I 2023 delte hver tredje husstand passwords. I dag er det "kun" en fjerdedel, viser nyeste undersøgelser. Der er dog flere risici forbundet med tiltagene mod kontodeling.
TV 2 Play, Disney+ og Viaplay følger i Netflix' fodspor og sætter hårdt ind på at bekæmpe ulovlige password-delinger. Gevinsten er ganske enkel: at konvertere gratister til betalende kunder.

Daniel Ebert Pedersen, Wilke
Og flere er sikkert på vej.
- "De tiltag, især Netflix allerede har indført, er begyndt at virke, ser det ud til, også i Danmark," sagde Insights Director Daniel Ebert Pedersen fra Wilke forleden på 'CPH Future TV 2024' konferencen.
I 2023 var det cirka hver tredje husstand, der delte passwords, men i dag er det "kun" en fjerdedel, viser Wilkes nyeste forbrugerundersøgelser udført blandt 1450 respondenter.
- "En fjerdedel er stadig ret mange, men når alle tjenester indleder en klapjagt på snydere, får det konsekvenser. Sagt på en anden måde, så længe man stadig kan snyde på flere tjenester, går fænomenet ikke væk," sagde han.
Viaplay og Discovery+ hårdt ramt
Aktuelt er det Netflix, der er mindst ramt af snyd. Netflix indledte kampen mod delinger for to år siden. Mest snyd rammer lige nu Viaplay og Discovery+. Næsten 30% af dem, der siger de benytter tjenesterne, siger samtidig, at de ikke abonnerer på dem.
Læs også: Nye tal: TV 2 Play er ikke hårdest ramt af login-deling

Netflix var først ude med en løsning, hvor man kan betale for ekstra husstande. De andre streamere har implementeret mindre sofistikerede løsninger. Illustration: Flatpanels
Kampen mod password-deling er knap så stor en succes, når ser på dem under 30 år, hvor det næsten er halvdelen der stadig deler.
- "Der er en generationskløft i spil. Især i de husstande, der alene streamer tv, og derfor streamer meget og har mange tjenester. En typisk password-deler er studerende eller ung i en lejelejlighed," sagde Daniel Ebert Pedersen.
Rammer et loft når alle blokerer delinger
Når tv-branchen retter blikket nogle år frem, må man forvente, at der findes et loft for, hvor mange flere indtægter, streamerne kan redde sig, blot ved at lukke for password-delinger.
- "Når alle tjenester lukker for deling, så er der risiko for at mange husstande vælger at kassere den tredje eller fjerde streamer, man ikke vil eller kan betale for. Og de lavthængende frugter for, at streamere kan konvertere snydere til kunder, kan til den tid være mere behersket, end vi ser nu," sagde Daniel Ebert Pedersen og tilføjede:
- "Til gengæld kan dette være med til at flytte danskerne over på de reklamerefinansierede abonnementer i stedet, når de får behov for at kunne spare på mediebudgettet."
Læs også: Overraskende mange danskere er "lynabonnenter"