Hele 17 streamere, der opererer i Danmark, har indvilliget i at indrapportere deres omsætning og investeringer til den danske stat.
Streamingtjenester skal betale en "kulturel afgift", eller "streamingskat", for at operere i Danmark. Det blev besluttet i medieforliget fra 2023, og det første såkaldt 'Audit statement' skal indleveres nu – mandag den 31. marts 2025.
Afgiften er på 2% af streamingtjenesternes omsætning i Danmark, men kan stige til 5%, hvis de ikke investerer mindst 5% af deres danske omsætning i dansk indhold.
Afgiften skal kun betales, hvis streameren har en årlig omsætning over 15 millioner kroner og flere end 19.000 brugere.
17 streamere tilmeldt
Hele 17 streamere har ifølge Slots- og Kulturstyrelsen indvilliget i at rapportere om deres aktivitet i Danmark, herunder Prime Video, Google, Netflix, TV 2 Danmark, Disney+ og Viaplay Group.
Mens afgiften blev diskuteret på Christiansborg, var TV 2 Play og Viaplay Danmark ikke begejstrede ved udsigten til en afgift på deres danske omsætning. De to streamer/broadcastere mente som udgangspunkt, at de allerede på eget initiativ investerer rigeligt i det danske produktionsmarked.
I dag vil Viaplay ikke kommentere på, hvorvidt man nu har affundet sig med den danske kulturbidragsordning.
- "Det har vi ingen kommentar til. Men vi vil gerne gentage, at vi stadig er uenige i berettigelsen og effekten af streamingskatten, som kun reducerer vores investeringer i danske produktioner tilsvarende," skriver EVP & CEO Lars Bo Jeppesen, Viaplay Group Denmark, til Flatpanels.
Opdateret: TV 2 mener også som udgangspunkt, at det er unaturligt, at en dansk virksomhed skal beskattes, når man i forvejen laver meget dansk indhold, men man har accepteret, at det er sådan.
- "At den er landet på en bundskat på to pct. og tilgodeser dem, der producerer dansk indhold, er vi sådan set tilfredse med," sagde direktør Anne Engdal Stig Christensen, TV 2, til Mediawatch.
Uvist hvad produktionsbranchen får ind
Nu afventer hele film- og tv-branchen, hvad det bliver til. Brancheeksperter har estimeret, at omkring 100 mio. kr. vil trille ind i produktionsøkonomien. Det beløb er dog noget usikkert, bl.a. fordi indtægter fra sport og investeringer i sport ikke er medregnet.
- "Ingen midler er kommet ind endnu. Vi afventer, hvordan kulturbidragsprogrammet vil fungere, og hvor stort det er. Vi forventer naturligvis, at det kulturelle bidrag vil bidrage væsentligt til branchens pressede økonomiske situation," sagde administrerende direktør Anna Porse Nielsen, Producentforeningen Danmark, til Nordisk Film & TV Fond/News.
Det Danske Filminstitut (DFI) er godt tilfredse med den danske model, men afventer også med interesse, hvor meget det kulturelle bidrag reelt giver, oplyser CEO Tine Fischer, DFI, til NFTVF.
Læs også: Ekspert: Uvist om seere mærker streamingskat allerede i 2025
I Sverige og Norge arbejder film og tv-industrien og organisationer med lignende modeller for at øge støtten til deres produktionsmiljøer og sikre, at internationale streamingplatforme bidrager til lokal indholdsproduktion. Lignende overvejelser ulmer også i Finland.
Medietjenesteudbydere, der har ladet sig registrere
Allente Danmark A/S
ALTIBOX DANMARK A/S
Amazon Digital UK Limited
Apple Distribution International Limited
Discovery Communications Benelux B.V.
Google Ireland Ltd
Netflix International B.V.
Nordisk Film+
Pluto TV - VIMN NORDIC AB, FILIAL AF VIMN NORDIC AB, Sverige
Rakuten TV Europe, S.L.U.
SF Anytime /Blockbuster
SkyShowtime Netherlands
The Walt Disney Company (Benelux) B.V.
TV 2 Danmark A/S
Viaplay Group Denmark A/S |
Flatpanels