Debat og råd om TV-skærme. Alt hvad der handler om køb og brug af fladskærme

Redaktører: AndreasL, Moderatorer

Af feuer_dk
#115027
Heey...

Købte for noget tid siden et 42G10, og har flere gange undret mig over, at det flimrede, når man kom tæt på. Det har jeg tænkt "bare" var plasmaen, man kunne se, på samme måde som man på gamle billedrørs-tv kunne se pixels, når man kom tæt på.

Jeg har for nyligt købt blu ray afspiller, og den samme "flimren" er der stadig. Og det kan ses specielt i ansigter og brunlige nuancer. Den klarhed og skarphed, en blu ray film burde have, har jeg ikke, da det somme tider ser ud som om folks hud bevæger sig, selvom de står helt stille. (Dog ikke super tydeligt på afstand, men det ses og påvirker oplevelsen i negativ retning)

Er det bare noget man må acceptere, når man køber plasma? Eller kan det have noget med tv eller blu ray indstillingerne at gøre?

Har snakket med Panasonic om mine blu ray vanskeligheder, og de var ikke ligefrem behjælpelige. (blu ray er også fra Panasonic - BD60, hvis det er relevant?)
Af bantam
#115030
Det du kan se, er effekten af den måde, som TV'et laver farver på: Et plasmapanel er et digitalt display, hvor hver enkelt (sub-)pixel kun kan være tændt eller slukket. Ved at tænde og slukke for for hver sub-pixel mange gange i sekundet, opnår man en illusion af farver med forskellig lysstyrke.

Da hver farve består af rød, blå og grøn, skal der tre sub-pixels til at lave farven - og hver af disse blinker altså et antal gange pr. sekund (herfra stammer sub-field drive-begrebet og udtrykket temporal dithering).

Da man ikke nødvendigvis kan ramme den ønskede farve nøjagtigt, kan andre farvenuancer blandes ved at placere (og evt. periodisk udskifte) pixels med forskellige farver op ad hinanden (spatial dithering).

På rigtig mange film er der desuden film-grain, som også findes på originale optagelser. Disse kan mange gange forsvinde eller reduceres kraftigt på DVD-udgivelser pga. komprimering eller støjreduktion. Blu-ray har større kapacitet, båndbredde og opløsning og kan derfor gengive flere af disse dynamiske detaljer i billedet.

Når alt dette er sagt, kan jeg ikke lige på stående fod huske, om der er sket en større udvikling fra G10 til dette års plasma-produkter fra Panasonic - men jeg husker det ikke som revolutionerende (og Panasonics plasma-paneler er i forvejen ret "stille" mht. dithering i forhold til flere andre plasma-paneler).

LCD-paneler er analoge af natur og "frembringer" farve ved at åbne og lukke for lyspassage gennem farvefiltrene på en glidende måde, som ikke giver flimmer. Prisen er til gengæld, at den fysiske åbning og lukning går relativt langsomt og derfor kan give slør.

Der er meget mere at sige om alt dette - men jeg håber, at du blev lidt klogere på, hvor det flimmer du ser, stammer fra.
Af feuer_dk
#115031
Det gjorde jeg i allerhøjeste grad.

Har lige gjort en lidt interessant opdagelse i forbindelse med dette. Sidder lige p.t. og ser 300(BD), og da jeg pausede filmen, pausede jeg samtidig sløret eller flimmeret?!? Så snart jeg starter den igen, kommer det tilbage.

Efter min logik og din forklaring, må sløret så opstå et sted mellem afspiller og tv. For havde det været tv'et alene, så ville det vel stadig være der, selvom filmen var pauset!?
Af bantam
#115044
Det er netop film-grain, som du ser - og da det ligger i filmen, stopper det ved pause. "300" er kendt for den effekt.