Debat og råd om TV-skærme. Alt hvad der handler om køb og brug af fladskærme

Redaktører: AndreasL, Moderatorer

Af Bavi
#240800
Hej.

Jeg har efterhånden kigget med i en hel del år, uden at lade mig tilmelde og mener at jeg nu er der, hvor jeg ikke længere kan klare den alene. Jeg har simpelthen brug for et godt råd. Og sådan en første post, når man har kigget med så længe, kan jo ikke være en simpel "hej og goddag" og indeholder derfor en hel del lag. Håber i bærer over med mig og hermed følger den lange forklaring, kombineret med et par spørgsmål.

Tilbage i marts i år købte jeg et 55' LED-TV Samsung UE55JU6075UXXE gennem CDON.com. TV'et var ramt af hvad jeg tænker er massiv clouding, men efter en god lang snak med gutterne nede i HIFI-klubben, var vi nok mere ovre i bleeding-katagorien. Langs hjørnerne på TV'et var der op til flere lysplamager som gik op til 5-10 centimeter indover billedet og plamagerne var op til 30 centimeter i længden. Jeg blev simpelthen sindssyg af at sidde og kigge på det, så reklamerede til CDON.com som gerne ville afhjælpe. Efter lidt yderligere skriveri frem og tilbage, ville CDON.com pludseligt ikke afhjælpe alligevel. Jeg måtte derfor en tur ind omkring Center for Klageløsning ved Forbrugerklagenævnet for at få CDON til at makke ret. Herefter gik tingene igen i hårknude, på trods af at de lovede de ville fikse TV'et.
Min seneste skrivelse må have skræmt CDON en anelse, for de svarede straks tilbage at de ville få afhentet TV'et og de gik med på, at handlen blev ophævet, som jeg havde krævet.

Derfor blev TV'et hentet her til morgen af DHL og jeg sidder nu og kigger ind i en hvid væg, hvor min soundbar, PlayStation 4, Xbox One og Apple TV ikke har et TV at lege med. Det TV som jeg tænker skal erstatte det jeg netop er sluppet af med igen, skal have lavt inputlag da jeg i ny og næ spiller på konsollerne, det kunne være super fedt hvis det havde HDR (og gengav dette tilfredsstillende), da jeg har planer om dels at indkøbe en PS4 Pro, men også at gå med på den nye Xbox One, som udkommer næste år.

Når jeg læser købsanbefalingerne her på siden og ser på bl.a. Samsung KS7005 og ser på prisen af dette TV, så bliver jeg glad. Meget glad. Men hvor meget skal jeg ligge i det, at TV'et ikke er helt overbevisende i HDR?

Så kigger jeg i stedet på Sony XD93. Her løber det mig koldt ned af ryggen når jeg læser om clouding. Jeg magter ikke endnu en kamp, om hvad der er 'alment kendte faktorer ved LED-teknologien', som nærmest var CDONs automatiske modsvar til mig, når jeg klagede over mit TV. Jeg kendte absolut ikke til hverken clouding eller bleeding før jeg stiftede bekendtskab med mit netop afhentede TV. Hvor meget skal jeg forvente at døje med clouding på et Sony XD93? Det er nok det TV jeg er mest tændt på, da jeg er blevet en smule bange for Samsung, efter min oplevelse med CDON.

Som det ser ud lige nu, så er et OLED TV, desværre, lige i overkanten af hvad jeg har, at kunne bruge på et TV.

Jeg er skrækslagen for at skulle hente et nyt TV, for så at pakke ud hjemme og se at der også her er bleeding/clouding. Er der virkeligt tale om en 'kendt faktor' som alle TV i en eller anden grad er ramt af?

Jeg har forsøgt, at uploade et par billeder til imgur. Og håber, at jeg kan få en eller anden responds på, at det forhåbentligt ikke kan være rigtigt, at man skal sidde med et TV som ser sådan her ud.

http://imgur.com/a/U3DMP

Så altså. Jeg kigger efter et nyt TV. Ikke mindre end 55'. Det skal være brugbart til konsol-spil. Alm. TV-kiggeri, PLEX, Netflix og alt det andet indenfor normalen. Hvor får jeg mest kvalitet for pengene? Kan det overhovedet betale sig at snakke indkøb af TV i dag, når Sorte Fredag står for døren. Vil da være ked af, ikke at spare lidt penge. Så er der jo mere til julegaver til mine børn :)
Af Grandahl
#240803
Ja, der er mulighed for clouding, bleeding osv. ved alle LCD skærme punktum. Det gode ved den sag er at du kan bestille et tv hjem over nettet, og du dermed har 14 dages returret, uden nogen grund, du kan bare levere tilbage uden videre. Derfor er det en god ide at få den bestilt via nettet og ikke hente den i en butik. På de 14 dage skulle du gerne kunne danne dig et overblik over eventuelle svagheder.

Som du selv er inde på ligger KS7005 lige for, den har en god HDR i det store midrange sortiment, den er også hurtig til spil.. Kvalitetsmæssigt ligger den meget op af XD 93 som du også nævner, desværre er Sony ikke helt med på prisen, hvilket også gør at rigtig mange vælger Samsungen. Jeg er dog ligesom dig lidt pjattet med XD93, æv med prisen, måske der er hjælp at hente Black Friday.
Af Sponk
#240805
Clouding/bleeding på LCD kan du desværre ikke komme udenom (vil altid være der på alle LCD du tester).
Jeg tror du skal kraftig overveje at skifte over på OLED OLED55B6V, specielt nu du har bidt dig fast i clouding på LCD.
Af Bavi
#240807
Tak for svarene.

Men hvor meget bleeding/clouding skal man kunne tåle, før vi objektivt set, kan kalde det et problem og ikke en medfødt følge? Snakker vi ala det som jeg allerede har vedhæftet? I så fald har jeg vel været heldig, overhovedet at kunne få lov at komme af med TV'et igen?

Noget andet der taler imod Sony XD93, er at det har 3D. For mig er 3D en gimmick. Jeg får det ikke brugt. Og jeg kan ikke lide at betale for funktioner som jeg ikke bruger.

Jeg er meget tændt på OLED. Men det er simpelthen for mange penge for mig og min SU, på nuværende tidspunkt.
Brugeravatar
Af KimKaos
#240809
Det du har vedhæftet er langt over det acceptable og fremadrettet så skal du ikke bruge så meget tid på at debattere med din forhandler - brug din ret og send det tilbage.

Om du vælger Samsung eller Sony (eller andre producenter) går ud på et når det kommer til bleeding/clouding - det er desværre en helt normal skavank.

Heldigvis så er det sjældent at en skærm er så voldsomt ramt som din.

Rent personligt så er jeg meget kræsen med valg af forhandler når det kommer til TV da jeg gerne vil være sikker på at der er mindst muligt vrøvl i tilfælde af fejl og mangler og en virksomhed som CDON er slet ikke med i mine overvejelser når der skal købes nyt tv.
Brugeravatar
Af Huleboer
#240810
Ud fra dine billeder synes jeg ikke det clouding / bleeding du oplever har været voldsommere end man ellers ville kunne forvente af sådan en type skærm. Jeg tror derfor du skal have skruet ned for dine forventninger, sålænge du ikke bevæger dig op i oled segmentet.

Men jeg tilslytter mig koret og synes du skal købe et sted hvor du er sikker på at du har 14 dages fortrydelsesret, også selvom produktet har været pakket ud. Bemærk dog at det ikke er alle netbutikker der vil dække returfragt omkostningerne, da det kan være ret dyrt at sende sådan en skærm.

Så ville jeg nok hellere snakke med Elmutanten eller Power, og sikre mig (på skrift) at du kan tilbagelevere hvis ikke skærmen lever op til det du ønsker.

Bemærk for øvrigt også at to skærme af samme model og serie, ikke nødvendigvis er lige hårdt ramt, så den ene KS7005 kan være dårligere end den anden KS7005.