Opdatering: Home Theater på HomePods og Apple TV 4K
Siden testen af HomePod blev publiceret har Apple via softwareopdatering tilføjet 'Home Theater' funktion, som parrer 1 eller 2 HomePod som faste TV-højttalere til Apple TV 4K (virker ikke med Apple TV HD) samt åbner for Dolby Atmos, 7.1 og 5.1 surround signaler til HomePod (og virtualisering i disse). Siden testen er der desuden kommet 'Wireless Audio Sync' på Apple TV 4K til at korrigere for sync-problemer med lyd. Jeg har stadig 2x HomePod stående og flere har efterspurgt erfaringer med den nye funktionalitet, så hermed en opdatering.
Her en nyhed, som introducerer funktionalitet, som kom med tvOS 14.2:
tvOS 14.2: Apple TV 4K + HomePod virker nu med Atmos, spil-lyd
HomePod kan fortsat bruges til alt det andet; musik, Siri osv. så den del af testen er stadig aktuel
Parring:
Med Home Theater parres HomePod fast med Apple TV 4K via trådløs forbindelse. Det indebærer, at de 2-3 enheder ses som 1 enhed når man f.eks. vil sende musik over fra sin iPhone. Sender man video til Apple TV 4K, så tænder boksen TV'et (via HDMI CEC). Sender man musik, så forbliver skærmen slukket, men HomePods begynder at spille. Det fungerer fint. Når man giver Siri-kommandoer til HomePod, så justeres TV-lyden midlertidigt ned mens Siri giver tale-respons. Sender man musik over, mens der kører TV-lyd, så overtager musikken. Når man slukker musikken igen, så er der visse tilfælde, hvor TV-lyden ikke automatisk vender tilbage - en software-fejl der forhåbentlig rettes (har ikke tjekket på tvOS 14.3 endnu).
En enkelt gang har jeg oplevet, at den ene HomePod mister forbindelsen til den anden, men ellers har det kørt fuldstændig stabilt.
Lydkvalitet
En enkelt HomePod kan godt bruges, men jeg vil ikke anbefale det. Lydniveauet er af en eller anden grund lavere, når der kun er 1 sat til. Lyden er dog ikke så retningsbestemt, så man bemærker ikke, at der kun er en højttaler med mindre man anstrenger sig. Med 2x HomePod bliver lydbilledet dog større og rigere (og lydniveauet generelt højere af en eller anden grund).
Af størrelsen så er det god bund i HomePod og man bliver til tider overrasket over, at de godt kan give 'punch' i action-sekvenser. Naturligvis ikke noget i stil med en subwoofer, men der er rimelig bund i lyden. Stemmer fremstår klare.
Jeg har også mulighed for at sende lyden fra Apple TV 4K trådløst ud til 2x B&O BeoLab 9. Det er højttalere i en helt anden klasse, men HomePod har fordel på ét område. Med stengulv og store vinduer i stuen, så er der meget genklang. HomePod måler og tilpasser sig omgivelserne, så rumklangen modvirkes. BeoLab 9 aner intet om omgivelserne, så de spiller bare som de nu gør. De blev købt til en klassisk dansk stue med trægulve og dengang var der ingen problemer. Man kan mene meget om intelligent lyd, men jeg mener, at lyd kalibreret til omgivelserne er et fremskridt. B&O er også selv begyndt at gøre det, men aktiv rumkorrektion hos B&O er forbeholdt deres allerdyreste Beolab-højttalere. Med HomePod får man aktiv rumkorrektion i realtid til en relativt billig pris. Det er en overset kvalitet efter min mening.
Overordnet så er lyden i 2x HomePod en markant forbedring ift. de indbyggede højttaler i det LG OLED TV, som anvendes. Om det er prisen på 2x HomePod værd kan diskuteres. F.eks. Sonos Arc giver bedre lyd, men er også en anden type lydprodukt. Personligt har jeg længe jagtet den trådløse lyd; ikke kun til musik men også TV-lyd. Jeg får ikke traditionelle surround-højttalere ind i stuen - og jeg ønsker det heller ikke. Der er ret god dynamik i disse små højttalere og lyden er ikke indelukket, nærmest tværtimod. Det fungerer godt til filmscener, både dialog og action. Jeg synes, at det er tydeligt, at Apple ikke har udviklet HomePod alene ud fra den tanke, at de skal bruges som musikhøjttalere. De er mere alsidige og virker fint til de discipliner, som TV-lyd udsætter dem for.
Mht. Dolby Atmos lyd på HomePod: Lydbilledet bliver lidt større og der er nogle sekvenser, hvor man oplever, at lyd positioneres mere præcist i rummet (mest højre, venstre og til tider også afstanden til højre/venstre). Der er dog ikke rigtig lyd i rummet bag lytteren, ej heller over lytteren. Jeg ville ønske, at der var mulighed for også at sætte AirPlay-højttalere / HomePod som trådløse baghøjttalere til Apple TV 4K - det kommer vel på et tidspunkt.
Atmos giver noget ekstra, men man skal ikke forvente for meget.
Det er også lidt spøjst, at Atmos-menuen på Apple TV 4K forsvinder, når HomePod vælges som fast højttaler (modsat når man har en Atmos-soundbar tilsluttet via HDMI). Atmos aktivt på HomePod, men kun for visse apps (prøv Apple TV+). Det virkede ikke på Netflix sidst jeg tjekke.
Du skal sikre dig, at Video and Audio -> Audio Format er sat til 'Auto'. Den Atmos-indstilling, som normalt vises hvis Apple TV 4K er forbundet til et kompatibelt TV, forsvinder tilsyneladende når der forbindes til HomePod. Man får dog stadig Atmos-soundtracket videre til HomePod. Det kan bekræftes ved at trykke 'menu' på Apple-fjernbetjening, når man ser indhold på Apple TV+.
Vi kunne bekræfte dette via 3 opsætninger:
1) Apple TV 4K output (HDMI) til Atmos-kompatibelt TV - foto:
https://www.flatpanelshd.com/pictures/a ... _small.jpg
2) Apple TV 4K output (HDMI) til Atmos-inkompatibelt TV - foto:
https://www.flatpanelshd.com/pictures/a ... _small.jpg
3) Apple TV 4K output (AirPlay trådløs) til HomePod (efter opdateringer) - foto:
https://www.flatpanelshd.com/pictures/a ... _small.jpg
Som det kan ses af billederne herunder, så forsvinder Atmos-label i Apple TV app'en i scenarie 2. Det kommer frem i scenarie 1 og 3.
Lydsynkronisering
Før der kom 'Home Theater', kom der 'Wireless Audio Sync' på Apple TV 4K. Her bruger man sin iPhone til at måle lydforsinkelsen på skærmen, hvorefter f.eks. HomePod eller andre højttalere tilsluttet via AirPlay 2 til Apple TV 4K, kan lydsynkroniseres. Det er et problem, som vi omtalte i vores test af HomePod. Jeg var undervejs i testen og efterfølgende i kontakt med en TV-udvikler hos Apple, der i sin tid lavede nogle rettelser i betaudgivelse af tvOS - og senere lovede at der kom noget andet.
'Wireless Audio Sync' fungerer efter hensigten, men vær opmærksom på, at synkronisering skal gøres for hver af de video-formater, som tages i brug ved indhold. Altså hvis man bruger 'match billedfrekvens' funktionen på Apple TV 4K. Det vil konkret sige, at man først skal sætte Apple TV 4K til 4K 24Hz SDR og køre Wireless Audio Sync, dernæst til 4K 24Hz HDR, dernæst 4K 24Hz Dolby Vision osv. Det er nødvendigt fordi TV-skærmens input-forsinkelse er forskellig for hvert video-format (og Apple TV 4K kender ikke forsinkelsen for den enkelte billedprofil på TV'et). Hvis Apple en dag lavede et fuldintegreret Apple TV, altså en skærm, så ville de nemt kunne rette dette og gøre det fuldautomatisk, så brugeren ikke skulle køre lydsynkronisering manuelt. Jeg tror stadig på, at Apple arbejder på en TV-skærm og jeg kunne forestille mig, at det bliver microLED - se bl.a. de opkøb som Apple har lavet på området.
PS: Jeg havde allerede kørt 'Wireless Audio Sync' på de forskellige kombinationer af video-formater før 'Home Theater' funktionen. Efter aktivering af denne skal det hele køres igen... Ellers er lyden meget skæv med 1+ sekund. Jeg går ud fra, at det er fordi forsinkelsen er nedbragt så meget med den faste parring mellem Apple TV 4K og HomePod.
Spillyd
Et af mine kritikpunkter mht. at bruge HomePod trådløst sammen med Apple TV 4K var, at spillyd ikke fungerede. Heller ikke menulyd. Udfordringen med spillyd er, at tingene foregår "live", altså i realtid, så man kan ikke forsinke billedet til at match forsinkelsen på lydsignalet, ligesom det er muligt med en film. Samme udfordring med menulyde. Det er rettet med 'Home Theater' funktionen. Hvordan Apple konkret gør det, er jeg ikke klar over, men det er noget som branchen generelt har kæmpet med. Det virker på andre produkter over Bluetooth, men HomePod kører WiFi som har højere båndbredde til lyd.
Der har gennem tiden været kritik af Apple TV 4K's manglende evne til at bitstreame f.eks. Dolby Atmos til lyddekodning på receiver/soundbar. Et forhold, som man skal holde for øje her, er dog at bitstreaming vil involvere forsinkelse. Derfor udpakker Apple TV 4K bl.a. Atmos før det sendes afsted. Det er en nødvendigvis, hvis man med tiden også vil have Atmos på spillyd og live-sendinger. Alle videosignaler over HDMI sendes på samme måde ukomprimeret. At HDMI kan bitstreame lyd er et levn fra fortiden, hvor de bedre lydformater altid skulle videre i kæden. Forvent at lyd i stigende grad udpakkes på afspilleren fremover.
Atmos og surround virker endnu ikke med spil på Apple TV 4K. Det virker som et naturligt næste skridt sammen med HDR / Dolby Vision i Apple Arcade-spil.
Den klart bedre spillyd på 2x HomePod ift. TV'ets højttalere giver en ekstra dimension i Arcade-spil. Prøv f.eks. Sayonara Wild Hearts.
PS: Med nogle apps kan man få TV-lyd samtidig med musik. Et eksempel er TV-pejsen til Apple TV, som kan knitre i baggrunden til julemusik.
Opsummering:
Efter min test af HomePod og Apple TV 4K fjernede jeg HomePod fra TV'et. Det har løbende været sat tilbage for at teste ting. Med 'Home Theater' er jeg mere tilbøjelig til at lade dem blive ved siden af TV'et. Hvad der definitivt ville få mig til det ville være lancering af en ny Apple TV-boks, som er i stand til at afvikle mere ambitiøse spil, f.eks. konsolspil. Jeg ser ikke så mange film, men jeg spiller meget på konsol.
Jeg synes, at HomePod + Apple TV 4K efterhånden er en fin løsning og de kritikpunkter, som jeg fremførte i den oprindelige test, er der blevet taget hånd om. Nu er fundamentet lagt, så jeg er spændt på, hvad næste skridt bliver, for jeg tror, at potentialet er større (trådløse baghøjttalere, flere højttalere generelt, mere omsluttende lyd, mere intelligens, bedre Apple TV 4K-hardware osv.).