2025 blev spået til at blive et stort filmår, men danskerne vendte i stor stil amerikanske titler ryggen. Biografåret blev reddet af danske film som Ternet Ninja 3.
Efter de massive udfordringer under coronapandemien, hvor billetsalget blev nærmest halveret, har biograferne efterlyst flere nye film på plakaterne.
Biograferne fik flere film i 2025, men det viste sig ikke at være opskriften på vende tilbage til fordums storhed fra år 2001 frem til pandemien, hvor der årligt blev solgt over 12 millioner billetter i danske biografer.
Læs også: Biografer tyer til genudsendelser af gamle film
Det amerikanske filmår 2025
Adskillige amerikanske storfilm har haft biografpremiere inkl. Mission: Impossible: The Final Reckoning, F1 The Movie, Jurassic World Rebirth og A Minecraft Movie.
I året der gik vendte danskerne imidlertid ryggen til amerikanske film. Kun tre amerikanske film er at finde på top-10 listen over billetsalg i år, hvoraf to af dem er børnefilm. Avatar: Fire and Ash kan givetvis trække lidt op i årets sidste dage.
Læs også: Markant kortere biograf-eksklusivitet i Danmark siden corona
Nedgangen sker i en periode, hvor også amerikanske biografer er presset, blandt andet fordi flere seere finder deres underholdning hjemme på TV'et i stuen. Home entertainment-segmentet har aldrig været større og er i Hollywoods hjemland USA nu 7 gange større end biografmarkedet.
Ternet Ninja 3 blev årets største biograffilm. Foto: Nordisk Film
Det danske filmår 2025
Det gik ikke som spået, altså at store amerikanske film kom til at løfte biografsalget i 2025. I årets første kvartal pegede pilen kraftigt ned for danske biografer med minus 16% i forhold til 2024. Senere i 2025 blev det i stedet danske film, der reddede biografåret fra nedgang som i de foregående år efter coronapandemien.
Frem til den 25. december 2025 er der samlet set solgt 9,7 millioner biografbilletter i Danmark, hvilket er 4% flere end i samme periode i 2024, ifølge Det Danske Filminstitut.
Danske film udgør i år 39% af billetsalget, mod 24% sidste år og 25% i 2023. Frem til den 25. december er der solgt 3,76 mio. billetter til danske film, hvilket er 65% flere end i 2024 og det højeste niveau i et årti.
32 danske spillefilm har fået premiere i år, hvilket er lige så mange som i rekordåret 2005. Heraf 11 børnefilm – mod tre i både 2024 og 2023.
Læs også: 'Den sidste viking' kan nu ses derhjemme i op til 4K
To danske film som i særlig grad har trukket læsset er Ternet Ninja 3 og Den sidste viking.
- "2025 viser, hvad dansk film kan, når talent, ambition og markant kulturpolitisk opbakning til dansk film falder i hak. Den historisk høje markedsandel afspejler et publikum, der udviser både tillid og nysgerrighed over for originaliteten i de danske fortællinger, og en filmbranche, der er ved at rejse sig efter år med svære finansieringsudfordringer. Med en ambitiøs dansk filmpolitik findes der nu et fundament for at sikre dansk films position som det nationale samlingspunkt for de store fortællinger, der rammer bredt, og for de nye talenter, der udfordrer os og stiller spørgsmål. Med humor, mod og kunstnerisk risikovillighed har 2025 budt på vedkommende og nytænkende fortællinger, der har formået at appellere til biografgængere i hele landet og på tværs af alle aldersgrupper," sagde Tine Fischer, direktør for det Danske Filminstituttet.
Kigger frem mod 2026
Nu kigger filmbranchen frem mod 2026, hvor der kommer danske film som Klassefesten 4, Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor og De Forbandede År - Fredens Pris. Det er mindre titler end i 2025, men der kan komme mere i kalenderen.
Biograferne skal håbe på, at danskerne igen får appetit på amerikanske film, med stort anlagte premierer som The Odyssey af Christopher Nolan, Super Mario Galaxy Filmen, Star Wars: The Mandalorian and Grogu, Avengers: Doomsday og Toy Story 5.
Med udsigt til at Netflix overtager Warner Bros, at mange filmstudier kører med reduceret biografeksklusivitet, og at forbrugerne køber stadigt større TV-skærme, efterlader det spørgsmålet, om biograferne nogensinde vender tilbage til niveauet før corona?
2025 Top-10 film i biografen (frem til 10. dec)
| Filmtitel | Oprindelse | Billetsalg |
| 1 | Ternet Ninja 3 | DK | 774.977 |
| 2 | Den sidste viking | DK | 702.045 |
| 3 | A Minecraft Movie | US | 385.595 |
| 4 | Under stjernerne på himlen | DK | 363.788 |
| 5 | Rejseholdet: Det første mord | DK | 331.434 |
| 6 | Bridget Jones - vild med ham | UK | 269.945 |
| 7 | Pigen med nålen | DK | 236.308 |
| 8 | Det nye år | DK | 229.063 |
| 9 | Lilo & Stitch | US | 220.023 |
| 10 | Jurassic World: Rebirth | US | 200.093 |
Flatpanels - Kilde: DFI, Fafid