- 8. dec, 08:40
#263025
Samsung Q7F og Q8F i 55" fås til 11.999 kr. i dag, så selv om de ikke er kommet ned i de foræringspriser man til sidst kunne få KS-serien (SUHD) til, så er priserne stadig overkommelige. Q9F i 65" har været nede i 21.999 kr., hvis vi endelig skal tage topmodellen med. Prisen er dermed ca. den samme om man vælger OLED eller QLED og så må man jo gøre op med sig selv, hvilke fordele ved den ene eller den anden teknologi der betyder mest for en selv.
Jeg har siden 2013 haft et Sony W905A med "Quantum Dot-enhanced LED", hvilket vel må siges at være stort set den samme teknologi som Samsung kaldte SUHD i 2016 og QLED i 2017.
Jeg er bestemt ikke blind for, at sortniveauet og dets "local dimming"-implementering ikke kan hamle op med OLED, men jeg ville på trods af det stadig seriøst kigge efter et TV med Quantum Dots såfremt jeg skulle ud og købe nyt TV.
Jeg indrømmer gerne, at jeg kigger på OLED TV når jeg lige tager en tur forbi elektronik-afdelingen i Bilka, men jeg hæfter mig ved, at OLED-modellerne ALTID kører med en dertil indrettet demo-video eller i sjældne tilfælde en Blu-ray film, hvorimod LCD-modellerne på den store væg viser DR3. Jeg kan forsikre for, at de samme demo-videoer også ser fantastiske ud på mit gamle QD-enhanced Sony når jeg sætter billedet i "Vivid"-tilstand, men det er jo ikke sådan jeg ser TV til daglig.
En ting der stadig gør mig skeptisk overfor OLED er burn-in og image retention. Der har ganske vist været mange meldinger om, at brugere *ikke* oplever dette selv om de ikke tager nogle specielle hensyn - eller i hvert fald ikke med 2017-modellerne - men alene det, at man indbygger teknologier i apparaterne til at rette op på billedet, hvis man har kørt med statiske elementer over længere tid, er nok til at fortælle mig, at panel-teknologien måske ikke fortjener den store tillid endnu.
Jeg har selv for vane at sætte afspilningen af et eller andet på pause mens jeg går ind på et værelse og kigger på noget arbejde, hvilket der sagtens kan gå en time eller mere med, så hvis jeg skulle skifte til OLED ville det være een af flere vaner jeg ville blive nødt til at lave om på.