27 jan 2012, 13:17
#159320
Jeg har modtaget svar fra Tænk's testmedarbejder.
Værsgo':
"Tak for din henvendelse.Jeg er ikke enig i din kritik. Panasonic skærmene har en tydelig grøn/gul tone i farverne, som ikke ser godt ud.
Generelt er plasma-skærmene for mørke i billedet, der mangler simpelthen lysstyrke. Det er rigtigt at med hensyn til sort dybde, så er de bedre end LCD, men tager du meget lyse scener, som fx skiløb eller Ice Age-filmen, så kan plasma-skærmene ikke vise hvidt, men grå, og konturerne er værre end du finder dem på en god LCD skærm.
Jeg synes ikke at det er et problem at sammenligne plasma, LCD og LED (som også er LCD) og når vi får de første OLED tv i testen, så sammenligner vi også med dem.
Det er min generelle holdning at de fleste forbrugere kan være ligeglade med den bagvedliggende teknologi, da det jo i sidste ende er billedet, lyd osv som det kommer an på.
Jeg aner ikke hvorfor Flatpanels anbefaler plasma-skærme, og hvordan de tester i forhold til os, men jeg kan da forsøge at forklare hvordan vi tester: For det første er det ikke en test som vi bare copy/paster fra et eller andet sted. Jeg sidder netop nu på et tre dages møde på vores laboratorium i Tyskland, hvor vi tester med en masse andre forbrugerblade i Europa.
Her koordinerer vi og planlægger testprogram, og aftaler med laboratoriet detaljer omkring indstilling af billeder osv.
Jeg kan garantere dig for at vores test er mindst lige så omfattende som Flatpanels, (jeg kender ikke deres metoder, men jeg er også sikker på at vi er endnu grundigere)
Desværre kan jeg ikke have sammen detaljeringsgrad på vores hjemmeside, som de kan for hver enkelt model, blandt andet på grund af det store volumen vi har i testen, men også fordi vores hjemmeside simpelthen ikke er gearet til det.
Vi modtager ikke testeksemplarer fra producenten, men køber selv produkterne i butikker, -på almindelige forbrugervilkår. Det er altså IKKE muligt som producent at sende os ekstra lækre supermodeller til test og markedsføre noget helt andet i butikkerne.
Det betyder også at vi er uafhængige og ikke behøver at holde os på god fod med producenter og importører, men er fuldstændig fri til at sige vores mening.
Vi kalibrerer IKKE professionelt. Vores test er lavet til almindelige fjernsynsbrugere, og ikke entusiaster. Vi indstiller billedet på baggrund af blandt andet fotografier af børn med forskellig hudfarve, hvilket nok er mere end de fleste privatpersoner gør. Vi forsøger altså at ramme den kvalitet, som langt de fleste forbrugere kan opnå derhjemme med en lille smule arbejde.
Vi tester komparativt på "rigtige" tv billeder. Det vil sige at vi viser de samme film-klip igen og igen via vores signalgenerator, der sikrer at alle tv fødes med billeder i samme kvalitet.
Bedømmelsen er altså IKKE foretaget på baggrund af testbilleder med farvekoder, kontrastspring, skrå og lige linjer og andre professionelle kalibreringsværktøjer som man aldrig nogensinde kommer til at se på sit tv, men på rigtige billeder fra rigtige film via alle tænkelige indgange.
At testen er komparativ betyder at vi har op til 10 fladskærme stående side om side, så billedet kan bedømmes skærmene i mellem.
Dette sker via konsensus mellem fem personer i et trænet panel. Bedømmelsen gives altså ikke på baggrund af en enkelt persons dagsform og personlige holdninger.
Vægten i den samlede bedømmelse af billedet er i øvrigt lagt på digitale tv-signaler (DVB-T og -C, -ikke på HD kvalitet, selvom dette også er med. Jeg håber at det besvarer din henvendelse."