Spørgsmål til galle2 - Hvordan er priserne på fladskærme i USA sammenlignet med DK?
Hej Janos.
Priserne på fladskærme i USA er nogenlunde det samme som i DK, ja tro det eller ej. Måske er priserne en smule lavere, men det er ikke sådan så du kan købe tingene til det halve herovre. Det overraskede mig faktisk en hel del at priserne i Danmark/Europa er ret konkurrence dygtige hvis man ser det i forhold.
Dit spørgsmål er ret interessant og jeg går ud fra at du spørger af ren nysgerrighed, og ikke fordi du har tænkt dig at købe noget i USA for at få det fragtet til DK - det kan nemlig efter min mening slet ikke betale sig.
Der er selvfølgelig en del parametre man skal kigge på hvis man vil sammenligne. Dels er der kursfoskellen fra den danske krone til US dollar, og så skal man vel også lige tage i betragtning at varen ikke er helt den samme, da man f.eks. ikke kører med de samme teknologier - her tænker jeg på ting som DVB-tuner, PAL/NESCAM (et øjeblik bliver jeg i tvivl hvad det hedder), scart vs. component og så videre.....
Men hvis man skraber lidt af varen og sammenligner produkterne og tager forbehold for forskellen i moms mellem USA og Danmark (i Californien er sales tax ca. 8% og i DK er den mig bekendt omkring 25%), så vil jeg tro at du rent faktisk ender på det samme beløb for en fladskærm i USA som du ville i DK.
I USA betaler man state sales tax, som så varierer fra stat til stat. Det gælder faktisk også nogle gange når man køber online. Der er dog nogle stater hvor man ikke skal betale tax hvis man køber online og bor uden for staten. Det vil sige at hvis man f.eks. bor i Californien men køber fra en forretning online i staten New York, så kan man købe varen momsfrit. Derimod skal en New Yorker betale 8% i moms hvis han handler hos en online butik med lager i Californien. Tosset! Men sådan er reglerne her i dette store land - hver stat har deres egen lokale skatteregler.
Årsagen til den lille forskel i priser fra Europa til DK skyldes jo nok at Verden er blevet end del mindre og at markedet er blevet mere globaliseret. Det er jo ikke i dag, som for bare 5-10 år siden hvor vi i DK haltede bagefter lande som Japan og USA, som havde den nyeste teknologi til de færreste penge - heldigvis da. På trods af det, tror jeg folk vil blive overrasket over hvor forskellig den amerikanske teknologi er fra den danske. Her tænker jeg blandt andet på sådan noget som mobil teknologi - her har jeg virkelig fået en griner nogen gange når jeg sammenligner med det jeg kender fra DK. Ikke fordi at mobilteknologien i Danmark er den bedste, men det er den så sandelig heller ikke i USA - de halter laaaangt bagefter på mange områder. Men man skal måske også tænke på at det er lettere at teste og ændre teknologien i et land som Danmark der jo indbyggermæssigt (og nogle gange areal mæssigt) er mindre end en hvilken som helst storby i USA.
Nå, men for at komme tilbage til dit spørgsmål, så kan jeg da lige give dig et par links til nogle amerikanske hjemmesider med priser hvor du kan sammenligne. Der er naturligvis stor chance for at du kan finde billigere priser ved grundig research på nettet, men du kan i hvert fald danne dig et billede:
www.bestbuy.com - En af USA's største elektronik kæder, svarer vel til El-giganten in DK. Ikke det billigste sted at handle vil jeg så sige.
www.circuit-city.com - Endu en stor elektronik kæde.
www.costco.com - En Metro-agtig kæde som ud over fødevarer også har et stort udvalg i fladskærme. De har som regel nogle konkurrence dygtige priser og har en forrygende returvare service - generelt er service niveauet højere her i USA end i DK med hensyn til reklamationer. Mange firmaer vil ikke ødelægge deres image på utilfredse kunder. Derfor er det nemt at returnere en vare selvom den har været åbnet og testet derhjemme.
www.newegg.com - En populær online forretning hvor jeg selv har handlet en del IT-udstyr, man skal dog lede efter de gode tilbud.
Håber ovenstående er noget du kan bruge til at få svar på dit spørgsmål.