Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Panasonic EX700 - FlatpanelsDK

Test: Panasonic EX700

|


Panasonics DX900 flagskib fra 2016 forbliver på markedet i 2017. Den japanske producent vil i stedet lancere en ny linje af mellemklasse LCD-modeller, og EX700 er en af dem. Den byder bl.a. på 4K-opløsning og HDR-support. Mozilla har derimod kastet håndklædet i ringen, så Panasonic har taget skeen i den anden hånd og vil selv videreudvikle Firefox-styresystemet under en ny fane.

Der er ingen store nyheder hvad angår Panasonics 2017 LCD-tv, men selskabet har igennem flere år leveret solid billedkvalitet til rimelig priser, så spørgsmålet er om EX700 kan bygge videre på det fundament? Og er mellemklasse LCD-tv i 2017 i stand til at levere ordentlig HDR? Det og meget mere undersøger vi i testen af EX700.


50"
58"
65"

Specifications

58"
Ultra HD (3840x2160)
HDR10 & HLG
DCI-P3 farverum
VA LCD med kant-LED
Fod (fast)
Væg (VESA 400x200)
(HxWxD)80.8 x 129.5 x 4.1 cm (uden fod)
23 kg
3x HDMI (3x 2.0)
3x USB
Ethernet
1x CI+
Optisk
HDMI-ARC (1x)
Hovedtelefon
2.0 stereo (20W)
DVB T/T2/C/S2
WiFi (ac standard)
MPEG4
HEVC
VP9
Firefox OS
Panasonic fjernbetjening
Panasonic TV Remote 2 app
Manual
Fjernbetjening
Tilmeld dig vores Nyhedsbrev, Facebook, twitter eller RSS for at modtage besked når nye anmeldelser er online




Første indtryk

Panasonic introducerede sidste år et såkaldt ”Switch design”, hvilket betyder, at du kan montere fødderne i enten smal eller bred konfiguration. Med EX700 kan du ydermere vende fødderne 180 grader for at give tv’et et andet udtryk. Forskellen kan ses ved at sammenligne produktbillederne ovenfor med vores billeder nedenfor.

Switch-konstruktionen giver fleksibilitet, noget som er vigtigt i dagens marked, argumenterer Panasonic. De forklarer, at kunderne i stigende grad køber store skærme, men at begrænsningerne ofte sættes af tv-møblet i hjemmet. I sådanne tilfælde kan det være praktisk at montere fødderne på skærmen i den smalle konfiguration, så skærmen kan stå på en smal tv-bænk. Vi prøvede alle fire konfigurationer og det er meget nemt at... tja ”switche”.

EX700 står rank og elegant, men er ikke prangende. Når man undersøger f.eks. rammen lidt tættere på, bemærker man hurtigt, at det er en tynd aluminiumslegering pakket omkring sort plastik. Det er naturligvis normen i dette prissegment. For autentiske kvalitetsmaterialer skal man betale mere.

Bagsiden er en sort plastikflade opdelt i nogle moduler og med det sædvanlige ”bump” på nederste halvdel. Mange af videoportene er placeret på siden af skærmen, men nogle få peger ud mod bagvæggen, herunder 2x USB-porte, Ethernet, optisk lyd og analoge porte. Det er trættende at se lavkvalitets analoge porte, der højest kan håndtere SD-opløsning, på moderne 4K-tv, men det er kritisabelt, at vi stadig skal kæmpe med stik, der vender bagud. Året er 2017 og mange kunder ønske at vægmontere skærme, så hvorfor gøre det så besværligt?

Panasonic EX700 bygger på et blankt LCD-panel, som medfører, at du vil se reflektioner i oplyste rum. Ulig OLED-tv, som også er blanke men som har lav reflektans, består LCD-paneler af flere lag som i en sandwich. En tommefingerregel er, at jo flere lag - specielt glas - desto flere reflektioner.




Brugeroplevelse & features


Panasonic slog i 2016 stolt op, at de havde indgået et samarbejde med Mozilla om at integrere Firefox OS i samtlige Smart TV. Dette samarbejde fortsatte i foråret 2016, men senere på året kastede Mozilla håndklædet i ringen. Panasonic agter at fortsætte udviklingen af tv-styresystemet under en ny fane - “My Home Screen 2.0” – men kernen er stadig Firefox OS, som er et open source-projekt. Og ja, der er stadig adskillige referencer til ”Firefox OS” i menuerne, som Panasonic tilsyneladende har glemt at fjerne.

Styresystem og smart-TV

Kan Panasonic virkelig løfte opgaven? Du skal huske, at Panasonic inden det stort opslåede samarbejde med Mozilla selv udviklede software til sine tv-skærme og den var så dårlig, at de simpelthen ikke havde noget andet valg end at finde et partner på et marked, som trak i retning af ”Smart TV”. For os klinger det hult. Panasonic er bestemt ikke berømt for sit arbejde med software. Vi mistænker, at den virkelig årsag er, at Panasonic simpelthen ikke har haft tid til at finde en ny partner. Det er naturligvis ren spekulation.

Selskabet understreger imidlertid, at der er visse nye funktioner i 2017-modellerne (se denne artikel), heunder en opdateret medieafspiller, som understøtter HDR-video i HLG-formatet. HLG er det format, som tv-kanaler vil bruge til at levere HDR-kvalitet. Vi kan bekræfte, at HLG virker som tiltænkt (se målingstabellen). I februar meldte Panasonic desuden en Amazon Video app på vej, men den var ingen steder at finde på vores eksemplar. Vi spurgte Panasonic, som kom tilbage med følgende svar:

"Amazon is still under study, but no launch date yet".

Til sidst kan det fremhæves, at YouTube nu kan nydes i op til 4K-opløsning med HDR (High Dynamic Range). I de foregående år har Panasonic TV manglet Googles seneste udgave af VP9-formatet (VP9 Profile2), hvilket i praksis har betydet, at YouTube har været tilgængelig i 4K-opløsning, men ikke HDR. Vi kan bekræfte, at YouTube HDR nu virker.

Vi skal måske understrege, at vi syn(t)es om Firefox OS. Det har en simpel brugerflade, som er indbydende. Det er hurtigt og driftssikkert. Det er dog også meget, meget begrænset. Der er et fåtal af apps fordi udviklere aldrig har omfavnet platformen. I dag blomstrer og visner en platform med tredjepart udviklernes opbakning. I stedet for at tage konsekvensen, giver Panasonic nu Firefox OS kunstig åndedræt.

EX700 har naturligvis også de mange funktioner, som er udviklet til forrige års modeller, herunder USB-optagelse, in-house streaming, remote-app til smartphone, og meget andet. Disse funktioner er uændrede i form og funktion, så vi gennemgår dem ikke her. Se i stedet tidligere anmeldelser for mere information.

Betjening

Fjernbetjeningen er mere eller mindre identisk. Panasonic har ikke ændret formen eller funktionen i et årti (eller mere?). Den er blevet designet til en tid, hvor tv-kanaler dominerede. Denne opgave klarer den overbevisende.

Hvis du derimod er mere til streaming, så bliver tv’et hurtigt forvirrende at navigere, særligt fordi størstedelen af knapperne har udtjent deres formål. Som du kan se, er der på fjernbetjeningen en Netflix-knap. Den blev tilføjet sidste år. Panasonic fjerner sjældent knapper, men tilføjer gerne, og i år er ”My app”-knappen kommet til. Den giver brugeren mulighed for at tilknytte en streaming-app efter eget ønske, hvilket er nyttigt. Af en eller anden grund er den dog placeret i bunden sammen med knapperne til styring af play/pause/spoling i stedet for oppe sammen med piletasterne, som bruges til at styre streaming-funktionerne.

Panasonic EX700 test


Tv-kanaler, optagelse & lyd

Der er ingen ændringer i brugerfladen for tv-kanaler. Da Panasonic skiftede til Firefox OS for to år siden, opdaterede de desværre ikke kanalbrugerfladen, og manden der udviklede den i 90’erne må have taget nøglebundet til DOS-computeren, som han kodede den på, med i graven.

Året er 2017 og tv-guiden ser således ud:


Panasonic EX700 test


Lad os runde afsnittet om funktionalitet af med at kort kommentere på de indbyggede – og skjulte – højttalere. De er ikke overraskende svage og uden bund i lyden. Højttalerne spiller lidt som om var de fanget i en dåse. Stemmer fremstår derimod klare, så til blandet tv-brug skal de nok slå an, men til film, spil og tv-serier synes vi, at du seriøst skal overveje at tilslutte et par eksterne højttalere eller en soundbar.


Kalibrering

Som sædvanlig er standard-indstillinger (out-of-box) værre end dårlige. Vi skiftede hurtigt til en mere korrekt billedprofil, der på EX700 er ’True Cinema’, som vi har inkluderet målinger af i tabellen nedenfor. Den er stadig ikke imponerende, men bedre end ’Standard’-billedprofilen.

True Cinema insisterer på at bruge en lidt skæv gammakurve, som gør lyse toner i billedet for lyse og mørke toner i billedet for mørke. Det er et kendt trick i branchen, men desværre er konsekvensen ofte, at det i brugerens ende kan kræve lidt ekstra at få farverne spot-on. Vi foretog en lidt overfladisk kalibrering (som kan ses nedenfor), som hjalp en del, men for at nå endnu bedre farvepræcision skal de avancerede CMS og 10-punkts farvesystemer i menuen tages i brug. Avancerede indstillinger som disse er sjældent tilgængelige i mellemklasse-tv, så det er naturligvis positivt, at Panasonic tilbyder dem på EX700, men vi ville til enhver tid hellere have præcise fabriksindstillinger end at skulle foretage kalibrering selv. Vi mener, at det netop er det man betaler for i en tv-skærme, særligt high-end TV (som EX700 ikke er).

Afslutningvis tog vi en række målinger i HDR ’Standard’ profilen. En ting som vi noterede os er, at i visse tilfælde er kun ’Standard’ og ’Dynamisk’ HDR-profilerne tilgængelige, men ’True Cinema’ også kan vælges i HDR i andre tilfælde (f.eks. på HDMI-kilder). Det er ikke et kritisk problem, men bør rettes. Som du kan se i fanen ’HDR – DCI-P3’ i tabellen nedenfor, så dækker LCD-panelet mindre end 90% af DCI-P3 farverummet og den maksimale lysstyrke er kun en tand over 340 nits (se målingstabellen i næste afsnit). På trods af, at EX700 på papiret har HDR-understøttelse, så har dette intet med HDR at gøre. Vi kommenterer yderligere i næste afsnit.





Målinger

Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV'ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen.

Målinger Out-of-boxKalibreret
Sortniveau0.03 cd/m20.02 cd/m2
Sortniveau (HDR)>0.06 cd/m2>0.06 cd/m2
Lysstyrke176 cd/m2 125 cd/m2
Max lysstyrke (HDR – 10% vindue)344 cd/m2 344 cd/m2
Kontrast5874:1:16250:1
Kontrast (HDR)5733:1:15733:1
Input lag115 ms21 ms (Game Mode)
DCI-P389%-
Rec.202066%-

StrømforbrugOut-of-box Kalibreret
Til96 W68 W
HDR 136W136W
Standby0.3 W0.3W

TidsmålingerTid
Opstart (indtil responsiv – uden quick start)7 s
Opstart (indtil billedet vises)3 s
Netflix app opstart<2 s
Youtube app opstart9 s
Viaplay app opstart7 s
Blockbuster app opstart11 s
SF Anytime app opstart9 s

Videofil/kildeSpecs Status
Amazon 4K HDR4K (3840x2160 pixels) – 10 bit colors - Rec.2020 color space – 4:2:0 subsampling – HEVCN/A
Netflix 4K HDR4K (3840x2160 pixels) – 10 bit colors - Rec.2020 color space – 4:2:0 subsampling – HEVC Virker
YouTube 4K HDR4K (3840x2160 pixels) – 10 bit colors - Rec.2020 color space – 4:2:0 subsampling – VP9 Profile2 Virker
Dubai 4K4K (3840x2160 pixels) – 23.976fps – 10 bit colors - BT.709 color space – 4:2:0 subsampling – 51.4 Mbps bitrate – HEVC - .ts fileVirker
Costa Rica 4K 4K (3840x2160 pixels) – BT.709 color space – 4:2:0 subsampling – 12.71 Mbps bitrate – VP9 - .mkv fileVirker
Terrifying Pyroclast 4K 4K (3840x2160 pixels) – BT.709 color space – 4:2:0 subsampling – variable bitrate – VP9 - .mkv file Virker
Big Buck Bunny HD (.ts version) HD (1920x1080 pixels) – 8 bit colors - YUV color space – 4:2:0 subsampling – 2.5 Mbps bitrate – 60fps - HEVC - .ts fileVirker
Big Buck Bunny HD HD (1920x1080 pixels) – 8 bit colors - YUV color space – 4:2:0 subsampling – 60fps - 2.2 Mbps bitrate – HEVC - .mkv fileVirker
LG Arctique 4K 4K (3840x2160 pixels) – 8 bit colors – YUV color space – 4:2:0 subsampling – 50.0 Mbps bitrate – 29.970fps - AVC - .mp4 fileVirker
Eutelsat 4K demo 4K (3840x2160 pixels) – 10 bit colors – YUV color space – 4:2:0 subsampling – 23.1 Mbps bitrate – 50fps - HEVC - .ts fileVirker
TravelXP HLG4K (3840x2160 pixels) – 50fps frame rate – 10 bit colors – BT.2020 color space – 4:2:0 subsampling – 20.7 Mbps bitrate – HEVC – HLG – .ts fileVirker (HLG HDR)
Ghost Towns 8K8K (7680x4320 pixels) – variable frame rate – 8 bit colors - YUV color space – 4:2:0 subsampling – 20.7 Mbps bitrate – AVC - .mp4 fileFejler

GruppeIndstillingVærdi
BilledeProfil True Cinema
Baggrundslys34
Kontrast90
Lysstyrke0
Skarphed30
Farve50
Nuance0
FarvetemperaturVarm2
Levende farverFra
Adaptiv baggrundsbelysningFra
Omgivelsessensor Til/Fra
StøjreduktionFra
MPEG RemasterFra
Resolution RemasterFra
Dynamic Range RemasterFra
Intelligent Frame Control Fra
Clear Motion Til/Fra
AvanceretKontrast kontrolFra
Color GamutNormal
Skærmindstillinger16:9 Overscan Fra
HvidbalanceR-Gain +2
G-Gain +1
B-Gain-1
R-CutFra +6
G-CutFra +2
B-CutFra+3
Note: Vi kalibrerer kun mod SDR, og ikke HDR. Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.



Panasonic EX700 test


Billedkvalitet

Tv-industrien er på vej ind i en ny fase med HDR (High Dynamic Range) og sidste år på nogenlunde dette tidspunkt undersøgte vi adskillige mellemklasse-tv, som hævdede at understøtte HDR. Det der er med HDR er imidlertid, at det er relativt nemt at understøtte i software, men meget udfordrende for hardwaren. For at kunne gengive HDR skal en given skærm ikke bare være i stand til at gengive høj lysstyrke, men også et stort farverum og vigtigst af alt meget høj kontrast, hvor meget lyse og meget mørke objekter kan vises i scenen på samme tid.

Så hvad er status her 1 år efter? Tja, Panasonic EX700 er billigere end det DX750, som vi testede sidste år, men uagtet er der ingen forbedringer i HDR-billedkvaliteten. Sidste år konkluderede vi, at for at gøre HDR muligt på kantbelyste LCD LCD-tv, hæver skærmene lysstyrken til max-niveau, hvilket betyder to ting:
1. At hæve baglyset til max ødelægger sortniveauet (se målingstabellen)
2. Strømforbruget løber fuldstændig løbsk (meget tæt på makseffekt, se målingstabellen).

Det samme sker på EX700, så udover kun at nå en maksimal lysstyrke på 340 nits (se grafen til højre) og mindre end 90% DCI-P3, så trækker EX700 også alt for meget strømeffekt og har relativt dårlig sortniveau (>0,06 nits) i HDR-tilstand. Det er meget nemt at observere, hvad disse ting betyder på billedet, når man ser f.eks. HDR-video fra en UHD Blu-ray. De mørke toner i billedet ser grålige ud og video i almindelighed mangler kontrast og dybde. Der er små forbedringer at hente i de større farverum, som gør f.eks. rød lidt mere intens, men da farverummet er under 90% DCI-P3, så er det meget begrænset. Der er ikke så meget andet at konkludere end at det er rimelig optimistisk at kalde EX700 for et ”HDR-tv”, simpelthen fordi de mangler hardwaren. Hvis HDR er vigtigt for dig, så skal du investere i et LCD-tv med zone-styring eller endnu bedre et OLED-tv.

Vi har inkluderet nogle problematiske HDR-sekvenser i billederne herunder. Det er naturligvis umuligt at vise jer præcis hvordan HDR ser ud, da I ikke læser med fra en HDR-skærm, men bemærk alligevel, hvordan de mørke områder i billederne er udvaskede. Bemærk hvordan den mørke himmel i hhv. Planet Earth II og Life of Pi, ser grålig ud. Ignorér at planeten er kraftigt overeksponeret. Det var den eneste made, hvorpå jeg kunne fange himlen, som den så ud i praksis. Den tredje scene er også udvasket, hvilket skyldes, at EX700 har hævet bagbelysningen til max for at kunne gengive HDR. I alle tre scener sad man tilbage med en oplevelse af, at LCD-panelet var kontrastfattigt – hvilket jo er det modsatte af hvad man håber at opnå med HDR.




Med det afdækket, rykker vi videre til andre discipliner, hvor EX700 derimod formår at overbevise os. Når det kommer til traditionelt HD og 4K-indhold, så klarer EX700 opgaven meget flot for en skærm i mellemklassen. Her leverer den solid billedkvalitet. VA LCD-panelet har fint sortniveau og kontrast (i SDR-video). Panasonics billedprocessor klarer opgaven eksemplarisk på trods af, at EX700 ikke har den nye HCX-billedmotor. EX700 håndterer opskalering, de-interlacing og andre konverteringer tilfredsstillende. Det sikrer blandt andet, at tv-kanaler gengives godt.

Vi kommenterede på farvepræcision i kalibreringsafsnittet, men lad os uddybe lidt. Som nævnt anbefaler vi, at du bruger ’True Cinema’ billedprofilen. ’Standard’-profilen leverer upræcise og overmættede farver. True Cinema er ikke perfekt og vi savner en billedprofilen, som er lige i øjet, men man kan naturligvis ikke forvente alverden i et mellemklasse-tv. Efter lidt arbejde kan man nå et ret fint resultat hvad angår farvegengivelse, og gradienter i billedet gengives uden nævneværdige problemer. Vi bemærkede en smule ”banding” i HDR, men meget lidt i SDR.

EX700 understøtter Netflix og YouTube i op til 4K HDR-kvalitet. 2017-modellerne skulle også have haft en Amazon Video-app, der ligeledes skulle håndtere 4K/HDR, men den er blevet forsinket. En teknisk detalje som kan tilføjes her, at YouTubes’s HDR kræver dekodning af Googles ’VP9 Profile2’ format. Pansaonic har ikke haft understøttelse heraf på tidligere års modeller, men i år kan alle 4K-modellerne håndtere det. EX700 har herudover dekodning af HEVC, som kræves af Amazon og Netflix’s 4K HDR-streaming.

At streame video i 4K/HDR ser generelt rigtig fint ud, men stadig ikke lige så godt som det billede en UHD Blu-ray leverer. Før anmeldelsen fik vi fingre i Planet Earth II på UHD Blu-ray, og til testen benyttede vi Panasonics egen UB700 UHD Blu-ray-afspiller. Billedet er fremragende, men dog ikke så ”reference” som nogen hævder, eftersom en stor portion af indholdet er opskaleret. En ting som vi bemærkede var, at 2017-modellerne automatisk registrerer HDR-video via HDMI-portene. På sidste års modeller skulle man manuelt sætte HDMI-portene op til at forvente et HDR-signal i menuen.

Når det er sagt, vil vi dog understrege, at det faktisk kan gavne at slå HDR fra på EX700 og i stedet bare nyde 4K-opløsning fra UHD Blu-ray-skiverne. Planet Earth II er godt nok ikke den mest problematiske skive for EX700 fordi rigtig mange optagelser er lyse naturscener, men der er også mørkere scener, som får EX700 helt i knæ. I disse tilfælde bliver billedet synligt bedre i SDR, simpelthen fordi HDR-signalet tvinger EX700 til at gøre ting, som den ikke kan, hvilket ultimativt gør, at billedet bliver værre. Film med en større andel mørke scener gør naturligvis bare problematikken værre.




EX700 tilbyder en række forskellige dynamiske indstilling i billedmenuen og vi anbefaler, at du slår de fleste fra. ’Adaptive Backlight Control’ er tænkt som en funktion til at forbedre kontrasten ved at dæmpe bagbelysningen, men eftersom EX700 bruger kant-LED, virker det ikke rigtig, og ofte oplevede vi, at billedkvaliteten faktisk blev dårligere ved at have funktionen aktiveret. Hvis du insisterer, så sæt den til ”Lav”.

EX700 håndterer hurtige bevægelser pænt, men ’Intelligent Frame Creation’ systemet, som forbedrer bevægelseshåndtering, er matcher ikke Sonys MotionFlow. Indstillingsmulighederne er begrænsede og det er nærmest umuligt at undgå ”soap opera”-effekten. Vi foretrækker at slå IFC fuldstændig fra. Skærmen her herudover en ’Clear Motion’-funktion, som forbedrer detaljegraden i bevægelse (motion resolution) uden at introducere ”soap opera”. Til opgaven bruges ”backlight blinking”, altså en metode, hvor bagbelysningen blinker meget hurtigt. Det er gavnligt til at forbedre kklarhed i bevægelse, men vær opmærksom på, at det sænker lysstyrken på skærmen (så hæv indstillingen for baggrundslys i menuen).

Panasonic EX700 test


Apropos gengivelse af bevægelse, så er der gode nyheder for ejere af spilkonsoller. I ’Standard’ profilen kæmper EX700 med et input lag på svimlende 112 ms, men aktiveres Spil-tilstanden, så reduceres det drastisk til mindre end 21 ms (20,9 ms) i SDR. Det er på niveau med de bedste tv-skærme på markedet og det sikrer, at forsinkelsen, der typisk mærkes i reaktionen på spilcontrolleren, er holdt til et minimum. Godt klaret, Panasonic!

En anden bekymring for konsolspillere er naturligvis slør på bevægende objekter på skærmen. LCD-paneler har iboende slør pga. den tekniske opbygning, men de tager forskellige undersystemer i brug for at reducere problemet. Et af de vigtigste systemer er ‘Overdrive’-systemet, som overskyder – og underskyder – den farve, som skal gengives for at gøre overgangen hurtigere. Det kan dog introducere små glorier om bevægende objekter, hvis det er implementeret forkert. Dette kaldes ”overdrive trailing”. Det er vigtigt, at alle moderne LCD-paneler kæmper med dette i nogen grad og vi kan også fremprovokere det på EX700, men den er ikke dårligere (eller bedre) end andre typiske VA LCD-paneler. Vi fremhæver dette udelukkende fordi det i dag er muligt at undgå det. Hvis du – ligesom mig – bemærker det i visse spil, så er det naturligvis værd at tage med i overvejelsen. OLED kommer nemlig helt ud over ”overdrive trailing” fordi OLED har ekstremt lav responstid af natur og derfor ikke behøver et overdrive-system.

LCD-tv har siden tidernes morgen kæmpet med ujævn fordeling af lyset, hvilket kan føre til ”clouding” og ”bleeding”. Fabrikanterne har været ude af stand – eller uvillige – til at løse det. HDR gør problemet værre med flere faktorer, men når det er sagt, så klarer EX700 ret pænt. I HDR kan bemærker vi ”clouding” i de fleste mørke scener, men i SDR er det hodlt til et minimum. Nedenfor kan du se billeder af skærmen taget ved forskellige eksponeringsniveauer.




Som du nok ved, er 3D ved at blive udfaset til på tv-skærme. Panasonic vil i 2017 sælge en enkelt model med 3D (EX780), men EX700 byder hverken på passiv eller aktiv 3D-teknologi.

Som afrunding på billedkvalitet, skal vi kort komme omkring betragtningsvinklerne. EX700 ligger over gennemsnittet for VA LCD-paneler, men farverne ændrer stadig karakter fra omkring 30-40 grader og udover. Det er dog mindre synligt end på f.eks. Samsungs VA LCD-paneler. Sortniveauet påvirkes også fra yderlige vinkler, men igen ikke lige så meget som på andre VA LCD-paneler. Hvis du vil have bedre betragtningsvinkler skal du vælge IPS LCD eller OLED-tv.




Konklusion

Hvis Panasonic ikke havde tildelt den et nyt modelnavn, kunne EX700 til forveksling ligne en model fra året forinden. Den har samme ”Switch”-design, en lignende fjernbetjening, identiske menuer og kører stadig Firefox OS under et nyt navn. Den lovede Amazon Video app er blevet forsinket, så nyheder på funktionaliten er få; en ny ’My App’-knap på fjerbetjeningen og en opdateret medieafspiller.

Annonce:
Der er heller ikke store gennembrud på billedkvaliteten. EX700 leverer solid billedkvalitet på SD, HD og 4K, men vi savner HCX-billedprocessoren, som blev anvendt i sidste års lidt dyrere model DX750. EX700 har en mere konventionel billedprocessor, som parret med et VA LCD-panel dog leverer god ydelse. Tv’et har relativ dyb sort, pæn gengivelse af bevægelse, meget lidt clouding/bleeding og pæn farvegengivelse efter små justeringer. Det område, hvor vi så den største forbedring, var på input lag, som nu er reduceret til imponerende 21 ms. Med andre ord; god allround billedkvalitet.

Desværre forlænges de gode takter ikke til HDR. Som sagt sidste år, så er et kantbelyst LED LCD-panel og HDR ikke et godt match. For at muliggøre HDR, kommer EX700 på overarbejde. Den hæver bagbelysningen til max, hvilket ødelægger sortniveauet og forcerer strømeffekten til noget nær maksimalt træk. EX700 gengiver mindre end 90% DCI-P3 og kun marginalt over 340 nits max lysstyrke. Dette har intet med HDR at gøre. Vi vil understrege, at en UHD Blu-ray-skive faktisk ser bedre ud, hvis du skifter til SDR end den gør i HDR, for EX700 mangler simpelthen hardwaren. Hvis HDR er vigtigt for dig, så styr udenom EX700 (og alle andre kant-LED belyste LCD-tv).

Ikke desto mindre giver EX700 meget billedkvalitet for pengene. Det er rimeligt prissat i 50”, men det er måske værd at pointere, at prisforskellen imellem 58” EX700 og et 55” LG B6 OLED ikke er særlig stor. Det nuværende marked har stadig plads til mellemklasse-tv såsom EX700, men 2017 bliver måske det sidste år før OLED tager skridtet ned i mellemklassen. Der er vi ikke endnu, så er du på udkig efter et mellemklasse-tv i 2017, så bør EX700 bestemt være med i dine overvejelser – så længe du kan ignorere HDR.


50"
58"
65"

Relativ dyb sort & begrænset clouding
21 ms input lag
God billedprocessor
Pæn farvegengivelse
Meget billede for pengene


Dårlig HDR
Betragtningsvinkler
App-platform er døende
Forældet fjernbetjening


Nærmeste konkurrenter





Flere anmeldelser

Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

01 Mar 2024 |

Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

23 Feb 2024 |

Test: Sony A95L (QD-OLED)

21 Dec 2023 |

Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

07 Sep 2023 |