Brancheforeningen Danske Biografer, der tegner Danmarks 167 biografer, har netop ansat en ny direktør. Michael Valentin har tidligere været direktør i Akademikernes A-kasse og forretningsudviklingschef i Lett Advokatfirma, men han er også tidligere lobbyist og forfatter.
Den nye direktør træder ind i filmbranchen og medieverden midt i en sand streamingrevolution, hvor næsten alle danskere nu vælger at nyde et gigantisk film- og serieudbud, når de vil, hjemme i sofaen.

Michael Valentin, direktør, Danske Biografer
- "Jeg mener ikke, at streamingfænoments succes er et problem for biograferne," siger Michael Valentin til Flatpanels. "Jeg spår, at biografen træder ind i en ny guldalder. Vi har før set, at teknologibegejstring og utallige valgmuligheder har det med at udløse et modtryk. Jeg forudser, at biografen, der tilbyder ro, fordybelse og en særlig oplevelse, vil leve som et fint supplement til tv og streaming."
Han minder om, at biograferne har overlevet både tv, VHS og Betamax.
Streamingeksperten Claus Bülow Christensen sagde i december til Flatpanels, at danske biografer nu må affinde sig med, at filmenes biograf-vinduer varierer meget:
- "Hver film har sit eget liv og dynamik i markedet. Filmselskaberne vil trække på de mange nye, tilgængelige data, de har fået til rådighed. De vil kigge nøje på hver enkelt filmtitel og afgøre hvilket vindue, der tjener den titel bedst. Er det 45 dage, 14 dage – eller skal den pågældende film have premiere på alle platforme samtidigt?" sagde han.
Læs også: Opgørelse: Biograf-eksklusivitet er skrumpet men danske film holdes i jerngreb
Nyt filmforlig på vej
Michael Valentin er ikke voldsomt uenig i Claus Bülow Christensens analyse, men påpeger dog:
- "Det er værd at huske markedslogikken i hold-back vinduer. De er indført for at sikre biografernes indtjening, men også for at sikre at der fortsat flyder penge tilbage til filmbranchen, således der også produceres nye danske film til de kommende år. Det er et økonomisk kredsløb, der er værd at værne om," siger Michael Valentin, der efter sommerferien skal til forhandlinger om et nyt filmforlig, hvor emnet kommer i spil.
Han tiltrådte faktisk sin nye stilling straks for at kunne deltage i arbejdet på bagkant af det netop indgåede medieforlig – med udsigt til forhandlinger om filmforlig senere på året.
Danske Biografer møder ikke op til filmforhandlingerne med et nyt oplæg til et fastlagt antal hold-back dage for biografpremierer.
- "De overvejelser præsenteres bedst ved forhandlingsbordet, ikke i pressen, men jeg er optimistisk. Jeg tror nemlig, at alle samarbejdspartnere er optaget af, at finde en bred og holdbar løsning til glæde og gavn for alle aktører og dansk film," siger han.
Danske biografer er brancheforening for landets 167 biografer. Fra de helt små foreningsbiografer til de store. De har over 13 millioner gæster om året og er af de største kulturudbydere i landet.