@RL:
Tak. Jeg har som bekendt haft min skepsis mht. OLED og faktisk på et par andre punkter end risikoen for BI, men omvendt har producenterne skuffet mig mht. high-end LCD-modellerne, hvor de altid synes at fejle på det ene eller det andet punkt, år for år.
Jeg var nået til et punkt, hvor jeg bare skulle have et større TV og jeg måtte indse, at der næppe ville komme et LCD TV med alle de kvaliteter, jeg sætter pris på, samlet i én og samme model, så jeg tog chancen og indrømmer gerne, at enhver skepsis, jeg måtte have haft, er blevet blæst af banen.
@HrMortenM:
55HZ1000 er 122,8 cm bredt og 77,2 cm højt med foden:
https://www.displayspecifications.com/en/model/9a271d16
Ja, foden er drejelig, men det er ikke meget.
Diverse observationer:
- Kassen, den blev leveret i, er enorm (40 cm ekstra i bredden af hensyn til foden). Jeg var lige ved at tro, at de havde sendt mig en 65". Jeg nævner det kun i tilfælde af, at nogen kunne tænkes at ville hente den i butikken og tror, at kassen er lige så "lille" som de kasser, de fleste andre 55"-modeller leveres i.
- Foden er blevet kaldt "billig" at se på, men jeg synes faktisk den er pæn, når man ser den i levende live. I modsætning til mange andre modeller er der heller ikke noget med at billedet reflekteres i foden (host Philips host) eller panelet sidder så lavt, at billedet reflekteres i bordet. Foden forsvinder nærmest i den dunkle belysningen jeg har i stuen om aftenen.
- I det hele taget har apparatet et meget neutralt udseende, hvilket jeg sætter stor pris på.
- Fjernbetjeningen er af plastic, ja, og den har mange knapper, som er set bedre, men så er det altså heller ikke værre. Med to stk. AA-batterier (ikke AAA) installeret er den også tung nok til at jeg synes, at den ligger godt i hånden. Jeg skifter mellem 2-3 billedprofiler og sætter pris på, at jeg har en direkte knap til den slags i stedet for at have en minimalistisk fjernbetjening, hvor jeg skal grave mig ned i en undermenu for at finde den slags.
- Jeg er absolut modstander af den "Wiimote"-fjernbetjening, der følger med LG's modeller, hvilket er en del af årsagen til at jeg ikke blot købte en C1 som ellers er standardvalget nutildags.
- Selve app-biblioteket er lidt af en ødemark. Der er *nogle* af de vigtigste apps, men de fleste vil næppe være tilfredse med udvalget. Ligegyldigt. Jeg bruger Apple TV 4K (2021), som er min eneste tilgang til TV'et, hvad apps angår.
- Jeg har Luminance sat til omkring 40-49 (ud af 100), så panelet kan sagtens levere meget mere lys end jeg er vant til eller synes er behageligt. Derfor er jeg heller ikke bekymret for burn-in. Jeg har heller ikke set noget der bare lignede image retention. Og ABL (automatic brightness limiter) er heller ikke noget, jeg har observeret.
- Jeg benytter *ikke* fp's anbefalede indstillinger og min ATV 4K er sat til *ikke* at matche dynamic range, dvs. jeg sender blot SDR til TV'et og har så en profil med de indstillinger som *jeg* bedst kan lide. Alt for megen stutter og billedet ser for kedeligt ud, når det skal være "korrekt". Når det så er sagt, så er jeg stadig en smule konservativ med mine indstillinger, så det er ikke sådan, at jeg sidder og kigger på et "vivid" billede. Det, jeg specielt godt kan lide ved denne model, er, at den har så mange håndtag, man kan dreje på, hvad billedet angår.
- Bevægelseshåndteringen fungerer fint. Jeg bemærker ingen artifacts i det daglige, med mindre jeg aktivt kigger efter dem i bestemte typer scener, hvor jeg ved, at de kan opstå, men selv her skal jeg ikke kunne sige, om problemerne ligger i billedhåndteringen eller i kildematerialet. Jeg kunne selvfølgelig slå det fra og tjekke efter igen, men det har aldrig været på et niveau, hvor jeg syntes, at det var eksperimentet værd.
- Jeg er godt tilfreds med lyden. 2 x 15 W er nok til at jeg ikke føler behov for at anskaffe en soundbar. Jeg er ikke til bulder og brag, men skal blot have ren lyd op til den styrke, jeg har det komfortabelt med. Her opfylder den fuldt mine behov, men det skal dog lige siges, at det først var efter jeg havde sat lydprofilen til custom (eller hvad det nu var) og med hel flad eq og al anden lydbehandling slået fra. Den profil, den var sat til som standard, var ikke imponerende.
- Brugerfladen bombarderer ikke en med reklamer af den ene eller den anden art. Nogen vil kalde brugerfladen kedelig og/eller gammeldags. Jeg kalder den funktionel.
I det hele taget er jeg ikke stødt på noget, der får mig til at fraråde HZ1000 eller som får mig til at ønske, at jeg lige havde ofret lidt mere og købt en LG C1 eller en Sony A80J eller A90J, men som sagt har jeg også en Apple TV 4K og er derfor ikke påvirket af app-problematikken. Som det fremgår af
https://www.flatpanels.dk/streamingguiden.php *mangler* der f.eks.
- Apple TV app
- Discovery+
- Filmstriben
- HBO Max
- TV2 Play
...
Jeg har ikke erfaring med LG A1, andet end når jeg er kommet forbi den i Bilka. Den er bestemt ikke så lysstærk som de øvrige OLED-modeller og kommer selvfølgelig heller ikke i nærheden af selv low-end QLED-modeller, men som sagt, det er ikke sikkert, man reelt har behov for en specielt lysstærk model hjemme i stuen. Jeg vil tillade mig at være skeptisk mht. hvor god bevægelseshåndteringen er og hvor mange muligheder man har for at justere på den, hvis man ikke er tilfreds med, hvad man ser (eftersom panelet kun er 60 Hz og processoren ikke er den bedste, LG har at byde på).