Pris og forhandler:

YouSee Audio - specifikationer
| 4K-opløsning, op til 60fps HDR10, HDR10+, HLG, Dolby Vision |
(HxBxD) | 70 x 165 x 165 mm |
| 1050 g |
| 1x HDMI 2.1 (eARC) |
| Strømstik Ethernet USB-A |
| M393 chipset 4x ARM Broadcom B53 CPU en Broadcom VideoCore VI GPU 3GB RAM 16GB lagerplads (ca. 11GB fri) |
| 2x højre/venstre stereo 1x center 1x woofer 26 Watt RMS Dolby Atmos, Dolby Digital Plus, Dolby Digital |
| WiFi 6 (802.11ax standard) Bluetooth 5.2 |
| MPEG2 MPEG4 HEVC VP9-2 AV1 |
| Google TV (Android 12) Indbygget Google Cast |
| Fjernbetjening Support af mus og tastatur (USB og trådløs) Support af Bluetooth-spilcontrollere |
| YouSee Audio enhed HDMI-kabel Fjernbetjening inkl. batterier Kvikguide |
Første indtryk
YouSee Audio er en boks. En streamingboks og en lydboks, kombineret i én. Det er en kompakt boks, hvilket sætter naturlige begrænsninger for, hvor kraftige højttalere, der kan presses ind, når man samtidig skal have komponenterne til streamingdelen, men det kommer vi tilbage til. Mit allerførste indtryk? Jeg havde forventet, at YouSee Audio faktisk ville være større end tilfældet er.
Jeg havde også forventet et lidt mere eksklusivt finish. YouSee Audio tåler at stå fremme, men det er mest af alt bare en boks i matsort, tekstureret plastik kombineret med et højttalerstof, der ikke er strømlinet og lækkert nok til bære den Bang & Olufsen-tekst, der er printet ovenpå. Jeg foretrækker, at streamingbokse gemmes af vejen, men i og med, at YouSee Audio er en højttaler, så går det jo ikke. Lydboksen er skabt til at ligge under TV'et ligesom en soundbar.

YouSee Audio og den medfølgende fjernbetjening. Foto: Flatpanels
På bagsiden finder man strømstikket, LAN-port, HDMI og USB-port. HDMI-porten betegnes HDMI 2.1, men som på alle andre mediebokse er den begrænset til HDMI 2.0 båndbredde, altså 4K 60Hz. HDMI 2.1-delen består i eARC, hvilket vi vender tilbage til. Der er en tænd/sluk knap og en lille slider, der deaktiverer mikrofonen til "Hey Google". Der er en lysdiode på fronten, som kan slukkes i indstillingerne.
Boksen produceres af franske Sagemcom i Tunesien. Det er et OEM-design, altså noget andre partner kan købe på licens, der af Sagemcom kaldes 'Video Soundbox'.
Opsætning og betjening
Opsætningen af YouSee Audio er ikke kompliceret, men processen tager lidt tid, idet den er todelt mellem Google og YouSee. Først skal man opsætte Google-delen (kræver Google-konto), altså Android TV, derefter skal man logge ind med sin YouSee-konto, hvilket vi måtte gøre to gange, idet Android crashede første gang. Som altid er det en lidt frustrerende proces at indtaste tekst med en fjernbetjening og boksen skulle hente en relativ stor softwareopdatering, før vi kunne komme videre.
Omvendt skete visse skridt helt automatisk. Det gjaldt eksempelvis opsætning af YouSees fjernbetjening, så den kunne tænde/slukke TV'et – og vice versa. Først var YouSee Audio tilsluttet et LG TV og sidenhen et TCL TV. Fjernbetjeningen blev automatisk opsat til at styre skærmene. Det er smart, og det virker med nærmest alle TV-modeller gennem de seneste 10-15 år, idet det sker over HDMI CEC, altså HDMI-styring. Du skal derfor blot sikre dig, at HDMI CEC er aktiveret på dit TV. TV-producenterne kalder HDMI CEC forskellige ting.
Opsætning af YouSee Audio er ikke svær, men tager lidt tid. Foto: Flatpanels
Nu tænder og slukker TV'et sammen med YouSee Audio, men en lille finurlighed er, at man kun kan bruge fjernbetjeningens tænd/sluk-knap. YouSee Audio vågner ikke fra standby ved klik på f.eks. Hjem-knappen, altså den som man bruger hver gang man vil til hovedskærmen af brugerfladen. Det er ikke så intuitivt og måske YouSee kan ændre det, idet det er dén knap, man hurtigt vænner sig til at ville bruge.
Fjernbetjeningen er OK, skabt i hårdt plastik, men ikke lækker og bestemt ikke noget man forbinder med B&O. Både huset og knapperne føles en smule billige, og kliklyden fra knapperne er lidt skarp. Der er øverst to sponsorknapper, hvor den ene fører til Netflix og den anden til YouSee Musik, altså YouSees egen musiktjeneste. Mikrofon-knappen i midten aktiverer Google Assistant.

Fjernbetjeningen kan også tænde/slukke din TV-skærm. Foto: Flatpanels
Fjernbetjeningen kommunikerer primært over Bluetooth, så man behøver typisk ikke at pege på boks/TV, ud over hvis lydsstyrkestyring er opsat til at bruge IR (infrarød).
Boksen har HDMI eARC, hvilket betyder, at den kan trække lyden ud af selve TV'et, f.eks. fra indbyggede apps eller en spilkonsol tilsluttet en af TV'ets HDMI-porte. Det giver mening idet YouSee Audio jo er en højttaler. Vi så første gang HDMI eARC i bokse som Apple TV 4K og Amazon Fire TV Stick 4K Max, hvor det bruges til at trække TV-lyden og videresende den til trådløse højttalere, men på YouSee Audio går det jo direkte til de indbyggede højttalere.
For at få YouSee Audio til at afspille alt lyd fra TV-skærmens tilsluttede enheder, skal du aktivere eARC/ARC på din TV-skærm i lydmenuerne. Dernæst skal du sætte TV'et til at sende lyden ud via HDMI eARC/ARC. På YouSee boksen skal du aktivere det under Enhedspræferencer -> Skærm og lyd -> HDMI CEC -> Aktiver eARC ved standby. Der er i øvrigt en indstilling her kaldet 'Brug CEC til styring af lyd', som du nok bør lade være slået fra da det på mange TV-skærme ikke virker hensigtsmæssigt. Lader man denne funktion være slået fra, så kan både YouSees fjernbetjening og TV'ets fjernbetjening styre lydstyrken på YouSee Audio (vha. infrarød, så du skal pege mod enheden).
YouSee Audio som YouSee-boks
I modsætning til Chromecast med Google TV og Google TV Streamer, så er YouSee Audio en 'broadcast'-enhed. Det betyder ikke, at der er indbyggede DVB-C tunere, for det er der ikke – alt foregår via streaming. Det betyder i stedet, at den er bygget på Android TV, som også er fundamentet under Google TV, men broadcastere, altså tv-distributører, er de eneste Google-partnere, der må modificere brugerfladen – producenter af TV-skærme og rene streamingbokse må ikke.
Allerøverst kan man skifte imellem fanerne Hjem, Tv, Film, Serier, Sport og Apps, hvilket er en fin inddeling.
Derfor adskiller brugerfladen sig fra f.eks. Chromecast og Google TV Streamer på den væsentlige måde, at den er opbygget omkring YouSees tv-univers, altså tv-kanaler og arkivindhold fra YouSee. Der er en lille bro til visse andre streamingtjenester i og med, at 'fortsæt med at se'-rækken inkluderer indhold fra f.eks. Apple TV+ og Disney+, men ikke Prime Video og Netflix.
Vil du tilgå indhold fra andre streamingtjenester så er det noget der sker i tjenestens egen app.
Noget indhold fra andre apps fremgår af 'Fortsæt med at se', men typisk skal du ind i selve appen for at fortsætte. Foto: Flatpanels
Hovedskærmen er opbygget om indholdsrækker, hvor kanaler og arkivindhold blandes og fremhæves. Kronen på værket er, at kan man klikke på 1-9 knapperne, eller kanal op/ned-knapperne, for at hoppe direkte til klassiske tv-kanaler, hvor skiftes imellem kanaler uden ventetid. Det virker når man befinder sig på hovedskærmen, men ikke når man er inde i en app, f.eks. Netflix. Det er her, at YouSee Audio – og sidste års YouSee Streamer – adskiller sig fra f.eks. Google TV Streamer. Hvis du er YouSee-kunde, så er det en ret lækker integration. På de andre Android/Google-baserede bokse skal man i stedet åbne selve YouSee appen, hvor man ikke kan skifte kanaler med nummertasterne.
Der er også en TV-guide, som kan tilgås med klik fra hovedskærmen eller med den dedikerede knap på fjernbetjeningen. Åbning af TV-guiden måtte gerne gå lidt hurtigere, men derudover er guiden god og overskuelig. Herfra kan man sætte kommende tv-udsendelser til "optagelse", altså en midlertid kopi i skyen til senere streaming – man kan ikke downloade. Der kan gemmes op til 250 timers "optagelse" i skyen. Der er en favoritliste, der ligesom optagelseslisten tilgås nemmest fra kontrolcentret til højre på hovedskærmen.
Opstart af kanaler og indhold fra YouSee sker nærmest uden buffertid, hvilket er fedt. Man kan ret hurtigt navigere rundt på hovedskærmen, men det hakker dog visuelt når man hopper mellem indholdsrækkerne, hvilket vi dels tilskriver boksens hardware, dels at der mangler en flydende animation. Dette trækker ned i den overordnede brugeroplevelse.
Man kan i øvrigt pause tv-kanaler og starte forfra.
Se denne video med en kort gennemgang af brugerfladen:
YouTubes videoafspiller kan ikke fremvises pga. dine valg i cookie-boksen. Du kan acceptere cookies i 'Privatliv' nederst til højre.
Det kan tilføjes, at der er en overskuelig menu til at sortere kanaler og så kan YouSee-kunder med Bland Selv og YouSee Play udskifte kanaler og streamingtjenester direkte på boksen fra menuen set nedenfor.
Stemmestyring er bundet op på Google Assistant og virker både håndsfrit ("Hey Google") via en mikrofon indbygget i boksen samt manuelt ved tryk på en knap på fjernbetjeningen via en indbygget mikrofon her. Boksen fangede vores stemme, når vi sagde "Hey Google" ud i rummet, og man kan blande danske og engelsk, f.eks. hvis man spørger efter en filmtitel. "Hey Google" virkede dog ikke for os, når boksen gik i standby.
Google Assistant er dog virkelig 'hit-and-miss'. Den kan vise vejret, og det er den god til, men den ville ikke skifte til f.eks. kanalnummer 1 eller et specifikt kanalnavn såsom DR1. Den påstår, at den kan åbne TV-guiden, men når man beder den om det, fremkommer en fejl. Den kan åbne apps, men ikke begynde at afspille indhold automatisk fra en app. Beder man eksempelvis om
Stranger Things på Netflix, kommer man til en mellemliggende skærm og så skal man jo alligevel gribe efter fjernbetjeningen.

Google Assistant i YouSee Audio. Foto: Flatpanels
Vores erfaring er, at Google Assistant er rigtig dårlig, når det kommer til at finde indhold, hvilket burde være det punkt, hvor en stemmeassistent – særligt fra søgegiganten Google – burde udfolde sig på TV'et. Ofte får man serveret komplet irrelevante forslag fra YouTube, når man søger efter et tv-program eller en film, i en sådan grad, at det nærmest er absurd. På et tidspunkt ville jeg fortsætte med at afspille filmen
I See You og spurgte Google Assistant om at finde filmen. Her fik jeg ikke serveret noget ubrugeligt fra YouTube, men i stedet et forslag om at leje filmen på SF Anytime på trods af, at filmen var en del af YouSee-abonnementet. Google Assistant kan simpelthen ikke søge i det katalog, som tv-distributøren har flettet dybt ind i Android. Der er så mange frustrationer forbundet med disse stemmeassistenter, at man bare ikke orker besværet.
YouSee Audio som medieboks
I og med, at YouSee Audio er baseret på Android TV, har man adgang til samme apps som på andre enheder med Android TV og Google. Det tæller bl.a. DRTV, TV 2 Play og Viaplay foruden internationale apps som Amazon Prime Video, Apple TV appen, Disney+ og Netflix. Det er nemt at hente nye apps og de samles i fanen øverst kaldet 'Apps'.
Det er med andre ord en alsidig boks – takket være Android – der også sagtens kan streame indhold, som man ikke har gennem sit YouSee-abonnement. Du kan også afspille film lagret lokalt på dit hjemmenetværk eller en USB-harddisk med apps som Plex og Kodi. Du kan tilslutte en USB-lagerenhed på bagsiden af boksen, men du kan også nemt forbinde til en netværksharddisk.
Men med hvad hardwaren indeni? Der er tale om et M393 chipset med 4x ARM Broadcom B53 CPU, en Broadcom VideoCore VI GPU, 3GB RAM og 16GB lagerplads (ca. 11GB fri til brugeren).
Vi kørte indledningsvis benchmark af YouSee Audio. Benchmark af CPU'en kan være med til at fortælle noget om, hvordan boksen klarer sig ifbm. mere specialiserede opgaver såsom afspilning af lokale mediefiler som Kodi eller Plex, samtidig med, at det også giver et hint om, hvor langtidsholdbar hardwaren er, idet fremtidige softwareopdateringer ofte "vil mere", hvilket presser hardwaren. Det har vi set med eksempelvis Chromecast med Google TV, der er blevet markant langsommere med tiden.
Google TV – CPU/GPU benchmark
|
MediaTek MT5887 Philips OLED805 | |
YouSee Audio | |
Chromecast med Google TV (4K) | |
MediaTek MT5889 TCL C845 X1 | |
MediaTek Pentonic 700 TCL C805, X955, C855 | |
MediaTek MT5895 Sony XH90, X90J, X90K, X90L, Philips OLED807 | |
MediaTek Pentonic 1000 Philips OLED809 | |
MediaTek Pentonic 1000 Sony A95L, XR90 | |
Nvidia Shield TV | |
Apple A10X Apple TV 4K 1st Gen | |
|
YouSee Audio | |
MediaTek MT5887 Philips OLED805 | |
MediaTek MT5889 TCL C845 X1 | |
Chromecast med Google TV (4K) | |
MediaTek Pentonic 700 TCL C805, X955, C855 | |
MediaTek MT5895 Sony XH90, X90J, X90K, X90L, Philips OLED807 | |
MediaTek Pentonic 1000 Philips OLED809 | |
MediaTek Pentonic 1000 Sony A95L, XR90 | |
Nvidia Shield TV | |
Apple A10X Apple TV 4K 1st Gen | |
Flatpanels
Som du kan se stemmer YouSee Audio på CPU nogenlunde overens med Chromecast med Google TV. Der er i begge tilfælde tale om en relativ svag CPU, der dog klarer de generelle opgaver. På GPU, altså grafik, er YouSee Audio dog ikke meget værd. Faktisk kunne vi slet ikke afvikle vores benchmark-apps. Den timede bare ud og meldte om mangel på RAM. Man bør således ikke sætte næsen op efter, at man kan afvikle spil lokalt i hardwaren, der overstiger Tetris-niveau. Vil man bruge YouSee Audio til spil på stue-TV'et skal man i stedet kigge på spilstreaming over internettet, såsom GeForce Now, eller spilstreaming over lokalnetværket, såsom SteamLink.
Brugerfladens hastighed og stabilitet er ret sammenlignelig med andre nyere Android TV / Google TV-bokse i den billige ende. Som nævnt kører hjemmeskærmen ikke så flydende, men føles heller ikke langsom. Vi oplevede lidt småproblemer her og der, inkl. er par nedbrud i apps, men overordnet set kørte tingene stabilt – væsentligt mere stabilt end på mange tidligere YouSee-bokse.
Udfordringen med at samle så mange indholdskilder i én og samme brugerflade er, at indholdet findes i forskellige videoformater og billedrater. Flatpanels skrev sidste år, da YouSees første Android-boks (YouSee Streamer) blev lanceret, at YouSee havde valgt at skifte fra europæisk til amerikansk tv-standard, altså fra 50Hz til 60Hz, hvilket får al dansk tv til at hakke. Det skyldes, at YouSee Streamer ikke kan tilpasse sit video-output til at matche indholdets format. Det samme gælder SDR, HDR10 og Dolby Vision, altså YouSee Streamer kan ikke skifte imellem HDR-videoformater automatisk. Særligt SDR/HDR-match står i kontrast til andre mediebokse, mens kun Apple TV 4K i praksis kan matche billedfrekvens med diverse apps.
Den gode nyhed er, at YouSee Audio har fået implementeret et system til at skifte billedfrekvens. Samme funktion kommer senere til YouSee Streamer. Funktionen er væsentligt mindre sofistikeret end funktionen i Apple TV 4K, idet YouSee skifter på app-niveau fremfor at kigge på, hvilket format hver enkelt indholdstitel ligger i. I praksis kan det dog alligevel flyve, idet danske/nordiske streamingtjenester konverterer alt indhold til 25fps eller 50fps, der altså skal afspilles i 50Hz. Med andre ord speeder f.eks. YouSee selv alle amerikanske film og serier, som ligger i deres eget katalog, op med lidt over 4% så video og lyd afspilles hurtigere. Det har grobund i den analoge tv-ære og er på ingen måde optimalt, men i det mindste hakker filmene ikke, når de nu afspilles ved 50Hz.
Læs også: Filmen er hurtigere færdig på danske streaming-tjenester

YouSee har på forhånd valgt hvilke apps, der skal køre i 50Hz og 60Hz. Foto: Flatpanels
Vi var derfor spændte på at undersøge match-funktionen i YouSee Audio. YouSee har på forhånd aktiveret den og indstillet apps som DRTV, TV 2 Play og Viaplay til at køre 50Hz, mens apps som Netflix og Disney+ kører i 60Hz. Selve brugerfladen kører i 50Hz. Hver gang YouSee Audio skifter mellem 50 og 60Hz output får man kortvarig sort skærm – ligesom på alle andre mediebokse undtagen dem HDMI 2.1 QMS, der parres med et QMS-kompatibelt TV.
I praksis fungerer det acceptabelt og sikrer, at såvel YouSees eget indhold, foruden tv-programmer fra f.eks. DRTV og TV 2 Play, afspilles korrekt i 50Hz uden at hakke. YouSee Audio skiftede også til 60Hz, når man åbnede f.eks. Netflix eller Disney+, men her er der flere variable i spil: Netflix har noget indhold i 50fps, f.eks. dokumentaren
Formula 1: Drive to Survive, der nu hakker. Netflix har også film i både 23,976fps og 24,00fps, hvilket er for dybt farvand for YouSee Audio, så nogle film kan stadig lave et lille hak cirka hvert 20-25. sekund. YouSee Audio afspiller også film og tv-serier i 24fps fra f.eks. Disney+ og Netflix i 60Hz. Mange TV-skærme kan genkende 24fps kadencen i et 60Hz signal og "vende den om", men det vil afhænge af skærmen og dennes indstillinger, så det er svært for brugerne at navigere, så det er heller ikke her en helt optimal løsning.
I forhold til opsætningen af, hvilke apps, der skal køre i henholdsvis 50Hz og 60Hz, så har YouSee som nævnt tilvalgt 50Hz til flere apps på forhånd, men du bør også sætte f.eks. Blockbuster appen til 50Hz, da Blockbuster – der i sin tid blev lanceret af netop TDC/YouSee – ligeledes speeder alle film op fra 24fps til 25fps – ret problematisk for en rendyrket filmtjeneste.
Et par gange i testperioden oplevede vi, at boksen ikke fik skiftet frekvens korrekt, men vi er ikke helt klar over, hvad der udløste det. I de fleste tilfælde virker det dog som tiltænkt. Det er match af billedfrekvens på app-niveau, og selvom det ikke er optimalt, så kan vi leve med det indtil der kommer en ordentlig løsning på systemniveau, altså Android. Selvom vi med YouSee Audio er begrænset til en relativ overskuelig geografi, altså Danmark, så er det da også tankevækkende, at YouSee kan implementere et nogenlunde velfungerende match-system, når Google ikke selv kan. Vil du have et system, der virker korrekt, så skal du dog stadig søge mod Apple TV 4K, der kan match billedfrekvens på indholdsniveau med både heltals- og brøkfrekvenser.
Læs også: Test: Apple TV 4K (2022)

YouSee Audio har match af SDR/HDR, men det virker ikke ordentligt. Foto: Flatpanels
YouSee Audio har også et match-system til at skifte automatisk mellem SDR, HDR10 og Dolby Vision. Det er en del af Android TV-styresystemet, hvorfor det samme findes i bokse som Chromecast med Google TV og Google TV Streamer, og dette virker på indholdsniveau i stedet for app-niveau.
Desværre virker det bare ikke ordentligt i YouSee Audio. Når der i apps som Disney+ og Apple TV skal skiftes til Dolby Vision-output, så fejler YouSee Audio og står og skifter uendeligt mellem SDR og Dolby Vision-tilstand. Det betyder, at videoafspilningen aldrig starter og ofte til sidst fejler.
Dette forklarer nok, hvorfor YouSee ikke har aktiveret match af SDR/HDR10/Dolby Vision som udgangspunkt.

Afspilning af indhold i Dolby Vision fejler, hvis man har indstillet match-funktionen i YouSee Audio til 'Tilpas efter indhold'. Foto: Flatpanels
I stedet er YouSee Audio som udgangspunkt sat til at udsende alt indhold som et konverteret HDR-videosignal. Det har YouSee gjort, da indhold i HDR10 og Dolby Vision ellers ikke vil kunne afspilles fra Disney+, Netflix, Apple TV+, Prime Video og Max. Men betyder jo, at alt dansk indhold, der jo i 99,99% af tilfældene er i SDR, også udsendes som HDR-signal. På OLED TV er dette til overskue, idet OLED TV ikke skal ud i diverse krumspring for at håndtere et HDR-videosignal. På LCD TV, hvilket er størstedelen af skærmene i danskernes stuer, er det derimod et væsentligt problem altid at udsende signalet som HDR. Det tvinger disse skærme i HDR-tilstand, hvilket ofte indebærer, at LED-baglyset skrues op til maksimalt niveau (for at kunne levere højere lysstyrke til HDR). Det gør i praksis billedkvaliteten på LCD TV væsentligt dårligere, samtidig med, at det kan mere end fordoble strømforbruget. Vi anbefaler derfor, at du skifter til 'Altid SDR' på YouSee Audio, med mindre du ejer et OLED TV eller et bedre zone-styret LED LCD TV. At sætte indstillingen til 'Altid SDR' betyder, at du ikke kan afspille indhold i HDR10 og Dolby Vision, men det er bedre end at forværre SDR-indhold, som stadig er dominerende, og på typiske LCD TV ser indhold i HDR alligevel ofte værre ud end samme indhold i SDR, da skærmhardwaren ikke er til det.
Så ja, YouSee Audio understøtter streaming i op til 4K HDR, enten HDR10 eller Dolby Vision, men i praksis er der problemer. Hvis det er en prioritet for dig at se film og serier i HDR-kvalitet, så er YouSee Audio ikke pt. valget for dig. YouSee bør prioritere at få dette rettet denne væsentlige fejl i en softwareopdatering.
Et par yderligere noter her er, at YouSee Audio understøtter videoformatet AV1, og det bruges til at afspille eksempelvis Netflix og YouTube, når indholdet ligger på serveren i AV1 i stedet for MPEG4 eller HEVC. Chromecast med Google TV (4K), Apple TV 4K og Nvidia Shield mangler alle hardware-support for AV1.

Netflix streamer i AV1 videoformat til YouSee Audio, når indhold er i SDR (ignorer 'Dolby Vision' på billedet, idet YouSee Audio her var sat til 'Altid HDR'). Foto: Flatpanels
Dolby-lyd i op til Atmos virker også som tiltænkt fra streamingtjenester, Dekodning af DTS-lyd er ikke understøttet i hardware. Der kan heller ikke laves passthrough af HD-lydformater, altså Dolby TrueHD og DTS-HD MA. Hvilket bringer os til højttaleren...
YouSee Audio som højttaler
Øverst på boksen står der med hvidt print 'Audio by Bang & Olufsen', men printet er det nærmeste man kommer noget som helst, der kan forbindes med "rigtig" B&O. Ærlig talt undrer det mig, at B&O vil lægge navn til det for lyden i YouSee Audio kommer ikke i nærheden af selv en kompakt soundbar til 2000-3000 kroner, ej heller en god Bluetooth-højttaler. Den velkendte Marshall-højttaler lyder f.eks. noget bedre til musik og Sonos Beam soundbaren leverer væsentlig bedre TV-lyd.

Audio by Bang & Olufsen? Hmm... Foto: Flatpanels
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal skrive uden at det kommer til at lyde meget hårdt, men højttaleren lyder altså ikke ret godt. Jeg ville personligt ikke bruge den til musik, film eller serier, højst til lidt tv-avis og taleprogrammer. Lyden er indelukket, bassen er svag og der er intet stereoperspektiv. Der er en (alt for) lille monoboks, der end ikke formår at gengive stemmer optimalt. Det er ikke sådan, at man ikke kan høre stemmerne – det kan man, for de er tydelige nok – men det bliver monotomt, indelukket og uden nuancer i stemmer. Når man ser film og lytter til musik lyder bassen nærmere som nogen, der står og 'tapper' på et bord, og lyden mudrer ofte.
At funktionaliteten er lækker, eksempelvis HDMI eARC, YouSee Musik-integration (med baggrundslyd når man går ud af appen) og både Bluetooth og Google Cast i standby, redder ikke vurderingen af lyden, for YouSee Audio leverer ikke god nok lydkvalitet til at være en erstatning for indbyggede TV-højttalere – den er blot en lidt mindre grad af utilstrækkelig.
Man kan i stedet vælge af gemme YouSee Audio af vejen i et TV-møbel og sende lyden ud via HDMI-kablet, hvorefter TV'et kan videresende lyden til en AV-receiver eller soundbar, men så kan man jo lige så godt købe YouSee Streamer-boksen (når den får match af billedfrekvens via softwareopdatering). Da jeg testede lydoutput via HDMI-stikket fik jeg to lydstyrkereguleringer; en på boksen og én på TV'et. YouSee har en guide til, hvordan dette kan undgås, men den passede ikke med indstillingsmenuerne i boksen og det lykkedes mig ikke at få de to volumenfunktioner samlet i én. Dolby Atmos virker stadig via HDMI-lydoutput.
Til tider oplevede jeg en smule mismatch mellem billede og lyd, når YouSee Audio spillede lyden over den integrerede højttaler. Det var svært at finde et mønster i problemet.
Konklusion
YouSee Audio er den anden Android-baserede medieboks fra YouSee. Den er bygget på Android TV-styresystemet, men har en brugerflade, der er modificeret til YouSees indholdsunivers. Hvis du er YouSee-kunde, s¨ giver denne dybe integration en bedre brugeroplevelse end du kan få med f.eks. Chromecast med Google TV og Google TV Streamer, og der er glimt af lækkerhed, særligt ift. kombinationen af tv-kanaler og streaming. Dog kan navigationen være lidt træg.
Som medieafspiller er YouSee Audio alsidig, da man foruden YouSees indhold har adgang til apps inkl. Disney+, Netflix og Max. Der er frit lejde til at installere selv Plex og Kodi. Boksen har nu en acceptabel match-funktion til billedfrekvens, så alt dansk indhold ikke længere hakker som på den lidt ældre YouSee Streamer (får senere samme match-funktion via softwareopdatering). Til gengæld virker match-funktionen til SDR/HDR10/Dolby Vision ikke ordentligt, hvilket YouSee skal have rettet. Så ja, boksen understøtter streaming i op til 4K Dolby Vision, men ikke gnidningsfrit.
På lydsiden er funktionaliteten god med bl.a. Dolby Atmos, HDMI eARC, Google Cast og Bluetooth, men lydkvaliteten fra højttalerne er ikke god og jeg synes det er pinligt for B&O at associere sig selv med denne lille monolydboks, der mangler bas, detaljer, klarhed og stereoperspektiv. Boksen er en dårligere musikhøjttaler end det er en TV-højttaler, men jeg er ikke sikker på, at jeg vil kalde det en opgradering fra højttalere integreret i bedre TV-skærme, Kompakte soundbarer til få tusind kroner spiller bedre hvad angår TV-lyd, og til musik får med bedre lyd fra mange Bluetooth-højttalere.
Vi ender med en medieboks, der på fornem vis sammensmelter YouSees indholdsunivers med streaming udefra. Det er den bedste tv- og streamingoplevelse til YouSee-kunder, men man oplever nogle begrænsninger, når man bevæger sig længere ud i streaminguniverset. Højttalerdelen er derimod et fejlskud, hvilket gør den høje lejepris på 999 kroner i oprettelse (eller 50 kr/md. i foreninger) lidt svær at retfærdiggøre.
Pris og forhandler:

Bedste medieboks til YouSee
Acceptabelt match af billedfrekvens
Fuldt app-katalog pga. Android TV
Android-funktioner inkl. Google Cast
Dårlig lyd
Fejl i match af SDR/HDR10/DV
Svag hardware
Pris