmen, størrelsen på de oplyste objekter osv. Det samme gælder farvepræcisionen, som vil afvige afhængigt af, hvordan miniLED-zonerne 'flexer'. Det er meget svært at måle og kvantificere, men afvigelser kan ses med øjet, afhængigt af scenen.Annonce:Den maksimale lysstyrke – højlyset – i C855 har et ekstra usikkerhedmoment. Det skyldes, at den – ligesom topmodellen X955 – har et boost-system, der slår ind, når der i korte seancer skal bruge ekstra meget lys. Det er rigtigt, når TCL markedsfører C855 med op til 4000 nits, men uden boost-systemet rammer den "kun" lidt over 2000 nits. Vi observerede, at boost-systemet bleve brugt mere sparsomt i C855 end i X955, og faktisk var det i flere situationer svært for os overhovedet at få det til at slå ind. Boost-systemet har en nedkølingstid, før det kan booste igen, hvilket i praksis betyder, at f.eks. to eksplosioner i film kort efter hinanden ikke nødvendigvis gengives på samme måde. Det er et kompromis, som vi også har set Samsung tage i brug, og allerhelst ville vi faktisk gerne have mulighed for at slå boost-systemet fra, da vi – som altid – argumenterer for, at god HDR-billedkvalitet først og fremmest handler om styringen af lyset. Ikke mængden af lys. Læs også: Sony vender blikket mod 4000 nits som næste skridt for HDR Ikke desto mindre er TCL C855 ekstrem lysstærk, hvilket i lige så høj grad har at gøre med, at den når over 700 nits i fuld skærm. Ikke alene sikrer det, at HDR-scener i film og spil ikke mangler lys som helhed, men det sikrer også, at skærmen har masser af overskud i selv meget oplyste miljøer såsom moderne stuer, uanset om man ser fodbold eller skisport. På lysstyrke i fuld skærm trækker miniLED LCD stadig fra alle typer OLED. Halvmørke HDR-scener på C855 kan, ligesom på andre zone-styrede LCD TV, til tider få et udvasket, mælkeagtigt udseende, men effekten er mindre udtalt i forhold til på modeller med færre zoner. C855 understøtter fire HDR-formater (HDR10, HDR10+, Dolby Vision og HLG), og HDR10+ virkede fint med f.eks. Apple TV 4K (2022), der efterhånden giver adgang pænt katalog af indhold i HDR10+, hvis man af en eller anden grund ikke vil bruge Dolby Vision, der stadig trumfer HDR10+ som automatisk valg på Apple TV 4K. Det samme sker med indbyggede apps til Google TV. For at opsummere snakken om HDR, miniLED-zoner og lysstyrke, så er det min oplevelse, at C855 stadig minder mere om sidste års C845 end om topmodellen X955, der i glimt har et OLED-udtryk. Der er forbedring i C855 ift. C845, men ikke lige så markant som stigningen i antal zoner måske kan antyde. Hver enkelt zone dækker trods alt stadig ca. 4000 pixels.Vil man bruge HDR10+ skal man på afspillere som Apple TV 4K og Google TV Streamer typisk ind og fravælge Dolby Vision, som er standardvalget. Foto: FlatpanelsRykker vi videre til SDR, altså alt det indhold, der ikke er HDR, så kan den høje lysstyrke også være en fordel til at modvirke refleksioner i dagstimerne. Dog vil man stadig se synlige refleksioner i skærmen, når der vises mørke scener på TV'et. I hurtige billedsekvenser, især lyse scener, kan C855 udvise samme 'stroboskopiske effekt' som OLED TV, om end mindre udtalt. TCLs motion-system, Motion Clarity, kan modvirke det, men det giver lidt for mange artefakter i billedet til min smag, så jeg endte med at slå det fra og i stedet nedjustere lysstyrken i skærmen. TCLs billedprocessor er efterhånden ret fin, men ikke helt med i fronten af feltet endnu. C855 bruger PWM (Pulse Width Modulation, altså flimmer) til at styre lysstyrken i lysdioderne. Nogen seere vil måske opleve, at det virker generende for øjet. Vender man blikket mod spil-delen, så er den største ændring i TCLs nyere modeller, at miniLED-zonesystemet nu virker væsentligt bedre, når skærmen er i Game-billedprofil eller VRR-tilstand. Det skyldes, at forsinkelsen på miniLED-zonestyring er blevet mindre, så miniLED-systemet ikke skal neddrosles i samme omfang. Hidtil blev zone-styrede LCD TV nærmest reduceret til et almindeligt LCD TV i Game-profil, men det er ikke tilfældet længere på C855, om end vi ikke er på niveau med X955, som vi roste på netop dette område. Man opnår heller ikke samme finstyring af lys og farver, og ultrahurtige responstid, som på OLED TV, og man vil i praksis bemærke sig, at objekter der farer henover skærmen er slørede på C855. Et spil som Ori and the Will of the Wisps, hvilket vi ofte bruger som stresstest på HDR-skærme, står bedre på C855 end det gjorde på C845, på grund af de flere zoner, men man kan stadig se begrænsningerne af zonerne, hvor f.eks. dele af de mørke omgivelser over- eller underbelyses, så detaljer forsvinder, eller de lyseste områder ikke funkle med samme intensitet som på OLED TV – eller TCLs egen X955. Ori-væsenet funkler heller ikke helt med samme intensitet. TCL er kommet langt ift. bare få år gamle LCD TV med et par hundrede zoner. Funktionspuljen ift. spil er den samme: To HDMI 2.1 porte – de to andre er kun HDMI 2.0 – med op til 4K 120Hz med konsoller og 144Hz med PC. Der er HDMI VRR og ALLM til auto-skift ind og ud af Game-billedprofil inkl. Dolby Vision Game-profilen, hvis spillet er i Dolby Vision-format. Dolby Vision kører nu i op til 4K 120Hz pga. Pentonic 700 chippen. Man kan sågar køre 240Hz input til skærmen i 1080p. Vi målte input-forsinkelsen til 17,6ms, hvilket kan nedbringes til 12,9 ms ved at aktivere Performance Mode' under Motion -> Refresh Rate i indstillingerne, men det vil også afhænge af 'Local Dimming'-indstillingen for miniLED-zonerne. Sættes den til 'High', så vil input-forsinkelsen stige. TCL har desuden sin Gamebar-menu, der giver hurtig adgang til spilrelaterede funktioner. Den skal manuelt aktiveres i menuen, hvorefter man skal holde holde 'quick settings'-knappen nede (knappen med tre striber) på fjernbetjeningen, når TV'et står i Game-profil: Vores eksemplar af TCL C855 havde småproblemer med lysfordelingen på skærmen, men intet kritisk. VA LCD-panelet har dog stadig smalle betragtningsvinkler, som det ses nedenfor. Lysglorier om lyse objekter bliver væsentlig mere synlige, når man ikke sidder ligefor, og sort får en lilla nuance.Konklusion
TCL's C855 er en værdig afløser for sidste år C845, men dog et mindre fremskridt end det øgede antal miniLED-zoner og lysstyrke på papiret antyder. C855 ligger således på HDR-billedkvalitet tættere på C845 end på flagskibet X955 (test her). Det er fair taget prisen i betragtning, men afstem dine forventninger. De 4000 nits kan i teorien godt opnås, men kun pga. et boost-system, som vi ikke er overbeviste af.Annonce:Annonce:Google TV er, på trods af den stigende mængde reklamer i brugerfladen, stadig den bedste indbyggede TV-platform, efter vores mening, men skiftet til Pentonic 700-chippen gør ikke rigtig noget for hastigheden ift. tidligere TCL TV. Til gengæld får man mere end dobbelt op på lagerkapacitet i C855. Der ligger en ny, forbedret fjernbetjening i kassen, og TV'ets design er samtidig blevet strømlinet, samtidig med, at højttalerne er blevet bedre. På TCL's topmodel, X955, så vi glimt af OLED-udtryk i billedet, men C855 når ikke derop. Der er stadig klare begrænsninger i zone-systemet, heriblandt synlige lysglorier og skift i lyssætning og farver afhængigt af filmscenen. På HDR excellerer C855 i lyse film/spilscener, men kæmper i de mørke, og overordnet vil vi kalde det et skridt eller to over acceptabel HDR-billedkvalitet. Til SDR-indhold bruges zonestyringen i langt mindre grad, men den højere lysstyrke gør, at C855 klarer sig godt i selv de allermest oplyste rum. De smalle betragtningsvinkler forbliver derimod problematiske. Som vi skrev i sidste års test af C845, så er Samsungs "Neo QLED" nærmeste konkurrent til TCL's C8-serie. I år skal man dog helt op i Samsungs 4K-topmodel, QN95D, der koster væsentlig mere for samme skærmhardware. Her trækker TCL C855 simpelthen fra, når prisen medtages i overvejelserne. TCL opretholder sin stærke 'value-for-money' position, hvorfor vi mener, at C855 fortjener vores Top-anbefaling Award.God SDR, rimelig HDR-billedkvalitet
Flere miniLED-zoner
HDMI 2.1 porte, funktioner
Google TV's app-udvalg
Forbedret fjernbetjening
Findes nu i 98"miniLED glorier, stadig for få zoner
Kun to HDMI 2.1 porte
Google TV begrænsninger i Danmark
Pentonic 700 chip stadig svag