Hvis du har fulgt med i udviklingen af Ultra HD TV-teknologi, så husker du måske, at der grundlæggende er seks søjler: 
UHD eller Ultra HD opløsning – 4K eller 8K 
HDR eller High Dynamic Range
WCG eller Wide Color Gamut
Deep color
HFR eller High-Frame Rate
NGA eller Next-Generation Audio
Mange af ovenstående teknologier er nået ud på markedet. Tager man ud i en elektronikbutik vil man finde 4K TV med HDR, WCG (større farverum), deep color (10-bit farver) og Dolby Atmos-soundbar (eller Atmos via ekstern receiver). Produkterne er ikke engang specielt dyre længere. Den manglende brik? HFR, eller høj billedfrekvens. Det er formentlig det aspekt af Ultra HD, som der er mindst klarhed omkring hvad angår fordele og teknisk virkemåde - af forbrugere såvel som den kreative branche. Selv forskning på området er mangelfuldt. Det er sandsynligvis også den mest kontroversielle af de seks UHD-teknologier.

Mange misforståelser florerer, så hermed et forsøgt på at kaste lys over emnet; hvad vi ved og hvad vi ikke ved. 


HFR til film
Hvad menes med HFR? Det afhænger af, hvem man taler med. Når emnet omhandler film, så bliver alt over 24fps (billeder per sekund) kaldet HFR. Det er ikke særligt udbredt. Antallet af højprofilerede film med HFR kan tælles på en eller to hænder. Først fik vi Peter Jacksons Hobbitten-trilogi, som er optaget i 3D ved dobbelt billedfrekvens på 48fps. Sidenhen har instruktør Ang Lee taget næste skridt med Billy Lynn’s Long Halftime Walk, der er optaget i 120fps, og Gemini Man med Will Smith, som er optaget i 120fps og 3D.

Sidstnævnte film blev fremvist på forskellige måder: 2D-biografer fremviste den i 24fps; 3D-biografer i 60 eller 120fps, afhængigt af deres udstyr. Det er der en årsag til. Ang Lee tog high frame rate i brug for at overvinde udfordringer, der relaterer sig direkte til projektion af 3D-billeder ved 24fps - lysblink og flimmer, ligesom Peter Jackson gjorde det. James Cameron har en lidt anden tilgang til emnet og foretrækker at benytte 120fps i visse scener af 3D-film for at undgå hakkende bevægelser i de scener, hvor der panoreres eller hvor der er sidelæns bevægelse. HFR til film er en teknik, som skiller vandene. Nogle elsker det, mens majoriteten af seere (jeg har ikke konkrete tal) lader til at hade det. 24fps er hellig. 


  Instruktør Ang Lee filmer ‘Gemini Man’. Billede: Paramount
Men hvorfor egentligt? Tjo, en del af forklaringen er nok tilvænning. Denne video forklarer på simpel vis, hvorfor billedfrekvens i film blev fastsat til 24fps og hvorfor det har hængt ved. Men hvis flere pixels og flere farver og flere bits per farve og flere lydkanaler er godt, hvorfor er flere billeder per sekund så dårligt? Fører det ikke til øget realisme? Jo, det gør det, og det er netop derfor, at det kan være dårligt for film. Realisme er sjældent pointen - tværtimod. Emnet drager paralleller til analoge, kemiske filmkorn i billedet. Visse seere bryder sig ikke om det, men ligesom 24fps billedfrekvens så er det noget, som vores hjerner er blevet eksponeret for i næsten 100 år. Selvom de fleste af os ikke bevidst bemærker det, så registrerer vores hjerner det underbevidst og forbinder det med at se en film, eller en episk fortælling. Det bidrager til vores 'suspension of disbelief' og sætter vores hjerne i 'filmtilstand'. Det kan være med til at trække os ind i en fortælling.

Nogen omtaler 24fps som ‘dream-like cadence’ - drømmeagtig kadence. Øget realisme kan bryde denne trylleformular. Som en biografgænger kortfattet sagde: “I didn't see Gandalf et al - instead I saw a load of actors dressed up in some odd costumes.” Billy Lynn og Gemini Man fremtvang mange lignende reaktioner på sociale medier. Nogle seere sammenligner det med hjemmevideo skudt på et GoPro-kamera eller en smartphone, eller “like a videogame”. Andre kalder det 'Soap Opera'-effekten (dog lidt misvisende) med henvisning til den ofte kritiserede motion smoothing - bevægelsesudglattende - effekt, som kan aktiveres på TV-skærme.


  Ian McKellen som Gandalf i ‘The Hobbit: The Battle of The Five Armies’. Billede: Warner Brothers
Der er imidlertid stadig mange ubekendte ift. hvordan vores hjerner opfatter billedfrekvens og bevægelse. Mere videnskabelig forskning på området vil givetvis have berettigelse.

Hvordan kan det være, at vi (i hvert fald mange af os) beskuer 24fps billedfrekvens uden at blive generet af 'judder' (billedhak)?
Er vores hjerner blevet trænet til at opfatte 24fps som 'episk', hvorimod 50/60i eller 50/60p nedbryder forestillingen og sætter os i 'soap opera' tilstand?
Omvendt har vi videospil, der i stigende grad underbygges af historiefortælling, hvor High Frame Rate tydeligvis giver fordele, som brugere tilsyneladende sætter pris på. Så oplever folk, der spiller videospil i HFR (120fps eller højere) billedfrekvens i film på en anden måde end andre personer?
Forudsat at 'soap opera'-effekten findes, så må der også findes en omvendt soap opera-effekt, hvor tv-indhold konverteret fra 60fps til 24fps pludselig begynder at fremstå mere episk? Hvad der synes at støtte op om dette er, at en hyppigt anvendt teknik i dækning af sportsudsendelser er at beskære billedfrekvensen til 24, 25 eller 30fps, beskære billedet til bredformat (sorte bjælker i top og bund) og bruge dramatisk musik, når man vil have et sammendrag til at fremstå mere episk.
Har billedfrekvens betydning for traditionel cel-animationsfilm, og i så fald hvorfor? 
Ved hvilken billedfrekvens over 24fps begynder magien at falme? 25? 30? 48? 60? Anekdotiske beretninger (de tre Hobbitten-film) synes at indikere, at 48fps ændrer på, hvordan vi opfatter billedet, men hvor går grænsen?
Selvom sæbeoperaen aldrig er i 3D, så lader 3D ikke til at bidrage til 'suspension of disbelief' eller til at få noget til at fremstå mere episk. Måske tværtimod. Er det fordi 3D øger realismen, ligesom HFR eller fraværet af filmkorn i billedet kan gøre det?
Tillæres dette? Ville en person fra en anden kultur, som aldrig har været i biografen, eksempelvis opleve billedfrekvens på en anden måde?
Så mange spørgsmål, så få svar.

Med lanceringen af Filmmaker Mode og kravet om at gengive 24fps billedfrekvens nøjagtigt, så er det måske nemt at glemme, at forinden UHD Blu-ray, så var Blu-ray Disc og HD-DVD de første formater til hjemmebrug, som kunne håndtere denne billedfrekvens. Tv-kanaler, alle typer videobånd, LaserDisc og sågar DVD brugte interlaced video. Ja, DVD var det første hjemmeformat som muliggjorde progressiv video (p'et i 576p), men ikke ved 24fps.

En vigtig lektie fra Hollywoods historie, som måske er nem at glemme eller overse fordi det skete for så lang tid siden, er, at hver af de store teknologiovergange har ført nye filmgenrer med sig, og i høj grad forskubbet balancen imellem eksisterende filmgenre. HFR er et kraftfuldt nyt værktøj til filmskabelse - i en større værktøjskasse - så eksperimentering er nødvendigt. De gamle metoder fungerer ikke med HFR, simpelthen fordi det er funderet på andre antagelser om filmskabelsesprocessen. Måske vil HFR føre til helt nye filmgenrer, måske løfter det computeranimation til et niveau, som vi endnu ikke kan forestille os. Kombineret med computeranimation kan HFR måske føre til øget brug af CGI-skuespillere, som fremstår mere overbevisende end ægte skuespillere. Vi ved det simpelthen ikke endnu.

Hvad vi ved, baseret på erfaringer, er derimod, at enhver større teknologiovergang vil føre til denne typer diskussioner: "Hvem vil høre skuespillere tale", "Ingen ønsker farvefilm" osv. Denne type tankegang ender typisk med at gå i glemmebogen. Det er ikke givet, at 24fps vil vare evigt. Så hvad bliver det næste? Teknologiovergange tager mange år; nogle gange endda årtier, når man har en fasttømret struktur såsom Hollywoods studiesystem med verdensomspændende biografdistribution. Men innovation stopper aldrig, ej heller i filmbranchen. Nye sekundære værktøjer til filmskabelse inkorporeres gladeligt i Hollywoods arbejdsgange. Helikoptere? Fedt, lad os optage fra luften. Droner? Cool. Store LED-skærme? Brug af gigantiske LED-skærme til at fremvise virtuelle miljøer bag skuespillerne i stedet for 'greenscreen' ligesom det var tilfældet under optagelserne af The Mandalorian? Absolut. 

Uanset hvad, så er det for tidligt at drage konklusioner. Vi har færre end ti HFR-film bag os, fra kun en håndfuld instruktører. Alle disse er blevet skabt med udgangspunkt i at fremvise 3D bedre. Hvad angår 3D så har det taget Hollywood årtier at finde en nogenlunde velfungerende formular, gøre det mainstream og få publikum til at acceptere det.

På nuværende tidspunkt vil det bedste råd nok være at få set HFR med egne øjne (og et åbent sind), så man kan danne sig egne meninger og ikke acceptere dogmer som absolutte sandheder.


Konvergerende teknologier
Det er vigtigt at huske på, at Hollywood-film stadig laves og optimeres til biografen. Det tekniske fundament under biografer guider filmproduktionen og således vil mange af "sandhederne" i Hollywood have udspring heri. Arbejdsgange og holdninger kan ændre sig, hvis hjemmeunderholdning - 'home entertainment'-segmentet - pludselig vokser sig langt større end biografsegmentet, hvilket faktisk allerede begyndte at ske i 2018 og 2019 - og nok i mere dramatisk grad i 2020. Filmproduktion optimeret til TV-fremvisning vil givetvis se anderledes ud end filmproduktion optimeret til biograf-fremvisning.

Det, der fungerer godt i biografen, fungerer ikke nødvendigvis godt på en TV-skærm. Forskning fra Dolby Labs viser, at højere lysstyrke gør judder - hakkende video - mere udpræget. Det samme gør højere kontrast. Hvad der fremstår velfungerende i SDR (Standard Dynamic Range) hakker for meget i HDR, så kolorister ender med at gøre HDR-film mørkere for at modvirke effekten, hvilket ikke er formålstjenligt. Undersøgelsen viser også, at ved 50 nits - den typiske lysstyrke ved traditionel biografprojektion - er 24fps en velfungerende billedfrekvens hvorimod ved 1000 nits - hvilket nu er muligt på selv relativt billigere HDR TV - ville 32fps være foretrukket.

Selvom tv-sening først er kommet til flere årtier efter biografen, så har de to segmenter udviklet sig parallelt med hinanden, og gennemgået mange af de samme innovationer. Film gik fra stumfilm til tonefilm, fra sort/hvid til farve, fra mono til stereo til digital surround sound (Dolby, DTS, SDDS, til at starte med alle på optisk film) med et stadigt stigende antal lydkanaler. Disse ændringer har være åbenlyse, men har fulgt en evolutionær sti. I senere tid har man i biografsegmentet set nyskabelser, der er store teknologiske ændringer, men som foregår bag lærredet og kun er ganske subtile fra seerens synspunkt; fra kemisk film til digital projektion, med film distribueret på harddiske i patroner og sandsynligvis også via onlinedistribution inden længe.

Det næste store skridt for biografer bliver formentlig også det mest drastiske i et århundrede: fra projektion på et sølvlærred til 'direct view' skærme. Der er naturligvis ikke tale om billedrør, LCD eller OLED men derimod ægte LED-skærme. Disse vil muliggøre langt højere lysstyrke, kontrast og dynamik i biografer. I praksis vil det bringe biografer op på siden af moderne TV-skærme - biografer er i dag er bagud på opløsning, dynamikområde og lysstyrke - men naturligvis i langt større format. Det vil også give biografer fleksibilitet til at anvende højere billedfrekvens, men om det vil finde bred anvendelse er tvivlsomt med ovenstående overvejelser in mente kombineret med en generelt konservativ filmbranche.

 Læs også: HDR i biografen kan kræve opgør med traditioner

Skiftet vil også åbne døren for nye deltagere. Samsung, der aldrig har engageret sig i biografprojektion, har lanceret sin ‘Onyx Cinema LED’ teknologi – 10 meter store skærme med ægte 4K 4096x2160 opløsning. De første biografer blev installeret i 2017 med Lotte Cinema World Tower i Seoul, Paragon Cineplex Theatre i Bangkok, Pacific Theatres Winnetka i Chatsworth, Californien, lige nord for Los Angeles, Pathé Beaugrenelle i Paris, Sambil Leganés i Madrid, og Shoudu Cinema i Beijing.



  Samsungs Onyx Cinema LED-skærm
Denne teknologiovergang vil tage mange år. Teknologien er ikke billig og den erstatter udstyr, som i forvejen har været dyrt. Det er en kapitalinvestering. Men biograf- og TV-teknologi konvergerer mere end nogensinde. I fremtiden vil en biografskærm basalt set være en meget stor TV-skærm - typisk med et langt overlegent Dolby Atmos-lydsystem.

Forvent at denne overførsel af TV-teknologi til biografer også kommer til seere hjemme i stuerne til gavn. De første tegn ses allerede. Hvis du har dybe nok lommer så kan du købe Samsungs ''The Wall microLED-skærm. Det er et modulært system, hvilket betyder, at du kan opbygge skærmen fra moduler til hvilken størrelse og hvilket format, du ønsker. Et modul måler 16x18 tommer og har 360x360 pixels. Et HDTV vil skulle bruge 18 moduler, et 4K TV 76 moduler og et 8K TV 288. Der er som sådan ingen grænser. En skærm med 16K-opløsning er allerede mulig. Den store udfordring er omkostningen. Et enkelt modul koster omtrent 10.000 dollars så du kan selv lave udregningerne.


  Muligheder med Samsungs ‘The Wall’ MicroLED TV
Specifikationerne på Sonys Canvas eller ‘Cledis’ (Crystal LED Integrated Structure or Display System) er tilsvarende. Denne teknologi er naturligvis målrettet professionelle løsninger, men Sony siger eksplicit, at løsningen også er tilgængelig til stuer.

Før denne teknologi kan nå massemarkedet, så skal der en prisreduktion på omtrent 99% til. Det lyder voldsomt, men vi har været vidne til netop dette indenfor 4K TV i de seneste syv år.

Den gode nyhed: Ligesom biografløsningen så vil hjemmeløsningen byde på flot HDR (perfekt sort og 1000 nits højlys), brede betragtningsvinkler, super 3D og 120fps HFR.


HFR til tv-indhold
Hvis det kun er manuskriptdrevet, skuespilsbaseret indhold, at lav billedfrekvens har betydning, er høje billedfrekvenser så bedre, når realisme har betydning, f.eks. til naturdokumentarer og live-sport? Meget peger i den retning. HFR løfter her oplevelsen af 'tilstedeværelse' på en god måde. Men inden vi kommer nærmere ind på det, så lad os lige vende tilbage til definitionen af HFR.

Transmitteret live-tv, eller broadcast tv, leveres i en række opløsninger i dag. Tendensen peger opad, men ikke meget. En relateret tendens er, at vi langsomt men taktfast er ved at få interlaced video udfaset, hvor 'fields' (halve frames med kun de ulige eller lige billedlinjer) vises på skift. Der er bestemt stadig en del 50i eller 60i indhold i 1080p HD-opløsning, men i Ultra HD er kun progressiv (p'et i f.eks. 2160p) video tilladt. Forskellige niveauer af billedfrekvens er tilladt (inklusive brøkdele af billedfrekvenser), men 50p og 60p betragtes ikke som HFR - blot Standard Frame Rate (SFR). Når organisationer som Ultra HD Forum taler om High Frame Rate så mener de som minimum det dobbelte - 100 eller 120fps og derover.

Hvad driver den (meget langsomme) overgang mod højere billedfrekvens? Er det et fjollet kapløb, ligesom nogen vil mene, at opløsning (4K, 8K) er blevet? Ikke helt. Selv hvis seerne ikke ønsker HFR i film, så giver det helt afgjort fordele andre steder.

Først og fremmest kan man spørge, hvorfor vi rykker mod højere skærmopløsning? Blot fordi TV-producenter kan og fordi opløsning kan være med til at presse prisen på TV-skærme opad? Nej, der ligger mere bag tendensen end blot at skubbe ny teknologi ud. I årtier har tendensen været, at forbrugere køber større og større TV. Det er en temmelig konstant tendens, og den gennemsnitlige diameter vokser med 1 tomme per år på tværs af alle territorier, om end gennemsnittet varierer fra region til region.

Afstanden til TV'et ændrer sig derimod ikke synderligt. Stuer (hvor der også er variationer geografisk) er ikke blevet markant større i perioden. Det er derfor, at vi har brug for flere pixels. Med højere opløsning stiger risikoen for sløret bevægelse i video. Med 8K er bevægelsesslør i særdeleshed synligt. Til sport i 8K-opløsning, f.eks. OL, vil det næppe være formålstjenligt at fremvise indholdet i billedfrekvenser på under 100fps. Den japanske public service-pendant til Danmarks Radio, NHK, har sagt, at de vil transmittere dele af OL i 8K, men de ikke kommenteret på, hvilke sportsgrene, der er omfattet.


Udfordringerne med HFR
Mens optagelse, indspilning og transmittering af video i HFR er relativt ligetil (mere ligetil end HDR) så er der en komplikation: Hvordan sikrer man bagudkompatibilitet med Standard Frame Rate TV-skærme og transmissionssystemer? På nuværende tidspunkt er der to tilgange, som omfattes af hhv. DVB og ATSC tunerstandarderne. I Europa bruger vi DVB, mens USA bruger ATSC. Her bliver det mere teknisk. 

De to fremgangsmåder har et aspekt til fælles: Begge bruger en teknik kaldet temporal sublayering til bagudkompatibilitet fra HFR til SDR. ATSC har valgfri temporal filtering 
til at forbedre billedet i SDR, når temporal sublayering tages i anvendelse. Den tekniske forklaring fremgår af tabellen (på engelsk).

HFR: DVB and ATSC - temporal sublayering
How does this work? In ATSC and DVB both, PID (program ID) = 0 is the SFR version, and PID = 1 is the HFR enhancement element, to be used along with PID 0 to reproduce the HFR version.

In DVB, it actually wouldn’t matter which PID you viewed, they are just the odd and even frames, so each represents a half-frame rate feed, with just a slight timing offset.  

In ATSC, the frames are a bit different. The frames in PID 0 are a weighted sum of the odd and even frames of the HFR signal.  The result is that the PID 0 content has an artificial motion blur.  The HFR camera needs a 360 degree shutter (i.e., photons are being captured essentially 100% of the time; the camera doesn’t blink).  The contents of the PID 1 frames are the weighted difference between the two signals. The trick here occurs in the receiver:  As in DVB, if you don’t know better, show PID 0, you’ll get a usable SFR signal with full motion blur (depending on the weightings).  If you do know better, you recover consecutive HFR frames by summing and differencing the two PIDs frames to reconstitute the original odd & even frames of the HFR. 
I den HFR-demonstration, som Ultra HD Forum har fremvist i seneste år, har man anvendt DVB-teknikken og til tider, under tidligere demonstrationer, ikke på særlig vellykket vis. Kameraet havde ikke en 360-graders 'shutter' - mere á la 180 - så kameraet optog 100 billeder per sekund, men eksponeringen var 1/200. sekund. Ulige frames gik til PID 0, lige til PID 1, og når man kun så den ene af disse, blev afspilningen korrekt 50fps, men 'shutteren' var i praksis 90 grader (stadig 1/200. sekund i eksponering), hvilket gav en meget staccato, stroboskop-agtig præsentation af indholdet, som ikke var behagelig at kigge på. De fik senere fat i et HFR-kamera med 360-graders shutter, så SFR-afspilningen fremstår acceptabel.


  High Frame Rate er særligt gavnligt til sportsindhold. Billede: Ultra HD Forum
Det skal slås fast, at disse to tilgange ikke konkurrerende formater og de kan nemt sameksistere i software eller hardware i en TV-skærm. Der vil næppe være licensomkostninger forbundet med dem og det er ikke en ny formatkrig - bare så ingen får bange anelser.

Tilgangene fra hhv. ATSC og DVB kan bruges til antenne-, kabel-, IP- og parabol-tv, Så hvad med (unicast) streaming? Her findes ikke samme udfordring med kompatibilitet. Streamingudbyderen sender blot den version af transmissionen afsted, som matcher seerens udstyr. Det kan være 60 eller 120fps (i fremtiden vel at mærke - nuværende produkter som Apple TV, Roku, Chromecast og Amazon Fire TV når ikke over 60fps), og forskellige billedfrekvenser vil bare være forskellige versioner af samme indhold, på samme måde som at indholdet på en streamingserver i dag ligger tilgængeligt i forskellige opløsninger, bitrater og HDR/SDR.


HFR i praksis
Så kan man gå ud i en butik og købe en HFR-skærm i dag? Et område, hvor HFR kan blive en fordel er indenfor videospil. Nuværende high-end gaming-PC'er samt de kommende PlayStation 5 og Xbox Series X, niende generation af spilkonsoller, er (eller vil være) i stand til at udsende HFR. PC-monitorer kan allerede modtage videosignaler i HFR. High Frame Rate er et af de få tilbageværende områder, hvor monitorer stadig har et forspring til TV-skærme. De fleste PC-monitorer formår derimod ikke at præsentere HDR, god kontrast, kraftigt højlys, bredt farverum eller høj opløsning. Så selvom TV-skærme som regel ikke overstiger 60fps (påstande om 120Hz, 240Hz osv. er ofte overdrevet marketing), så kan PC-monitorer til gaming efterhånden snildt håndtere 144fps, 165fps eller sågar 240fps. Udviklingen på monitorområdet er et talræs, hvor producenterne forsøge at holde trit med grafikkort. Hvorvidt det menneskelige øje kan registrere forskellen på 144fps og 240fps er et åbent spørgsmål. Mark Rejhon, grundlægger af Blurbusters, argumenterer dog for "retina refresh rate" på over 1000fps baseret på forholdsvis omfattende forskning, som han har foretaget.


  HFR demonstration (med HLG HDR) af LG / EBU / 4EVER Project under IFA 2016 
LG har demonstreret HFR TV på messer siden 2016. Igen i 2018 og 2019. I 2018-modellerne erunderstøttelsen begrænset til HFR-video via USB, som fremhævet i vores test af LG C8 OLED C8. 

Siden 2019 har LG high-end TV haft HDMI 2.1 porte til 4K120 via FRL (Frame Rate Link – HDMI 2.1’s nye signalsystem til 48Gb/s båndbredde), ifølge LG. 2020 LG high-end TV har samme HDMI 2.1 support med 4K120p via FRL. Her er hvordan de promoverer det på hjemmesiden:


  4K HFR spil på 2020 LG OLED TV
Det er en funktion, som ikke mange anmeldere har fokus på endnu, nok primært fordi der er så lidt HFR-indhold på markedet. Det er ikke desto mindre en af de ting, som gør LGs high-end TV interessante. De er klar til 4K HFR fra PlayStation 5 og Xbox Series X (om end det kan kræve en firmwareopdatering for at aktivere HDMI 2.1 efter certificering). Ganske få andre TV er klar, men visse andre TV-producenter vil begynde at røre på sig hvad angår HDMI 2.1 i 2020. LG specificerer i øvrigt VRR (variabel billedfrekvens) i 4K med et 40-120Hz frekvensspænd.

Faktisk er det muligt at sende 4K120 (begrænset til 8-bit SDR og 4:2:0 chroma) over HDMI 2.0 båndbredde, men det ikke er en del af HDMI-specifikationen. Samsung har understøttet det siden 2019 (i high-end TV) og LG siden 2020 (i hvert fald i OLED TV).

Flere generationer af TV har 1080p120 support, sågar til 1440p120 til tider. Det kan leveres over båndbredden i HDMI 2.0. Testsiden Rtings har certificeret 1080p120 og 1440p120 i deres anmeldelser i noget tid efterhånden, bl.a. i denne anmeldelse af et 2017 Sony A1 OLED TV (tjek 'supported resolutions'). Der er muligvis endnu ældre TV på markedet, som kan håndtere det.

Det vil tage tid før vi begynder at se HFR-indhold på markedet, særligt live-indhold. Det forekommer os sandsynligt, at streamingplatforme vil tage teten, ligesom det er tilfældet med 4K og HDR. Den hønnen-eller-ægget situation, som ofte eksisterer imellem hardware-producenter og indholdsudbydere er dog ikke et stort tema i denne omgang. TV-producenter har allerede gjort en del af forarbejdet.

Når kompatible TV-skærme bliver mere udbredte så vil tv-stationer måske begynde at optage sportsudsendelser i HFR. Det behøver ikke nødvendigvis at være i 4K. Et program i 1080p ved 100 eller 120fps med HDR vil se fantastisk ud. Indtil de bliver klar, så kan du bruge motion interpolation til opgaven.


  Billy Lynn’s Long Halftime Walk. Billede: 20th Century Fox
Hvis du vil opleve HFR hjemme i stuen så kan du købe UHD Blu-ray-skiven af Billy Lynn eller Gemini Man. Begge er i 60fps HFR, idet UHD Blu-ray-standarden ikke kan håndtere 120fps. Den kan i øvrigt heller ikke håndtere 48fps, så du skal ikke holde vejret ift. udgivelse af Hobbitten-trilogien i oprindelig billedfrekvens. De regulære 1080p HD SDR 2D Blu-ray og 3D Blu-ray udgivelser har filmen lagret i 24fps. Der er endnu ingen UHD Blu-ray version af trilogien, men når den lander på markedet, så vil den også være i 24fps. En 3D Blu-ray af Billy Lynn medfølger, når man køber den rigtige UHD Blu-ray-skive (på linket ovenfor). Gemini Man blev ikke udgivet på 3D Blu-ray i særlig mange regioner, men det var dog tilfældet i Tyskland. 3D-versionen er også i 24fps. Desværre har HFR-formatet ikke support af 3D, og 3D-formatet har ikke support af HFR. Streamingtjenester udbyder ikke nogen af disse titler i 3D eller HFR på nuværende tidspunkt.


Yderligere læsning
Du kan finde flere fakta og læse indtryk af Hobbitten her på siden. Du kan også læse om efterspillet.

Der er skrevet mange artikler om Ang Lees film og længe før internettet udførte Douglas Trumbull – den ansvarlige for visuelle effekter i klassiske film som 2001: A Space Odyssey, Close Encounters of the Third Kind, Star Trek og Blade Runner – mange eksperimenter med HFR. Denne artikel om hans film Brainstorm giver et godt indblik i sagen.

Trumbull og Cameron var begge foredragsholdere ved 2012-udgaven af Siggraph under en seance om HFR i biografen. Det kan du læse mere om her.

Standarder refereret
DVB UHD-1 Phase 2 (ETSI TS 101 154 v2.3.1)
ATSC 3.0 (A/341)

Mange tak til Bill Redmann, Director of Standards, Immersive Media Technologies hos InterDigital, for hans forklaring af DVB og ATSC tilgangene til HFR/SFR kompatibilitet samt hans bidrag til denne artikel.


Yoeri Geutskens dimitterede i Industrial Engineering & Management Science med en afhandling om videospilsindustrien. Han har været Philips’ interne observatør for spilindustrien i over et årti samt arbejdet hos Philips Optical Storage og Philips Consumer Electronics med produktudvikling af DVD-optagere og Super Audio Cd-afspillere. I den rolle samarbejdede han med Sony i forbindelse med standardiseringen af Blu-ray Disc formatet. Hos NXP Semiconductors var han Business Creation Manager for videospilsindustrien. Yoeri er også forfatteren af PS3 SACD FAQ samt de to 4K/UHD og Ultra HD Blu-ray twitter-brugere. Han har spillet videospil siden første generation af spilkonsoller. Den første konsol, som han ejede, var Odyssey 2100.